Søndag den 26. oktober
“Gud er imod de stolte, men de ydmyge viser han ufortjent godhed.” – Jak. 4:6.
I Bibelen nævnes der mange kvinder der elskede Jehova og tjente ham trofast, kvinder vi kan lære meget af. De var “moderate i deres vaner og trofaste i alt”. (1. Tim. 3:11) Unge søstre kan også finde nogle modne søstre i deres egen menighed som de kan lære noget af. Kan du komme i tanke om nogle i din menighed du kunne efterligne? Læg mærke til deres gode egenskaber, og tænk på hvordan du kan få de samme egenskaber. Ydmyghed hører med til at være en moden kristen. Hvis en kvinde er ydmyg, vil hun have et godt forhold til Jehova og til andre. For eksempel vil en kvinde der elsker Jehova, ydmygt støtte den ordning for ledelse han har indført. (1. Kor. 11:3) Ledelsens princip gælder både i menigheden og i familien. w23.12 18-19 § 3-5
Mandag den 27. oktober
En ægtemand skal elske sin hustru som sin egen krop. – Ef. 5:28.
Jehova forventer at en mand elsker sin hustru, tager sig af hende økonomisk, er en god ven for hende og hjælper hende til at holde sig tæt til Jehova. At lære at tænke som Jehova, at have respekt for kvinder og at være en der er til at regne med, vil hjælpe dig til at være en god mand. Når du er blevet gift, kan det være at du bliver far. Hvad kan du lære af Jehova om det at være en god far? (Ef. 6:4) Jehova sagde direkte til sin Søn, Jesus, at han elskede ham og godkendte ham. (Matt. 3:17) Hvis du bliver far, så sørg for ofte at forsikre dine børn om at du elsker dem. Vær hurtig til at rose dem for de gode ting de gør. Fædre der efterligner Jehova, hjælper deres børn til at blive modne voksne. Du kan forberede dig på at blive en god far ved kærligt at hjælpe andre i din familie og i din menighed og ved at lære at give udtryk for at du elsker dem og værdsætter dem. – Joh. 15:9. w23.12 28-29 § 17-18
Tirsdag den 28. oktober
Jehova er den der vil give stabile tider. – Esa. 33:6.
Vi der tjener Jehova, kommer ud for problemer og kan blive syge ligesom alle andre mennesker. Og ud over det kan vi møde modstand fra dem der hader Guds folk, og endda opleve forfølgelse. Jehova tillader at vi kommer ud for svære prøvelser, men han lover at han vil hjælpe os så vi kan bevare vores glæde, træffe gode beslutninger og blive ved med at være loyale mod ham. (Esa. 41:10) Jehova lover at give os det Bibelen omtaler som “Guds fred”. (Flp. 4:6, 7) Det henviser til den ro og indre fred der kommer af at have et nært forhold til Jehova. Den fred “overgår al forstand” – den er langt mere storslået end vi kan forestille os. Har du nogensinde følt dig overraskende rolig efter at have bedt inderligt til Jehova? Så har du oplevet at få “Guds fred”. w24.01 20 § 2; 21 § 4