Fængselsmure kunne ikke skille mig fra Jehova

Vi flyttede tilbage til Ukraine i 1966. Et af de tidligste minder jeg har, er at mor og jeg besøgte min morfar da jeg var fire år. Vi tog den lange togtur fra Kryvyj Rih i Ukraine til en straffelejr i Mordova i det centrale Rusland. Vi fik kun lov til at være sammen med morfar i to timer, og der var hele tiden vagter der overvågede os. Men jeg kan huske at jeg fik lov til at sidde på morfars skød.

Jeg stoler på Jehova i skolen

Da jeg var barn, blev min tro på Jehova sat på prøve mange gange. For eksempel skulle alle børn i Ukraine der begyndte i skole, have en femtakket stjerne med et billede af Lenin som ung på deres skoleuniform.a I de højere klassetrin skulle alle børn have et rødt tørklæde om halsen som et symbol på at de støttede Lenins ideologi. Jeg nægtede at bære nogen af delene fordi jeg gerne ville være helt neutral i politik og loyal mod Jehova.

Mine forældre hjalp mig til at få en stærk tro på Jehova og et personligt venskab med ham. Tålmodigt studerede de med mig og forklarede hvorfor det er så vigtigt for kristne at være politisk neutrale. De opfordrede mig også til at være flittig i skolen, for det ville være med til at ære Jehova.

En dag fik vores skole besøg af en journalist fra Nauka i religija (Videnskab og religion), et officielt tidsskrift der indeholdt ateistisk propaganda. Mine lærere placerede mig på allerforreste række mens journalisten holdt et foredrag der skulle overbevise eleverne om at Gud ikke findes.

Efter foredraget tog mine lærere mig med hen til journalisten og bad ham om at snakke med mig. Han spurgte mig hvilken religion jeg tilhørte, og jeg sagde uden tøven: “Jeg er et af Jehovas Vidner.” Han havde ikke noget at sige til mig, men han takkede mig fordi jeg havde fulgt godt med i foredraget. Det gjorde mine lærere meget frustrerede.

Hele familien stoler på Jehova

Min familie var med til at trykke bibelsk litteratur derhjemme og uddele den. Det krævede fuld tillid til Jehova. Derudover var min far kredstilsynsmand og besøgte menigheder og grupper i det centrale Ukraine.

En eftermiddag i februar 1978, bare to dage før min yngste bror, Pavlik, blev født, kom jeg hjem fra skole og fik mig noget af et chok. Alle vores ting lå spredt ud over det hele. Politiet havde ransaget vores hjem og konfiskeret al vores litteratur.

Næste dag i skolen stirrede mine lærere på mig og min lillebror Mykhajlo fordi de troede at vores forældre var amerikanske spioner. Det syntes vi var ret komisk. Men efterhånden gik det op for de fleste af mine lærere at det selvfølgelig ikke var sådan. Og senere var der faktisk nogle af mine klassekammerater der blev Jehovas Vidner.

I 1981 blev vores hjem igen ransaget. Selvom jeg ikke var 18 år endnu, blev jeg beordret til at møde op på stationen sammen med min far og morfar. Den ledende efterforsker forsøgte at skræmme mig ved at true mig med fængsel. Samtidig var der en mand i civilt tøj der lovede mig en god fremtid hvis jeg samarbejdede med dem. I virkeligheden truede den ene mig med en “pisk” mens den anden tilbød mig en “gulerod”. De forsøgte at overtale mig ved at minde mig om de gange min far, min morfar og mine onkler havde været i fængsel. De var slet ikke klar over at det ikke havde den ønskede effekt; det overbeviste mig bare om at jeg også kunne klare det med Jehovas hjælp. – Filipperne 4:13.

Jeg stoler på Jehova i fængslet

Dagen efter jeg fyldte 18, blev jeg indkaldt til hæren. Fordi jeg nægtede at gå ind i militæret, blev jeg varetægtsfængslet. Jeg blev spærret inde i en kæmpe celle med omkring 85 andre mænd. Der var kun 34 senge, så vi måtte skiftes til at sove. Og vi fik kun lov til at gå i bad én gang om ugen.

Da jeg kom ind i cellen, blev døren smækket bag mig, og alles øjne var rettet mod mig. En gruppe mænd i det ene hjørne begyndte med det samme at udspørge mig om hvorfor jeg var i fængsel. Jeg var selvfølgelig nervøs, men jeg tænkte på beretningen om Daniel. Jehova beskyttede ham da han blev smidt for løverne. Den beretning hjalp mig til at stole på Jehova og være rolig. – Esajas 30:15; Daniel 6:21, 22.

Efter aftensmaden var der en af de andre fanger der stillede mig en masse spørgsmål om min tro. Lidt efter lidt sænkede stilheden sig i cellen fordi de andre fanger begyndte at lytte til vores samtale. I fire eller fem timer fik jeg mulighed for at tale om min tro. Jeg følte virkelig at Jehova var med mig i den her situation, og det var jeg dybt taknemmelig for.

Før jeg skulle for retten, bad jeg Jehova om at give mig visdom og mod så jeg kunne forsvare min tro. Anklagerens argumentation byggede på den tanke at det at tro på Gud bare er en undskyldning for at slippe for militærtjeneste. Jeg prøvede at overbevise retten om at hvis jeg gik ind i militæret, ville det skuffe den mest magtfulde i hele universet. Alligevel blev jeg i 1982 idømt to år i straffelejr.

Der var fem andre Jehovas Vidner i straffelejren, og det var jeg meget glad for. Vi kunne kun tale sammen ganske kort, nogle gange bare et par minutter ad gangen, men vi delte altid en tanke fra Bibelen med hinanden. Der var ingen af os der havde en bibel, men venner og familie citerede ofte bibelvers i de breve de sendte til os, og nogle gange fandt vi endda bibelvers i de bøger og blade man kunne læse i fængslet.

Jeg stoler på Jehova da jeg kommer ud for en ulykke

I 1983, mens jeg arbejdede i fængslets værksted, var der en kran der tabte nogle metalplader der vejede omkring to tons. Pladerne ramte mig bagfra, slog mig omkuld og knuste mit venstre ben.

Jeg bad Jehova om styrke til at udholde den ekstreme smerte. Fængslets sygeplejerske foreslog at jeg bandede højlydt for at få afløb for smerten, men jeg sang Rigets sange i stedet for.

For at komme til hospitalet måtte jeg med lastbil, motorbåd og ambulance. Turen tog seks timer, og jeg mistede en masse blod på vejen. Det var helt sikkert at jeg havde brug for en operation, så jeg bad til Jehova om at lægerne ville vælge den rigtige behandling, og at de ville respektere min holdning til blod. Da jeg forklarede lægen at jeg ikke ønskede at modtage blod, ville han ikke høre på mig. Men jeg tryglede ham om at respektere min holdning. Jeg sagde at jeg nok selv skulle tage fuldt ansvar for de følger der måtte være af operationen. Til min store lettelse gik han til sidst med til at operere uden blod. Men desværre var det nødvendigt at amputere noget af mit venstre ben.

Efter operationen var jeg ekstremt svag. I flere uger svævede jeg mellem liv og død. En eftermiddag kom en sygeplejerske ind til mig og sagde at for at hjælpe mig til at få det bedre ville jeg få noget særlig mad der var mere næringsrig end den jeg ville have fået i fængslet. Maden ville blive stillet i et køleskab i nærheden. Hver dag skulle jeg have en skefuld honning, et æg og en klat smør. Det var mine forældre der havde sørget for at jeg kunne få de her ting, da de hørte om min ulykke. Men desværre fik mine forældre kun lov til at sende varerne én gang fordi der var en betjent der ikke ville tage imod dem.

Med egne øjne så jeg at Jehovas hånd ikke er for kort. (Esajas 59:1) Når sygeplejerskerne havde været inde for at skifte mine bandager, var de så søde at dele noget af deres mad med mig. De fyldte også køleskabet op med den særlige mad jeg skulle have. Alt det mindede mig om den bibelske beretning om enken hvis krukke med olie aldrig løb tør. – 1. Kongebog 17:14-16.

Lige så stille begyndte jeg at komme mig. Noget der trøstede mig meget, var de 107 breve jeg fik fra min familie og mine venner. Jeg svarede på dem alle sammen. Jeg fik endda også en pakke fra nogle brødre der var i en anden straffelejr.

Efter to lange måneder kunne jeg endelig komme i bad. Og jeg begyndte at glæde mig til at komme tilbage til straffelejren og være sammen med mine brødre igen.

Da jeg skulle udskrives fra hospitalet, blev jeg kaldt ind på kontoret hos den læge der var i gang med at udfylde papirerne, og han stillede mig mange spørgsmål om det jeg troede på. Til sidst i samtalen sagde han at han håbede at jeg ville have styrke nok til at holde fast i min tro. Det var meget specielt at høre de ord fra en mand i militæruniform.

I april 1984 kom jeg til en høring hvor det skulle vurderes om jeg skulle løslades før tid. Et af spørgsmålene de stillede, var om jeg var villig til at udføre militærtjeneste. Jeg svarede at fordi jeg stod der med krykker og manglede det ene ben, var spørgsmålet irrelevant. Så stillede de et andet: “Hvad ville du gøre hvis du havde begge ben?” Jeg sagde at jeg ville nægte at gå ind i militæret og være loyal mod min Gud. De svarede at de ville sørge for at jeg kom til at afsone hele min dom. Men alligevel endte det med at jeg blev løsladt to måneder og 12 dage før tid.

Jeg stoler på Jehova efter at jeg bliver løsladt

Et års tid efter at jeg kom ud fra fængslet, fik jeg en benprotese. Det tager mig en time hver morgen at sætte den på. Om vinteren er det særligt besværligt at gå med den, og benstumpen er svær at holde varm på grund af dårlig blodcirkulation. Jeg har ikke kunnet løbe siden jeg var 19 år gammel, så jeg glæder mig til den nye verden, hvor jeg vil kunne løbe igen. – Esajas 35:6.

Det var ikke så let for mig at finde arbejde, for mange arbejdsgivere ville ikke ansætte en med et handicap. Men til trods for min protese har jeg aldrig haft et stillesiddende job. En overgang arbejdede jeg som mekaniker, og senere kom jeg til at arbejde med byggeri.

I 1986 blev jeg gift med en dejlig søster der hedder Svitlana. Ligesom i min familie var det hendes bedsteforældre der i sin tid havde taget imod sandheden. Hun har ofte sagt at hun er meget glad for at vi helt i begyndelsen aftalte at Jehova altid skulle være den vigtigste i vores liv.

Da vores børn, Olia og Volodja, var yngre, lærte de en masse om byggeri ved at hjælpe mig med at reparere det gamle hus vi boede i. Da de blev ældre, var det helt naturligt for dem at melde sig til at være med på rigssalsbyggerier, og de nød det. De begyndte også begge to som pionerer. I dag er Olia byggetjener, og Volodja er ældste.

Svitlana har været en uvurderlig støtte for mig. Hendes opbakning har hjulpet mig til at tage mig af mit ansvar i menigheden på en god måde. I 1990’erne var der mange menigheder i Ukraine der havde mere end 200 forkyndere og kun én eller to ældste. Ud over alt det jeg skulle tage mig af i menigheden, brugte jeg også en weekend om måneden på at køre litteratur ud til menighederne i det centrale Ukraine.

Jeg stoler stadig på Jehova

I 2022 besluttede Svitlana og jeg at forlade vores hjem i Kryvyj Rih. Vi tjener nu i en menighed i Østrig.

Fra jeg var helt lille har dem i min familie været gode eksempler for mig. Deres tilfredse indstilling på trods af store udfordringer har lært mig meget. Bibelen hjælper os til at lære vores Skaber at kende og få et nært venskab med ham. (Jakob 4:8) Og det venskab er det der giver livet mening. Det fylder mig med glæde at jeg selvom jeg har været ude for en del problemer, alligevel har haft mulighed for at give Jehova den ære han fortjener.