11:26

ved Guds ledelse ... blev kaldt: I de fleste bibeloversættelser står der ganske enkelt “blev kaldt”. Men det ord der bruges her, er ikke det græske udtryk som normalt oversættes med “blev kaldt”. (Mt 1:16; 2:23; Mr 11:17; Lu 1:32, 60; ApG 1:12, 19) Det ord der bruges i dette vers, er chrematizo, og de fleste af de ni gange det forekommer i De Kristne Græske Skrifter, henviser det utvetydigt til noget der kommer fra Gud, noget der er guddommeligt. (Mt 2:12, 22; Lu 2:26; ApG 10:22; 11:26; Ro 7:3; He 8:5; 11:7; 12:25) I ApG 10:22 bruges dette ord for eksempel sammen med udtrykket “gennem en hellig engel”, og i Mt 2:12, 22 bruges det i forbindelse med drømme fra Gud. Det beslægtede navneord chrematismos forekommer i Ro 11:4, og i nogle opslagsværker og bibeloversættelser findes gengivelser som “det guddommelige udsagn; det guddommelige svar; Gud svarede”. Det er muligt at det var under Jehovas ledelse at Saulus og Barnabas brugte betegnelsen “kristne”. Nogle mener at det var den ikkejødiske befolkning i Antiokia der brugte navnet “kristne” for at latterliggøre dem, men brugen af det græske ord chrematizo viser tydeligt at det var Gud der ønskede at de fik det navn. Og det er meget usandsynligt at jøderne ville kalde Jesus’ disciple “kristne” (efter det græske ord) eller “messianister” (efter det hebraiske ord). Eftersom de havde afvist Jesus som Messias, eller Kristus, ville de heller ikke indirekte anerkende ham som Den Salvede, eller Kristus, ved at bruge navnet “kristne” om hans tilhængere.

kristne: Det græske ord Christianos, som betyder “discipel af Kristus”, forekommer kun tre gange i De Kristne Græske Skrifter. (ApG 11:26; 26:28; 1Pe 4:16) Det er afledt af Christos, der betyder Kristus, eller Den Salvede. De kristnes forbillede og den hvis lære de følger, er Jesus, som er Kristus, “Jehovas Salvede”. (Lu 2:26; 4:18) Måske blev betegnelsen “kristne” allerede givet “ved Guds ledelse” i år 44 e.v.t., da de begivenheder som omtales i verset, fandt sted. Det ser ud til at navnet efterhånden vandt indpas, for da Paulus omkring år 58 blev ført frem for kong Herodes Agrippa II, var Agrippa bekendt med de kristne. (ApG 26:28) Det fremgår af historikeren Tacitus’ skrifter at betegnelsen “kristen” omkring år 64 blev anvendt blandt befolkningen i Rom. Desuden skrev Peter mellem år 62 og år 64 sit første brev til de kristne rundt om i hele Romerriget, og det ser ud til at navnet “kristen” på det tidspunkt var udbredt og havde en præcis og specifik anvendelse. (1Pe 1:1, 2; 4:16) Med dette navn fra Gud var der ikke længere nogen risiko for at Jesus’ disciple blev regnet for at være en sekt inden for jødedommen.