Fodnote

a Om jødernes djævleuddrivelse læser vi følgende i værket Exorcism Through the Ages (Djævleuddrivelse gennem tiderne): „Det mest karakteristiske træk ved disse jødiske djævleuddrivelser er at man udtaler navne som man tror er virksomme, som for eksempel navne på gode engle, og de anvendes enten alene eller i forbindelse med El (= Gud); ja, det at man satte sin lid til blot et navn var langt tidligere blevet en overtro blandt jøderne, og det ansås for meget vigtigt at man anvendte de rette navne, som varierede alt efter tidspunktet og begivenheden. Det var uden tvivl denne overtro der fik Skevas sønner, som havde overværet Paulus’ virkningsfulde djævleuddrivelse i Jesu navn, til på egen hånd at forsøge at anvende formlen: ’Jeg besværger jer ved den Jesus som Paulus forkynder,’ hvilket fik katastrofale følger for deres anseelse (Apg. xix, 13). Det var en almindelig jødisk opfattelse, også anerkendt af så lærd en kosmopolit som Josefus, at Salomon havde fået magt til at uddrive dæmoner og at han havde udarbejdet og videregivet visse formler som var virkningsfulde til dette formål. Den jødiske historieskriver beretter om hvordan det lykkedes en vis Eleazer i kejser Vespasians og hans officerers nærværelse, ved hjælp af en magisk ring som han hængte under næsen på den besatte, at drive dæmonen ud gennem næseborene — og ringens kraft beroede på at en vis sjælden rod var indlagt i den, en rod som var omtalt i Salomons formler, og som det var overordentlig svært at få fat i.“ — Se Josefus’ Jødernes oldtidshistorie, 8. bog, kapitel II, 5. afsnit og Jødernes Krig mod Romerne, 7. bog, kapitel VI, 3. afsnit.