„Din datter har sukkersyge!“

JEG skal sent glemme det indtryk disse ord fra lægen gjorde på mig. Min datter, Sonya, var på det tidspunkt ti år gammel. Hun havde struttet af sundhed og været så fuld af energi at det til tider næsten havde været for meget af det gode. Sidste gang hun var blevet behandlet for en sygdom, var hun kun fem år gammel.

Men dagene op til dette lægebesøg havde været vanskelige. Sonya så ikke godt ud. Hun ville hele tiden have noget at drikke, og når hun så havde drukket, varede det aldrig længe før hun skulle på toilettet — somme tider gik der kun et kvarter mellem hver gang. Om natten skulle hun op mindst tre gange. Først prøvede jeg at bortforklare hendes symptomer — det var sikkert bare blærebetændelse. Hun ville snart få det bedre. Men efter et par dage kom jeg til den konklusion at hun sandsynligvis havde brug for antibiotika for at få betændelsen ud af kroppen.

Derpå gik jeg til lægen. Jeg forklarede hvad jeg mente hun fejlede. Lægen bad om en urinprøve, og jeg bemærkede at urinen i beholderen var fuld af smådele der næsten lignede snefnug. Sygeplejersken lagde også mærke til det. Deres mistanke blev bekræftet af en simpel blodprøve. Sonya havde type 1-sukkersyge.

Sonya vidste hvad det betød. Selv om hun kun var ti år gammel, havde hun lært om sukkersyge i skolen. Den frygt og fortvivlelse der stod skrevet i hendes ansigt, svarede meget godt til hvad jeg selv følte. Lægen sagde at hun hurtigt skulle på sygehuset for at undgå yderligere fare. Han sørgede for at hun kunne indlægges på intensivafdelingen på et sygehus i Portland i Oregon. Sonya var utrolig vred over det der skete for hende. Hun havde ikke lyst til at være afhængig af sprøjter. Hun græd og blev ved med at spørge hvorfor det lige skulle ramme hende. Det var svært for mig at beherske min egen sorg. Og pludselig kunne jeg ikke længere holde tårerne tilbage. Der sad vi altså i venteværelset, lænet op ad hinanden, og bad hulkende Jehova om at hjælpe os igennem denne sorg.

Prøvelserne på sygehuset

Lægen gav mig lov til at køre Sonya hjem så hun kunne pakke et par ting. Jeg fik også lov til at ringe til min mand, Phil, og til at sørge for at nogen hentede vores søn, Austin, fra skole. Inden der var gået en time, var min mand og jeg allerede på sygehuset med Sonya. Hun fik straks indlagt drop for at få skyllet overskydende sukker og ketonstoffer ud af blodet.a Dette viste sig at være noget af en prøvelse. Sonya havde tabt sig over 3 kilo på grund af dehydrering. Hendes tilbagetrukne vener var svære at finde. Endelig lykkedes det sygeplejersken, og et kort øjeblik kom der ro over tingene. Vi modtog en stor bog og mange andre papirer som vi skulle læse og forstå inden vi måtte tage Sonya med os hjem.

Læger, sygeplejersker og diætister kom og gik hele tiden. De viste os hvordan vi skulle indføre kanylen og give Sonya de to daglige insulinindsprøjtninger som hun ville have brug for fremover. Vi fik demonstreret hvordan vi skulle udføre den glukosemåling som Sonya skulle foretage fire gange om dagen for at have kontrol med sit blodsukkerniveau. Der var så mange informationer at holde styr på. Vi skulle også undervises i hvilken mad vi skulle give hende. Hun skulle undgå fødevarer med et højt sukkerindhold. Desuden skulle hvert eneste måltid være nøje afstemt for at imødekomme vores voksende datters behov samtidig med at det skulle indeholde præcis den rigtige mængde kulhydrater.

Efter tre dage blev hun udskrevet. Hun gav mig lov til at tage mig af indsprøjtningerne, men glukosemålingerne ville hun selv foretage. Efter en måned ville hun også selv sørge for insulinindsprøjtningerne, og det er hun blevet ved med lige siden. Det var forbavsende at se hende acceptere sin sygdom og lære at leve med den. Fra at ønske sig død og blot vågne op i Paradiset er hun blevet sig sin krop, sine følelser og sine begrænsninger bevidst, og hun har lært at sige til når der er noget hun har behov for.

En tilpasningsperiode

De første par måneder var meget vanskelige. Hver enkelt i familien havde nogen følelser de skulle have bearbejdet. Jeg prøvede at klare så meget at jeg på et tidspunkt havde mest lyst til at løbe fra det hele. Det der var sværest, var at holde sig til det stramme program, især hvis det kolliderede med de kristne møder og vores forkyndelse — for slet ikke at tale om den daglige skolegang og ferierne. Men ved hjælp af mange bønner lærte min mand og jeg at påtage os vores nye ansvar.

Vi har fundet en vidunderlig læge der er specialist i endokrinologi, og som altid står til rådighed og hjælper os med vore bekymringer, og som vi endda kan holde os i kontakt med via e-mail. Vi besøger hans praksis som en fast del af programmet. Ved at gå til undersøgelse hos ham hver tredje måned får vi ikke kun et overblik over Sonyas tilstand, men bliver også beroligede fordi undersøgelserne bekræfter at vi gør alt hvad vi kan.

Som det kunne forventes, var det hårdt for vores søn at hans søster fik så megen opmærksomhed. Venner i menigheden såvel som hans skolelærer erkendte dette og hjalp ham til at holde sig beskæftiget og indse at det var nødvendigt at indrette sig. Nu er han blevet en stor hjælp i forbindelse med at holde øje med Sonya. Som hendes forældre havde vi somme tider tendens til at være overbeskyttende og alt for bekymrede for hendes velvære. Vi har fundet ud af at den bedste måde hvorpå man forebygger frygt, er at sætte sig ind i sygdommen og lære hvordan den egentlig kan skade kroppen.

Hvordan går det i dag?

Vi taler tit om Jehovas løfter og om den tid der snart kommer, hvor sygdom blot vil være et fjernt minde. (Esajas 33:24) Indtil da er vort mål som familie at holde os aktive og tale med andre om velsignelserne ved Guds rige. Det gør man bedst ved at have så stor en andel i tjenesten for Jehova som muligt. Vi gør også hvad vi kan for trofast at overvære møderne.

For nogle få år siden tilbød min mands firma ham en midlertidig opgave i Israel. I betragtning af Sonyas helbredsproblem tænkte vi os grundigt om og bad til Jehova. Vi nåede til den afgørelse at sådan en flytning ligefrem kunne medføre åndelige velsignelser hvis vi forberedte os grundigt og fik sammensat en korrekt kostplan til Sonya. I halvandet år havde vi den forret at tilhøre den engelske menighed i Tel Aviv. Vi nød den anderledes forkyndelsesform de havde, og det var en dejlig og lærerig oplevelse for vores familie.

Disse få ord: „Din datter har sukkersyge!“ vendte op og ned på vort liv. Men i stedet for at lade os overvælde af håbløshed gjorde vi vores datters trivsel til et familieanliggende, og det har knyttet os tættere sammen. Jehova, „al trøsts Gud“, har hjulpet os til at klare det. (2 Korinther 1:3) — Fortalt af Cindy Herd.

[Fodnote]

[Ramme på side 21]

Hvad er sukkersyge?

Vort legeme omdanner den føde vi indtager, til brugbar energi. Denne funktion er lige så vigtig som åndedrættet. I maven og tarmene bliver føden nedbrudt til mere elementære bestanddele, som for eksempel en sukkerart kaldet glukose. Bugspytkirtelen reagerer på sukker ved at producere insulin, der bevirker at sukkeret trænger ind i kroppens celler. Derpå kan sukkeret forbrændes og omsættes til energi. Men hvorfor får nogle sukkersyge?

Når en person har sukkersyge, skyldes det enten at bugspytkirtelen ikke producerer insulin nok, eller at legemet ikke udnytter insulinet rigtigt. Som følge heraf kan sukkeret i blodet ikke optages af kroppens celler og udnyttes. Bogen Understanding Insulin Dependent Diabetes forklarer: „Dernæst stiger blodsukkeret til et højt niveau og strømmer hastigt gennem nyrerne til urinen.“ Hyppig vandladning kan være et symptom hos diabetikere der ikke er i behandling.

[Ramme på side 21]

Type 1-sukkersyge

Denne type sukkersyge kaldte man tidligere juvenil diabetes eftersom den hyppigst forekommer hos børn og unge. Men den kan ramme mennesker i alle aldre. Mens årsagen til sukkersyge ikke er kendt, er der adskillige faktorer som efter nogles mening kan bringes i forbindelse med type 1-sukkersyge:

1. Arv (genetisk)

2. Autoimmunitet (kroppen bliver allergisk over for sit eget væv eller sine egne celletyper — i dette tilfælde bugspytkirtelens)

3. Udefrakommende mekanismer (virus eller kemiske forbindelser)

Muligvis kan virusinfektioner og andre faktorer resultere i skader på de langerhanske øer (bugspytkirtelens små cellehobe hvori insulinen produceres). Efterhånden som flere og flere cellehobe ødelægges, bliver risikoen for at få sukkersyge større.

Diabetikere har en række symptomer:

1. Hyppig vandladning

2. Ekstrem tørst

3. Hyppig sultfornemmelse; legemet sulter efter den energi det ikke får

4. Vægttab. Når legemets celler ikke kan optage sukker, forbrænder kroppen sit eget fedt og sine egne proteiner for at få energi, hvilket resulterer i vægttab

5. Irritation. Hvis diabetikeren hyppigt må stå op om natten for at lade vandet, kan han ikke få en god søvn. Følgen kan blive ændret opførsel

Ved type 1-sukkersyge producerer bugspytkirtelen kun lidt eller slet ingen insulin. I sådanne tilfælde er der brug for en daglig insulintilførsel, normalt ved injektion (insulin nedbrydes i maven hvis det tages gennem munden).

[Ramme på side 21]

Type 2-sukkersyge

Ikke at forveksle med type 1-sukkersyge. Den er en tilstand hvor kroppen ikke producerer insulin nok eller ikke bruger det effektivt. Det er den mest almindelige type hos voksne over 40 år, og den er tilbøjelig til at udvikle sig over længere tid. Arvelige forhold spiller en stor rolle ved denne sygdom, og den bliver ofte forværret af forkert ernæring eller overvægt. I mange tilfælde kan man, i det mindste til at begynde med, bruge piller for at stimulere bugspytkirtelen så den producerer mere insulin. Pillerne indeholder ikke insulin.

[Ramme på side 22]

Farerne ved sukkersyge

Kroppen har brug for brændstof for at blive ved med at fungere. Hvis den ikke er i stand til at udnytte glukosen, bruger den i stedet kroppens fedtreserver og proteiner. Men når kroppen forbrænder fedt, dannes et spildprodukt som kaldes keton. Ketonstoffer ophobes i blodet og udskilles i urinen. Da disse ketonstoffer har en højere surhedsgrad end sundt kropsvæv, kan et højt indhold af ketonstoffer føre til en alvorlig tilstand kaldet ketoacidose, eller syreforgiftning.

Det er også farligt for en diabetiker når hans blodsukker falder til under det normale (hypoglykæmi). Diabetikeren advares om dette med ubehagelige symptomer: rysten, svedeture, træthed, sultfølelse, irritation eller nedsat koncentration, hjertebanken, synsforstyrrelser, hovedpine, følelsesløshed og snurren omkring mund og læber. I svære tilfælde kan det medføre kramper og bevidstløshed. Fornuftig kost og faste spisetider kan ofte forebygge sådanne problemer.

Hvis de nævnte symptomer optræder, kan indtagelsen af enkle sukkerarter, gennem eksempelvis frugtjuice eller glukosetabletter, bringe blodsukkeret tilbage til et forsvarligt niveau indtil man kan indtage anden føde. I alvorlige tilfælde må der indsprøjtes glukagon. Det er et hormon der befordrer frigørelsen af sukker som er oplagret i leveren. På den måde får man blodsukkerniveauet til at stige. Hvis ens barn lider af sukkersyge, bør skolen eller daginstitutionen informeres.

[Ramme på side 22]

Senkomplikationer

En person med sukkersyge kan komme ud for senkomplikationer, såsom hjerteanfald, hjerneblødning, problemer med øjne eller fødder og ben, nyresygdom eller hyppige infektioner. Disse komplikationer skyldes beskadigede blodkar og nerver samt patientens manglende evne til at bekæmpe infektioner. Men det er ikke alle diabetikere der udvikler senkomplikationer.

Holdes blodsukkeret på et normalt niveau, kan man udsætte eller mindske disse komplikationers skadevirkninger. Derudover kan man på meget effektiv vis reducere risiciene ved at holde sin vægt og sit blodtryk på et normalt niveau og undgå rygning. Diabetikeren har brug for masser af motion og en fornuftig kost, og han må følge den medicinske behandling.

[Illustration på side 23]

Familien Herd