Er det skæbnen eller blot et tilfælde?

„SKÆBNEN forårsagede manges død og skånede andre,“ skrev avisen International Herald Tribune. Sidste år blev næsten 200 dræbt og hundreder såret ved terroristangreb på amerikanske ambassader i Kenya og Tanzania. Men „timingen beskyttede ambassadens seniordiplomater,“ skrev avisen.

Diplomaterne reddede livet fordi de var til et møde der blev holdt i en del af bygningen som lå et stykke fra eksplosionsstedet. Anderledes gik det generalkonsulen, der plejede at deltage i mødet, men som ikke gjorde det den dag. Han befandt sig i nærheden af hvor eksplosionen fandt sted, og blev dræbt.

„Skæbnen var også grusom mod Arlene Kirk,“ skrev avisen. Da Arlene var på vej hjem til Kenya efter en ferie, tilbød hun at give afkald på sin plads i det overbookede fly. Men da andre før hende også havde tilbudt at give afkald på deres plads, kunne hun gå om bord i flyet som planlagt. Som følge heraf vendte hun tilbage til sit arbejde på ambassaden den dag eksplosionen skete, og blev dræbt.

Mennesker kan blive ramt af ulykker, men det er aldrig let at forstå hvorfor ulykkerne sker. I hele verden bliver nogle ofre for ulykker og katastrofer, mens andre overlever. Det er dog ikke kun når der sker ulykker at nogle tænker: ’Hvorfor lige mig?’ Også når det gælder de positive sider af livet, synes nogle at have bedre chancer end andre. For mange er tilværelsen en stadig kamp; for andre synes tingene altid at falde ud til deres fordel. Kan det tænkes at det hele på en eller anden måde er forudbestemt? ’Styres mit liv af skæbnen?’ spørger du måske.

En søgen efter en forklaring

For cirka 3000 år siden gjorde en vís konge sig nogle betragtninger angående livets uventede tildragelser. Han fremsatte følgende forklaring på disse begivenheder: „Tid og tilfælde berører dem alle.“ (Prædikeren 9:11) Nogle gange sker der noget uventet. Der er simpelt hen ingen måde hvorpå man kan forudsige det. Bemærkelsesværdige begivenheder, både positive og negative, skyldes ofte tid og tilfælde.

Men måske hører du til dem der mener at det der sker, ikke skyldes et tilfælde, men en anden kraft, nemlig skæbnen. Skæbnetroen er en af de ældste og mest udbredte religiøse opfattelser. Professor François Jouan, der er leder af Mytologisk Forskningscenter ved universitetet i Paris, siger: „Der er ingen tidsalder eller kultur som ikke har troet på en skæbnegud . . . for at forklare det uforklarlige i tilværelsen.“ Det er derfor man ofte hører folk sige: „Hans tid var endnu ikke inde,“ eller: „Det skulle nu være sådan.“ Men hvad går skæbnetroen ud på?

Hvad er „skæbnen“?

Det danske ord „skæbne“ går tilbage til oldnordisk og er beslægtet med ordet „skabe“, der betyder „at forme“, „at tildanne“. Det vil sige at ordet „skæbne“ egentlig betyder „det skabte“, „det tildannede“, og i videre betydning „det bestemte“, „det beskikkede“. Det danske ord „skæbne“ defineres som „en højere magt der bestemmer over og styrer menneskets liv“. — Politikens Store Nye Nudansk Ordbog.

Religionshistorikeren Helmer Ringgren siger: „En væsentlig faktor ved den religiøse holdning er tanken om at menneskets skæbne ikke er meningsløs eller tilfældig, men er forårsaget af en kraft der kan tilskrives vilje eller hensigt.“ Skønt nogle giver rum for at skæbnen til en vis grad kan ændres, betragter mange mennesket som en forholdsvis magtesløs brik i et spil det ikke kan kontrollere. De bruger udtrykket at ’man møder sin skæbne’.

Teologer og filosoffer har længe beskæftiget sig med dette emne. The Encyclopedia of Religion siger: „Skæbnetanken vil altid, uanset forskelle i opfattelse, sprog og betydningsnuance, indeholde et grundlæggende element af noget gådefuldt.“ Et gennemgående træk ved de mange udlægninger af skæbnelæren er dog forestillingen om at en højere magt styrer menneskenes anliggender. Man mener at denne magt på forhånd bestemmer enkeltpersoners og nationers endelige skæbne, hvorved fremtiden lige så lidt kan ændres som fortiden.

En afgørende faktor

Har det nogen betydning om man tror på skæbnen eller ej? „De forhold mennesker lever under, har stor indflydelse på deres filosofi, og deres filosofi har stor indflydelse på deres forhold,“ siger den engelske filosof Bertrand Russell.

Troen på en skæbne kan altså påvirke den måde vi handler på. Mange der tror at guderne bestemmer deres skæbne, affinder sig passivt med deres situation, hvor uretfærdig eller undertrykkende den end er, som om det var deres lod i livet. Troen på en skæbne underminerer således tanken om at man er personligt ansvarlig for sine handlinger.

Men skæbnetroen har også påvirket andre i modsat retning. For eksempel har historikere peget på læren om prædestination, forudbestemmelse (der jo er en slags skæbnetro), som en af de mange årsager til kapitalismens vækst og den industrielle revolution. Visse protestantiske trossamfund havde den lære at Gud har forudbestemt nogle til frelse. Den tyske sociolog Max Weber har sagt: „Spørgsmålet: ’Er jeg da udvalgt?’ . . . måtte jo straks opstå for hver enkelt troende.“ Nogle søgte at finde ud af om de havde Guds velsignelse og derfor var forudbestemt til frelse. Ifølge Weber gjorde de dette gennem deres „verdslige kaldsliv“. Velstand og succes i forretningslivet mentes at være et bevis på at man havde Guds gunst.

Skæbnetroen har drevet nogle til yderliggående handlinger. Under den anden verdenskrig troede japanske selvmordspiloter på kamikaze, der betyder „guddommelig vind“. Forestillingen om at guderne havde en hensigt, og at det var muligt for mennesker at indtage en plads i denne hensigt, gav piloternes uhyggelige død et religiøst skær. I de sidste ti år har rædselsvækkende selvmordsangreb i Mellemøsten ofte givet anledning til store avisoverskrifter. Ifølge et opslagsværk spiller fatalismen, skæbnetroen, en vigtig rolle i disse „religiøst inspirerede selvmordsangreb“.

Men hvorfor er skæbnetroen så udbredt? En kort gennemgang af dens oprindelse kan hjælpe os til at finde svaret.

Menneskets søgen efter sin skæbne

HVORFOR er skæbnetroen så udbredt? Op gennem historien har mennesket søgt at løse livets mysterier og at forstå begivenhedernes gang. Historikeren Helmer Ringgren siger: „Det er her begreberne ’gud’, ’skæbnen’ og ’tilfældet’ dukker op, afhængigt af om begivenhederne skyldes en personlig kraft, en upersonlig orden eller slet ingen form for orden.“ Historien er fyldt med trosopfattelser, folkesagn og myter der er forbundet med skæbnetroen.

Assyriologen Jean Bottéro siger: „Vores kultur er i stor udstrækning formet af den mesopotamiske civilisation.“ Han tilføjer at det er i fortidens Mesopotamien og Babylonien at vi finder „menneskeslægtens ældst kendte reaktioner på og betragtninger angående det overnaturlige, den ældste identificerbare religiøse struktur“. Det er også her vi finder oprindelsen til skæbnetroen.

Skæbnetroens udspring

I Mesopotamiens gamle ruiner, i det område der nu kaldes Irak, har arkæologer fundet nogle af de ældste kendte skrifter. Tusinder af kileskrifttavler giver os et klart billede af livet i oldtidens Sumer og Akkad og i den berømte by Babylon. Ifølge arkæologen Samuel N. Kramer var sumererne „bekymrede over lidelserne i verden, i særdeleshed deres temmelig gådefulde årsager“. Deres søgen efter svar førte til skæbnetroen.

Arkæologen Joan Oates siger i sin bog Babylon at „hver babylonier havde sin egen personlige gud eller gudinde“. Babylonierne mente at guderne „bestemte alle menneskers skæbne, både kollektivt og som enkeltpersoner“. Ifølge Kramer troede sumererne at „de guder der styrede kosmos, udtænkte og indførte ondskab, løgn og vold som en integreret del af civilisationen“. Skæbnetroen var en meget udbredt og agtet lære.

Babylonierne mente at det var muligt at få oplysning om gudernes planer ved hjælp af spådomskunst — „en teknik hvorved de kunne kommunikere med guderne“. Spådomskunst indebar at man søgte at forudsige fremtiden ved at iagttage og tyde genstande og begivenheder. Ofte blev drømme, indvolde og dyrs adfærd undersøgt. (Jævnfør Ezekiel 21:21; Daniel 2:1-4.) Uventede eller usædvanlige hændelser som man mente var en forudsigelse af fremtiden, blev optegnet på lertavler.

Den franske orientalist Édouard Dhorme siger: „Så langt som man kan gå tilbage i Mesopotamiens historie, finder man sandsigere og spådomskunst.“ Spådomskunst var en uadskillelig del af livet. Professor Bottéro siger at „alt blev betragtet som mulige varsler . . . Hele det fysiske univers blev brugt som materiale hvorfra man efter et omhyggeligt studium kunne få oplysninger om fremtiden.“ Mesopotamierne gjorde i udstrakt grad brug af astrologi som et middel til at forudsige fremtiden. — Jævnfør Esajas 47:13.

Babylonierne brugte desuden terninger eller lodder i forbindelse med deres spådomskunst. Deborah Bennett skriver i sin bog Randomness at de blev brugt for at „mindske muligheden for menneskelig indblanding og derved give guderne en tydelig kanal hvorigennem de kunne tilkendegive deres vilje“. Gudernes beslutninger blev dog ikke betragtet som ufravigelige. Man kunne få hjælp til at undgå en ond skæbne ved at bønfalde guderne.

Skæbnetroen i oldtidens Ægypten

I det 15. århundrede før vor tidsregning eksisterede der nære forbindelser mellem Babylonien og Ægypten. Den kulturelle udveksling mellem disse lande indbefattede religiøse skikke der var forbundet med skæbnetroen. Hvorfor antog ægypterne denne lære? John R. Baines, der er professor i ægyptologi ved Oxford-universitetet, siger: „En stor del af [Ægyptens] religion drejede sig om at forstå og reagere på det uforudsigelige og ulykkelige.“

Blandt Ægyptens mange guder blev Isis beskrevet som „livets og skæbnens herskerinde“. Ægypterne brugte også spådomskunst og astrologi. (Jævnfør Esajas 19:3.) En historiker siger: „Den opfindsomhed de udviste i forbindelse med at spørge guderne til råds, kendte ingen grænser.“ Men Ægypten var ikke den eneste kultur der lånte skæbnetroen fra Babylon.

Grækenland og Rom

I religiøs henseende „undgik det gamle Grækenland ikke den omfattende og stærke påvirkning fra Babylonien,“ siger Jean Bottéro. Professor Peter Green forklarer hvorfor skæbnetroen blev så udbredt i Grækenland: „I en usikker verden, hvor man i stigende grad var utilbøjelig til at tage ansvaret for sine handlinger og ofte følte sig som en marionetdukke der blev styret af en uudgrundelig og ubøjelig skæbnes krav, var guddommelige orakelkendelser [den skæbne guderne bestemte] en måde hvorpå man kunne få sin fremtid afstukket. Dét skæbnen havde bestemt, kunne forudsiges, forudsat at man havde specielle evner eller en særlig indsigt. Det var måske ikke altid det man ønskede at høre, men man stod i det mindste stærkere når man var forberedt på en fare.“

Skæbnetroen beroligede folk angående fremtiden, men den blev også brugt i en mere underfundig hensigt, nemlig som et middel til at holde masserne nede. „Troen på at verden var fuldstændig styret af forsynet, virkede derfor tiltalende på herskerklassen,“ siger historikeren F. H. Sandbach.

Professor Green forklarer dette nærmere idet han siger at skæbnetroen „var en moralsk, teologisk og semantisk retfærdiggørelse af den bestående sociale og politiske samfundsorden: den var det mest magtfulde og det mest snedige middel til bevarelse af magten som den hellenistiske herskende klasse nogen sinde havde udtænkt. Alt hvad der skete, var, ifølge denne tanke, bestemt til at skulle ske; og eftersom naturen var menneskene gunstigt stemt, måtte det der var bestemt til at skulle ske, være til alles bedste.“ I virkeligheden var skæbnetroen med til at „retfærdiggøre hensynsløs egeninteresse“.

Et tydeligt vidnesbyrd om at skæbnetroen var almindeligt anerkendt, ses i den græske litteratur. Blandt de oldgræske litteraturgenrer finder man eposet, sagnfortællingen og tragedien, i hvilke skæbnetroen spillede en nøglerolle. Ifølge den græske mytologi var menneskets skæbne repræsenteret af tre gudinder kaldet moirerne. Klotho spandt livstråden, Lachesis bestemte trådens længde, og Atropos klippede tråden over når tiden var udløbet. Romerne havde en lignende triade af guder som de kaldte parcerne.

Da romerne og grækerne var ivrige efter at kende deres ’skæbne’, lånte og videreudviklede de den babyloniske astrologi og spådomskunst. Romerne kaldte de begivenheder der blev brugt til at forudsige fremtiden, for portenta, eller tegn. De budskaber som kunne udledes af disse tegn, blev kaldt omina. I det tredje århundrede før vor tidsregning havde astrologien vundet stor udbredelse i Grækenland, og i år 62 f.v.t. så det tidligst kendte græske horoskop dagens lys. Om grækernes store interesse for astrologi siger professor Gilbert Murray: „Astrologien overfaldt den hellenistiske ånd, som en sygdom overfalder beboerne på en fjern ø.“

I deres forsøg på at kende fremtiden gjorde grækerne og romerne udstrakt brug af orakler og medier hvorigennem guderne mentes at meddele sig til menneskene. (Jævnfør Apostelgerninger 16:16-19.) Hvilken indvirkning fik denne opfattelse på folk? Filosoffen Bertrand Russell siger: „Frygten [tog] håbets plads. Livets mål blev snarere at undgå ulykke end at opnå noget positivt gode.“ Lignende tanker gav anledning til kontroverser i kristenheden.

„Kristne“ debatter om skæbnetroen

De første kristne levede i en verden hvor de græske og romerske forestillinger om skæbnen var fremherskende. De såkaldte kirkefædre var stærkt påvirket af sådanne græske filosoffer som Aristoteles og Platon. Et af de problemer de søgte at løse, var: Hvordan kan dét at Gud er alvidende og almægtig, den „der fra begyndelsen fortæller om enden“, harmonere med at han er en kærlig Gud? (Esajas 46:10; 1 Johannes 4:8) Hvis Gud fra begyndelsen kendte enden, ræsonnerede de, ville han jo på forhånd have vidst at mennesket ville synde, og hvilke katastrofale følger det ville få.

Origenes, en af de mest produktive oldkristne forfattere, lagde stor vægt på tanken om den frie vilje. Han skrev: „Der er i sandhed utallige passager i Bibelen som tydeligt viser at der findes en fri vilje.“

Origenes sagde at dét at tillægge en ydre kraft ansvaret for ens handlinger „hverken er i overensstemmelse med sandheden eller med fornuften, men at det fremføres af dem der ønsker at ødelægge tanken om den frie vilje“. Origenes fremførte det argument at selv om Gud på forhånd kender begivenhedernes rækkefølge, betyder det ikke at det er ham der lader begivenhederne ske, eller at en begivenhed er noget som nødvendigvis må ske. Ikke alle var dog enige med ham heri.

Augustin (354-430 e.v.t.), en af de førende kirkefædre, gjorde diskussionen endnu mere indviklet ved at nedtone den rolle den frie vilje spiller i begivenhedernes gang. Augustin skabte det teologiske grundlag hvorpå nogle retninger i kristenheden bygger deres lære om prædestination. Hans værker, især De libero arbitrio, skabte megen debat i middelalderen. Debatten nåede sit højeste under reformationen, hvor kristenhedens kirker var stærkt splittede på grund af prædestinationslæren.a

En udbredt opfattelse

Skæbnetroen findes dog ikke kun i Vestens religioner. Når der indtræffer en ulykke, udtrykker mange muslimer deres tro på en skæbne ved at sige „mektub“ — det står skrevet. Mens mange af Østens religioner lægger vægt på den enkeltes indflydelse på sin skæbne, er deres lære præget af troen på en skæbne.

Inden for hinduismen og buddhismen er karma den uafvendelige skæbne der er en følge af gerninger man har gjort i en tidligere tilværelse. De ældste skrifter man har fundet i Kina, er skrevet på skildpaddeskjolde der blev brugt i forbindelse med spådomskunst. Skæbnetroen udgjorde også en del af de nord- og sydamerikanske indfødtes religiøse forestillinger. Aztekerne udviklede for eksempel spådomskalendere der skulle angive den enkeltes skæbne. Fatalistiske opfattelser er også almindeligt udbredte i Afrika.

Den udbredte anerkendelse af skæbnetroen viser at mennesket har et grundlæggende behov for at tro på en højere magt. John B. Noss skriver i sin bog Man’s Religions: „Alle religioner siger på den ene eller den anden måde at mennesket ikke står alene og ikke kan stå alene. Mennesket er nært forbundet med og ligefrem afhængigt af kræfter i Naturen og Samfundet omkring det. Dunkelt eller klart erkender det at det ikke er et selvstændigt kraftcenter som kan klare sig uafhængigt af den omgivende verden.“

Mennesket har ikke alene behov for at tro på Gud, men også for at forstå hvad der sker omkring det. Der er dog en forskel på at erkende eksistensen af en almægtig Skaber og at tro på at han fastlægger vores endelige skæbne. Har vi selv nogen indflydelse på vores fremtid? Hvilken rolle spiller Gud i den forbindelse?

[Fodnote]

[Illustration på side 5]

En astrologisk kalender fra Babylon, år 1000 f.v.t.

[Kildeangivelse]

Musée du Louvre, Paris

[Illustration på side 7]

Grækerne og romerne troede at tre gudinder afgjorde menneskets skæbne

[Kildeangivelse]

Musée du Louvre, Paris

[Illustration på side 7]

Ægypternes Isis, „skæbnens herskerinde“

[Kildeangivelse]

Musée du Louvre, Paris

[Illustration på side 8]

De ældste kinesiske skrifter på skildpaddeskjolde blev brugt i forbindelse med spådomskunst

[Kildeangivelse]

Institute of History and Philology, Academia Sinica, Taipei

[Illustration på side 8]

På denne persiske æske ses dyrekredsens tegn

[Kildeangivelse]

Foto gengivet med tilladelse af British Museum

Du kan selv vælge din fremtid

MENS spådomskunst i antikkens verden blev betragtet som „et stort intellektuelt fremskridt“, var det ifølge arkæologen Joan Oates „en færdighed de hebraiske profeter spottede“. Hvorfor?

Til trods for at fortidens israelitter var omgivet af folkeslag der havde et fatalistisk syn på tilværelsen, afviste de forestillingen om at deres liv blev formet af en blind kraft. Et af de påbud Gud gav israelitterne, lød: „Der må ingen findes hos dig . . . som driver spådomskunst, øver magi, tager varsler eller er troldmand, eller . . . en spåkyndig.“ — 5 Mosebog 18:10, 11.

Det israelitiske folk kunne have tillid til fremtiden uden at tro på en skæbne eller gøre brug af spåmænd. Om grunden til dette skriver det franske opslagsværk Théo at israelitterne mente at „mennesket og verden ikke var et værgeløst bytte for blinde kræfters spil“, men at „Gud havde en hensigt med menneskene“. Hvad var denne hensigt?

Skæbnetroen og den frie vilje

Gud lovede israelitterne at han ville skænke dem fred og velstand hvis de adlød hans love. (3 Mosebog 26:3-6) De så også hen til en Messias som ville indføre retfærdige forhold på jorden. (Esajas, kapitel 11) Men at Gud havde givet dem disse løfter, betød ikke at de blot kunne læne sig tilbage og lade tingene ske. De fik tværtimod at vide: „Alt hvad din hånd finder at gøre, gør det med den kraft du har.“ — Prædikeren 9:10.

Dette var baseret på tanken om menneskets frie vilje. Israelitterne var fri til at tjene Gud og forme deres egen fremtid. Gud lovede dem: „Hvis I nøje adlyder mine bud som jeg pålægger jer i dag, så I elsker Jehova jeres Gud og tjener ham af hele jeres hjerte og hele jeres sjæl, da vil jeg give regn til jeres land i rette tid, efterårsregn og forårsregn, og du skal indsamle dit korn og din nye vin og din olie.“ (5 Mosebog 11:13, 14) Gud velsignede sit folk når de adlød ham.

Umiddelbart før israelitterne gik ind i det land der var blevet lovet dem, stillede Gud dem over for et valg: „Se, jeg har i dag forelagt dig livet og lykken, og døden og ulykken.“ (5 Mosebog 30:15) Den enkeltes fremtid afhang af vedkommendes egne handlinger og beslutninger. At tjene Gud betød liv og velsignelser, men at afvise denne mulighed betød trængsler. Men hvordan forholder det sig i dag?

Årsag og virkning

Vi mennesker er begrænset af mange naturlove som er til for at gavne os. En af dem er loven om årsag og virkning, eller som Bibelen udtrykker det: „Hvad et menneske end sår, dette skal han også høste.“ (Galaterne 6:7) Dette princip gør det til en vis grad muligt at vurdere sandsynligheden af visse fremtidige begivenheder.

Hvis man kører hensynsløst og for hurtigt, er der større sandsynlighed for at man kommer ud for en ulykke, end hvis man kører forsigtigt. Hvis man ryger, er der større sandsynlighed for at man får kræft, end hvis man ikke ryger. Det er usandsynligt at vi bliver udsat for begivenheder som de terroristangreb der blev nævnt i den indledende artikel, og at beregne sandsynligheden for det ville være meningsløst. Men at ty til skæbnetroen vil ikke gavne os. Den oplyser os hverken om nutiden eller om fremtiden. At tro på en løgn giver os ingen forsikring vedrørende fremtiden, og det gør troen på at Gud styrer alle begivenheder, heller ikke.

Hvordan bliver din fremtid?

Vores fremtid er ikke blevet bestemt på forhånd, men formes af det vi gør nu. Selv om livet er en gave fra Gud, viser Bibelen tydeligt at vi selv har stor indflydelse på hvordan vores liv vil forme sig nu og i fremtiden. At vi kan vælge at glæde Gud eller at såre ham, viser at han har givet os lov til i stor udstrækning at leve livet som vi vil. — 1 Mosebog 6:6; Salme 78:40; Ordsprogene 27:11.

Bibelen understreger desuden gentagne gange at vores fremtid afhænger af vores udholdenhed og livsførelse, hvilket ville være meningsløst hvis enhver handling og begivenhed var bestemt på forhånd. (Mattæus 24:13; Lukas 10:25-28) Hvilken fremtid venter dem som vælger at være lydige og trofaste mod Gud?

Bibelen viser at menneskeheden går en meget lys fremtid i møde. Jorden vil blive omdannet til et paradis hvor der vil råde fred og sikkerhed. (Salme 37:9-11; 46:8, 9) Fremtiden er sikker fordi den almægtige Skaber vil opfylde sine løfter. (Esajas 55:11) Men om vi bliver velsignet med liv i Paradiset, afhænger ikke af skæbnen, men af om vi lydigt gør Guds vilje nu. (2 Thessaloniker 1:6-8; Åbenbaringen 7:14, 15) Gud har givet os en fri vilje og tilskynder os til at ’vælge livet for at vi kan blive i live’. (5 Mosebog 30:19) Hvad vælger du? Din fremtid afgøres ikke af skæbnen. Den ligger i dine hænder.

[Illustration på side 10]

Gud vil skænke alle der adlyder ham, en vidunderlig fremtid