Glad for at jeg lod Jehova bestemme retningen i mit liv

Jeg voksede op langt ude på landet i Australien. Mine forældre og bedsteforældre havde lært sandheden at kende i 1950’erne. Jeg blev forkynder da jeg var 6 år gammel, og blev døbt da jeg var 13. Jeg var tit hjælpepioner i mine skoleferier. Jeg elskede Jehova og ville gerne tjene ham for evigt.

Da jeg var 15, lagde mine trænere i skolen mærke til at jeg var god til sport, og nogle repræsentanter fra et professionelt rugbyhold tilbød mig et stipendie. Jeg havde virkelig lyst til at blive professionel rugbyspiller, men jeg havde allerede indviet mig til Jehova. Min far tog en snak med mig og opfordrede mig til at meditere over hvad det løfte jeg havde givet Jehova, betød, før jeg tog en beslutning. Jeg gjorde som min far foreslog, og det gik op for mig at jeg ikke både kunne give Jehova mit bedste og satse på en sportskarriere, og derfor afslog jeg tilbuddet. Nogle måneder senere blev jeg så kontaktet af Australian Institute of Sport i Canberra, og de tilbød mig et andet stipendie, hvor jeg kunne blive trænet til at blive maratonløber og få mulighed for at repræsentere Australien i Commonwealth Legene eller i De Olympiske Lege. Men jeg havde stadigvæk et meget stærkt ønske om at leve op til det jeg havde lovet Jehova, for jeg elskede ham højt, og derfor sagde jeg nej tak.

Kort efter gik jeg ud af skolen og nåede det mål jeg havde haft længe – at starte som pioner. Men fordi min familie havde økonomiske udfordringer, valgte jeg at stoppe som pioner igen og begynde at arbejde fuldtid med at køre landbrugsmaskiner. På det tidspunkt var jeg sidst i teenageårene og boede for mig selv. Min tjeneste for Jehova blev hurtigt noget mekanisk, og jeg havde ikke længere hjertet med. Jeg begyndte at blive åndeligt svag. Jeg var så dum at vælge nogle venner der drak for meget og levede umoralsk, og jeg fik lyst til at være ligesom dem. Jeg var blevet opslugt af at nyde livet her og nu og havde forsømt mit forhold til Jehova.

Jeg havde brug for at begynde på en frisk, så jeg flyttede til en anden by, langt væk fra de dårlige venner. Jeg arbejdede på at styrke mit venskab med Jehova og planlagde at begynde som pioner igen. Så mødte jeg Leann McSharry, en genert pige fra landet der allerede var pioner, og vi blev gode venner. Vi talte meget om vores mål, og vi havde begge et ønske om at blive missionærer. Vi blev gift i 1993, og vi var enige om at vi ville lade Jehova bestemme retningen i vores liv.

Vi når vores mål

Det år sluttede jeg mig til Leann i pionertjenesten. Vi var besluttet på at blive ved med at leve enkelt og ikke stifte gæld, og derfor købte vi en gammel campingvogn som vi kunne bo i. I de næste seks år flyttede vi rundt til forskellige områder hvor der var stort behov, og vi havde mange forskellige jobs for at tjene penge. Vi forkyndte sammen med små menigheder i vidtstrakte, flade og tørre områder i Queenslands outback. Vi parkerede ofte campingvognen i tyndtbefolkede områder og holdt møder i bushen eller i det lokale medborgerhus. Vi elskede vores liv. Men vi tænkte også: “Kan vi gøre mere for Jehova?” Der gik ikke lang tid før vi fik svaret.

Afdelingskontoret spurgte om vi ville tjene som missionærer i et andet land. Men vi følte os overvældede og utilstrækkelige og spekulerede på om vi ville være gode missionærer når nu vi ikke havde været på Gilead. Vi elskede tjenesten, men vi havde ikke haft særligt mange bibelstudier i de tyndtbefolkede områder vi havde været i, så vi følte ikke at vi var særligt gode til at undervise.

Vi talte med Max Lloyd, et medlem af Afdelingskontorets Udvalg, om vores bekymringer.a Som en kærlig far tog han sig tid til at opmuntre os. Han forsikrede os om at Jehova altid vil hjælpe os til at udføre en hvilken som helst opgave han sætter os til – selv hvis vi ikke føler at vi er gode nok – hvis bare vi stiller os til rådighed. Det var lige det vi havde brug for at høre, og vi tog med glæde imod vores opgave i Sri Lanka.

En udfordrende opgave

I 1999 ankom vi til Colombo, hovedstaden i Sri Lanka. Det var en kæmpe kontrast til det rolige og fredelige liv vi havde haft langt ude på landet i Australien. Her blev vi konfronteret med borgerkrig, fattigdom, gader propfyldte med mennesker, tiggere og komplekse sprog. Men der var nogle smukke skatte i Sri Lanka: vores skønne brødre og søstre og masser af ydmyge mennesker der ikke havde lært Jehova at kende endnu.

Vi fik til opgave at tjene i Kandy, en by der ligger i en dal i det smukke højland, omgivet af teplantager og regnskove. Byen er kendt for sine mange buddhisttempler. De fleste indbyggere dér kendte ingenting til vores kærlige Skaber. Menigheden bestod både af singalesisk- og tamiltalende brødre og søstre, og møderne blev holdt på begge sprog. Singalesisk var et meget svært sprog at lære. Indimellem fik de mange fejl vi lavede, selvfølgelig vores bibelstudier og dem i menigheden til at grine ad os, men de var meget taknemmelige for den indsats vi gjorde for at lære sproget.

Men sproget var ikke vores største udfordring. For første gang i vores liv stod vi over for hård modstand mod sandheden. Et tidspunkt jeg aldrig glemmer, var da en vred gruppe mennesker omringede os. Nogle tog vores publikationer og brændte dem, mens andre sparkede og slog mig og en anden bror. Under hele den her frygtelige oplevelse bad vi Jehova om at hjælpe os til at bevare roen og huske os hvis vi skulle dø. Heldigvis skete der ikke mere, og de vrede mennesker forsvandt igen. Mens vi rystende forlod landsbyen, takkede vi Jehova for at han havde beskyttet os.

Efterhånden følte vi at Sri Lanka var blevet vores hjem. Selvom det var svært at være i et land der var splittet af borgerkrig, var det fantastisk at se hvordan Jehova ledte ydmyge mennesker ind i sin forenede familie. Vi har mange dejlige minder fra den her smukke ø. Men efter at vi havde været der i bare to år, gav myndighederne efter for pres fra religiøse ledere, og de fleste missionærer var nødt til at forlade landet.

De næste par uger var forvirrende og frustrerende. Hvad skulle der nu ske med os? Det Styrende Råd sendte os til Papua Ny Guinea. Vi ankom til hovedstaden, Port Moresby, i september 2001.

Papua Ny Guinea – et eksotisk og uforudsigeligt land

Papua Ny Guinea er Australiens nærmeste naboland. Men det er meget anderledes. Livet og kulturen er noget helt andet der. Igen skulle vi omstille os til noget nyt. Vi lærte tok pisin, der er det mest udbredte sprog i et land hvor der tales mere end 800 sprog.

Efter at vi havde været tre år i byen Popondetta, blev vi bedt om at begynde i kredstjenesten. Vi havde aldrig nogensinde forestillet os at Jehova ville kunne bruge os i den tjeneste! Jeg havde altid betragtet rejsende tilsynsmænd som modne brødre og sat meget stor pris på de råd og den undervisning de gav, og jeg følte mig helt uegnet til selv at være i den rolle. Mit mål havde altid været at være missionær. Og tanken om at blive rejsende tilsynsmand havde aldrig strejfet mig. Jeg er stadig forbavset over at Jehova gav mig det store privilegie.

I de byer vi besøgte, havde vi som regel altid elektricitet og vand og et værelse med en seng vi kunne sove i. Men ude på landet var der ofte ikke den luksus. Der sov vi i små hytter, lavede mad udenfor over et bål og vaskede os i vandløb og floder. Men hvis der var krokodiller i nærheden, hentede vi vand i en spand og vaskede os ved hytten.

Den her opgave krævede større fysisk udholdenhed end noget andet vi før havde prøvet. Men vi var helt overbeviste om at hvis vi brugte den styrke vi havde, ville Jehova hjælpe os til at klare det. (Dommerne 6:14) Mange af de menigheder og grupper vi besøgte, var meget svære at rejse til. De lå spredt i det forskelligartede landskab – i tætte regnskove, i sumpede kystområder og mellem forrevne bjerge. Vi rejste rundt med firhjulstrækkere, både og fly – men ofte måtte vi gå rundt for at komme frem til vores brødre og søstre.b

For at besøge en menighed der lå i nærheden af grænsen til Indonesien, skulle vi køre over 350 kilometer, og det meste af strækningen var ikke asfalteret. Mere end 200 gange på den rute skulle vi krydse vandløb og floder, men de fleste gange blev vi nødt til at køre igennem vandet fordi der ikke var nogen bro. Jeg har slet ikke tal på hvor mange timer vi har brugt i årenes løb på at grave og skubbe vores bil fri fra tykt mudder for at besøge vennerne. Men hvor var det skønt når vi endelig nåede frem og så at de stod klar med store smil og mad i gryden.

Når vi rejste højt op i bjergene med enmotors fly, var piloten tit nødt til at finde et hul i skyerne for overhovedet at kunne lokalisere hvor landingsbanen var. Så fløj han lavt hen over den for at sikre sig at der ikke var nogen børn eller dyr der rendte rundt. Og så holdt vi ellers vejret mens vi landede på en mudret, ujævn landingsplads der lå et ret risikabelt sted på en bjergtop over 2.000 meter over havet. Og når vi skulle videre fra den her slags isolerede landsbyer, måtte vi nogle gange lette fra en startbane der bare forsvandt ud over bjergkanten.c

Nogle gange vandrede vi ad stejle bjergstier eller gennem sumpede kystområder i et varmt, fugtigt klima med vores rygsække fyldt med litteratur og de mest nødvendige forsyninger. Men fordi vi havde skønne brødre og søstre med som rejsemakkere, nød vi virkelig de her ture. Det var fantastiske muligheder for at blive opmuntret af hinanden og grine sammen.

Vi havde det ligesom Paulus, der beskrev sine følelser i 1. Thessaloniker 2:8: “Vi holdt så meget af jer at vi var besluttet på … at give os selv helt og fuldt for jer fordi vi elskede jer så højt.” Og vi oplevede at brødrene og søstrene var villige til at gøre det samme for os. De var endda parate til at dø for os for at beskytte os mod bevæbnede bander. Engang blev Leann truet af en mand der svingede en machete. Jeg var i den anden del af landsbyen, så jeg kunne ikke hjælpe hende. En bror stillede sig straks mellem Leann og manden. Heldigvis slap broren med mindre skader fordi der hurtigt kom nogle andre til som standsede den vrede mand. Jehova holdt os oppe hver eneste dag i et land der blev mere og mere kriminelt, og på den måde kunne vi blive ved med at styrke vores brødre og søstre åndeligt.

Fordi Papua Ny Guinea ikke har et så velfungerende sundhedsvæsen, var det svært at passe på vores helbred. I 2010 fik Leann en livstruende bakterieinfektion, og vi måtte flyve til Australien for at hun kunne få akut behandling. Det var kun med Jehovas hjælp at vi kunne bevare roen. Til sidst fandt lægerne noget antibiotika der virkede. En af lægerne sagde til Leann: “Du har gjort meget for Gud. Nu gør han noget for dig til gengæld.” Efter mange måneder kunne vi endelig tage tilbage til vores opgave i Papua Ny Guinea.

Masser at gøre hjemme i Australien

I løbet af det næste år måtte vi tilbage til Australien flere gange fordi Leann havde brug for efterbehandling. I 2012 fik vi så besked om at blive i Australien så vi kunne tage os af vores helbred. Vi havde jo været væk i rigtig mange år, så den største kamp var ikke at komme os fysisk men at tilpasse os mentalt og følelsesmæssigt. Vi var meget kede af at forlade vores opgave i Papua Ny Guinea og syntes det var svært at skulle rejse væk fra den åndelige familie vi var kommet til at elske så højt. Vi følte på en eller anden måde at vi havde svigtet, og at Jehova ikke længere kunne bruge os på samme måde. Det var som om Australien ikke længere var vores hjem. Det der hjalp os til at klare det, var den fantastiske støtte vi fik fra vores brødre og søstre.

Efter at Leann var blevet frisk igen, tjente vi som specialpionerer i Wollongong, der ligger syd for Sydney i New South Wales. Cirka et år senere fik vi den store gave at blive inviteret på Bibelskolen for Kristne Ægtepar (der i dag er Skolen for Kristne Forkyndere). Efter skolen sendte Afdelingskontoret i Australasien os ud i rejsetjenesten. I flere år har vi nu besøgt menigheder og grupper i travle storbyer, i isolerede ørkenområder og i små fiskersamfund. Lige nu rejser vi i en kreds der dækker noget af det tørre nordvestlige Australien og hele Østtimor.

Jeg er så taknemmelig for at have Leann ved min side. Hun er den mest åndeligsindede og støttende hustru man kan forestille sig. Hun har været en ægte gave fra Jehova. Hun har aldrig været forbeholden over for nogen af de opgaver vi har fået, heller ikke dem der har været ekstremt krævende. Når hun bliver spurgt om hvordan hun klarer udfordringerne, siger hun: “Jeg fortæller Jehova alt.” Og så bruger hun aktivt sin bibellæsning til at lade Jehova forme hendes tanker, følelser og beslutninger.

Jeg har aldrig fortrudt at jeg har ladet Jehova styre retningen i mit liv i stedet for at satse på en sportskarriere. Jeg har set at Jehova kan oplære en og hjælpe en til at klare en hvilken som helst opgave hvis bare man er villig til at kaste sig ud i det. Jeg har lært hvor vigtigt det er altid at tale med Jehova når jeg står over for en beslutning eller en udfordring, og at bede ham om visdom og hellig ånd hver eneste dag. Vores kærlige Far, Jehova, har givet os et spændende og indholdsrigt liv, og vi glæder os til at se hvad mere han kan bruge os “skrøbelige lerkar” til. – 2. Korinther 4:7.