Kapitel tre

Hvor stammer livet fra?

DET vrimler med liv på Jorden. Fra de snedækkede polarområder til Amazonregnskovene, fra Saharaørkenen til Everglades-sumpene, fra den mørke havbund til de solbeskinnede bjergtoppe er der masser af liv — ofte i forbløffende former.

Livet findes i former, størrelser og mængder der overgår fantasien. En million insektarter summer og kryber omkring på vores klode. I vandene omkring os svømmer over 20.000 fiskearter — nogle på størrelse med et riskorn, andre så lange som en lastvogn. Mindst 350.000 plantearter — nogle aparte, de fleste smukke — pryder landjorden. Og over 9000 fuglearter flyver rundt i luften. Alt dette, inklusive mennesket, udgør det panorama og den symfoni vi kalder livet.

Noget der er endnu mere forbløffende end den tiltalende variation vi ser omkring os, er imidlertid de fællestræk der knytter livsformerne sammen. Biokemikere der forsker i livet på Jorden, oplyser at alt levende — fra amøber til mennesker — er afhængigt af en betagende vekselvirkning: samspillet mellem nukleinsyrer (DNA og RNA) og proteinmolekyler. De komplicerede processer i forbindelse hermed foregår i praktisk talt alle vore legemsceller, og på samme måde i kolibriers, løvers og hvalers celler. Denne ensartede vekselvirkning frembringer en smuk mosaik af livsformer. Hvordan er denne orkestrering af livet opstået? Ja, hvor stammer livet fra?

Mange er af den opfattelse at Jorden på et tidspunkt har været livløs. Videnskaben mener det samme, og mange religiøse bøger støtter også denne tanke. Men som bekendt har videnskaben og religionen forskellige forklaringer på hvordan livet på Jorden er opstået.

Millioner af mennesker, også højtuddannede, tror at en intelligens, en Skaber, har frembragt livet på Jorden. Mange forskere mener derimod at livet er opstået af livløst stof, som en gradvis kemisk proces og udelukkende som et resultat af tilfældigheder. Hvad er sandt — det ene eller det andet?

Man bør ikke føle at dette spørgsmål ikke kommer én ved, eller at det er uden betydning for menneskets stræben efter et meningsfyldt liv. Som tidligere nævnt lyder et af de grundlæggende spørgsmål som menneskene har forsøgt at besvare: Hvorfra stammer det levende menneske?

De fleste videnskabelige lærebøger fokuserer mere på livsformernes tilpasning og overlevelse end på det mere centrale spørgsmål om livets oprindelse. Det er værd at bemærke at forsøgene på at forklare hvor livet stammer fra, som regel præsenteres i vage vendinger som: ’I løbet af millioner af år frembragte kollisioner mellem molekyler på en eller anden måde liv.’ Men er det en tilfredsstillende forklaring? Det indebærer at livløst stof ved hjælp af energi fra Solen, lyn eller vulkaner begyndte at bevæge sig, organisere sig og omsider leve — uden nogen form for styring eller hjælp. Hvilket kæmpemæssigt spring — fra livløst stof til noget levende! Kan det være foregået på den måde?

I middelalderen ville man måske ikke have opfattet det som det store problem at acceptere denne tanke eftersom troen på at liv kunne opstå spontant af noget dødt, dengang var udbredt. Først i det 17. århundrede beviste den italienske læge Francesco Redi at der kun kom maddiker i råddent kød hvis fluer havde lagt æg i det. I kød som fluerne ikke havde adgang til, kom der ingen maddiker. Hvis dyr på størrelse med en flue ikke opstod af sig selv, hvad så med de mikroorganismer der konstant dannes i fødevarer — hvad enten de er tildækkede eller ej? Senere eksperimenter tydede på at mikroorganismer ikke opstod spontant, men spørgsmålet blev først afklaret da Louis Pasteurs arbejde kastede lys over det.

Mange husker at Pasteur gennem sit arbejde løste problemer i forbindelse med gæring og infektionssygdomme. Han udførte også eksperimenter for at finde ud af om mikroskopiske livsformer kunne opstå spontant. Pasteur påviste at selv små bakterier ikke dannes i steriliseret vand der er beskyttet mod forurening. I 1864 erklærede han: „Læren om livets spontane opståen vil aldrig komme sig efter det dødsstød som dette enkle eksperiment har rettet mod den.“ Det er stadig sandt. Intet eksperiment har nogen sinde frembragt liv af livløst stof.

Hvordan kan livet da være opstået på Jorden? De nutidige forsøg på at besvare dette spørgsmål kan føres tilbage til 1920’erne, til den russiske biokemiker Alexander I. Oparins arbejde. Han og senere forskere har fremlagt noget der minder om manuskriptet til et skuespil i tre akter som skildrer hvad de hævder der i sin tid er sket på planeten Jordens scene. I første akt ser man Jordens grundstoffer danne grupper af simple organiske molekyler. Derefter sker springet til makromolekyler. Og i skuespillets sidste akt skildres det kæmpemæssige spring til den første levende celle. Men var det mon på den måde det foregik?

For at gøre skuespillet troværdigt er man nødt til at antage at Jordens oprindelige atmosfære var helt anderledes end den er i dag. Ifølge én teori indeholdt den praktisk taget ingen fri ilt, og grundstofferne nitrogen (kvælstof), hydrogen (brint) og carbon (kulstof) dannede ammoniak og metan. Man forestiller sig at når lyn og ultraviolet lys ramte en atmosfære bestående af disse gasser og vanddampe, opstod der kulhydrater og aminosyrer. Men vi må ikke glemme at der er tale om en teori.

Ifølge dette teoretiske skuespil blev de molekylære forbindelser skyllet ud i søer og have. Med tiden blev kulhydrater, syrer og andre kemiske forbindelser koncentreret i en såkaldt „præbiotisk suppe“, hvor aminosyrer kunne slutte sig sammen til proteiner. Dette teoretiske forløb fortsatte ved at andre kemiske forbindelser kaldt nukleotider dannede kæder og blev til nukleinsyre, for eksempel DNA. Alt dette skulle angiveligt gøre scenen klar til det molekylære skuespils sidste akt.

Denne sidste akt, som savner enhver dokumentation, kan måske beskrives som et kærlighedsdrama. Proteinmolekyler og DNA-molekyler mødes tilfældigt, bliver venner og omfavner hinanden. Lige før tæppefald bliver den første levende celle til. Hvis du var tilskuer til dette skuespil, ville du nok tænke: ’Er dette her virkelighed eller digt? Kan livet på Jorden være opstået på den måde?’

Er der skabt liv i laboratoriet?

I begyndelsen af 1950’erne satte nogle forskere sig for at afprøve Alexander Oparins teori. Det var en fastslået kendsgerning at liv kun opstår af liv, og alligevel havde forskerne en teori om at hvis forholdene var anderledes i fortiden, kunne livet måske langsomt være opstået af livløst stof. Kunne det dokumenteres? Forskeren Stanley L. Miller, som arbejdede i Harold Ureys laboratorium, tog brint, ammoniak, metan og vanddampe (idet han antog at dette var uratmosfærens bestanddele), forseglede disse stoffer i en kolbe med kogende vand i bunden (som skulle repræsentere havet) og sendte elektriske gnister (som lyn) gennem dampene. Inden for en uge var der spor af et rødligt stof som, da Miller analyserede det, viste sig at være rigt på aminosyrer — grundbestanddelen i proteiner. Dette eksperiment er blevet beskrevet i lærebøger og opslagsværker som om det forklarer hvordan livet på Jorden er opstået. Men er det tilfældet?

Faktisk er der i dag rejst alvorlig tvivl om værdien af Millers eksperiment. (Se „Klassisk, men omdiskuteret“, side 36-37.) Dets tilsyneladende succes førte imidlertid til andre forsøg hvori det lykkedes at fremstille bestanddele af nukleinsyrer (DNA eller RNA). Specialister på området var optimistiske, for alt tydede på at de havde kopieret den første akt af det molekylære skuespil. Og det så ud til at laboratorieudgaverne af de to sidste akter ville følge efter. En professor i kemi hævdede: „Forklaringen på hvordan primitivt liv kunne opstå gennem evolutionære processer, er i sigte.“ Og en videnskabsjournalist sagde: „De kloge hoveder spekulerede på om forskerne, ligesom Mary Shelleys dr. Frankenstein, inden længe ville fremtrylle levende organismer i deres laboratorier og dermed i detaljer påvise hvordan livet opstod.“ Mange mente at gåden om livets spontane opståen var løst. — Se „Højredrejende og venstredrejende“, side 38.

Holdninger forgår — gåder består

I årene siden da er denne optimisme imidlertid forduftet. Der er gået flere årtier, og livet har stadig ikke afsløret sine hemmeligheder. Omkring 40 år efter sit berømte eksperiment udtalte professor Miller til Scientific American: „Problemet med livets oprindelse har vist sig at være langt vanskeligere end jeg og de fleste andre havde troet.“ Andre forskere har også ændret holdning. For eksempel gav professor i biologi Dean H. Kenyon, der er medforfatter til bogen Biochemical Predestination, i 1969 en biokemisk forklaring på livets oprindelse. Men senere konkluderede han at det er „grundlæggende usandsynligt at stof og energi af sig selv har organiseret sig til noget levende“.

Laboratorieforsøg bekræfter Kenyons ord om at der er „en fundamental fejl ved alle gængse teorier om den kemiske oprindelse til livet“. Efter at Miller og andre havde syntetiseret aminosyrer, satte forskere sig for at fremstille proteiner og DNA, der begge er en betingelse for livet på Jorden. Hvad var resultatet efter tusinder af eksperimenter under såkaldt præbiotiske forhold? I The Mystery of Life’s Origin: Reassessing Current Theories siges der: „Der er en formidabel kontrast mellem den betydelige succes man har haft med at syntetisere aminosyrer, og den konsekvente fiasko man har haft med at syntetisere protein og DNA.“ De sidstnævnte bestræbelser betegnes som ’en ubetinget fiasko’.

Nøgternt set omfatter mysteriet mere end blot hvordan de første proteinmolekyler og nukleinsyremolekyler (DNA eller RNA) blev til. Det drejer sig også om hvordan de arbejder sammen. „Det er udelukkende partnerskabet mellem de to molekyler der muliggør det nuværende liv på Jorden,“ skriver The New Encyclopædia Britannica. Men samtidig bemærker dette opslagsværk at det stadig er „et afgørende og uløst problem i forbindelse med livets oprindelse“ hvordan dette partnerskab kunne komme i stand.

I Tillæg A, „Et sammenspil som livet afhænger af“ (side 45-47), beskrives nogle af de grundlæggende detaljer i det fascinerende samarbejde mellem proteiner og nukleinsyrer i vore celler. Selv et så lille glimt af hvad der foregår i vore legemsceller, fremkalder beundring for forskernes arbejde på dette område. De har kastet lys over utroligt komplicerede processer som de færreste af os skænker en tanke, men som foregår hvert øjeblik i vort liv. Men denne forbløffende kompleksitet og store præcision rejser endnu en gang spørgsmålet: Hvordan er alt dette opstået?

Videnskabsmænd der forsker i livets oprindelse, forsøger stadig at formulere et sandsynligt scenario for hvordan livet opstod. Deres nye manuskripter virker imidlertid ikke overbevisende. (Se Tillæg B, „Fra ’RNA-verdenen’ eller en anden verden?“, side 48.) For eksempel har Klaus Dose fra Institut for Biokemi i Mainz sagt: „I øjeblikket ender alle diskussioner om de væsentlige teorier og eksperimenter på dette område enten i dødt løb eller i en erkendelse af uvidenhed.“

Heller ikke ved Den Internationale Konference om Livets Oprindelse, der blev afholdt i Orléans i Frankrig i 1996, kom der nogen løsninger på bordet. Bladet Science skrev at de næsten 300 forsamlede forskere i stedet havde „tumlet med gåden om hvordan [DNA- og RNA-]molekyler oprindelig opstod, og hvordan de udviklede sig til selvreproducerende celler“.

Det kræver intelligens og en høj uddannelse at forske i og forsøge at forklare hvad der foregår på det molekylære plan i vore celler. Er det rimeligt at tro at der fandt en række komplicerede processer sted i en „præbiotisk suppe“, uden styring, spontant og ved et tilfælde? Eller var andet og mere involveret?

Uløste gåder

Vi kan i dag se tilbage på næsten halvtreds års spekulationer og tusinder af forsøg på at bevise at livet er opstået spontant. Når man gør det, er det svært at erklære sig uenig med nobelprismodtageren Francis Crick. Han har i forbindelse med teorierne om livets oprindelse sagt at „der er for megen spekulation på grundlag af for få fakta“. Det er derfor forståeligt at nogle forskere som undersøger hvordan det forholder sig, drager den slutning at livet er alt for kompliceret til at det kunne opstå spontant, selv under kontrollerede forsøg i et laboratorium, og langt mindre i et ukontrolleret miljø.

Hvis den højere videnskab ikke kan bevise at livet kan opstå spontant, hvorfor holder nogle forskere så stadig fast ved disse teorier? Det har den engelske professor J. D. Bernal for godt 30 år siden givet en forklaring på i bogen The Origin of Life: „Ved at anvende den videnskabelige metodes strenge kriterier på dette emne [livets spontane opståen] er det på flere punkter muligt at demonstrere ganske tydeligt hvordan livet ikke kan være opstået; usandsynlighederne er for store, chancerne for livets opståen for små.“ Han tilføjer: „Under denne synsvinkel må man beklage at livet findes her på Jorden i alle dets mangfoldige former og måder at udfolde sig på, og argumenterne må bøjes hvis de skal støtte forklaringerne.“ Billedet har ikke ændret sig siden da.

Tænk over hvad dette ræsonnement betyder. Det svarer til at sige: ’Videnskabeligt set er det rigtigt at livet ikke kan være opstået af sig selv. Men livets spontane opståen er den eneste mulighed vi vil tage i betragtning. Derfor er det nødvendigt at argumenterne bøjes så de støtter den hypotese at livet er opstået spontant.’ Er den logik tilfredsstillende? Kræver den ikke at kendsgerningerne skal ’bøjes’ temmelig meget?

Der findes imidlertid velinformerede, respekterede forskere som ikke finder det nødvendigt at tilpasse kendsgerningerne så de kommer til at stemme med en populær filosofi om livets oprindelse. De lader i stedet kendsgerningerne føre dem frem til en fornuftig konklusion. Hvilke kendsgerninger, og hvilken konklusion?

Information og intelligens

Under et interview i en dokumentarfilm gav professor Maciej Giertych, en kendt arvelighedsforsker fra Institut for Dendrologi ved Videnskabernes Akademi i Polen, dette svar:

„Vi er blevet opmærksomme på de omfattende informationer der ligger i generne. Videnskaben kan ikke forklare hvordan disse informationer kan opstå spontant. Deres tilstedeværelse kræver en intelligens; de kan ikke være dukket op ved et tilfælde. Der opstår ikke ord blot ved at man blander nogle bogstaver.“ Han tilføjede: „Den meget komplicerede DNA-, RNA- og proteinreplikationsproces i cellen må for eksempel have været perfekt lige fra begyndelsen. Ellers kunne liv ikke eksistere. Den eneste logiske forklaring er at denne umådelige informationsmængde stammer fra en intelligens.“

Jo mere man lærer om livets undere, jo mere logisk forekommer denne konklusion: Der må stå en intelligens bag livets oprindelse. Hvilken intelligens?

Som tidligere nævnt har millioner af veluddannede mennesker draget den slutning at livet på jorden må være frembragt af en højere intelligens, en skaber. Ja, efter at have undersøgt kendsgerningerne fordomsfrit har de indset at det selv i vor videnskabelige tidsalder er rimeligt at tilslutte sig det en digter blandt bibelskribenterne for længe siden har sagt om Gud: „Hos dig er livets kilde.“ — Salme 36:9.

Uanset hvilken holdning vi har, lad os da se nærmere på nogle oplysninger der vedrører os alle. De kan kaste mere lys over dette spørgsmål, der er af livsvigtig betydning for os.

[Ramme på side 30]

Kunne livet opstå ved et tilfælde?

„Tilfældet, og tilfældet alene, forårsagede det hele, lige fra ursuppen til mennesket,“ har nobelprismodtageren Christian de Duve sagt om livets oprindelse. Men er „tilfældet“ en rationel forklaring på hvad der er livets årsag?

Hvad er tilfældet? Nogle forklarer det som en matematisk sandsynlighed, som den vilkårlighed der spiller ind når man slår plat og krone. Det er imidlertid ikke sådan mange forskere bruger ordet „tilfældet“ når de taler om livets oprindelse. De bruger det lidt vage ord „tilfældet“ som erstatning for et mere præcist ord som for eksempel „årsag“, navnlig når denne årsag ikke kendes.

„At personificere ’tilfældet’ som om vi talte om en forårsagende kraft, er at foretage et uretmæssigt skift fra et videnskabeligt til et pseudo-religiøst mytologisk begreb,“ mener biofysikeren Donald M. MacKay. Robert C. Sproul påpeger ligeledes: „Fordi man i så lang tid har kaldt den ukendte årsag ’tilfældet’, har man glemt at ordet erstatter et andet. . . . Postulatet ’tilfældet er lig med en ukendt årsag’ er for mange begyndt at betyde ’tilfældet er lig med årsagen’.“

Nobelprismodtageren Jacques L. Monod er blandt dem der har brugt dette tilfældet-er-lig-med-årsagen-ræsonnement. „Evolutionens forbløffende bygningsværk hviler på den rene tilfældighed, det helt uafhængige, men blinde tilfælde,“ siger han. „Langt om længe véd mennesket at det er alene i hele det uendelige og ufølsomme univers, i hvilket det er dukket op som følge af et rent og skært tilfælde.“ Læg mærke til at han siger ’SOM FØLGE AF et tilfælde’. Monod gør det samme som mange andre — han ophøjer tilfældet til et kreativt princip. Tilfældet fremføres som årsagen til at livet opstod på Jorden.

Ifølge Ordbog over det Danske Sprog kan ordet „tilfældet“ blandt andet betegne „den magt i tilværelsen, der menes at staa bag uberegnelige hændelser“. Hvis man siger at livets opståen skyldes tilfældet, siger man med andre ord at det er frembragt af en ukendt magt. Hvis man så oven i købet skriver „Tilfældet“ med stort, siger man så ikke at livet er frembragt af en Skaber?

[Ramme på side 35]

„[Den mindste bakterie] ligner mennesker langt mere end Stanley Millers kemikalieblanding, for den har allerede disse [biokemiske] egenskaber. Springet fra bakterie til menneske er derfor mindre end springet fra en blanding af aminosyrer til en bakterie.“ — Professor i biologi Lynn Margulis

[Ramme/illustration på side 36, 37]

Klassisk, men omdiskuteret

Stanley Millers eksperiment i 1953 fremføres ofte som bevis på at livet kunne være opstået spontant i fortiden. Hans forklarings holdbarhed hviler imidlertid på den antagelse at Jordens uratmosfære var „reducerende“. Det vil sige at den kun må have indeholdt en ganske lille mængde fri (ikke kemisk bundet) ilt. Hvorfor?

The Mystery of Life’s Origin: Reassessing Current Theories peger på at hvis der var megen fri ilt til stede, ’kunne ingen af aminosyrerne dannes, og hvis de alligevel ved et tilfælde blev dannet, ville de hurtigt nedbrydes’.a Hvor holdbare var Millers formodninger om den såkaldt primitive atmosfære?

I en afhandling som Miller udgav to år efter sit eksperiment, skrev han: „Disse idéer er naturligvis spekulation, for vi ved ikke om Jorden havde en reducerende atmosfære da den blev dannet. . . . Man har endnu ikke fundet nogen direkte vidnesbyrd.“ — Journal of the American Chemical Society, 12. maj 1955.

Har man fundet sådanne vidnesbyrd siden? Omkring 25 år senere skrev videnskabsjournalisten Robert C. Cowen: „Forskerne er nødt til at overveje nogle af deres antagelser på ny. . . . Der er stort set ikke fremkommet nogen vidnesbyrd til støtte for hypotesen om en brintrig, stærkt reducerende atmosfære, men nogle vidnesbyrd taler imod den.“ — Technology Review, april 1981.

Hvordan er det gået siden da? I 1991 skrev John Horgan i Scientific American: „I løbet af de sidste cirka ti år er tvivlen vokset med hensyn til Urey og Millers antagelser angående atmosfæren. Laboratorieeksperimenter og computerrekonstruktioner af atmosfæren . . . tyder på at ultraviolet stråling fra Solen, der i dag hindres af ozon i atmosfæren, ville have ødelagt brintbaserede molekyler i atmosfæren. . . . En sådan atmosfære [kuldioxid og nitrogen] ville ikke være befordrende for en syntese af aminosyrer og andre forstadier til livet.“

Hvorfor hævder mange da stadig at Jordens uratmosfære var reducerende, altså indeholdt meget lidt ilt? I Molecular Evolution and the Origin of Life svarer Sidney W. Fox og Klaus Dose: Atmosfæren må have været iltfattig, først og fremmest fordi „laboratorieeksperimenter viser at kemisk evolution . . . i stor udstrækning ville blive hæmmet af ilt“, og fordi forbindelser som aminosyrer „ikke er stabile gennem geologiske tider hvis der er ilt til stede“.

Er dette ikke et cirkelbevis? Man siger at uratmosfæren var reducerende fordi livet ikke kunne opstå spontant under andre forhold. Men det kan ikke siges med sikkerhed at den var reducerende.

En anden vigtig detalje: Hvis gasblandingen repræsenterer atmosfæren, den elektriske gnist er lynene, og det kogende vand står for havet, hvad eller hvem er den forsker der tilrettelægger og gennemfører eksperimentet, så et billede på?

[Fodnote]

[Ramme på side 38]

Højredrejende og venstredrejende

Der findes højredrejende og venstredrejende aminosyremolekyler. Af de omkring 100 aminosyrer man kender, indgår kun 20 i proteiner, og de er alle venstredrejende. Når forskerne fremstiller aminosyrer i laboratorier som en efterligning af det de forestiller sig der kan være sket i en præbiotisk suppe, bliver resultatet lige mange højredrejende og venstredrejende molekyler. „Denne fifty-fifty-fordeling er ikke karakteristisk for livet, der alene afhænger af venstredrejende aminosyrer,“ skriver The New York Times. Hvorfor levende organismer udelukkende består af venstredrejende aminosyrer, er „et stort mysterium“. Selv de aminosyrer der findes i meteoritter, „har vist et overtal af venstredrejende former“. Dr. Jeffrey L. Bada, der studerer problemer vedrørende livets oprindelse, har sagt at „en årsag uden for jorden kan have spillet en rolle for fastlæggelsen af biologiske aminosyrers venstre- eller højredrejning“.

[Ramme på side 40]

„Disse eksperimenter . . . skal vise at en abiotisk syntese er årsag til noget der i virkeligheden er udtænkt og frembragt af det højt intelligente og særdeles biotiske menneske i et forsøg på at bekræfte teorier som det er gået stærkt ind for.“ — Origin and Development of Living Systems.

[Ramme/illustration på side 41]

„En bevidst, intellektuel handling“

Den britiske astronom sir Fred Hoyle har gennem årtier studeret universet og livet i det og har endda støttet den tanke at livet er kommet til Jorden fra det ydre rum. I en forelæsning på California Institute of Technology talte han om aminosyrernes rækkefølge i proteinerne.

„Biologiens store problem er ikke så meget den ret enkle kendsgerning at et protein består af en kæde af aminosyrer der er forbundet på en bestemt måde,“ sagde Fred Hoyle, „men mere at aminosyrernes bestemte rækkefølge giver kæden nogle ganske særlige egenskaber . . . Hvis aminosyrerne var kædet tilfældigt sammen, ville der være et umådelig stort antal kæder som ville være ubrugelige i en levende celle. Når man tænker på at et typisk enzym har en kæde med måske 200 led, og at der er 20 muligheder for hvert led, er det klart at antallet af ubrugelige kæder ville være enormt — højere end antallet af atomer i alle de galakser der kan ses i de største teleskoper. Dette gælder blot ét enzym, og der findes over 2000 af dem. De fleste tjener meget forskellige formål. Hvordan er det blevet sådan som det forholder sig i dag?“

Fred Hoyle tilføjede: „I stedet for at acceptere den fantastisk lille sandsynlighed for at livet er opstået som følge af naturens blinde kræfter, ville det være bedre at antage at livets oprindelse skyldes en bevidst, intellektuel handling.“

[Ramme på side 44]

Professor Michael J. Behe har sagt: „Den der ikke føler sig forpligtet til at begrænse sin søgen til fornuftløse årsager, må uvilkårligt nå til den konklusion at mange biokemiske systemer er bevidst konstruerede. Ikke konstrueret af naturens love, af tilfældigheder eller nødvendigheden. Nej, de var planlagte. . . . På det helt fundamentale plan er livet på Jorden, med hensyn til dets vigtigste bestanddele, et produkt af intelligens.“

[Diagram/illustration på side 42]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Blot et lille glimt ind i en legemscelles komplekse verden og indviklede funktioner rejser spørgsmålet: Hvordan er alt dette opstået?

• Cellemembran

Kontrollerer hvad der kommer ind i eller ud af cellen

• Kerne

Cellens kontrolcenter

• Kromosomer

Indeholder DNA’et, cellens genetiske arbejdstegning

• Ribosomer

Her produceres proteinerne

• Kernelegeme (nukleolus)

Det sted hvor ribosomerne samles

• Mitokondrie

Produktionscenter for de molekyler der forsyner cellen med energi

[Illustration på side 33]

Mange forskere erkender nu at de komplicerede molekyler der er en betingelse for livet, ikke kan være opstået spontant i en præbiotisk suppe

Kapitel fire

Mennesket er unikt!

HVER morgen, før man går i gang med dagens aktiviteter, ser de fleste sig i spejlet for at sikre sig at udseendet er i orden. På den tid af dagen har man nok ikke tid til at tænke dybere over det man ser. Men lad os nu bruge et par minutter på at fundere over det vi ser i spejlet.

Øjnene sætter os i stand til at se os selv i farver til trods for at farvesyn ikke er en livsbetingelse. Placeringen af ørerne giver os stereofonisk hørelse; det betyder at vi kan lokalisere en lydkilde, for eksempel når nogen taler til os. Vi tager måske denne evne for givet, men i en bog for lydteknikere står der: „Ved en grundig gennemgang af den menneskelige hørelse er det vanskeligt at undgå den konklusion at dens indviklede funktioner og opbygning tyder på at den er formet med kærlig hånd.“

Også næsen er indrettet på en enestående måde. Gennem næsen kan vi trække vejret, hvilket holder os i live. Næsen har desuden millioner af lugteceller der sætter os i stand til at skelne omkring 10.000 duftnuancer. Når vi nyder et måltid, spiller en anden sans ind. Tusinder af smagsløg fortæller os hvordan maden smager. Andre sanseceller på tungen hjælper os til at mærke om tænderne er rene.

Ja, vi har fem sanser — synssansen, høresansen, lugtesansen, smagssansen og følesansen. Nogle dyr har ganske vist et bedre nattesyn, en mere fintmærkende lugtesans eller en skarpere hørelse, men hos mennesket er disse sanser i en sådan balance at vi i mange henseender udmærker os i forhold til dyrene.

Men lad os tænke lidt over hvorfor vi kan drage nytte af disse sanser. De er alle afhængige af et organ på cirka halvandet kilo, nemlig hjernen. Dyr har også en velfungerende hjerne, men menneskehjernen er i en klasse for sig og gør os helt unikke. På hvilken måde? Og hvilken forbindelse er der mellem det at vi er unikke og vores ønske om et langt og meningsfyldt liv?

Den fantastiske hjerne

Menneskehjernen er i årevis blevet sammenlignet med en computer, men nyere forskning viser at denne sammenligning ikke er særlig god. „Hvordan skulle man kunne fatte funktionen af et organ der har noget i retning af 50 milliarder neuroner med 1000 billioner synapser (forbindelser), og som gennemsnitlig afsender måske 10.000 billioner impulser i sekundet?“ spørger neurologen Richard M. Restak. Han svarer selv på spørgsmålet: „Selv den mest avancerede computer med neurale netværk . . . har omkring en titusindedel af en stueflues mentale evner.“ Hvordan skulle en computer da kunne måle sig med menneskehjernen?

Hvilken menneskeskabt computer kan reparere sig selv, omskrive sit program eller blive bedre med årene? Når et computersystem skal ændres, må en programmør indtaste nye kodede instruktioner. Den slags ordner hjernen automatisk, både i livets første år og i alderdommen. Det er ikke nogen overdrivelse at sige at de mest avancerede computere er meget primitive i sammenligning med hjernen. Forskere siger at hjernen er „det mest komplicerede man kender“ og er „det mest komplekse objekt i universet“. Lad os nu se nærmere på nogle opdagelser der har fået mange til at drage den slutning at menneskehjernen er frembragt af en omsorgsfuld Skaber.

Brug hjernen — ellers visner den

Nyttige opfindelser som biler og jetfly er begrænset af de fastindstillede mekanismer og elektriske systemer som mennesker udvikler og installerer. I modsætning hertil er hjernen en særdeles fleksibel biologisk mekanisme. Den kan blive ved med at ændre sig, afhængigt af den måde hvorpå den bliver brugt — eller misbrugt. To hovedfaktorer synes at være afgørende for hvordan hjernen udvikler sig i et menneskes levetid — hvad man lukker ind i den gennem sanserne, og hvad man vælger at tænke på.

Arvelige faktorer spiller måske en rolle for de mentale evner, men nyere forskning viser at hjernens potentiale ikke fastlægges af generne ved undfangelsen. „Ingen havde den mindste anelse om at hjernen var så foranderlig som videnskaben nu ved at den er,“ skriver forfatteren Ronald Kotulak, der har fået Pulitzer-prisen. Efter at have interviewet over 300 forskere konkluderede han: „Hjernen er ikke et statisk organ; hjernemassens celleforbindelser forandrer sig konstant og påvirkes stærkt af erfaringer.“ — Inside the Brain.

Vore erfaringer er imidlertid ikke det eneste der har indflydelse på hjernen. Den påvirkes også af tankevirksomheden. Forskere har konstateret at mennesker der forbliver mentalt aktive, har op til 40 procent flere forbindelser (synapser) mellem nervecellerne (neuronerne) i hjernen end de der er mentalt dovne. Neurologer er derfor nået til den slutning at man skal bruge hjernen, ellers visner den. Hvordan forholder det sig så med ældre mennesker? Det ser ud til at nogle hjerneceller går tabt i alderdommen, og høj alder kan medføre svigtende hukommelse. Men tabet er langt mindre end man engang troede. I en artikel i National Geographic om menneskehjernen stod der: „Ældre mennesker . . . bevarer evnen til at danne nye forbindelser og opretholde de gamle ved mental aktivitet.“

De nye opdagelser om hjernens fleksibilitet stemmer med råd der gives i Bibelen. Denne bog tilskynder sine læsere til at ’lade sig forvandle gennem en fornyelse af deres sind’ og at lade sindet ’fornys gennem nøjagtig kundskab’. (Romerne 12:2; Kolossenserne 3:10) Jehovas vidner har set dette ske når folk studerer Bibelen og følger dens vejledning. Mange tusind — fra alle sociale og uddannelsesmæssige lag — har gjort dette. De bevarer deres særegne personlighed, men de bliver lykkeligere og mere ligevægtige og får dét som en skribent fra det første århundrede kaldte „et sundt sind“. (Apostelgerninger 26:24, 25) Sådanne forbedringer skyldes hovedsagelig at en del af hjernebarken som findes i den forreste del af kraniet, er blevet brugt på en god måde.

Pandelappen

De fleste neuroner i hjernens ydre lag, hjernebarken, er ikke direkte forbundet med muskler og sanseorganer. Vi kan som eksempel tage de milliarder af neuroner der udgør pandelappen. (Se tegningen side 56.) Hjerneskanninger viser at pandelappen bliver aktiv når man tænker på et ord eller genkalder sig nogle erindringer. Hjernens forreste del spiller en særlig rolle for vores personlighed.

„Den præfrontale hjernebark . . . har hovedsagelig med tænkning, intelligens, motivation og personlighed at gøre. Den forbinder de oplevelser og erfaringer der er nødvendige for abstrakt tænkning, bedømmelse, planlægning, vedholdenhed, samvittighed og omsorg for andre. . . . Det er aktiviteten i dette område der adskiller menneskene fra andre dyr.“ (Human Anatomy and Physiology af Elaine N. Marieb.) Vi ser klare vidnesbyrd om denne forskel mellem mennesker og dyr i menneskets formåen på områder som matematik, filosofi og jura, fagområder der, når det gælder hjernen, hovedsagelig involverer den præfrontale hjernebark.

Hvorfor har mennesket en stor, fleksibel præfrontal hjernebark der benyttes i forbindelse med komplicerede mentale processer, mens dette område er rudimentært hos dyrene? Kontrasten er så stor at biologer der tror på en udvikling, taler om „den mystiske eksplosion i hjernens størrelse“. Angående årsagen til at mennesket er blevet udrustet med så stor en hjernebark, indrømmer professor i biologi Richard F. Thompson: „Vi har endnu ikke nogen særlig klar forståelse af hvad forklaringen er.“ Kan forklaringen være den at mennesket er skabt med denne uovertrufne hjernekapacitet?

Uforlignelig dygtigt til at kommunikere

Andre dele af hjernen bidrager også til at gøre os unikke. Bag den præfrontale hjernebark løber en stribe tværs over hovedet — den motoriske hjernebark. Den indeholder milliarder af neuroner der har forbindelse til musklerne. Også den har nogle egenskaber som er med til at adskille os fra aber og andre dyr. Den primære motoriske hjernebark giver os „(1) en enestående evne til at benytte hånden, fingrene og tommelen når man skal udføre opgaver der kræver stor behændighed, og (2) evnen til at bruge munden, læberne, tungen og ansigtsmusklerne til at frembringe tale.“ — Textbook of Medical Physiology af Arthur Guyton.

Lad os kort se på hvordan den motoriske hjernebark påvirker vores evne til at tale. Over halvdelen af den er reserveret til at styre kommunikationsorganerne. Det er med til at forklare hvorfor mennesket er så uforlignelig dygtigt til at kommunikere. Skønt hænderne har betydning for kommunikationen (gennem skrift, gestus eller tegnsprog), er det normalt munden der har den vigtigste opgave. Menneskets tale — fra et barns første ord til en bedstemors milde røst — er et under. Talens talrige lyde fremkommer ved et samarbejde mellem cirka 100 muskler i tungen, læberne, kæberegionen, struben og brystkassen. Læg mærke til følgende modsætning: Én hjernecelle kan styre 2000 fibre i en sportsmands lægmuskel, men til musklerne i strubehovedet kræves der en hjernecelle for hver to eller tre muskelfibre. Tyder det ikke på at menneskehjernen er specielt udrustet til kommunikation?

Selv en nok så kort sætning kræver en helt speciel kombination af muskelbevægelser. Den hastighed hvormed lydene frembringes, og brøkdele af sekunders tidsforskel i brugen af mange forskellige muskler kan ændre betydningen af en enkelt udtalelse. „Vi kan mageligt udtale 14 lyde i sekundet,“ oplyser taleeksperten dr. William H. Perkins. „Hvis vi vil bevæge tungen, læberne, kæben eller en anden del af vore taleorganer separat, kan vi kun gøre det halvt så hurtigt. Men når de virker sammen for at frembringe tale, fungerer de lige så hurtigt som fingrene hos en dygtig maskinskriver eller koncertpianist. Bevægelserne samvirker indbyrdes i en symfoni af enestående præcision.“

De data der skal bruges til udtalelsen „Dav, hvordan har du det?“, er lagret i den del af hjernens pandelap der kaldes Brocas talecenter. Nobelprismodtageren og neurologen sir John Eccles siger: „Man har ikke fundet noget område hos aber der svarer til . . . Brocas talecenter.“ Selv hvis man i fremtiden skulle finde lignende områder i hjernen hos dyr, står det fast at forskerne ikke kan få aber til at frembringe andet end nogle enkle talelyde. Vi mennesker kan derimod frembringe meget kompliceret tale. Når vi taler, sætter vi ord sammen i overensstemmelse med sprogets grammatik. Brocas talecenter aktiveres når vi udtrykker os mundtligt eller skriftligt.

Vi kan naturligvis ikke drage nytte af talens mirakel medmindre vi behersker mindst ét sprog og forstår betydningen af dets ord. Det indebærer at vi må bruge en anden del af hjernen, det som kaldes Wernickes talecenter. Her identificerer milliarder af neuroner betydningen af talte og skrevne ord. Wernickes talecenter giver os evne til at forstå udtalelser og begribe hvad vi hører eller læser; det sætter os i stand til at tilegne os oplysninger og reagere fornuftigt på dem.

Der er endda endnu flere faktorer involveret i talens brug. For eksempel kan det lille ord „hallo“ når man tager telefonen, siges på mange måder. Tonefaldet fortæller om man er glad, begejstret, irriteret, nedtrykt eller bange, om man keder sig eller har travlt — og det kan endda afsløre forskellige grader af disse stemninger. Et andet område af hjernen påvirker talen følelsesmæssigt. Flere forskellige dele af hjernen samarbejder således om kommunikationen.

Det er lykkedes at lære chimpanser en lille smule tegnsprog, men de kan kun bruge det til simple anmodninger om mad eller andre basale ting. Efter at have arbejdet på at lære chimpanser en simpel form for ikkeverbal kommunikation udtalte dr. David Premack: „Det menneskelige sprog udgør et pinligt problem for evolutionsteorien, for det har en langt større kapacitet end man kan forklare.“

Dette rejser spørgsmålet: ’Hvorfor har mennesket denne fantastiske evne til at meddele andre sine tanker og følelser, til at spørge og svare?’ The Encyclopedia of Language and Linguistics nævner at „[menneskets] tale er noget særligt“, og indrømmer at „vor søgen efter fortilfælde i dyrenes kommunikation ikke er nogen større hjælp til at bygge bro over den kolossale afgrund der adskiller sprog og tale fra dyrs adfærd“. Professor Ludwig Koehler har sammenfattet forskellene på denne måde: „Menneskets tale er en gåde; den er en Guds gave, et mirakel.“

Der er overordentlig stor forskel på en abes brug af nogle tegn og børns evne til at tale et kompliceret sprog! Sir John Eccles henviser til noget de fleste har lagt mærke til, nemlig „en evne hos selv 3-årige børn til at stille en strøm af spørgsmål fordi de ønsker at forstå deres verden“. Han tilføjer: „Aber, derimod, stiller ingen spørgsmål.“ Nej, kun mennesker stiller spørgsmål, deriblandt spørgsmål om livets mening.

Hukommelsen og meget andet!

Når man ser sig i spejlet, tænker man måske på hvordan man så ud da man var yngre, eller hvordan man vil komme til at se ud når man bliver gammel — eller når man har lagt makeup. Sådanne tanker kan opstå næsten ubevidst, og dog er de et udslag af noget ganske særligt, noget som intet dyr kender til.

I modsætning til dyr, der stort set bare lever og handler ud fra deres akutte behov, kan mennesker grunde over fortiden og lægge planer for fremtiden. En af årsagerne til at dette kan lade sig gøre, er at hjernen har en næsten ubegrænset hukommelseskapacitet. Dyr har ganske vist også en hukommelse som sætter dem i stand til at finde hjem eller huske hvor der er føde. Men menneskets hukommelse er langt større. En forsker har anslået at hjernen kan rumme oplysninger der „ville fylde omkring tyve millioner bind, lige så mange som der rummes i verdens største biblioteker“. Nogle neurologer vurderer at man i løbet af en gennemsnitlig levetid kun bruger 1/100 af 1 procent (0,0001) af hjernens potentielle kapacitet. Der er god grund til at spørge: ’Hvorfor har vi en hjerne med så stor en kapacitet at vi dårligt nok kan nå at udnytte en brøkdel af den i løbet af en normal levetid?’

Hjernen er heller ikke bare et stort informationslager som det en supercomputer har. Biologiprofessorerne Robert Ornstein og Richard F. Thompson siger: „Menneskesindets evne til at lære — at oplagre og huske oplysninger — er det mest bemærkelsesværdige fænomen i det biologiske univers. Alt det der gør at vi er mennesker — sprog, tankevirksomhed, viden, kultur — er et resultat af denne usædvanlige evne.“

Vi har desuden et bevidst sind. Det lyder måske banalt, men det udtrykker i korthed noget der uomtvisteligt gør os helt unikke. Sindet er blevet beskrevet som „det udefinerlige sted hvor intelligens, beslutninger, opfattelse, erkendelse og identitetsfølelse bor“. Som bække, åer og floder flyder ud i havet, sådan flyder der hele tiden en strøm af minder, tanker, billeder, lyde og følelser ind i eller gennem vort sind. Ifølge én definition er bevidstheden „opfattelsen af hvad der foregår i et menneskes eget sind“.

Vor tids forskere har gjort store fremskridt med hensyn til at forstå hjernens fysiologi og nogle af de elektrokemiske processer der foregår i den. De kan også forklare en avanceret computers kredsløb og funktion. Men der er en umådelig forskel mellem hjernen og en computer. Takket være hjernen er vi os vor egen eksistens bevidst; det er en computer ikke. Hvad skyldes denne forskel?

Faktisk er det et mysterium hvordan og hvorfor bevidstheden udspringer af fysiske processer i hjernen. „Jeg kan ikke se hvordan nogen videnskab skal kunne forklare det,“ har en neurobiolog sagt. Professor James Trefil har desuden bemærket: „Præcis hvad det betyder for et menneske at være bevidst . . . er det eneste større spørgsmål inden for videnskaberne som vi end ikke ved hvordan vi skal stille.“ En af grundene til at det er sådan, er at forskerne bruger hjernen for at prøve at forstå hjernen. Og måske er det ikke nok blot at studere hjernens fysiologi. Bevidstheden er „et af livets største mysterier,“ siger dr. David Chalmers, „men kundskab om hjernen alene er måske ikke tilstrækkeligt til at nå til bunds i det.“

Ikke desto mindre er vi alle os selv bevidst. Vore levende erindringer om diverse hændelser er for eksempel ikke bare oplagrede informationer, som data i en computer. Vi kan tænke over vore erfaringer, lære af dem og bruge dem til at forme fremtiden. Vi er i stand til at overveje flere forskellige fremtidsplaner og bedømme de mulige konsekvenser af hver enkelt. Vi ejer evnen til at analysere, skabe, værdsætte og elske. Vi kan glæde os over at tale om fortiden, nutiden og fremtiden. Vi har etiske adfærdsnormer som vi kan følge når vi skal træffe afgørelser som måske — eller måske ikke — umiddelbart vil lønne sig. Vi føler os tiltrukket af skønhed i kunst og moral. I sindet kan vi forme og finpudse vore idéer og vurdere hvordan andre vil reagere hvis vi fører dem ud i livet.

Alt dette resulterer i en bevidsthed der adskiller mennesket fra alle andre livsformer på Jorden. En hund, en kat eller en fugl der ser sig selv i et spejl, reagerer som om den har set en artsfælle. Men når vi ser os i spejlet, ser vi os selv som levende, tænkende væsener. Vi kan grunde over paradokser som ’Hvorfor lever nogle skildpadder i 150 år og nogle træer i over 1000 år, mens et fornuftbegavet menneske kommer i avisen hvis det når de 100?’ Dr. Richard Restak siger: „Menneskehjernen, og menneskehjernen alene, har evnen til at træde et skridt tilbage og betragte sin egen funktion og derved opnå en vis grad af transcendens. Ja, vores evne til at omprogrammere og redefinere os selv i verden er det der adskiller os fra alle andre skabninger.“

Menneskets bevidsthed forbløffer nogle. Bogen Life Ascending går ind for en rent biologisk forklaring, men må alligevel indrømme: „Når vi spørger hvordan en proces [nemlig evolutionen] der minder om hasardspil med frygtelige straffe til taberne, kan have frembragt sådanne egenskaber som kærlighed til skønhed og sandhed, medfølelse, frihed og, frem for alt, menneskesindets umådelige kapacitet, forbløffes vi. Jo mere vi tænker over vore åndelige ressourcer, jo større bliver vores undren.“ Sandt nok. Vi kan derfor afrunde betragtningerne over det unikke menneskesind med nogle få oplysninger om vor bevidsthed der illustrerer hvorfor mange er overbeviste om at der må stå en intelligens bag, en Skaber der interesserer sig for os.

Kunst og skønhed

„Hvorfor er folk så lidenskabelig interesseret i kunst?“ spørger professor Michael Leyton i bogen Symmetry, Causality, Mind. Han peger på at nogle måske vil sige at mentale aktiviteter som det at beskæftige sig med matematik indebærer klare fordele for mennesket, men hvorfor kunst? Leyton nævner som eksempel at folk vil rejse langt for at se en kunstudstilling eller overvære en koncert. Hvilken indre sans driver dem? Jorden over hænger folk smukke fotografier eller malerier op på væggene i deres hjem eller kontor. Og med hensyn til musik kan de fleste lide at lytte til musik derhjemme og i bilen. Hvorfor? Det er i hvert fald ikke fordi musik engang har hjulpet de bedst egnede til at overleve. Leyton skriver: „Kunsten er måske det mest uforklarlige fænomen hos menneskearten.“

Vi ved imidlertid alle at kunst og skønhed er noget af det der får os til at føle os som mennesker. Et dyr kan måske finde på at stå på en bakke og se på en farverig himmel, men føler det sig tiltrukket af skønhed som sådan? Vort blik holdes fanget af solglimtene i en rivende bjergflod, vi fascineres af den utrolige rigdom af arter i en tropisk regnskov, nyder synet af en palmekranset sandstrand og beundrer stjernerne der er strøet ud over den mørke himmel. Et smukt syn kan ligefrem indgyde os ærefrygt, ikke sandt? Skønhed af denne art gør os varme om hjertet og virker opløftende på os. Hvorfor er det sådan?

Hvorfor har vi en indre trang til noget der i realiteten ikke hjælper os til at overleve? Hvorfra kommer følelsen af at noget har en æstetisk værdi? Hvis ikke man mener at en Skaber har indgivet mennesket denne æstetiske sans ved skabelsen, kan man ikke finde noget tilfredsstillende svar på hvor den kommer fra. Det samme gælder med hensyn til moralsk skønhed.

Moralnormer

Mange betragter gode gerninger som den ypperste form for skønhed. Det at holde fast ved sine principper trods forfølgelse, uselvisk at søge at lindre andres lidelser eller at tilgive en der har forurettet os er eksempler på handlinger der overalt appellerer til menneskers moralske sans. Det sidste omtales smukt i et gammelt ordsprog i Bibelen: „Et menneskes indsigt bremser hans vrede, og det er til hæder for ham at han bærer over med andres overtrædelse.“ Eller som et andet ordsprog siger: „Det attråværdige hos et menneske er dets loyale hengivenhed.“ — Ordsprogene 19:11, 22.

Der findes naturligvis mennesker der som enkeltpersoner eller gruppe betragtet ignorerer eller forkaster ophøjede moralnormer, men flertallet gør det ikke. Hvorfra stammer de moralbegreber som til enhver tid har kunnet findes så godt som alle vegne? Hvis der ikke eksisterer et ophav til moralfølelsen, en Skaber, er begreberne om rigtigt og forkert så bare opstået blandt menneskene selv? Lad os tage et eksempel: De fleste enkeltpersoner og grupper er enige om at det er forkert at myrde. Men man kunne spørge: ’Forkert efter hvilken målestok?’ Der findes åbenbart en moralsk sans som er grundlæggende i menneskesamfundet i almindelighed, og som er indarbejdet i mange landes lovgivning. Hvorfra stammer disse moralbegreber? Kan det ikke tænkes at en Intelligens, en Skaber der har moralnormer, har indgivet menneskene en samvittighed, en etisk sans? — Jævnfør Romerbrevet 2:14, 15.

Vi kan lægge planer for fremtiden

En anden side af den menneskelige bevidsthed er evnen til at tænke på fremtiden. Da professor Richard Dawkins blev spurgt om mennesket har træk der adskiller det fra dyrene, svarede han at mennesket ganske rigtigt har nogle unikke egenskaber. Efter at have nævnt „evnen til at lægge planer for fremtiden ved hjælp af bevidst fremsyn og forestillingsevne“ tilføjede han: „Umiddelbare fordele har altid været det eneste der tæller i evolutionen; langsigtede fordele har aldrig talt. Intet der var skadeligt for individet på kort sigt, har nogen sinde kunnet udvikle sig. For første gang nogen sinde er det muligt for i det mindste nogle mennesker at sige: ’Glem at du kan få en kortsigtet profit ud af at fælde skoven; hvad med de langsigtede fordele?’ Jeg tror at det er noget helt nyt og enestående.“

Andre forskere bekræfter at menneskets evne til bevidst, langsigtet planlægning er uden lige. Neurofysiologen William H. Calvin siger: „Bortset fra hormonelt udløste forberedelser til overvintring og parring viser dyrene forbavsende få tegn på at planlægge mere end et par minutter frem i tiden.“ Nogle dyr samler et forråd af føde før den kolde tid kommer, men de analyserer ikke situationen og lægger planer. Menneskene tænker derimod på fremtiden, selv en meget fjern fremtid. Nogle forskere grunder over hvad der muligvis vil ske med universet om milliarder af år. Hvordan kan det være at mennesket — i modsætning til dyrene — har denne evne til at tænke på fremtiden og lægge planer for den?

I Bibelen står der om menneskene: „Også tidens uendelighed har [Skaberen] givet en plads i deres hjerte.“ I den danske autoriserede oversættelse af 1931 gengives det på denne måde: „Også evigheden har han lagt i deres hjerte.“ (Prædikeren 3:11) Vi bruger denne særegne evne hver dag, selv i så dagligdags en handling som at se sig i spejlet og tænke over hvordan vi mon ser ud om 10-20 år. Og når vore tanker blot strejfer begreber som tidens og rummets uendelighed, bekræfter det i sig selv at ordene i Prædikeren 3:11 er sande. At vi har denne evne, stemmer med ordene om at en Skaber har ’lagt evigheden i menneskets hjerte’.

Draget mod en Skaber

Mange mennesker føler imidlertid at det ikke er nok at glæde sig over skønhed, at gøre godt mod andre og at lægge planer for fremtiden. „Sært nok har vi ofte en fornemmelse af at der mangler noget, selv i vore lykkeligste og dyrebareste øjeblikke,“ siger professor C. Stephen Evans. „Vi mærker at vi savner noget mere, men vi ved ikke hvad det er vi savner.“ Ja, bevidste mennesker har endnu et behov — i modsætning til de dyr vi deler denne klode med.

„Religion er dybt rodfæstet i den menneskelige natur, og den religiøse følelse forekommer på ethvert økonomisk og uddannelsesmæssigt niveau.“ Sådan sammenfatter professor Alister Hardy sine forskningsresultater i bogen The Spiritual Nature of Man. Det bekræfter hvad talrige andre undersøgelser har slået fast: mennesket er Gud-bevidst. Enkeltpersoner er måske ateister, men hele folkeslag er det ikke. I bogen Is God the Only Reality? står der: „Den religiøse søgen efter mening . . . er et fællestræk i enhver kultur og enhver tidsalder siden menneskeslægtens begyndelse.“

Hvorfra kommer denne tilsyneladende medfødte bevidsthed om Gud? Hvis mennesket blot er et resultat af en tilfældig gruppering af nukleinsyre og proteinmolekyler, hvordan kunne disse molekyler så udvikle kærlighed til kunst og skønhed, blive religiøse og fundere over evigheden?

Sir John Eccles har draget den slutning at evolutionsteorien som forklaring på menneskets eksistens „kommer til kort på et meget vigtigt område. Den kan ikke gøre rede for hvert enkelt menneskes eksistens som en unik person der er sig selv bevidst.“ Jo mere vi lærer om hvordan hjernen og sindet fungerer, jo lettere er det at se hvorfor millioner er kommet til den overbevisning at menneskets eksistens som bevidst væsen er et vidnesbyrd om at der findes en Skaber som interesserer sig for os.

I det næste kapitel vil vi se på grundene til at folk fra alle samfundslag har fundet at denne rationelle konklusion giver mulighed for at finde tilfredsstillende svar på de store spørgsmål: Hvorfor er vi til, og hvor går vi hen?

[Ramme på side 51]

Stormester i skak mod computer

Da den avancerede computer Deep Blue vandt over verdensmesteren i skak, opstod spørgsmålet: „Er vi ikke nødt til at konkludere at Deep Blue har en hjerne?“

Professor David Gelernter fra Yale University svarede: „Nej. Deep Blue er bare en maskine. Den har ikke mere hjerne end en urtepotte. . . . Den konklusion man når til, er at mennesker er mesterlige maskiningeniører.“

Professor Gelernter henledte opmærksomheden på følgende væsentlige forskel: „Hjernen er en maskine der er i stand til at skabe et ’jeg’. Hjerner kan skabe mentale verdener; det kan computere ikke.“

Han sluttede: „Kløften mellem menneske og [computer] er permanent, og der vil aldrig blive slået bro over den. Maskiner vil fortsat gøre livet lettere, sundere, rigere og mere gådefuldt. Og mennesker vil fortsat interessere sig for det de altid har interesseret sig for: sig selv, hinanden og, for manges vedkommende, Gud. Disse forhold har maskiner aldrig haft nogen indflydelse på. Og det får de heller aldrig.“

[Ramme på side 53]

Supercomputer er på højde med en snegl

„Vore dages computere er ikke engang tæt på et 4-årigt barns stade hvad angår evnen til at se, tale, bevæge sig eller bruge almindelig sund fornuft. En af grundene hertil er naturligvis at der er tale om ren og skær beregningsevne. Det er blevet anslået at selv den kraftigste supercomputers evne til at behandle informationer svarer til kapaciteten i en snegls nervesystem — en ganske lille brøkdel af den kraft der er til rådighed for supercomputeren i [menneskets] kranium.“ — Steven Pinker, leder af Centeret for Kognitiv Neurologi på Massachusetts Institute of Technology.

[Ramme på side 54]

„Menneskehjernen består næsten udelukkende af hjernebarken. En chimpanses hjerne, for eksempel, har også en hjernebark, men i langt mindre proportioner. Hjernebarken giver os mulighed for at tænke, at huske, at forestille os noget. Det er dybest set hjernebarken der gør at vi er mennesker.“ — Edoardo Boncinelli, forskningsleder inden for molekylærbiologi i Milano.

[Ramme på side 55]

Partikelfysikken og hjernen

Professor Paul Davies har anstillet nogle betragtninger over hjernens evne til at beskæftige sig med matematikkens abstrakte verden. „Matematik er jo ikke noget der hænger på træerne. Den er et produkt af det menneskelige sind. Men hvis vi spørger hvor matematikken fungerer bedst, er det på områder som partikelfysik og astrofysik, grene af grundvidenskaber der ligger meget, meget langt fra hverdagen.“ Hvad viser det? „I mine øjne tyder det på at bevidstheden og vores evne til at udføre matematiske beregninger ikke er noget rent tilfælde, ikke en uvæsentlig detalje, ikke et ubetydeligt biprodukt af en evolution.“ — Are We Alone?

[Ramme/illustrationer på side 56, 57]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Pandelappen

Den præfrontale hjernebark

Brocas talecenter

Wernickes talecenter

Den motoriske hjernebark

• Hjernebarken er hjernens yderste lag og den del af hjernen som især er forbundet med intelligensen. Hvis et menneskes hjernebark blev bredt ud, ville den dække fire A4-ark; en chimpanses ville kun dække ét ark, og en rottes ville dække et frimærke. — Scientific American.

[Ramme på side 58]

Alle folk har et sprog

Op gennem historien har det altid været sådan at når ét folk mødte et andet, kunne de konstatere at de begge talte et sprog. Herom siges der i The Language Instinct: „Man har aldrig fundet nogen stum stamme, og der findes ingen vidnesbyrd om at et område har tjent som en sprogets ’vugge’ hvorfra det har spredt sig til tidligere sprogløse grupper. . . . De komplekse sprogs universelle udbredelse er en opdagelse der fylder sprogforskere med ærefrygt, og det er en væsentlig grund til at formode at sproget er . . . et resultat af et særligt menneskeligt instinkt.“

[Ramme på side 59]

Sprog og intelligens

Hvorfor overgår menneskers intelligens i så høj grad dyrenes, som for eksempel abernes? Det hænger blandt andet sammen med vores brug af syntaks — det at vi sætter lyde sammen til ord og ord sammen til sætninger. Dr. William H. Calvin, som beskæftiger sig med teoretisk neurofysiologi, forklarer:

„Vilde chimpanser bruger nogle og tredive lyde, der tilkendegiver nogle og tredive forskellige betydninger. De kan finde på at gentage en lyd for at forstærke dens betydning, men de kæder ikke tre lyde sammen for at føje et nyt ord til deres ordforråd.

Vi mennesker bruger også nogle og tredive lyde, kaldet fonemer. Men de giver kun mening når de kombineres: Vi kæder meningsløse lyde sammen for at skabe meningsfyldte ord.“ Dr. Calvin påpeger at „ingen endnu har forklaret“ springet fra dyrenes „én lyd/én betydning“ til menneskets unikke evne til at bruge syntaks.

[Ramme på side 60]

Kun mennesket kan tegne andet end kruseduller

„Er det kun mennesket, Homo sapiens, der er i stand til at kommunikere ved hjælp af et sprog? Svaret må naturligvis afhænge af hvad man lægger i ordet ’sprog’ — for alle højerestående dyrearter kommunikerer jo ved hjælp af mange forskellige midler, såsom fagter, dufte, kald, skrig, sange og endda danse, som hos bierne. Men bortset fra mennesket synes ingen dyr at have et struktureret, grammatisk sprog. Og, hvad der måske er meget væsentligt, dyr tegner ikke billeder som forestiller noget. I bedste fald tegner de kruseduller.“ — Professorerne R. S. og D. H. Fouts.

[Ramme på side 61]

„Når det gælder menneskesindet, finder vi også forunderligt indviklede strukturer,“ bemærker professor A. Noam Chomsky. „Sproget er et godt eksempel, men ikke det eneste. Tænk på hjernens evne til at behandle talsystemets abstrakte begreber, [der synes at være] noget enestående for menneskene.“

[Ramme på side 62]

„Udrustet“ til at stille spørgsmål

Angående universets fremtid har fysikeren Lawrence Krauss skrevet: „Vi drister os til at stille spørgsmål om ting vi måske aldrig vil få at se med egne øjne, fordi vi kan stille disse spørgsmål. Vore børn, eller deres børn, vil en dag besvare dem. Vi er blevet udrustet med fantasi.“

[Ramme på side 69]

Hvis universet og vor eksistens skyldes tilfældigheder, kan der ikke være nogen varig mening med livet. Men hvis vor eksistens i universet skyldes en skabelse, må der være en fornuftig mening med livet.

[Ramme på side 72]

Stammer det blot fra evnen til at undslippe sabelkatte?

John Polkinghorne fra Cambridge-universitetet siger:

„Den teoretiske fysiker Paul Dirac udviklede noget der kaldes kvantefeltteorien, som er fundamental for vor forståelse af den fysiske verden. Jeg kan ikke tro at Diracs evne til at udvikle denne teori, eller Einsteins evne til at udvikle den almene relativitetsteori, er en slags indirekte resultat af vore forfædres evne til at undslippe sabelkatte. Der ligger noget langt dybere, noget langt mere gådefuldt, i det. . . .

Når vi betragter den fysiske verdens rationelle orden og iøjnefaldende skønhed, som den åbenbares gennem naturvidenskaben, ser vi en verden der er fyldt med tegn på intelligens. For en troende er det Skaberens intelligens der på denne måde skimtes.“ — Commonweal.

[Illustration på side 63]

Kun mennesker stiller spørgsmål. Nogle af disse drejer sig om livets mening

[Illustration på side 64]

I modsætning til dyrene er mennesket sig selv og fremtiden bevidst

[Illustration på side 70]

Kun mennesker har sans for skønhed, lægger planer for fremtiden og føler sig draget mod en Skaber

Kapitel fem

Mesterværket — hvad står bag det?

SOM de foregående kapitler har vist, afgiver vor tids videnskabelige opdagelser utallige stærke beviser på at både universet og livet på Jorden har haft en begyndelse. Hvad har forårsaget denne begyndelse?

Efter at have undersøgt de tilgængelige vidnesbyrd har mange draget den slutning at der må findes en Førsteårsag. Alligevel viger de måske tilbage for at tillægge denne Førsteårsag en personlighed. Denne uvilje mod at tale om en Skaber afspejler nogle forskeres holdning.

Albert Einstein var for eksempel overbevist om at universet har haft en begyndelse, og han gav udtryk for et ønske om at „vide hvordan Gud har skabt verden“. Einstein bekendte sig dog ikke til troen på en personlig Gud; han talte om en kosmisk „religiøs følelse der ikke kender til dogmer eller til en Gud som er skabt i menneskets billede“. Kemikeren og nobelprismodtageren Kenichi Fukui har ligeledes givet udtryk for at han tror på en større sammenhæng i universet. Han har sagt at „denne omfattende struktur, denne sammenhæng, kan beskrives med ord som ’Det Absolutte’ eller ’Gud’“. Selv kaldte han det dog „naturens særegenhed“.

Er du klar over at denne tro på en upersonlig årsag har sit sidestykke i en stor del af Østens religioner? Mange i Østen tror at naturen er blevet til af sig selv. Denne tanke afspejler sig endda i de kinesiske tegn for natur, der bogstaveligt betyder „bliver til af sig selv“ eller „selv-eksisterende“. Einstein mente at hans kosmiske religiøse følelse kom godt til udtryk i buddhismen. Buddha fandt det uvæsentligt om en Skaber havde medvirket ved frembringelsen af universet og menneskene. Heller ikke shintoismen giver en forklaring på hvordan naturen er blevet til, og shintoister tror at guderne er de dødes ånder som kan blive en del af naturen.

Interessant nok ligger disse tanker ikke særlig fjernt fra de synspunkter der var almindelige i det gamle Grækenland. Filosoffen Epikur (341-270 f.v.t.) troede efter sigende at ’guderne er for fjerne til at kunne gøre os skade eller gavn’. Han hævdede at mennesket er et produkt af naturen, sandsynligvis ved livets spontane opståen og den naturlige udvælgelse af de bedst egnede. De tanker der er almindeligt udbredte i dag, er altså på ingen måde nye.

Samtidig med epikuræerne levede de græske stoikere, der satte naturen i Guds sted. De antog at når mennesket døde, blev dets upersonlige energi atter opslugt i det hav af energi der udgør Gud. De mente at det ypperste gode var at leve i overensstemmelse med naturen. Hører vi lignende synspunkter i vor tid?

Diskussionen om en personlig Gud

Det er imidlertid ikke alle oplysninger fra det gamle Grækenland der bør afskrives som kuriøs historie. På baggrund af ovennævnte synspunkter holdt en kendt lærer i det 1. århundrede det som skulle blive en af verdenshistoriens berømte taler. Lægen og historikeren Lukas refererede denne tale, som indgår i det 17. kapitel i bogen Apostelgerninger i Bibelen. Den kan hjælpe os når vi skal overveje spørgsmålet om en førsteårsag, og når vi skal se hvor vi selv står. Men hvordan kan en tale der blev holdt for 1900 år siden, have indflydelse på folk i dag der oprigtigt søger en mening med livet?

Denne berømte lærer, Paulus, blev opfordret til at tale for Areopagusdomstolen i Athen. Her stod han over for epikuræere og stoikere som ikke troede på en personlig Gud. I sine indledende bemærkninger nævnte Paulus at han i deres by havde set et alter med indskriften „For en ukendt gud“ (græsk: Agnōʹstōi Theōiʹ). Interessant nok mener nogle at biologen Thomas H. Huxley (1825-95) havde dette i tanke da han dannede udtrykket „agnostiker“. Huxley brugte ordet om dem der hævder at „man ikke ved noget om, og ikke kan vide noget om, førsteårsagen (Gud) og tingenes inderste væsen“. Men er det sandt at man, som mange hævder, ikke kan vide noget om Skaberen?

Det var i hvert fald ikke det Paulus mente. Paulus sagde ikke at man ikke kunne vide noget om Skaberen, men blot at hans athenske tilhørere ikke kendte ham. Paulus havde ikke så mange videnskabelige vidnesbyrd om eksistensen af en Skaber som vi har i dag, men han var ikke i tvivl om at der findes en personlig Skaber, en Intelligens med egenskaber der drager os til ham. Læg mærke til hvad Paulus videre sagde:

„Det som I altså viser gudhengivenhed uden at kende det, det forkynder jeg jer. Den Gud som har frembragt verden og alt hvad der er i den, han som er himmelens og jordens Herre, bor ikke i templer der er gjort med hænder; han tjenes heller ikke af menneskers hænder som om han trængte til noget, for han giver selv liv og ånde og alting til alle. Og han har ud af ét menneske dannet hver nation af mennesker til at bo på hele jordens flade.“ (Apostelgerninger 17:23-26) Et interessant ræsonnement, ikke sandt?

Nej, Paulus sagde ikke at man ikke kan vide noget om Gud, men han understregede at de der havde fremstillet alteret for en ukendt gud, og mange af hans tilhørere, endnu ikke kendte ham. Derefter tilskyndede Paulus dem — og alle der siden hen har stiftet bekendtskab med hans tale — til at søge at lære Skaberen at kende, for ’han er ikke langt borte fra en eneste af os’. (Apostelgerninger 17:27) Paulus nævnte taktfuldt at vi kan se vidnesbyrd om en Skaber ved at iagttage det han har frembragt. Derved kan vi også få indblik i nogle af hans egenskaber.

Vi har i de foregående kapitler betragtet forskellige vidnesbyrd som peger på at der findes en Skaber. Et af dem er det umådeligt store, velorganiserede univers, der tydeligvis har haft en begyndelse. Et andet er livet på Jorden, herunder vore legemscellers fuldendte hensigtsmæssighed. Et tredje er hjernen, der er forbundet med vor identitetsfølelse og vor interesse for fremtiden. Og vi vil nu se på to andre af Skaberens mesterværker der daglig har betydning for os. Spørg samtidig dig selv: ’Hvad fortæller det mig om personligheden hos den der har formgivet og frembragt dem?’

Hvad kan vi lære af skaberværket?

Man kan lære meget om Skaberen blot ved at iagttage det han har frembragt. Paulus nævnte ved en anden lejlighed et eksempel på dette da han til en forsamling i Lilleasien sagde: „I de forgangne generationer har [Skaberen] tilladt alle nationerne at gå deres egne veje, skønt han ikke har ladet sig være uden vidnesbyrd, idet han har gjort godt, har givet jer regn fra himmelen og frugtbare tider, har mættet jeres hjerter med føde og glæde.“ (Apostelgerninger 14:16, 17) Læg mærke til at Paulus nævner at det at Skaberen har frembragt føde til menneskene, viser noget om hans personlighed.

I nogle lande tager man måske fødevarerne for givet. Andre steder må mange kæmpe for at få nok at spise. I begge tilfælde afhænger muligheden for at få nærende mad af Skaberens visdom og godhed.

Både menneskers og dyrs føde er et resultat af flere komplicerede kredsløb — deriblandt vandets kredsløb, kulstofkredsløbet, fosforkredsløbet og kvælstofkredsløbet. Som bekendt fremstiller planterne ved den proces der kaldes fotosyntesen, kulhydrater af kuldioxid og vand, med sollyset som energikilde. Under fotosyntesen frigiver planterne ilt. Men man kan ikke kalde denne ilt „et spildprodukt“, for som alle véd, er det livsnødvendigt for os at indånde ilt til brug i forbindelse med stofskiftet, det vil sige forbrændingen af føde. Vi udånder kuldioxid, som planterne genbruger som råmateriale i fotosyntesen. Det er en livsvigtig og underfuld proces, og så er det kun begyndelsen.

Både mennesker og dyr har brug for fosfor til omsætning og transport af energi i cellerne. Hvor får vi fosfor fra? Igen fra planterne. De optager uorganiske fosfater fra jorden og omdanner dem til organiske fosforforbindelser. Vi fortærer planter der indeholder disse fosforforbindelser og bruger dem til livsvigtige formål. Derefter vender fosforen tilbage til jorden i form af „affaldsstoffer“ der nedbrydes og igen optages af planterne.

Vi har også behov for kvælstof, der er en bestanddel af alle legemets protein- og DNA-molekyler. Hvorfra får vi dette grundstof, der er så vigtigt for livets opretholdelse? Kvælstof udgør cirka 78 procent af luften omkring os, men hverken planter eller dyr kan optage kvælstof direkte. Kvælstoffet i luften må derfor omdannes til andre former før det kan optages af planterne og senere udnyttes af mennesker og dyr. Hvordan foregår denne fiksering eller binding af kvælstof? På flere forskellige måder. En del kvælstof bindes for eksempel ved hjælp af lyn.a Andet bindes af bakterier der lever på knolde på rødderne af bælgfrugter, som for eksempel ærter, soyabønner og lucerne. Disse bakterier omdanner atmosfærisk kvælstof til stoffer som planterne kan bruge. Det betyder at når man spiser grøntsager, får man det kvælstof som kroppen må have for at kunne danne proteiner. Forbløffende nok findes der arter af bælgfrugter overalt, i tropiske regnskove, ørkener og endda tundraområder. Og hvis et område lægges øde af en brand, er bælgfrugterne som regel de første planter der vender tilbage.

Der er her tale om et imponerende genbrug. I hvert af disse kredsløb udnyttes affaldsprodukter fra andre kredsløb til fulde. Energibehovet dækkes hovedsagelig af Solen — en ren, varig og stabil energikilde. Dette er en stærk kontrast til menneskers bestræbelser for at genbruge ressourcerne. På grund af vores indviklede genbrugssystemer bidrager selv menneskeskabte produkter der kaldes miljøvenlige, ikke nødvendigvis til at kloden bliver renere. U.S.News & World Report har peget på at produkterne burde fremstilles sådan at deres værdifulde bestanddele let kunne genindvindes til genbrug. Er det ikke netop dét der sker i naturens kredsløb? Hvad fortæller det os da om Skaberens forudseenhed og visdom?

Upartisk og retfærdig

Lad os nu betragte endnu en faktor som kan give os indblik i nogle af Skaberens egenskaber, nemlig legemets immunforsvar. Her er der også bakterier inde i billedet.

„Man er ofte tilbøjelig til at fokusere på bakteriernes skadevirkninger, men de fleste bakterier er uskadelige for mennesker, og mange af dem er faktisk gavnlige,“ står der i The New Encyclopædia Britannica. Ja, bakterier er livsvigtige for os. De spiller en afgørende rolle både i føromtalte kvælstofkredsløb og i kredsløb der indbefatter kuldioxid og visse grundstoffer. Vi har desuden brug for bakterier i fordøjelseskanalen. Der findes cirka 400 bakteriearter alene i tyktarmen, og de er med til at danne vitamin K og bearbejde affaldsstoffer. Det er også til gavn for os at bakterier sætter køer i stand til at forvandle græs til mælk. Andre bakterier har betydning for gæring. Uden dem kunne vi ikke fremstille ost, yoghurt, pickles eller surkål. Men hvad sker der hvis bakterier trænger ind et sted i legemet hvor de ikke hører hjemme?

Så går op til to billioner hvide blodlegemer i kroppen til kamp mod de bakterier der kunne skade os. Redaktøren af bladet Science, Daniel E. Koshland, forklarer: „Immunforsvaret er konstrueret til at genkende indtrængende fremmedlegemer. For at kunne dét udvikler forsvarssystemet omkring 10¹¹ [100.000.000.000] forskellige slags immunologiske receptorer sådan at der, uanset hvilken form eller facon den indtrængende organisme har, vil være en tilsvarende receptor som kan genkende den og sørge for at den bliver udslettet.“

En af de celletyper som legemet bruger i bekæmpelsen af indtrængende fjender, er makrofagen. Dens navn betyder „storæder“, hvilket er meget passende fordi makrofager fortærer fremmede stoffer i blodet. Efter at have opslugt et invaderende virus nedbryder makrofagen det til små fragmenter. Derefter fremviser den et protein fra viruset. Denne lille smule protein virker som et rødt flag over for immunforsvaret, en alarm om at en fremmed organisme er på færde. Hvis en anden celle i immunforsvaret, hjælper-T-lymfocytten, genkender virusproteinet, udveksler den kemiske signaler med makrofagen. Disse stoffer er i sig selv specielle proteiner der har forbløffende mange forskellige funktioner i forbindelse med styring og forstærkning af immunforsvarets reaktion på indtrængende fremmedlegemer. Denne proces udløser en energisk kamp mod den specifikke virustype. På den måde kan vi normalt bekæmpe en infektion.

Faktisk er det langt mere kompliceret end beskrevet, men selv denne enkle fremstilling viser hvor indviklet immunforsvaret er. Hvordan har vi fået denne komplicerede mekanisme? Den er blevet givet os ganske frit, uanset hvilket økonomisk eller socialt niveau vi befinder os på. Prøv i tankerne at sammenligne dette med den uretfærdige måde lægehjælp ydes på i mange tilfælde. „WHO [Verdenssundhedsorganisationen] betragter den voksende uretfærdighed [på sundhedsområdet] som et spørgsmål om liv og død i bogstaveligste forstand, eftersom de fattige betaler prisen for social ulighed med deres helbred,“ har WHO’s generaldirektør, dr. Hiroshi Nakajima, udtalt. Man kan godt forstå den slumbeboer i São Paulo der sagde: „For os er god sundhedspleje som en luksusvare i et udstillingsvindue i et butikscenter. Vi kan se på den, men den er uden for vor rækkevidde.“ Millioner af mennesker Jorden over har samme problem.

Denne form for uretfærdighed fik Albert Schweitzer til at rejse til Afrika for at sørge for lægehjælp til de underprivilegerede, og hans indsats blev belønnet med nobelprisen. Hvilke egenskaber tillægger man de mænd og kvinder der har gjort sådanne gode gerninger? De har tydeligvis kærlighed til deres medmennesker og en stærk retfærdighedssans. De mener at også medmennesker i udviklingslandene har ret til lægehjælp og medicin. Hvad må vi da slutte om den der har givet os alle et immunforsvar — uanset hvilket økonomisk eller socialt niveau vi befinder os på? Er det ikke et klart vidnesbyrd om at Skaberen er kærlig, upartisk og retfærdig?

Lær Skaberen at kende

I det foregående har vi blot betragtet nogle få grundlæggende eksempler på Skaberens mesterværker, men viser de ikke at han er en overordentlig kundskabsrig og forstandig person hvis egenskaber og gerninger tiltaler os? Der kunne nævnes utallige andre eksempler. Men vi har sikkert alle erfaret at hvis man gerne vil lære en person godt at kende, er det ikke nok at betragte hans arbejde. Vi ville måske endda misforstå ham hvis vi ikke kendte ham til bunds. Og hvis vedkommende var blevet bagtalt eller fremstillet i et forkert lys, ville det så ikke være fornuftigt at møde ham og høre hvad han selv havde at sige? Så kunne vi tale med ham og finde ud af hvordan han reagerer i forskellige situationer, og hvilke egenskaber han har.

Vi kan naturligvis ikke tale ansigt til ansigt med universets mægtige Skaber. Men han har åbenbaret meget om sig selv som en virkelig person i en bog der er udgivet helt eller delvis på over 2000 sprog, deriblandt dit. Denne bog — Bibelen — indbyder os til at lære Skaberen at kende og blive hans ven: „Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer,“ siges der. Den viser også hvordan det er muligt at blive Guds ven. (Jakob 2:23; 4:8) Kunne du tænke dig det?

I givet fald vil vi opfordre dig til at se nærmere på Skaberens saglige og fascinerende beretning om skabelsen.

[Fodnote]

[Ramme på side 79]

En logisk konklusion

Blandt forskerne er der bred enighed om at universet har haft en begyndelse. De fleste er også enige om at der må have eksisteret noget før denne begyndelse. Nogle forskere taler om en energi der altid har været til. Andre taler om et „urkaos“. Hvilke udtryk de end bruger, så forudsætter de fleste at der fandtes noget — noget der ikke har haft en begyndelse, noget der strækker sig uendelig langt tilbage.

Spørgsmålet kan altså reduceres til om dette evige er noget eller nogen. Hvilken af disse muligheder forekommer dig mest logisk nu da du har vurderet hvad videnskaben har opdaget om universets og livets oprindelse og natur?

[Ramme på side 80]

„Alle de livsvigtige grundstoffer — kulstof, kvælstof, svovl — der i naturen forekommer i uorganiske gasser, overføres ved bakteriernes mellemkomst til organiske forbindelser der kan udnyttes af planter og dyr.“ — The New Encyclopædia Britannica.

[Diagram/illustration på side 78]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Hvilken konklusion drager du?

Universet

↓ ↓

Har ikke haft en begyndelse/Har haft en begyndelse

↓ ↓

Er kommet af sig selv/Er skabt

↓ ↓

Af en evig KRAFT/Af en evig PERSON

[Illustration på side 75]

Mange i Østen tror at naturen er blevet til af sig selv

[Illustration på side 76]

Stående på denne høj foran Akropolis holdt Paulus en tankevækkende tale om Gud

[Illustration på side 83]

Gud har givet os et immunforsvar af langt større værdi end noget den moderne lægevidenskab kan tilbyde