Et brændende ønske om at hjælpe døve

Jeg blev født i 1941 og voksede op i Virrat, Finland. Mange i min familie var døve ligesom mig – begge mine forældre, min yngre bror og søster og andre familiemedlemmer. Vi kommunikerede ved hjælp af tegnsprog.

Jeg lærer fantastiske ting fra Bibelen

På den kostskole jeg gik på, der lå omkring 240 kilometer fra min hjemby, var det strengt forbudt at bruge tegnsprog. På det her tidspunkt brugte døveskolerne i Finland en metode der kaldes oralisme, det vil sige at eleverne blev tvunget til at lære at tale og at mundaflæse. Hvis vores lærere fangede os i at bruge tegnsprog, slog de os så hårdt med en lineal eller en pegepind at vores fingre var hævede i flere dage.

Efter gymnasiet tog jeg på landbrugsskole. Mine forældre havde en gård, og de havde brug for at jeg lærte faget så jeg kunne hjælpe til. Da jeg efter skolen flyttede hjem igen, så jeg Vagttårnet og Vågn op! ligge på bordet. Min far sagde at bladene forklarede mange fantastiske ting ud fra Bibelen, og at et hørende ægtepar plejede at komme forbi for at studere Bibelen med ham og min mor. De kommunikerede med mine forældre ved hjælp af papir og blyant.

Min far fortalte mig at Guds rige vil gøre jorden til et paradis, og at de døde vil få livet igen. Men jeg havde lært at man kommer i himlen når man dør, så jeg var sikker på han måtte have misforstået noget eftersom de Jehovas Vidner der kom på besøg, ikke kommunikerede med ham ved hjælp af tegnsprog.

Næste gang parret kom for at besøge mine forældre, spurgte jeg dem om det min far havde fortalt mig. “Din far har helt ret,” sagde de. Og så viste de mig det Jesus siger om opstandelsen i Johannes 5:28, 29. De forklarede også at Gud vil fjerne al ondskab, og at mennesker vil komme til at leve for evigt på jorden med et perfekt helbred og under fredelige forhold. – Salme 37:10, 11; Daniel 2:44; Åbenbaringen 21:1-4.

Jeg ville gerne vide mere, så jeg begyndte at studere Bibelen med et hørende Jehovas Vidne der hed Antero. Han kunne ikke tegnsprog, så jeg svarede på spørgsmålene i studiebogen ved at skrive svarene på et stykke papir. Det læste Antero så og skrev selv ekstraspørgsmål eller kommentarer. Han studerede tålmodigt med mig to timer hver uge ved hjælp af den her metode.

I 1960 var jeg med til et af Jehovas Vidners stævner hvor programmet blev tolket til tegnsprog. Fredag eftermiddag blev det meddelt at der ville være dåb om lørdagen. Så lørdag morgen pakkede jeg mine badebukser og et håndklæde, og så blev jeg døbt!a Det varede ikke længe før mine forældre og mine yngre søskende også blev døbt.

Jeg forkynder for døve

Jeg ville meget gerne dele Bibelens sandheder med andre døve, og den bedste måde at gøre det på var ved hjælp af tegnsprog. Jeg lagde ud med at forkynde for de døve der boede i min hjemby.

Kort efter flyttede jeg til Tampere, der er en stor industriby. Jeg ledte efter døve ved at gå fra dør til dør og spørge beboerne om de kendte nogle døve i området. Jeg startede flere bibelstudier på den her måde, og efter bare et par år var der mere end ti døve forkyndere i Tampere.

I 1965 mødte jeg en dejlig søster der hed Maire, og året efter blev vi gift. Maire var hurtig til at lære tegnsprog, og i de fem årtier som vi tjente Jehova sammen, var hun en flittig og loyal støtte.

To år efter at vi var blevet gift, fik vi vores søn, Marko, som er hørende. Derhjemme lærte han finsk, som blev hans modersmål, og finsk tegnsprog. Marko blev døbt da han var 13.

Med tiden var der mange nye der sluttede sig til tegnsprogsgruppen i Tampere. Derfor flyttede vi i 1974 til Turku, hvor der ikke var nogen døve Jehovas Vidner. Igen ledte vi efter døve ved at gå fra dør til dør og spørge os for. I løbet af den tid vi boede i Turku, blev 12 af dem jeg studerede med, døbt.

Forkynderture til de baltiske lande

I 1987 blev Marko inviteret på Betel. Tegnsprogsgruppen i Turku var blevet stærk og velfungerende, så vi begyndte at overveje om der var andre steder vi kunne gøre gavn.

Omkring det her tidspunkt begyndte landene i Østeuropa at åbne op, så det blev mere frit at forkynde der. Derfor rejste jeg i januar 1992 med en anden døv bror til Tallinn i Estland.

Vi fik kontakt med en søster hvis bror var døv. Han var ikke selv interesseret i budskabet fra Bibelen, men han var meget venlig og hjælpsom og introducerede os for mange døve estere. Den sidste aften vi var der, tog han os med til et møde i Tallinn der blev holdt af en forening for døve. Vi kom tidligt og fyldte et bord med bøger og blade på estisk og russisk. Vi afsatte omkring 100 bøger og 200 blade og fik cirka 70 adresser på interesserede. Den aften blev begyndelsen på forkyndelsesarbejdet på tegnsprog i Estland.

Kort efter begyndte Maire og jeg regelmæssigt at tage til Estland for at forkynde. Vi skar ned på vores arbejde og blev pionerer. I 1995 flyttede vi tættere på Helsinki så det blev nemmere for os at tage færgen til Tallinn. Forkyndelsen i Estland overgik alle vores forventninger!

Vi havde lige så mange bibelstudier som vi kunne nå, og 16 af dem vi studerede med, blev døbt, deriblandt to biologiske søstre der var både blinde og døve. Jeg studerede med dem ved hjælp af taktilt tegnsprog, det vil sige at de holdt på mine hænder så de kunne mærke de tegn jeg lavede.

Det var ikke altid så let at studere med døve, for på det her tidspunkt var der ikke nogen publikationer på de tegnsprog vi brugte. Men det virkede rigtig godt at bruge billederne fra vores trykte publikationer, så jeg samlede mange af de flotte illustrationer i en scrapbog.

Afdelingskontoret i Finland bad mig besøge Letland og Litauen for at finde ud af hvordan man bedst kunne fremme forkyndelsesarbejdet på tegnsprog der. Vi besøgte landene flere gange og hjalp de lokale brødre og søstre med at finde døve. Næsten hvert eneste land har sit eget tegnsprog, så jeg lærte estisk, lettisk og litauisk tegnsprog. Jeg lærte også lidt russisk tegnsprog, der bruges af døve russere der bor i de baltiske lande.

Efter at have rejst frem og tilbage til Estland og de andre baltiske lande i otte år, fik Maire desværre konstateret Parkinsons sygdom, og vi kunne ikke længere fortsætte.

Organisationen hjælper de døve

I 1997 blev der på Afdelingskontoret i Finland oprettet et team der skulle oversætte til tegnsprog. Fordi Maire og jeg boede lige i nærheden, fik vi mulighed for at hjælpe til med oversættelsesarbejdet, og det gør jeg stadig fra tid til anden. Vi var så heldige at komme til at arbejde sammen med vores søn, Marko. Senere blev han og hans hustru, Kirsi, brugt til at oplære teams der oversætter til tegnsprog i andre lande.

Afdelingskontoret har også organiseret kurser for at hjælpe hørende forkyndere til at lære tegnsprog. Kurserne har gjort en stor forskel. Mange har sluttet sig til tegnsprogsdistriktet, støttet forkyndelsesarbejdet og hjulpet til med opgaver i menigheden.

Jeg brænder stadig for at hjælpe de døve

I 2004 var Maire og jeg med til at oprette den første finske tegnsprogsmenighed i Helsinki. I løbet af bare tre år blev det til en stærk og tjenesteglad menighed med mange pionerer.

Igen begyndte vi at overveje om vi skulle flytte til et sted med større behov. Så i 2008 flyttede vi hen i nærheden af Tampere og blev igen en del af den tegnsprogsgruppe vi havde forladt 34 år tidligere. Et år senere blev gruppen til en menighed, og nu var der to tegnsprogsmenigheder i Finland.

På det her tidspunkt gik det stærk ned ad bakke med Maires helbred. Jeg tog mig af hende indtil hun døde i 2016. Jeg savner Maire utroligt meget, og jeg glæder mig til at se hende igen i den nye verden, hvor sygdom ikke vil findes mere. – Esajas 33:24; Åbenbaringen 21:4.

Men indtil det sker, er jeg besluttet på at fortsætte det arbejde jeg har brændt for i de sidste 60 år – nemlig at lære andre døve om den gode nyhed fra Bibelen!