Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g99 22/6 s. 12-14
  • Hvad skal jeg gøre hvis jeg bliver hånet?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvad skal jeg gøre hvis jeg bliver hånet?
  • Vågn op! – 1999
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Hvorfor de håner
  • Forsvar dig
  • Tag til genmæle
  • En prøvet tro er en stærk tro
  • Unge kristne — Vær faste i troen
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1991
  • Unge — Jehova glemmer ikke jeres arbejde!
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2003
  • Hvordan kan jeg forkynde for mine skolekammerater?
    Vågn op! – 2002
  • Hvorfor er jeg bange for at fortælle om min tro i skolen?
    Unge spørger — Svar der duer, bind 1
Se mere
Vågn op! – 1999
g99 22/6 s. 12-14

Unge spørger:

Hvad skal jeg gøre hvis jeg bliver hånet?

UNGE der opfører sig eller klæder sig anderledes end deres kammerater, kan blive hånet på det grusomste. Det gælder også kristne unge, hvis adfærd ofte skiller sig meget ud fra deres jævnaldrendes. Sagde Jesus ikke om sine sande disciple: „Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer“? — Johannes 15:20.

Hvordan berører det unge Jehovas vidner? Nogle af dem bliver latterliggjort fordi de ikke fejrer visse helligdage; andre bliver kritiseret fordi de nægter at hilse flaget. Mange bliver endda chikaneret fordi de ikke tager stoffer, og fordi de er ærlige og følger Bibelens moralnormer.

Denne situation er ikke ny. Apostelen Peter sagde til de kristne i det første århundrede: „[Folk fra nationerne] finder det mærkeligt at I ikke fortsat løber sammen med dem . . ., og bliver ved med at spotte jer.“ (1 Peter 4:4) Andre oversættelser siger at de „bruger skældsord over for jer“ (Knox), eller „de fornærmer jer“. — Today’s English Version.

Hvis du er blevet hånet på grund af din religiøse overbevisning, kan du altså fatte mod ved at tænke på de kristne fra fortiden der kom ud for det samme. Du kan også glæde dig over at du kan lære at tackle de problemer der er forbundet med at blive hånet for sin tro.

Hvorfor de håner

Hvorfor gør nogle nar af dem hvis tro og adfærd ikke ligner deres egen? Nogle gange er de der håner andre, usikre, ligesom det er tilfældet med bøller. De håner dig måske for at vise sig over for deres kammerater. Hvis du var alene med dem, var det nok de færreste der havde lyst, eller mod, til at kritisere dig åbenlyst.

På den anden side er der også spottere der, som Peter skriver, „finder det mærkeligt“ at du ikke er som dem. De undrer sig meget over din måde at være på. Hvis du er et af Jehovas vidner, synes de måske at det er mærkeligt at du ikke deltager i aktiviteter i forbindelse med visse helligdage. De har måske endda fået fordrejede oplysninger om Jehovas Vidner fra hårdnakkede modstandere.

Uanset hvad grunden er, kan du efter et voldsomt angreb med spottende bemærkninger sikkert nikke genkendende til det bibelske ordsprog: „Der findes nogle der taler tankeløst som med sværdhug.“ (Ordsprogene 12:18) Men husk at de der kommer med sådanne bemærkninger, sandsynligvis ikke gør det fordi de har noget imod dig som person. Det er nok snarere sådan at de gør præcis det der står i det bibelske ordsprog, nemlig „taler tankeløst“.

Men det at blive hånet kan alligevel gøre ondt som ’sværdhug’. Du føler dig måske fristet til at gå på kompromis med hensyn til din tro for at stoppe spærreilden af spydige bemærkninger. Hvordan skal du gribe det an når du bliver hånet for din tro?

Forsvar dig

Apostelen Peter gav de kristne dette råd: „[Vær altid] rede til at forsvare jer over for enhver som kræver jer til regnskab for det håb der er i jer, men gør det med mildhed og dyb respekt.“ (1 Peter 3:15) For at kunne forsvare din tro må du tilegne dig nøjagtig kundskab og forstå baggrunden for det du tror på.

Du må også lære hvordan du udtrykker dig med „dyb respekt“ eller, som The Bible in Basic English gengiver det, „uden stolthed“. Din viden om Bibelen og dens lære bør ikke få dig til at føle at du er bedre end andre. Du må derimod stræbe efter at opdyrke samme indstilling som apostelen Paulus, der skrev om sin tjeneste: „Jeg [har] gjort mig til træl for alle for at kunne vinde desto flere.“ — 1 Korinther 9:19.

Fortvivl ikke hvis du opdager at du viger tilbage for at forsvare din tro. Mange unge Jehovas vidner har følt det på samme måde. Jamal siger: „Da jeg gik i skole, vidste jeg ikke hvordan jeg skulle forklare andre hvorfor jeg ikke fejrede helligdage eller hilste flaget, eller hvorfor jeg forkyndte fra hus til hus.“ Hvad hjalp ham? „Min far blev ved med at hjælpe mig indtil jeg til sidst kunne forklare disse ting, og det gjorde en verden til forskel.“ Hvis du har svært ved at forklare din tro for andre, kan din mor eller far eller en anden fra menigheden måske hjælpe dig til ’fuldt ud at fatte’ kundskaben om Gud. — Efeserne 3:17-19.

En pige på 16 år der er et af Jehovas vidner, har ved at følge et program for sit personlige bibelstudium samlet sig mod til åbent at fortælle om sin tro i skolen. „Før i tiden drillede mine klassekammerater mig fordi jeg var et Jehovas vidne, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige,“ indrømmer hun. „Nu er jeg blevet heltidsforkynder og læser derfor meget mere i Bibelen. Det har betydet at jeg kan svare for mig. Jeg har meget nemmere ved at tale med mine klassekammerater om min tro når jeg hele tiden får læst de seneste numre af Vagttårnet og Vågn op!“

Der er selvfølgelig ikke to situationer som er helt ens. Forskellige omstændigheder vil derfor kræve forskellige svar. Men når du bliver provokeret med en uvenlig bemærkning, vil det aldrig være rigtigt at ’gengælde ondt med ondt’. (Romerne 12:17-21) Hvis du svarer igen med en bidende bemærkning, uanset hvor vittig den er, vil det kun bære ved til bålet og måske endda opmuntre til flere spydigheder. Nogle har derfor opdaget at det er bedre at lade som ingenting.

I nogle tilfælde, som for eksempel hvis en udtalelse blot er et godmodigt forsøg på at være humoristisk, vil det være godt bare at grine med i stedet for at ’ærgre sig’ over den. (Prædikeren 7:9) Hvis spotteren ser at hans ord kun har lille eller slet ingen virkning, vil han måske holde op med at plage dig. — Jævnfør Ordsprogene 24:29; Første Petersbrev 2:23.

Tag til genmæle

Der er imidlertid situationer hvor det er muligt på en kortfattet og taktfuld måde at forklare hvad man tror på. Det prøvede en 13-årig pige, og det gav gode resultater. Hun siger: „Jeg var på vej hen til klasseværelset da flere elever begyndte at gøre nar af Jehovas Vidner. Jeg havde lyst til at forsvare mig, men alle eleverne på nær én gik grinende deres vej.“ Hun forklarer: „En pige ved navn Jaimee kom hen til mig og fortalte at hun havde bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden.a Hun sagde at hun havde læst det meste af den og var interesseret i at få mere at vide om vores tro. Jeg begyndte at læse Bibelen sammen med Jaimee.“ Denne oplevelse gav den unge forkynder mod til at tale med andre unge. „Jeg besøger regelmæssigt fire af mine skolekammerater som har vist interesse. Og jeg er sikker på at vi snart kan begynde at studere Bibelen sammen,“ siger hun.

For nogle år siden havde en elev i det afrikanske land Liberia en lignende oplevelse. Under en time i samfundsfag fortalte han respektfuldt at han som et af Jehovas vidner troede på en skabelse frem for en udvikling. Til at begynde med var mange af hans klassekammerater meget kritiske. Men læreren lod ham gøre rede for sin tro over for klassen, hvorefter læreren tog imod et eksemplar af bogen Livet — hvordan er det kommet her? Ved en udvikling eller en skabelse?b

Efter at have læst bogen sagde læreren til klassen: „Den her bog er fantastisk. Det er en af de bedste videnskabelige bøger om skabelsen jeg nogen sinde har læst.“ Dernæst fortalte læreren at han ville benytte ’Skabelsesbogen’ sammen med klassens lærebog i de to næste semestre, og han bad eleverne om hver især at skaffe sig et eksemplar hos den unge forkynder. De modtog i snesevis af bøger, og mange elever ændrede deres syn på Jehovas Vidner.

En prøvet tro er en stærk tro

Indimellem føler du måske at det er svært at så mange ikke deler — eller forstår — dit bibelbegrundede standpunkt. (Jævnfør Salme 3:1, 2.) Det er derfor klogt at finde venner blandt sine trosfæller. (Ordsprogene 27:17) Men hvad skal man gøre hvis der ikke er nogen unge Jehovas vidner på ens skole eller i nabolaget?

Hvis det er tilfældet, så husk at din bedste ven er Jehova Gud, og at han kan støtte dig. Han er blevet spottet af Satan Djævelen i tusinder af år. Du kan derfor være overbevist om at det glæder Jehovas hjerte når du står op for din tro. Det giver ham nemlig lejlighed til ’at svare Satan, der smæder ham’. — Ordsprogene 27:11.

Det kommer ikke bag på os at vores tro fra tid til anden vil blive prøvet. (2 Timoteus 3:12) Apostelen Peter forsikrer os om at den prøvede ægthed af vores tro er af „langt større værdi end guld der forgår til trods for at det prøves med ild“. (1 Peter 1:7) Når din tro bliver hånet, så betragt det som en lejlighed til at styrke den og vise din udholdenhed. Apostelen Paulus skrev at udholdenhed fører til „en godkendt tilstand“. (Romerne 5:3-5) Ja, ønsket om at opnå Jehovas gunst er et magtfuldt incitament til at klare de situationer hvor man bliver hånet for sin tro.

[Fodnoter]

a Udgivet af Jehovas Vidner.

b Udgivet af Jehovas Vidner.

[Illustration på side 13]

Kan du begrunde din tro?

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del