Fredag den 24. oktober
“Frem for alt skal I have inderlig kærlighed til hinanden, for kærligheden dækker over utallige synder.” – 1. Pet. 4:8.
Det ord apostlen Peter bruger for “inderlig”, betyder bogstaveligt “udstrakt”. Den anden del af verset viser hvad inderlig kærlighed kan. Den kan dække over vores trosfællers synder. Det kan illustreres på den her måde: Ligesom med et stykke stof der er fleksibelt, kan vi gribe fat i vores kærlighed med begge hænder og strække den ud indtil den dækker ikke bare en eller to men “utallige synder”. At dække betyder i den her sammenhæng at tilgive. Ligesom et stykke stof kan dække over en plet, kan kærlighed dække over andres svagheder og ufuldkommenheder. Vores kærlighed til vores brødre og søstre må være så stærk at vi kan bære over med deres svagheder og ufuldkommenheder – selv i de situationer hvor det kan være meget svært. (Kol. 3:13) Når vi tilgiver andre, viser det at vores kærlighed er stærk, og at vi gerne vil glæde Jehova. w23.11 11-12 § 13-15
Lørdag den 25. oktober
Shafan begyndte at læse op af den for kongen. – 2. Krøn. 34:18.
Som voksen begyndte kong Josija at sætte templet i stand. I forbindelse med renoveringsarbejdet fandt man “bogen med Jehovas Lov, som var givet gennem Moses”. Da den blev læst højt for ham, blev han motiveret til at gøre forandringer og følge det der stod i den. (2. Krøn. 34:14, 19-21) Har du som mål at læse i Bibelen hver dag? Hvis ja, synes du så det går godt, og at du får noget ud af det? Gør du noget for at gemme på vers som du helt personligt kan bruge? Da Josija var omkring 39 år, begik han en alvorlig fejl der kostede ham livet. I stedet for at søge råd hos Jehova stolede han på sig selv. (2. Krøn. 35:20-25) Her er der noget vigtigt vi kan lære. Uanset hvor meget erfaring vi har, eller hvor længe vi har været i sandheden, skal vi blive ved med at støtte os til Jehova ved at bede til ham om hjælp og vejledning, studere hans ord og tage imod de gode råd vi får fra modne brødre og søstre. Så vil der være større sandsynlighed for at vi ikke begår alvorlige fejl, og at vi får et godt og lykkeligt liv. – Jak. 1:25. w23.09 12 § 15-16
Søndag den 26. oktober
“Gud er imod de stolte, men de ydmyge viser han ufortjent godhed.” – Jak. 4:6.
I Bibelen nævnes der mange kvinder der elskede Jehova og tjente ham trofast, kvinder vi kan lære meget af. De var “moderate i deres vaner og trofaste i alt”. (1. Tim. 3:11) Unge søstre kan også finde nogle modne søstre i deres egen menighed som de kan lære noget af. Kan du komme i tanke om nogle i din menighed du kunne efterligne? Læg mærke til deres gode egenskaber, og tænk på hvordan du kan få de samme egenskaber. Ydmyghed hører med til at være en moden kristen. Hvis en kvinde er ydmyg, vil hun have et godt forhold til Jehova og til andre. For eksempel vil en kvinde der elsker Jehova, ydmygt støtte den ordning for ledelse han har indført. (1. Kor. 11:3) Ledelsens princip gælder både i menigheden og i familien. w23.12 18-19 § 3-5