7:35

jøderne: I denne sammenhæng, hvor de øverste præster og farisæerne nævnes (Joh 7:32, 45), hentyder betegnelsen “jøderne” åbenbart til de jødiske myndigheder eller religiøse ledere. – Se studienote til Joh 7:1.

de jøder der lever spredt: Bogst.: “udbredelsen (diasporaen)”. Tidligere kaldet “adspredelsen”. I denne sammenhæng bruges det græske ord diaspora om jøder der var bosat uden for Israel. Denne bosættelse, eller diaspora, fandt sted fordi jøderne blev ført i eksil fra deres hjemland da det blev erobret af fremmede nationer – først af assyrerne, i det ottende århundrede f.v.t., og senere af babylonierne, i det syvende århundrede f.v.t. (2Kg 17:22, 23; 24:12-17; Jer 52:28-30) Kun en lille del af de jøder der var i eksil, vendte tilbage til Israel; resten forblev spredt. (Esa 10:21, 22) I det femte århundrede f.v.t. fandtes der tilsyneladende jødiske samfund i alle de 127 provinser i Perserriget. (Est 1:1; 3:8) Det udtryk der bruges her i Joh 7:35, henviser specifikt til dem der var blevet spredt blandt grækerne. I det første århundrede var der jødiske befolkningsgrupper i mange græsktalende samfund uden for Israel, blandt andet i Syrien, Lilleasien og Egypten, såvel som i den europæiske del af Romerriget, deriblandt Grækenland og Rom. Jødernes forsøg på at omvende andre til jødedommen førte til at der med tiden var mange som fik et vist kendskab til Jehova og til den Lov han havde givet jøderne. (Mt 23:15) Jøder og proselytter fra mange lande var til stede i Jerusalem for at fejre pinsen i år 33 e.v.t., og her hørte de den gode nyhed om Jesus. At jøderne boede spredt overalt i Romerriget, bidrog til at kristendommen hurtigt blev udbredt.