10:22

indvielseshøjtiden: Den hebraiske betegnelse for denne højtid er chanukka, der betyder “indvielse”. Højtiden varede i otte dage og begyndte den 25. dag i måneden kislev, som lå tæt ved vintersolhverv (se studienote til vinter i dette vers og Tillæg B15) og blev afholdt til minde om genindvielsen af templet i Jerusalem i 165 f.v.t. Den syriske konge Antiokos IV Epifanes havde vist foragt for Jehova, jødernes Gud, ved at vanhellige hans tempel. For eksempel byggede han et alter oven på det store alter, hvor man tidligere havde bragt det daglige brændoffer. Den 25. kislev i år 168 f.v.t. ofrede han svin på altret og lod afkoget fra kødet stænke ud overalt i Jehovas tempel, så det blev helt igennem besmittet. Han brændte også tempelportene, nedrev præsternes rum og fjernede guldaltret, bordet til skuebrødene og guldlampestanderen. Herefter indviede han i stedet Jehovas tempel til den hedenske, olympiske gud Zeus. To år senere generobrede Judas Makkabæer byen og templet. Efter at templet var blevet renset, fandt en genindvielse sted den 25. kislev år 165 f.v.t., præcis tre år efter at Antiokos havde foretaget den afskyelige ofring til Zeus. Man begyndte herefter igen at bringe det daglige brændoffer til Jehova. Der siges ikke noget i Bibelen om at det var Jehova der gav Judas Makkabæer sejren og hjalp ham til at rense templet. Jehova havde dog førhen gjort brug af mænd fra andre nationer, såsom Kyros af Persien, til at gennemføre sine hensigter i forbindelse med den sande tilbedelse. (Esa 45:1) Det er derfor meget nærliggende at antage at Jehova ville bruge en mand der tilhørte hans eget indviede folk, til at udføre sin vilje. Som det fremgår af Bibelen, var det nødvendigt at templet eksisterede og var i funktion, for at profetierne om Messias, hans tjeneste og hans offer kunne blive opfyldt. Desuden var det meningen at levitterne skulle bringe ofre indtil Messias bragte det større offer – sit liv til gavn for menneskeheden. (Da 9:27; Joh 2:17; He 9:11-14) Kristus befalede ikke sine disciple at fejre indvielseshøjtiden (Kol 2:16, 17), men der står heller ikke nogen steder at han eller hans disciple fordømte fejringen af denne højtid.

vinter: Der er her tale om den sidste vinter i Jesus’ tjeneste, vinteren år 32 e.v.t. Indvielseshøjtiden blev fejret i kislev måned, den niende måned, svarende til november/december. I år 32 faldt højtidens første dag, den 25. kislev, midt i december. (Se Tillæg B15). Det var almen viden blandt jøderne at højtiden blev holdt om vinteren. Så når det nævnes at det var vinter, kan det være for at understrege at vejrforholdene var årsagen til at Jesus valgte at undervise et sted der var overdækket, nemlig i “Salomons Søjlegang”. (Joh 10:23) Her var der læ for vinterens kolde østenvind. – Se Tillæg B11.