Propaganda kan være dødbringende

„En løgn kan fare den halve verden rundt inden sandheden har fået skoene på.“ — En udtalelse der er blevet tillagt MARK TWAIN.

„DIN elendige jøde!“ snerrede skolelærerinden idet hun stak en af sine elever, en syvårig dreng, en lussing. Derefter bad hun hele klassen om at gå forbi drengen en efter en og spytte ham i ansigtet.

Drengen var lærerindens nevø. Hun vidste derfor udmærket at hverken han eller hans forældre var af jødisk afstamning. Eftersom familien var Jehovas Vidner, bekendte de sig heller ikke til den jødiske tro. Lærerinden udnyttede den udbredte fordom mod jøderne til at lægge eleven for had. I årevis havde både lærerinden og hendes elever fået at vide af deres præst at Jehovas Vidner var foragtelige. Drengens forældre var både blevet beskyldt for at være kommunister og agenter for CIA (USA’s efterretningstjeneste). Drengens skolekammerater spyttede derfor med største fornøjelse den „elendige jøde“ i ansigtet.

Drengen klarede denne ildprøve og kan i dag berette om det han var ude for dengang. Men det samme kan ikke siges om de seks millioner jøder der boede i Tyskland og dets nabolande for cirka 60 år siden. Ondskabsfuld propaganda blev brugt som et led i bestræbelserne for at få dem udslettet i nazisternes gaskamre og koncentrationslejre. Den udbredte, ekstreme, ubestridte og ondsindede antisemitisme fik mange til at betragte jøder som fjender hvis udryddelse ikke blot var nødvendig, men også retfærdig. Propagandaen var medansvarlig for denne masseudryddelse.

Propaganda kan komme til udtryk åbenlyst gennem symboler på had, som for eksempel hagekorset, eller på en mere underfundig måde i platte vittigheder. Propagandateknikker benyttes ofte af diktatorer, politikere, præster, reklamefolk, sælgere, journalister, kendte inden for tv- og radiobranchen, PR-folk og andre som er interesserede i at påvirke modtagernes holdning og adfærd.

Det er sandt at propaganda kan bruges til konstruktive sociale formål, som for eksempel kampagner mod spritkørsel. Men propaganda kan også bruges til at oppiske had til etniske og religiøse minoriteter eller til at lokke folk til at købe cigaretter. „Hver dag bliver vi bombarderet med det ene manipulerende budskab efter det andet,“ siger forskerne Anthony Pratkanis og Elliot Aronson. „Disse budskaber overbeviser ikke ved hjælp af saglige argumenter og debat, men ved hjælp af manipulation med symboler og menneskets laveste instinkter. Vi lever i propagandaens tidsalder — på godt og ondt.“

Hvordan er propaganda gennem århundrederne blevet brugt til at påvirke folks tankegang og handlinger? Hvad kan man gøre for at beskytte sig mod farlig propaganda? Hvor kan man få pålidelige informationer? Disse og andre spørgsmål vil blive behandlet i de følgende artikler.

[Illustration på side 3]

Propaganda blev brugt i jødeforfølgelsen under Holocaust

Manipulation med informationer

„Ved klog og varig anvendelse af propaganda kan [man] skildre selve himlen som helvede for et folk, og omvendt den elendigste tilværelse som et paradis.“ — ADOLF HITLER, MEIN KAMPF.

PÅ GRUND af det stadig stigende antal kommunikationsmidler — lige fra det trykte ord til radioen, fjernsynet, telefonen og Internettet — er strømmen af suggererende budskaber taget voldsomt til. Denne kommunikationsrevolution har ført til en overflod af informationer, og vi bombarderes fra alle sider med utallige budskaber. Mange reagerer på dette pres ved hurtigt at tilegne sig budskaberne og ved at acceptere dem uden at betvivle eller analysere dem.

Sådanne genveje, især dem der hindrer rationel tænkning, er lige noget den underfundige propagandist kan bruge. Propaganda lægger op til dette ved at tale til folks følelser, udnytte deres usikkerhed, gøre brug af sproglige tvetydigheder og omgå logikkens love. Som historien har vist, kan sådanne metoder være særdeles effektive.

Propagandaens historie

I dag har ordet „propaganda“ en negativ klang. Begrebet forbindes med uærlige metoder, men sådan var det ikke oprindelig. „Propaganda“ kommer øjensynlig af det latinske navn på en gruppe romersk-katolske kardinaler, Congregatio de Propaganda Fide (Kongregationen til udbredelse af troen). Denne komité — forkortet til Propaganda — blev grundlagt i 1622 af pave Gregor XV med den opgave at føre tilsyn med missionærer. „Propaganda“ kom med tiden til at betegne enhver bestræbelse for at udbrede troen.

Men propaganda kendes allerede fra tiden før det 17. århundrede. Menneskene har fra gammel tid brugt alle til rådighed stående midler til at udbrede ideologier eller opnå berømmelse og magt. For eksempel har kunst lige siden de ægyptiske faraoners tid været anvendt i propagandistisk øjemed. Disse konger konstruerede deres pyramider på en sådan måde at de gav indtryk af magt og bestandighed. Romernes arkitektur tjente ligeledes et politisk formål — forherligelse af staten. Udtrykket „propaganda“ fik en negativ klang under Første Verdenskrig da regeringer begyndte at spille en aktiv rolle i udformningen af de informationer nyhedsmedierne bragte om krigen. Under Anden Verdenskrig viste Adolf Hitler og Joseph Goebbels sig at være mesterlige agitatorer.

Efter Anden Verdenskrig blev propaganda i stigende grad benyttet til at fremme nationalpolitik. Både øst- og vestblokken førte omfattende kampagner for at få de mange som ikke havde taget standpunkt, over på deres side. Alle aspekter af borgernes liv og den nationale politik blev benyttet til propagandaformål. I de senere år har mere avancerede propagandametoder kunnet ses i forbindelse med valgkampagner og tobaksreklamer. Såkaldte eksperter og andre ledende personer er blevet brugt til at fremstille rygning som noget smukt og sundt og ikke som den trussel mod folkesundheden som rygning jo er.

Løgne og atter løgne

Propagandistens mest bekvemme kneb er brugen af direkte løgne. Tag for eksempel de løgne Martin Luther fremsatte i 1543 om jøderne i Europa. Han skrev: „De har forgiftet brønde, begået snigmord, stjålet børn . . . De er giftige, bitre, hævngerrige, lumske slanger, snigmordere og djævleyngel, som dolker og gør fortræd.“ Hvad opfordrede han de såkaldte kristne til at gøre? „[Jeg foreslår,] at man sætter ild på deres synagoge eller skole . . . Dernæst tilråder jeg, at man ligeledes skal nedbryde og ødelægge deres huse.“

En professor i statsvidenskab og samfundsorientering som har beskæftiget sig med denne periode, siger: „Antisemitisme har dybest set intet med jødernes handlinger at gøre, og derfor dybest set intet med en antisemits viden om jødernes sande natur at gøre.“ Han tilføjer: „Jøderne stod for alt hvad der var forkert, og den uvilkårlige reaktion på sociale problemer og ulykker der skyldtes naturlige årsager, var derfor at tillægge jøderne dem.“

Generaliseringer

En anden særdeles effektiv propagandataktik er generalisering. Generaliseringer har en tilbøjelighed til at skjule de vigtige sider af en sag og bruges ofte til at nedgøre hele befolkningsgrupper. „Sigøjnere [eller indvandrere] er tyve“, er for eksempel en vending man ofte hører i nogle europæiske lande. Men er det sandt?

En spalteredaktør ved navn Richardos Someritis siger at i ét land har sådanne opfattelser vakt en „fremmedfjendsk og ofte racistisk stemning“ mod udlændinge. Det har imidlertid vist sig at udlændinge i dette land ikke begår flere forbrydelser end de indfødte. Ifølge Someritis viser undersøgelser ’at [grækerne] begår 96 ud af 100 lovovertrædelser’ i Grækenland. Han siger endvidere: „Årsagerne til kriminaliteten er økonomiske og sociale, ikke ’racebetingede’.“ Someritis beskylder medierne for „systematisk at oppiske fremmedhad og racisme“ med deres fordomsfulde omtale af kriminaliteten.

Smædeord

Nogle fornærmer andre der er uenige med dem, ved at så tvivl om deres personlighed og motiver i stedet for at fokusere på kendsgerningerne. Brugen af smædeord kan stemple en person, en gruppe eller en idé med et negativt budskab som er let at huske. De der bruger denne taktik, håber at deres dårlige omtale af andre vil blive prentet i folks bevidsthed. Hvis andre afviser en person eller en bestemt opfattelse på grund af den negative omtale i stedet for selv at undersøge kendsgerningerne, har strategien virket efter hensigten.

For eksempel er der i de senere år fejet en antisektstemning hen over mange lande i Europa og andre steder. Denne udvikling har bragt følelserne i kog, skabt fjendebilleder og forstærket allerede eksisterende fordomme mod religiøse minoriteter. Ordet „sekt“ er ofte slagordet. I 1993 skrev en tysk professor ved navn Martin Kriele følgende: „’Sekt’ er et andet ord for ’kætter’, og en kætter i Tyskland i dag er, som i tidligere tider, [dømt til udryddelse] — om ikke ved ild . . ., så ved injurier, isolation og økonomisk tilintetgørelse.“

Det amerikanske Institute for Propaganda Analysis peger på at „smædeord har spillet en uhyre stor rolle i verdenshistorien og i vores egen personlige udvikling. De har skadet manges omdømme, . . . sendt [folk] i fængsel og gjort mænd så rasende at de er gået i krig og har slået deres medmennesker ihjel.“

Spiller på følelserne

Følelser kan være irrelevante når det drejer sig om saglige påstande eller logikken i et argument, men de spiller en afgørende rolle i forbindelse med overtalelsens kunst. Følelsesladede appeller udtænkes af rutinerede propagandister som er lige så dygtige til at spille på følelserne som en virtuos er til at spille klaver.

Frygt er et eksempel på en følelse der kan hæmme et menneskes dømmekraft. Og ligesom med misundelse kan man spille på andres frygt. Den canadiske avis The Globe and Mail bragte i udgaven for 15. februar 1999 følgende rapport fra Moskva: „Da tre piger i sidste uge begik selvmord i Moskva, lagde de russiske medier straks op til at de var fanatiske medlemmer af Jehovas Vidner.“ Læg mærke til ordet „fanatiske“. Folk vil naturligt nok være bange for en fanatisk religiøs organisation som menes at drive unge til at begå selvmord. Er det rigtigt at disse stakkels piger på en eller anden måde havde forbindelse med Jehovas Vidner?

Videre stod der i avisen: „Politiet indrømmede senere at pigerne ikke havde noget med [Jehovas Vidner] at gøre. Men da havde en tv-kanal i Moskva allerede sat et nyt angreb på sekten i gang. Seerne fik at vide at Jehovas Vidner havde samarbejdet med Adolf Hitler i Nazityskland — trods historiske beviser for at tusinder af dem mistede livet i nazisternes dødslejre.“ I den fejlinformerede og måske frygtsomme offentligheds øjne var Jehovas Vidner enten en selvmordskult eller nazikollaboratører.

Had er en stærk følelse som propagandister udnytter. Uberettigede, følelsesladede og fordrejede påstande er et særdeles effektivt middel til at udløse had. Listen over ondskabsfulde ord som fremmer had til bestemte racer og etniske og religiøse grupper, synes uendelig.

Nogle propagandister spiller på stolthed. Man kan ofte genkende deres forsøg på at appellere til ens stolthed ved at lægge mærke til udtryk som: „Ethvert intelligent menneske ved at . . .“ eller: „Én med din uddannelse må da være klar over at . . .“ En modsat taktik der benyttes, er at spille på frygten for at virke uvidende. Eksperter i overtalelsens kunst kender udmærket den slags metoder.

Slogans og symboler

Slogans er vage udsagn som typisk bruges til at udtrykke standpunkter eller målsætninger. Netop den omstændighed at de er vage, gør det let at acceptere dem.

Når der opstår vanskeligheder eller stridigheder i et land, bruger demagoger eksempelvis slogans som „Ret eller uret — det er mit fædreland“, „Fædrelandet, religionen, familien“, eller „Frihed eller død“. Men undersøger flertallet omhyggeligt de stridsspørgsmål der er årsag til konflikten? Eller tror de bare på det der bliver sagt?

Winston Churchill skrev i forbindelse med den første verdenskrig: „Der skal kun et enkelt signal til for at forvandle disse masser af fredelige bønder og arbejdere til mægtige hære der vil sønderrive hinanden.“ Han sagde også at de fleste ville reagere uden at tænke sig om når nogen fortalte dem hvad de skulle gøre.

Propagandister bruger ofte en bred vifte af symboler og tegn for at udbrede deres budskab, eksempelvis salutter, militære honnører og flag. Kærligheden til forældre udnyttes også. Derfor er symbolske udtryk som fædre- eller moderlandet eller moderkirken værdifulde redskaber i hænderne på durkdrevne propagandister.

Underfundig propaganda kan altså lamme menneskers evne til at tænke fornuftigt og klart, virke hæmmende på deres dømmekraft og motivere dem til at følge flertallet. Hvordan kan man beskytte sig mod denne påvirkning?

[Tekstcitat på side 8]

Snedig propaganda kan lamme menneskers evne til at tænke fornuftigt og klart

[Ramme/illustrationer på side 7]

Er Jehovas Vidners arbejde propagandistisk?

Nogle af Jehovas Vidners modstandere har beskyldt dem for at udbrede zionistisk propaganda. Andre har hævdet at deres forkyndelse støtter kommunismen. Andre igen har påstået at Jehovas Vidners arbejde fremmer „den amerikanske imperialismes“ idealer og interesser. Og så er der dem der anklager Jehovas Vidner for at være anarkister som ophidser til uro med det formål at ændre det bestående system i social, økonomisk, politisk eller retslig henseende. Disse indbyrdes modstridende beskyldninger kan selvsagt ikke alle være sande.

Faktisk er ingen af ovennævnte beskyldninger mod Jehovas Vidner sande. Jehovas Vidner udfører deres arbejde i lydighed mod Jesu Kristi befaling til sine disciple: „I skal være vidner om mig . . . til jordens fjerneste egne.“ (Apostelgerninger 1:8) Deres arbejde fokuserer udelukkende på udbredelsen af den gode nyhed om det himmelske rige — det redskab Gud vil benytte til at indføre fred på hele jorden. — Mattæus 6:10; 24:14.

Iagttagere af Jehovas Vidner har ikke fundet beviser for at dette kristne samfund nogen sinde har udgjort en trussel mod den almindelige lov og orden i noget land.

Mange journalister, dommere og andre har udtalt sig om den gode indsats Jehovas Vidner har ydet i de samfund de lever i. Lad os betragte nogle eksempler. Efter at have overværet et af Jehovas Vidners stævner sagde en journalist fra Sydeuropa: „De har stærke familiebånd, og de er oplært til at vise kærlighed og følge deres samvittighed så de ikke skader andre.“

En anden journalist, der tidligere var negativt indstillet over for Jehovas Vidner, har sagt: „De fører et eksemplarisk liv. De krænker ikke normerne for hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.“ En politolog er kommet med denne kommentar om Jehovas Vidner: „De behandler andre med stor venlighed, kærlighed og mildhed.“

Jehovas Vidner lærer at det er rigtigt at underlægge sig myndighederne. Som lovlydige borgere følger de Bibelens normer for ærlighed, sandfærdighed og renhed. De indgiver deres familier gode moralnormer og hjælper andre til at lære hvordan de kan gøre det samme. De lever i fred med alle mennesker og deltager ikke i destruktive demonstrationer eller politiske revolutioner. Jehovas Vidner prøver at være eksemplariske med hensyn til at adlyde de love som de højere myndigheder på jorden indfører, mens de venter på at den øverste Myndighed, den suveræne Herre Jehova, vil genindføre fuldkommen fred og et retfærdigt styre her på jorden.

Jehovas Vidner udfører samtidig et undervisningsarbejde. Med Bibelen som grundlag lærer de folk at ræsonnere over de bibelske principper og derved opdyrke de rette normer for adfærd og moralsk retskaffenhed. De fremmer værdinormer som forbedrer familielivet og hjælper unge til at klare de problemer de kommer ud for. De hjælper også folk til at opnå den nødvendige styrke til at aflægge dårlige vaner og opdyrke evnen til at komme godt ud af det med andre. Et sådant arbejde kan vel næppe betegnes som „propaganda“. Som det siges i opslagsværket The World Book Encyclopedia, er der i en atmosfære hvor tanker og idéer udbredes frit, „forskel på propaganda og undervisning“.

[Illustrationer]

Jehovas Vidners publikationer fremmer familieværdier og høje moralnormer

[Illustrationer på side 5]

Propaganda der fremmer krig og rygning, er årsag til mange dødsfald

Bliv ikke offer for propaganda

„En tåbe tror på hvad som helst.“ — Ordsprogene 14:15, TODAY’S ENGLISH VERSION.

DER er forskel — endda en meget stor forskel — på undervisning og propaganda. Ved undervisning lærer man hvordan man tænker. Ved propaganda lærer man hvad man skal tænke. Saglig undervisning fremlægger alle sider af en sag og opfordrer til debat. Propaganda søger at tvinge et synspunkt igennem og undgå debat. Ofte skjuler propagandister deres egentlige motiver. De sorterer fakta og bruger kun dem der støtter deres synspunkt, mens de skjuler de andre. De forvansker og fordrejer også kendsgerningerne og specialiserer sig i løgne og halve sandheder. Deres mål er at tale til folks følelser, ikke til deres logiske tænkeevne.

Propagandister sørger for at deres budskab ser ud til at være sandt og moralsk rigtigt, og at det giver modtageren en fornemmelse af at han er betydningsfuld og har et tilhørsforhold hvis han går ind for budskabet. Vedkommende er blandt de „velinformerede“, han er ikke alene, han har det godt og trygt — hævder de.

Hvordan kan man beskytte sig mod sådanne mennesker der „fører tom tale og bedrager sindene“, som det siges i Bibelen? (Titus 1:10) Når man kender nogle af de udspekulerede metoder propagandisterne bruger, vil man være bedre i stand til at bedømme de budskaber og oplysninger der fremholdes. Her er nogle forslag til hvad man kan gøre.

Vær selektiv: Et fuldstændig åbent sind kan sammenlignes med et rør der lader hvad som helst flyde igennem, endog kloakvand. Ingen ønsker at få deres sind forgiftet. Salomon, der var konge og lærer i fortiden, sagde advarende: „Den uerfarne tror hvert ord, men den kloge overvejer sine skridt.“ (Ordsprogene 14:15) Vi må derfor være selektive. Vi må omhyggeligt undersøge de oplysninger vi præsenteres for, og afgøre hvilke vi vil acceptere, og hvilke vi vil forkaste.

Vi ønsker dog ikke at være så snæversynede at vi nægter at overveje kendsgerninger som kan forbedre vores tænkeevne. Hvordan kan man finde den rette balance? Ved at have en norm ud fra hvilken man kan vurdere nye oplysninger. Her kan den kristne bruge Bibelen som et pålideligt vurderingsgrundlag for sin tankegang. På den ene side er hans sind åbent, det vil sige modtageligt over for nye oplysninger. Han bedømmer disse nye oplysninger på baggrund af Bibelens normer og indlemmer det der er sandt, i sine tanker. På den anden side er hans sind på vagt over for faren ved oplysninger der er helt uforenelige med hans værdinormer, der er grundlagt på Bibelen.

Brug dømmekraft: Dømmekraft er „skarpsindighed“, ’evnen til at dømme eller skønne rigtigt om noget; sund fornuft; skønsomhed’. Den der ejer dømmekraft, har evnen til at opfatte nuancer ved en sag eller idé og viser skønsomhed.

At have dømmekraft vil hjælpe os til at afsløre dem der bruger „glat tale og smiger“ for at ’forføre de ufordærvedes hjerter’. (Romerne 16:18) Dømmekraft sætter os i stand til at afvise irrelevante eller vildledende oplysninger og se bag om tingene. Men hvordan kan man afgøre om noget er vildledende?

Vurder oplysningerne: Johannes, en kristen lærer i det første århundrede, sagde: „I elskede, tro ikke enhver inspireret udtalelse, men prøv de inspirerede udtalelser.“ (1 Johannes 4:1) Nogle er ligesom svampe der opsuger alt hvad de kommer i kontakt med. Det er meget let at lade sig påvirke af det man er omgivet af.

Det er dog langt bedre selv at vælge hvad man vil lade sit sind fylde med. Det siges at vi er hvad vi spiser, og det gælder både åndelig og bogstavelig føde. Uanset hvad vi læser, ser på eller lytter til, bør vi vurdere om det har propagandistiske undertoner eller virker sandfærdigt.

For at være objektive må vi desuden være villige til fortsat at analysere vore egne synspunkter når vi præsenteres for nye oplysninger. Vi må erkende at de trods alt kun er synspunkter. Deres troværdighed afhænger af holdbarheden af de oplysninger vi har modtaget, vores evne til at ræsonnere samt de normer og værdier vi vælger at følge.

Stil spørgsmål: Som vi har set, ønsker mange i dag at ’føre os bag lyset med overtalende argumenter’. (Kolossenserne 2:4) Når vi præsenteres for disse overtalende argumenter, bør vi derfor stille os selv nogle spørgsmål.

Undersøg allerførst om oplysningerne er objektive eller ensidige. Hvilke motiver står bag? Hvis budskabet er fyldt med smædeudtryk og nedsættende udtalelser, hvad er da grunden? Hvad taler for budskabets troværdighed hvis man ser bort fra manipulerende udtryk? Prøv om muligt at finde ud af hvilken baggrund de der står bag oplysningerne, har. Er de kendt for at tale sandt? Hvis der henvises til „autoriteter“, hvem eller hvad drejer det sig så om? Hvilke grunde er der til at mene at denne person, organisation eller publikation har eller indeholder ekspertviden eller pålidelige oplysninger om dette emne? Hvis man fornemmer at der gøres forsøg på at appellere til følelserne, kan man spørge sig selv: ’Hvor troværdigt er budskabet hvis det bedømmes helt nøgternt?’

Følg ikke bare med strømmen: At erkende at flertallet ikke nødvendigvis har ret, kan give én mod til at være af en anden mening. Er dét at alle andre mener et eller andet, ensbetydende med at du bør mene det samme? Fremherskende opfattelser er ikke sandhedens ufejlbarlige barometer. I århundredernes løb har alle mulige idéer været almindeligt anerkendte. Flere af dem har dog senere vist sig at være forkerte. Ikke desto mindre er mange stadig tilbøjelige til at følge med strømmen. Påbudet i Anden Mosebog 23:2 er relevant her: „Du må ikke følge mængden i slette forehavender.“

Sandhed kontra propaganda

Tidligere blev det nævnt at Bibelen kan bruges som et pålideligt vurderingsgrundlag for vores tankegang. Jehovas Vidner tilslutter sig helt det Jesus sagde til Gud: „Dit ord er sandhed.“ (Johannes 17:17) Det gør de fordi Gud, Bibelens Forfatter, er „sandhedens Gud.“ — Salme 31:5.

I denne avancerede propagandistiske tidsalder kan vi tillidsfuldt se hen til Jehovas ord, som alene åbenbarer sandheden. Det vil i sidste instans beskytte os mod dem der ønsker at ’udnytte os med falske ord’. — 2 Peter 2:3.

[Illustration på side 9]

Dømmekraft sætter os i stand til at afvise irrelevante eller vildledende oplysninger

[Illustrationer på side 10]

Uanset hvad vi læser eller ser, bør vi vurdere om det virker sandfærdigt

[Illustration på side 11]

Fremherskende opfattelser er ikke altid rigtige

[Illustration på side 11]

Vi kan tillidsfuldt se hen til Guds ord, som alene åbenbarer sandheden