-
Titus – Studienoter, kapitel 3Ny Verden-Oversættelsen af Bibelen (Studieudgave)
-
-
Sørg for at … bliver godt udrustet til deres rejse: Det græske udtryk der er brugt her, har en bred betydning. Det kan endda indbefatte at følges med de rejsende på en del af eller hele rejsen. (Se også ApG 20:38; 21:5; Ro 15:24; 1Kt 16:6). Ifølge et opslagsværk kan det Paulus beder Titus om at sørge for til Zenas og Apollos, dække over “proviant, penge, rejsefæller, transportmidler, og overnatningssteder”. Et andet opslagsværk forklarer: “Det var almindeligt at hjælpe kristne der var på rejse. Hjælpen var nødvendig fordi det var besværligt at rejse, og de rejsende ville føle sig mere trygge ved at bo hos deres trosfæller.” Paulus opfordrer Titus til at sørge for at de bliver “godt” udrustet, og det græske ord indeholder tanken om at være betænksom, flittig og omhyggelig. – Se også studienoter til Flp 2:30; 2Ti 4:21.
Zenas, der er godt kendt med Loven: Bogst.: “Zenas, advokaten”. Det græske ord der er brugt her (nomikos), kan henvise til en advokat, men sandsynligvis omtaler Paulus Zenas som en ekspert i Moseloven. I så fald var Zenas sikkert jøde, og måske endda skriftlærd. Men Zenas er et græsk navn, så han kan have været en ikkejøde der havde konverteret til jødedommen før han blev kristen. Eller også var han en jøde med et græsk navn; det var ikke unormalt at jøder på Paulus’ tid havde et græsk eller romersk navn. (ApG 1:23; 9:36 og studienote; 12:25) Uanset hvad viser Paulus’ instrukser til Titus at Zenas havde et godt omdømme som kristen.
Apollos: Det her er sidste gang denne trofaste mand bliver omtalt i De Kristne Græske Skrifter. Første gang er i Apostlenes Gerninger. Han var “en veltalende mand” der forkyndte i Efesos men havde brug for mere oplæring. Efterfølgende rejste han videre til Akaja, hvor han var til “stor hjælp” for disciplene der. (ApG 18:24-28; se studienote til ApG 18:24). Han blev så højt værdsat at nogle umodne kristne i Korinth blev splittede fordi nogle holdt sig til Apollos, og andre til Paulus. (1Kt 1:12; 3:5, 6) Men de forkerte synspunkter gjorde ikke Apollos stolt, og det påvirkede heller ikke Paulus’ holdning til den her flittige missionær. (Se studienote til 1Kt 16:12). I det her vers beder Paulus Titus om at sørge for at Apollos er “godt udrustet” til en rejse, muligvis en opgave med at besøge nogle menigheder som rejsende tilsynsmand.
-