Min hund er min hørelse

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I STORBRITANNIEN

„JEG ved ikke hvad jeg skulle gøre uden min lille hund,“ siger Dorothy mens hun ømt ser ned på Twinkie, en hvid-brun foxterrierkrydsning der ligger tilfreds under hendes stol. „Selv om jeg kun har haft Twinkie i nogle få måneder, har den allerede formået at live mig helt op.“

Jeg betragtede Twinkie og så at den bar et tætsiddende gult dækken på hvilket der med tydelige sorte bogstaver var skrevet „SIGNALHUND FOR DØV“. ’Det er da ejendommeligt,’ var min første tanke. ’Hvad kan den gøre?’

Det var et rent tilfælde at vi mødte Dorothy, da vi havde den forret at være mellem de 44.000 som overværede Jehovas Vidners internationale stævne „Guds vej — den bedste livsform“ i London sidste sommer. Når Dorothy sad nær ved en højttaler, var hun i stand til at høre programmet, så hvilket behov havde hun for en signalhund? Jeg fik forklaringen da vi sad og talte sammen i spisepausen.

Twinkies opgave

Da Dorothy var tre år gammel, fik hun gigtfeber, som gjorde hende næsten helt døv. Dorothy fortalte at nu hvor hun bliver ældre og efterhånden har været alene i 23 år efter sin mands død, er det ikke blot selskab hun har behov for. „Døve kan føle sig meget utrygge i min alder,“ siger hun. „Jeg er 74 år og bor i en beskyttet bolig, men når min personlige hjælper kommer for at se til mig, kan jeg ikke høre klokken. Nogle gange tror han at jeg er dårlig, og låser sig selv ind uden at jeg ved det, og det gør mig meget forskrækket. Men nu kan Twinkie høre klokken, og så kommer den og puffer til mine ben og fører mig til hoveddøren. Det samme er tilfældet når Twinkie hører uret på ovnen summe, så løber den hen til mig og viser at jeg skal følge med den. I det tilfælde at der opstår røg eller en brandalarm går i gang, er Twinkie trænet til at fange min opmærksomhed og at lægge sig ned som tegn på en eventuel fare. Hver gang den hjælper mig, belønner jeg den med noget særlig lækkert, en velsmagende godbid.“

Godt trænet

Jeg var blevet nysgerrig. „Hvordan fik du hunden, og hvem har trænet den?“ spurgte jeg. Det fik Dorothy til at fortælle mig noget om signalhunde som døve i Storbritannien modtager gennem en velgørende institution der gerne vil hjælpe dem til at opnå større uafhængighed og forbedre deres livskvalitet. I hundredvis af døve i England har siden 1982 modtaget sådanne hunde. Når en hund er færdigtrænet, bliver den flyttet hen til sin nye ejer, som får den stillet gratis til rådighed.

Man vælger almindeligvis herreløse hunde som findes på dyreinternater rundt om i landet, men der er også opdrættere som skænker hunde til formålet. Det tager hen ved et år at træne en hund. Omkostningerne dækkes oftest af en sponsor, enten et selskab eller en gruppe personer som skænker mindre beløb. Dorothy fortalte at det var en slankeklub der venligt havde skaffet de fornødne midler til Twinkie.

Når man har udvalgt en kommende signalhund, der som regel er mellem syv uger og tre år gammel, bliver den oplært til at reagere på bestemte lyde. Til at begynde med bliver hunden overdraget til en frivillig instruktør som tager den hjem til sig i to til otte måneder, alt afhængig af hundens alder og erfaring. Arbejdet med at gøre hunden social indebærer afretning i hjemmet, men det går hovedsagelig ud på at gøre hunden fortrolig med offentlige steder og transportmidler og give den erfaring i at omgås folk i alle aldre, også børn og babyer. Man tilstræber at oplære hunden i gode manerer som kan accepteres hvor som helst den senere måtte komme.

Jeg lærte desuden at andre organisationer også bruger hunde til at hjælpe personer med særlige behov. Disse servicehunde lærer at være lydige, men derudover udsættes de for specifikke synsoplevelser og lugte. En dame der er bundet til sin kørestol, har en retriever der kan hente telefonen, samle post op og slikke på frimærker til brevene. En anden hund lystrer 120 ordrer, og den kan endda hente dåser og andre ting på hylderne i supermarkedet. Ejeren, som er uden førlighed, bruger en pegepind med laserlys til at vise hvilke ting han gerne vil købe, og så henter hunden dem til ham.

Et lykkeligt partnerskab

„Er det alle der forstår hvilken gavn du har af Twinkie?“ spørger jeg. „En forretningsindehaver ville ikke lade min hund komme ind,“ svarer Dorothy. „Jeg tror det var fordi der var udstillet nogle madvarer, men det er en undtagelse at møde nogen der ikke kan se mit behov for Twinkie.“

Jeg forstod nu værdien af at have en signalhund i hjemmet, men jeg havde lige et sidste spørgsmål. Hvilken gavn gør den her hvor Dorothy er sammen med så mange medkristne? „Da jeg er god til at mundaflæse og har høreapparat, kan jeg godt føre en samtale. Men når folk ser Twinkies gule dækken, bliver de med det samme klar over at jeg er døv,“ forklarer Dorothy. „Så taler de gerne højere og vender sig direkte mod mig. På den måde er jeg fri for at skulle forklare mit handicap, og det gør livet meget nemmere for mig.“

Stævneprogrammet skulle snart fortsætte, og Twinkie havde behov for en lille spadseretur inden den skulle sidde ned hele eftermiddagen. Før vi skiltes, bøjede jeg mig ned for at klappe den. Twinkie åbnede sine klare øjne og så derefter op på Dorothy mens den logrede med halen. Det var tydeligt at der herskede et særligt forhold mellem Dorothy og hendes lærvillige og hjælpsomme lille ven.

[Illustration på side 20]

Twinkies hjælp er meget skattet ved områdestævnerne