Apostlenes Gerninger

21 Efter at vi havde revet os løs fra dem og var sejlet ud, fulgte vi en lige kurs og kom til Kos og den følgende dag til Rhodos og derfra til Patara. 2 Da vi fandt et skib som skulle over til Fønikien, gik vi ombord og sejlede ud. 3 Efter at vi havde fået Cypern i sigte, lod vi øen bag os på venstre side, sejlede mod Syrien og lagde til i Tyrus, hvor skibet skulle losses. 4 Vi ledte efter disciplene, og da vi havde fundet dem, blev vi der i syv dage. Men på grund af det ånden havde sagt til dem, sagde de gang på gang til Paulus at han ikke skulle sætte sine ben i Jerusalem.+ 5 Da tiden var inde til at vi skulle videre, tog vi afsted, og alle, også kvinder og børn, fulgte med os indtil vi var uden for byen. På stranden knælede vi og bad 6 og sagde farvel til hinanden. Vi gik ombord på skibet, og de gik hjem.

7 Fra Tyrus sejlede vi så til Ptolemais. Der gik vi fra borde for at hilse på brødrene, og vi blev en enkelt dag hos dem. 8 Næste dag tog vi afsted og kom til Cæsarea, og vi besøgte evangelieforkynderen Filip,+ som var en af de syv mænd,+ og vi boede hos ham. 9 Han havde fire ugifte døtre der profeterede.+ 10 Efter at vi havde været der i adskillige dage, kom en profet ved navn Agabos+ ned fra Judæa. 11 Han kom hen til os og tog Paulus’ bælte, bandt sine fødder og hænder med det og sagde: “Den hellige ånd siger: ‘Sådan vil den mand der ejer dette bælte, blive bundet af jøderne i Jerusalem,+ og de vil overgive ham til folk fra nationerne.’”+ 12 Da vi hørte det, begyndte både vi og de der var der, at bønfalde ham om ikke at tage op til Jerusalem. 13 Så svarede Paulus: “Hvorfor græder I og prøver at få mig til at vakle i min beslutning? Jeg er ikke alene parat til at blive bundet men også til at dø i Jerusalem for Herren Jesus’ navn.”+ 14 Da han ikke lod sig overtale, holdt vi op med at komme med indvendinger* og sagde: “Lad Jehovas vilje ske.”

15 Derefter gjorde vi os klar til at rejse, og så begyndte vi turen mod Jerusalem. 16 Nogle af disciplene fra Cæsarea tog også med os, og de førte os til Mnason fra Cypern, en af de første disciple. Vi skulle nemlig være gæster hos ham. 17 Da vi kom til Jerusalem, tog brødrene varmt imod os. 18 Den følgende dag gik Paulus med os hen til Jakob,+ og alle de ældste var til stede.* 19 Og han hilste på dem og begyndte at fortælle i detaljer om hvad Gud gennem hans tjeneste havde gjort blandt folk fra nationerne.

20 Efter at have hørt det begyndte de at lovprise Gud, men de sagde til ham: “Du kan se, bror, hvor mange tusind jøder der har fået tro, og de holder alle fast ved Loven.+ 21 Men de har hørt rygter om at du har lært alle jøderne blandt nationerne at forlade Moses’ Lov, og at du har sagt at de ikke skal omskære deres børn eller følge skikkene.+ 22 Hvad gør vi ved det? De vil jo finde ud af at du er her. 23 Så gør nu hvad vi siger til dig: Der er fire mænd som har aflagt et løfte. 24 Tag dem med dig, rens dig ceremonielt sammen med dem, og dæk deres udgifter så de kan blive kronraget. Så vil alle vide at de rygter de har hørt om dig, ikke har noget på sig, men at du opfører dig korrekt, og at du også holder Loven.+ 25 Med hensyn til de troende fra nationerne har vi skrevet et brev til dem med vores afgørelse om at de skal holde sig fra kød der er ofret til afguder,+ og fra blod+ og fra kød af dyr der er kvalt,+ og fra seksuel umoral.”+

26 Næste dag tog Paulus så mændene med sig og rensede sig ceremonielt sammen med dem,+ og han gik ind i templet for at give besked om hvilken dag den ceremonielle renselse ville slutte, så der kunne blive bragt et offer for hver af dem.

27 Da de syv dage næsten var gået, fik jøderne fra Asien øje på ham i templet, og de ophidsede hele folkemængden og greb fat i ham 28 og råbte: “Israelitiske mænd, kom og hjælp os! Her er den mand som overalt og over for alle taler imod vores folk og vores Lov og dette sted når han underviser. Og nu har han endda taget grækere med ind i templet og besmittet dette hellige sted.”+ 29 De havde nemlig tidligere set Trofimos+ fra Efesos i byen sammen med ham, og de gik ud fra at Paulus havde taget ham med ind i templet. 30 Hele byen var i oprør, og folk stimlede hurtigt sammen og greb fat i Paulus og slæbte ham uden for templet. Og straks blev portene lukket. 31 Mens de forsøgte at slå ham ihjel, gik der en melding op til kommandanten for garnisonen om at hele Jerusalem var på den anden ende. 32 Han tog med det samme soldater og officerer med sig og løb ned til dem. Da de fik øje på kommandanten og soldaterne, holdt de op med at slå Paulus.

33 Så kom kommandanten derhen og lod ham arrestere. Han befalede at han skulle lægges i to lænker,+ og så forhørte han sig om hvem han var, og hvad han havde gjort. 34 Men nogle i mængden gav sig til at råbe ét, og andre noget andet. Da han ikke kunne få noget sikkert at vide på grund af uroen, befalede han at han skulle føres til soldaternes kvarter. 35 Men da han kom hen til trappen, var soldaterne nødt til at bære ham, for folkemængden trængte sig ind på ham, 36 og en flok blev ved at følge efter ham og råbe: “Slå ham ihjel!”*

37 Lige da man skulle til at føre Paulus ind i soldaternes kvarter, spurgte han kommandanten: “Må jeg sige noget til dig?” Han svarede: “Kan du græsk? 38 Er du da ikke den egypter som for noget tid siden tilskyndede til oprør og førte de 4.000 snigmordere* ud i ørkenen?” 39 Paulus svarede: “Nej, jeg er en jøde+ fra Tarsus+ i Kilikien og borger i en ikke ukendt by. Jeg beder dig, giv mig lov til at tale til folket.” 40 Det tillod han, og Paulus, der stod på trappen, gjorde med hånden tegn til folket. Da der blev ro, talte han til dem på hebraisk+ og sagde: