En stadig søgen efter løsninger

DE FORENEDE Nationer har lige fra første færd interesseret sig for børn og deres problemer. I slutningen af 1946 blev United Nations International Children’s Emergency Fund (FN’s Børnenødhjælpsfond, UNICEF) oprettet som en midlertidig ordning til at tage sig af børn i krigsramte områder.

I 1953 blev denne nødhjælpsfond en permanent organisation. Selv om den i dag officielt er kendt som United Nations Children’s Fund (FN’s Børnefond), har den bevaret det oprindelige akronym, UNICEF. I over halvtreds år har UNICEF sørget for mad, tøj og lægebehandling til børn i hele verden og forsøgt at tage sig af deres generelle behov.

I 1959 blev børnenes behov bragt mere i forgrunden da FN vedtog Erklæringen om Barnets Rettigheder. (Se rammen på side 5.) Man håbede at dette dokument ville skabe interesse for de problemer børn har, og bidrage til at løse dem ved at fremme offentlighedens støtte, økonomisk og på anden vis.

Men „tyve år senere var der stadig mange af verdens 1,5 milliarder børn der ikke havde opnået disse ’rettigheder’, især dem der vedrører ernæring, sundhed og materiel velfærd,“ siger Colliers 1980 Year Book. I erkendelse af det vedvarende behov for at løse børns problemer, og i overensstemmelse med organisationens erklærede mål, erklærede FN året 1979 for Internationalt Børneår. Myndighedsinstanser, borgergrupper, velgørenhedsforeninger og forskellige trossamfund i hele verden var hurtige til at give deres bud på hvordan børns problemer kan løses.

Var det hele kun „en grusom spøg“?

Ifølge en rapport fra UNICEF klarede børnene i udviklingslandene sig desværre ikke særlig godt under det Internationale Børneår. Ved årets slutning var cirka 200 millioner børn stadig underernærede, og for halvdelen af de 15 millioner børn under fem år der døde, var årsagen underernæring. Af de 100 børn der hvert minut blev født i disse lande i 1979, døde 15 inden deres første leveår. Mindre end 40 procent fuldførte deres skolegang. En leder i avisen Indian Express sagde i en kommentar til UNICEFS rapport at børneåret havde vist sig at være „en grusom spøg“.

Nogle havde forudset at det ville gå sådan. I begyndelsen af året skrev Fabrizio Dentice i bladet L’Espresso: „Der skal mere til end et børneår for at udbedre denne situation.“ Videre hed det i bladet: „Det er livsstilen i vor tid der gør os til det vi er, og det er her der er brug for en ændring.“

I den stadige søgen efter løsninger på børns problemer blev der i september 1990 holdt en verdenskonference i FN’s hovedkvarter. Det var en af historiens største konferencer hvad deltagelse af verdensledere angår. Over 70 statsoverhoveder var til stede. Topmødet var en opfølgning af Konventionen om Barnets Rettigheder, der blev vedtaget den 20. november 1989 og trådte i kraft den 2. september 1990. Ved slutningen af samme måned var konventionen allerede blevet ratificeret af 39 lande.

„Konventionen er hurtigt blevet den mest anerkendte menneskerettighedstraktat nogen sinde og har betydet store fremskridt for verdens børn,“ har UNICEF for nylig meddelt. I november 1999 var konventionen blevet ratificeret af 191 lande. UNICEF sagde med stolthed: „Når det gælder bestræbelserne for at realisere og beskytte børns rettigheder, er der sket større fremskridt i årtiet efter vedtagelsen af Konventionen om Barnets Rettigheder end i noget andet årti i historien.“

Trods disse fremskridt følte den tyske forbundspræsident, Johannes Rau, sig tilskyndet til at sige: „Det er sørgeligt at vi i vor tid stadig har brug for at blive mindet om at børn har rettigheder,“ og, kunne vi tilføje, at blive mindet om at børn stadig har alvorlige problemer at slås med. I november 1999 erkendte UNICEF at „der stadig er meget at gøre“, og sagde videre: „Det anslås at der i hele verden årligt dør 12 millioner børn under 5 år, hovedsagelig af årsager der let kunne forhindres. Cirka 130 millioner børn i udviklingslandene får ingen grundlæggende skoleuddannelse . . . Hen ved 160 millioner børn er underernærede i større eller mindre grad. . . . Mange uønskede børn vantrives på børnehjem eller andre institutioner uden adgang til undervisning og tilstrækkelig sundhedspleje og bliver ofte fysisk mishandlet. Det skønnes at 250 millioner børn bliver brugt som arbejdskraft.“ Det blev også nævnt at 600 millioner børn lever i dyb fattigdom, og at 13 millioner børn inden udgangen af år 2000 ville miste i hvert fald den ene af deres forældre på grund af aids.

Det lader ikke til at politiske ledere kan finde en tilfredsstillende løsning på disse problemer. Men det er ikke kun i udviklingslandene at børn har problemer. Mange børn i de vestlige lande lider en anden form for afsavn.

[Tekstcitat på side 4]

„Det er sørgeligt at vi i vor tid stadig har brug for at blive mindet om at børn har rettigheder“

[Ramme/illustration på side 5]

FN’s Erklæring om Barnets Rettigheder:

● Retten til navn og nationalitet.

● Retten til hengivenhed, kærlighed, forståelse og materiel tryghed.

● Retten til tilstrækkelig ernæring, bolig og lægehjælp.

● Retten til særlig behandling hvis barnet er fysisk, psykisk eller socialt hæmmet .

● Retten til under alle omstændigheder at være blandt de første der modtager beskyttelse og hjælp.

● Retten til at blive beskyttet mod alle former for vanrøgt, grusomhed og udnyttelse.

● Retten til fuld adgang til leg og adspredelse, samt ret til gratis og obligatorisk undervisning som — på grundlag af lige muligheder for alle — sætter barnet i stand til at udvikle sine evner og blive et nyttigt medlem af samfundet.

● Retten til at udvikle sig på sund og normal måde og under frie og værdige forhold.

● Retten til at blive opdraget i en ånd af forståelse, tolerance, venskab mellem nationerne, fred og internationalt broderskab.

● Retten til at nyde disse rettigheder uanset race, hudfarve, køn, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formueforhold, fødsel eller anden samfundsmæssig stilling.

[Kildeangivelse]

Sammendrag baseret på Everyman’s United Nations

[Kildeangivelser på side 3]

UN PHOTO 148038/Jean Pierre Laffont

UN photo

[Kildeangivelse på side 4]

Fotos på side 4 og 5 Giacomo Pirozzi/Panos Pictures

Børn må føle sig ønskede og elskede

„GIV et barn lidt kærlighed, og du vil få meget til gengæld.“ Sådan skrev den britiske forfatter og kritiker John Ruskin, der levede i det 19. århundrede. De fleste forældre er sikkert enige i at det lønner sig at elske sine børn, ikke blot på grund af den kærlighed man får til gengæld, men også, og endnu vigtigere, på grund af den positive virkning en sådan kærlighed kan have på børnene.

Bogen Love and Its Place in Nature skriver for eksempel at „børn kan dø af mangel på kærlighed“. Den kendte britiske antropolog Ashley Montagu gik så vidt som til at sige: „Det barn der ikke er blevet elsket, er biokemisk, fysiologisk og psykisk meget forskelligt fra det barn der har modtaget kærlighed. Førstnævnte barn vokser endog anderledes end det sidstnævnte.“

I avisen The Toronto Star citerede man en undersøgelse hvori man kom til en lignende konklusion. Den siger: „Børn der under opvæksten har savnet regelmæssige knus og kærtegn, . . . har abnorme mængder stresshormoner.“ Hvis spædbarnets behov for berøring og kærtegn ikke bliver dækket, kan det „påvirke indlæringsevnen og hukommelsen særdeles negativt“.

Dette understreger børns behov for at være sammen med deres forældre. Hvordan skulle forældre og børn ellers kunne få et nært forhold til hinanden? Men desværre er det blevet mere og mere almindeligt, også i velstående lande, at man forsøger at få børnenes behov dækket uden for familien. Børnene bliver sendt i skole, sendt i sommerlejr, på fritidshjem og får penge til biografture og andre fornøjelser. Millioner af børn bliver nærmest puffet ud af familien og lever stort set deres eget liv. Bevidst eller ubevidst kommer de let til at føle sig tilsidesat og uønskede, omgivet af en fjendtlig verden af voksne. Sådanne følelser blandt børn og unge er måske en af årsagerne til at der er skønsvis 3000 gadebørn i Berlin. Et typisk eksempel er Micha, som siger: „Ingen ville have mig mere.“ En ni-årig tysk dreng siger ligeledes: „Jeg ville hellere være vores hund.“

Børnemishandling antager mange former

At forældre forsømmer deres børn, vidner om mangel på det Bibelen kalder „naturlig hengivenhed“. (Romerne 1:31; 2 Timoteus 3:3) Det kan føre til værre former for mishandling. Siden børneåret i 1979 har man rettet større opmærksomhed mod fysisk mishandling og seksuelt misbrug af børn. Det er vanskeligt at indsamle de nøjagtige tal, og de varierer fra sted til sted, men der er ingen tvivl om at det er svært at fjerne de følelsesmæssige ar som seksuelt misbrugte børn stadig har som voksne.

Uanset hvilken form for mishandling der er tale om, får den barnet til at føle at det hverken er ønsket eller elsket. Og det ser ud til at være et voksende problem. Den tyske avis Die Welt skriver at „flere og flere børn vokser op og bliver sociale krøblinger“. Avisen tilføjer: „Børn mangler varmen fra ’reden’. Ifølge [Gerd Romeike, lederen af et børnerådgivningscenter i Hamburg], er der sket en svækkelse af den følelsesmæssige binding mellem børn og forældre; i nogle tilfælde bliver den aldrig etableret. Sådanne børn føler sig tilsidesat, og deres behov for tryghed bliver ikke dækket.“

Børn der berøves retten til at blive elsket, bliver bitre og lader deres frustrationer gå ud over dem som har forsømt dem, eller over samfundet i almindelighed. For næsten ti år siden udgav en canadisk ekspertgruppe en rapport der understregede behovet for en øjeblikkelig indsats for ikke at miste en hel generation „som tror at samfundet er ligeglade med dem“.

Nogle forsømte og uønskede børn løber hjemmefra for at flygte fra deres problemer, men bliver ofte ført ud i større problemer i en storby fyldt med kriminalitet, stofmisbrug og umoralitet. For over 20 år siden anslog politiet at der alene i et amerikansk hovedstadsområde var 20.000 bortløbne børn under 16 år. De blev beskrevet som „resultatet af opløste hjem og brutale overgreb, der ofte er forvoldt af forældre som er alkoholikere eller på stoffer. Børnene begynder at leve på gaden og lader sig udnytte seksuelt for at overleve. Berøvet al selvrespekt og mishandlet af alfonser lever de i evig frygt for repressalier hvis de skulle forsøge at flygte fra den kriminelle verden.“ Trods velmente forsøg på at ændre denne beklagelige situation eksisterer den desværre stadig.

Børn der vokser op under sådanne forhold, bliver uligevægtige som voksne og er ofte ikke i stand til at give deres egne børn en god opdragelse. De er tilbøjelige til at behandle deres egne børn på samme måde som de selv er blevet behandlet, og fortsætter dermed den onde cirkel. En tysk politiker har udtrykt det på denne måde: „Børn der ikke elskes, bliver voksne fyldt med had.“

Millioner af forældre gør selvfølgelig alt hvad de kan, for at sikre sig at deres børn véd at de elsker dem. Det gør de ikke kun ved at fortælle dem det, men også ved at give dem den kærlige omsorg og personlige opmærksomhed som alle børn har krav på. Ikke desto mindre er der stadig problemer som forældre ikke evner at løse. For eksempel er mangelfulde økonomiske og politiske systemer i visse dele af verden ikke i stand til at give børnene tilstrækkelig sundhedspleje, undervisning og føde. De kan heller ikke beskytte dem mod børnearbejde eller befri dem for elendige levevilkår. Og alt for ofte forværres situationen af begærlige, korrupte, selviske og ubetænksomme voksne.

FN’s generalsekretær, Kofi Annan, nævnte nogle af de store problemer som nutidens børn kæmper med, da han skrev: „Millioner af børn må fortsat udholde den frygtelige nedværdigelse der er forbundet med fattigdom. Hundredtusinder lider under stridigheder og økonomisk kaos. Titusinder mister deres førlighed på grund af krig, og mange andre bliver forældreløse eller mister livet som følge af hiv/aids.“

Der findes dog også gode nyheder. FN-organer, som for eksempel FN’s Børnefond (UNICEF) og Verdenssundhedsorganisationen, har gjort meget for at forbedre børns vilkår. Kofi Annan skrev: „Stadig flere børn fødes sunde og raske, og flere bliver vaccineret; flere kan læse og skrive; flere har frihed til at lære, lege og leve som børn end man kunne have forestillet sig for blot nogle få år siden.“ Alligevel sagde han advarende: „Men vi må ikke stille os tilfreds med det der er blevet udrettet.“

Børn der fortjener særlig opmærksomhed

Der er nogle børn som fortjener særlig opmærksomhed. I begyndelsen af 1960’erne blev verden chokeret over at høre rapporter fra en halv snes lande om tusinder af såkaldte talidomidbørn. Når gravide kvinder tog sovemidlet talidomid, havde det den uventede bivirkning at de fødte fysisk handicappede børn. Børnene blev ofte født uden arme eller ben, eller lemmerne var stærkt misdannede.

I dag, fyrre år senere, er det nok landminer der udgør den største fare for at børn bliver handicappede.a Nogle anslår at der ligger mellem 60 og 110 millioner aktive landminer spredt rundt om på jorden. Hvert år dræber eller lemlæster landminer hen ved 26.000 mennesker, deriblandt mange børn. Siden 1997 da Jody Williams fik Nobels fredspris for sin indsats for at få landminer forbudt, har man fokuseret meget på dette problem. Men minefelterne findes stadig. En tysk politiker sagde angående bestræbelserne for at befri verden for landminer: „Det er som at forsøge at tømme et badekar med en teske samtidig med at der er åbnet for hanen.“

En anden gruppe børn der har brug for særlig opmærksomhed, er dem der har mistet deres forældre. Dét menneskets Skaber, Jehova Gud, havde til hensigt, var at børn under deres opvækst skulle være genstand for både en fars og en mors kærlige omsorg. Et barn har brug for og fortjener en sådan afbalanceret opdragelse.

Børnehjem og adoptionsinstanser forsøger at tage sig af de forældreløse. Men sørgeligt nok er det ofte de børn som har mest brug for at blive adopteret, der bliver tilsidesat, nemlig de som er syge, har indlæringsvanskeligheder, er fysisk handicappede eller er af fremmed herkomst.

Der er blevet oprettet organisationer som tilskynder folk til at give regelmæssige pengebidrag og på den måde „adoptere“ et barn der bor i et fattigt land. Disse bidrag bruges til undervisning af barnet eller til at dække dets fornødenheder. Hvis man ønsker det, kan man sende billeder og breve til hinanden for at styrke forholdet. Det er en nyttig ordning, men selvfølgelig langtfra den ideelle løsning.

Endnu et interessant eksempel på hvad der er blevet gjort for at hjælpe børn uden forældre, har vi i en bevægelse som i 1999 fejrede 50-års jubilæum.

SOS-Børnebyerne

I 1949 oprettede Hermann Gmeiner det han kaldte SOS-Børnebyerne i Imst, Østrig. Fra denne lille begyndelse er hans organisation vokset så den i dag omfatter næsten 1500 børnebyer og tilhørende institutioner i 131 afrikanske, amerikanske, asiatiske og europæiske lande.

Gmeiner arbejdede ud fra fire grundprincipper: moderen, søskende, huset og børnebyen. En SOS-mor danner grundlag for en „familie“ på mindst fem børn. Hun bor sammen med børnene og prøver at vise dem den kærlighed og omsorg der forventes af en rigtig mor. Børnene bliver i den samme „familie“ og med den samme SOS-mor indtil de flytter hjemmefra. „Familiens“ børn er i forskellige aldre. Det gør at der er ældre og yngre „brødre“ og „søstre“ som lærer at tage sig af hinanden, og det hjælper dem til ikke at blive egoistiske. Man tilstræber at integrere børnene i en „familie“ i så tidlig en alder som muligt. Kødelige brødre og søstre anbringes altid i den samme „familie“.

Børnebyerne består af cirka 15 „familier“ som hver har deres eget hus. Alle børnene oplæres til at hjælpe deres „mor“ med de huslige gøremål. Da der ikke altid er en far i „familien“, sørger man for at der er en mandsperson der kan give børnene faderlige råd og den nødvendige opdragelse. Børnene går på de lokale skoler. Hver „familie“ får en månedlig godtgørelse til dækning af udgifter, og mad og tøj købes ind lokalt. Målet er at lære børnene hvordan livet former sig i en almindelig familie med alle dets problemer og glæder, samt at hjælpe dem til at føre en så normal tilværelse som muligt. Det forbereder dem til at stifte deres egen familie når de engang bliver voksne.

Menneskets stadige søgen efter den ideelle løsning

Adoptionsinstanser, børnehjem, SOS-Børnebyer, UNICEF og lignende organisationer og grupper som prøver at hjælpe nødstedte børn, udfører et rosværdigt arbejde. Men ingen af dem kan ændre ved den kendsgerning at nogle mennesker er underprivilegerede. Hvor gerne de end vil, kan de ikke give et handicappet barn sunde lemmer, aktivere hjernen hos et mentalt handicappet barn, genforene et barn med dets separerede eller skilte forældre eller lægge det tilbage i favnen på en far eller mor som er død.

Selv om menneskene gør alt hvad de kan, har de ikke den helt ideelle løsning på børns problemer. Men problemerne vil blive løst — måske endda hurtigere end man skulle tro. Spørgsmålet er: Hvordan?

[Fodnote]

[Illustrationer på side 8, 9]

Et barn har brug for, og fortjener, begge forældres kærlighed

Omsider den ideelle løsning

FORESTIL dig en verden hvor alle børn føler sig ønskede og elskede og har omsorgsfulde, kærlige forældre som gerne vil give dem den bedst mulige vejledning og ledelse. Forestil dig en verden hvor alle børn er både fysisk og psykisk sunde, hvor der ingen gadebørn er, og hvor der ikke længere findes børn som bliver snydt for en barndom fordi de må arbejde for at bidrage til familiens økonomi.

Sådanne forhold er naturligvis ønskelige, men kan de blive til virkelighed? Det mener Jehovas Vidner, og det gør de af to grunde.

Forældre kan bidrage til løsningen

Du er sikkert enig med os i at voksne, hvis de selv vil, kan hjælpe børn med at løse eller undgå visse problemer. Ja, forældrene kan selv gøre meget for at hjælpe deres børn.

I familier hvor forældrene er i stand til at følge Bibelens vejledning om at „en hustru ikke må skille sig fra sin mand“, og at „en mand [ikke må] forlade sin hustru“, er børnene fri for at skulle leve i et opløst hjem på grund af en separation eller skilsmisse. — 1 Korinther 7:10, 11.

I familier hvor forældrene er villige til at følge Bibelens vejledning om at „vandre anstændigt . . . ikke med sviregilder og drikketure“, oplever børnene ikke de problemer der er forbundet med at have forældre der er alkoholikere eller stofmisbrugere. — Romerne 13:13; Efeserne 5:18.

Voksne som er villige til at følge Bibelens vejledning om at ’afholde sig fra utugt’, mindsker risikoen for at deres børn føler sig uønskede og måske kommer til at vokse op i en eneforsørgerfamilie. — 1 Thessaloniker 4:3; Mattæus 19:9.

I familier hvor forældrene er villige til at følge Bibelens vejledning om ikke at „opirre [deres] børn, for at de ikke skal blive mismodige“, og som „elsker deres børn“, vil børnene være forskånede for enhver form for misbrug som kunne påføre dem fysisk eller følelsesmæssig skade. — Kolossenserne 3:21; Titus 2:4.

Ja, som opsummering kan man sige at hvis alle voksne var villige til at følge Jesu befaling: „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem,“ ville der ikke være millioner af børn der følte sig uønskede. — Mattæus 7:12.

Heldigvis er mange voksne villige til at gøre alt det der er blevet nævnt ovenfor, men det gælder desværre ikke alle, og det er dér problemet ligger. Selv de der ønsker at hjælpe børnene, oplever ofte at deres bestræbelser bliver forpurret på grund af menneskelig ufuldkommenhed og omstændigheder de ikke selv har kontrol over. Mennesker kan bidrage til at løse børns problemer, men det er umuligt for dem at gennemføre en fuldstændig løsning.

Guds regering har løsningen

Forfatteren John Ruskin, der blev nævnt i den foregående artikel, var overbevist om at „en stats vigtigste pligt er at sørge for at hvert eneste barn der fødes i landet, har et ordentligt sted at bo, at det har tøj på kroppen, mad at spise og får en uddannelse indtil det kan klare sig selv“. Ruskin indrømmede dog: „Men at gennemføre dette forudsætter at regeringen sidder inde med en myndighed som vi i dag kun kan drømme om.“

Kun en regering som Gud står bag, har den velvillige form for myndighed som Ruskin talte om. Og det er netop en sådan regering der er blevet lovet menneskene, og som Jesus omtalte i Mattæus 6:9, 10. Når Guds regering har overtaget det fulde styre over jordens anliggender, vil den udøve myndighed over alle mennesker og sørge for at alle dens undersåtter, også børn, får tøj, mad, oplæring og et sted at bo. (Esajas 65:17-25) Men denne fuldkomne regering vil gøre mere end det.

Guds rige vil føre menneskene tilbage til et fuldkomment stade der sætter dem i stand til at opfostre børn til et liv i fuldkommen balance. (Job 33:24-26) Børnene vil blive opdraget i den ånd af fred og internationalt broderskab som fremsættes i FN’s Erklæring om Barnets Rettigheder. (Salme 46:8, 9) Menneskene vil aldrig mere have behov for et internationalt børneår eller en erklæring om barnets rettigheder.

Det vil være en let sag for Jesus Kristus, kongen i denne himmelske regering, at give forældre og handicappede børn et fuldkomment helbred. De mirakuløse helbredelser han udførte da han var på jorden, er en garanti for at det vil ske. (Lukas 6:17-19; Johannes 5:3-9; 9:1-7) Jesus har endog magt til at oprejse børn og forældre som er døde. — Mattæus 9:18-25.

Er det ikke dejligt at vide at tiden er nær da Gud vil komme verdens børn til hjælp?

[Ramme/illustrationer]

Hjælp til børn og unge

Det ligger Jehovas Vidner stærkt på sinde at hjælpe unge til at undgå problemer og at vise dem hvordan de bedst kan klare de problemer som ikke kan undgås. Gennem årene har de derfor udgivet en række hjælpemidler der er specielt stilet til børn og unge. Det drejer sig om Min bibelhistoriebog og bogen Unge spørger — Svar der duer samt en videofilm med titlen Young People Ask — How Can I Make Real Friends? (Unge spørger: Hvordan får jeg virkelige venner?) Du kan få disse hjælpemidler hos de lokale Jehovas Vidner eller ved at skrive til udgiverne af dette blad.

Jehovas Vidner lader deres børn mærke at de elsker dem. Det viser de ved jævnlig at tale med dem om deres problemer, og ofte bruger de stoffet i det førnævnte materiale til regelmæssigt at undervise børnene. Måske har du lyst til at gøre noget lignende med dine børn?