Jehova beskytter sit folk i Ungarn
UNGARN, beliggende i Centraleuropa, har ofte følt historiens omvæltninger. Indbyggerne har lidt meget til trods for at de blev indviet til jomfru Maria og tvunget til at blive „kristne“ i år 1001 af Stefan, deres første konge.
Gennem århundreder blev Ungarn svækket af talrige indre konflikter, der gentagne gange bevirkede at andre nationer underlagde sig landet. Hele landsbyers befolkning blev dræbt under disse konflikter, og folk af fremmed herkomst flyttede senere ind. Befolkningen blev derfor en blanding af mange nationaliteter. I religiøs henseende forblev omtrent to tredjedele af landets befolkning katolikker selv om reformationen senere bredte sig i nogle områder.
En beskeden begyndelse
Det var i 1908 at Bibelens sandhedskorn for første gang blev sået i Ungarn, af en kvinde der havde lært sandheden at kende gennem bibelstudenterne — som Jehovas Vidner dengang blev kaldt. På grund af hendes forkyndelse blev mange interesseret i den gode nyhed. Kort derefter vendte to mænd hjem til Ungarn fra De Forenede Stater og forkyndte den gode nyhed på fuldtid som kolportører. Sandheden blev langsomt men sikkert spredt, og en trykpresse blev sat op i Kolozsvár.
Den første pålidelige rapport er fra 1922, da 67 bibelstudenter fra ti byer overværede højtiden til minde om Kristi død. Deres forkyndelsesarbejde havde en øjeblikkelig virkning idet det resulterede i modstand, eftersom præsteskabet påvirkede regeringen og pressen til at modarbejde forkyndelsen.
Angrebene intensiveres
I 1928 udgav den katolske præst Zoltán Nyisztor en tryksag med titlen „De millennistiske Bibelstudenter“. Heri påstod han om bibelstudenterne: „De er værre end de røde bolsjevikker der angriber med våben, for de fører de uskyldige på vildspor ved at gemme sig bag Bibelen. Det kongelige ungarske statspoliti holder skarpt øje med deres aktivitet.“
En nidkær broder ved navn Josef Kiss rejste på det tidspunkt rundt og besøgte menighederne — skygget af gendarmer. I 1931 var han hjemme hos en broder da gendarmerne overraskede ham og beordrede ham til straks at rejse. Da broder Kiss begyndte at pakke sine ting slog en gendarm ham med geværkolben og sagde truende: „Få fart på eller du bliver gennemboret!“ Broder Kiss smilede og sagde: „Så kommer jeg tidligere hjem,“ med henvisning til sit himmelske håb som en salvet kristen.
Gendarmerne fulgte broder Kiss til toget. Efter planen skulle han ankomme til menigheden i Debrecen den 20. juni 1931, men han dukkede aldrig op. Brødrene sluttede at hans fjender havde dræbt ham og at han virkelig var ’kommet hjem’ til sin himmelske belønning. Selv om hans arbejde var blevet stoppet, fik myndighederne aldrig slukket sandhedens lys.
Der måtte ofte benyttes opfindsomhed for at aflægge et vidnesbyrd. I midten af 30’erne var der for eksempel en broder i Tiszakarád som døde. Begravelser kunne kun blive afholdt med tilladelse fra myndighederne. Brødrene fik kun tilladelse til at bede en bøn og synge en sang, hver af et minuts varighed. De gendarmer der kom til begravelsen, med geværer og bajonetter, skulle håndhæve dette. Mange fra byen kom fordi de gerne ville se hvordan begravelsen ville blive forrettet.
En broder stod ved kisten og bad en bøn der varede en halv time, men på en sådan måde at folk sagde at de aldrig havde hørt noget lignende. „Selv hvis seks præster havde forrettet begravelsen ville det ikke have været så bevægende,“ sagde de. En broder med en god stemme begyndte derefter at synge for, men en gendarm beordrede ham til at tie stille. Gendarmerne tilstod senere at selv om de havde været betænkelige ved situationen, kunne de ikke få sig selv til at afbryde bønnen.
Angrebene fortsatte, og Lajos Szabó, en præst fra den reformerte kirke, skrev i 1935 følgende i sin brochure „Antikrist ved floden Tisza“: „Det var en genial idé at fodre folket med bolsjevismen i religionens navn . . . Marx påtog sig Kristi skikkelse . . . Antikrist var her i sin røde klædning i form af Jehovas Vidner.“
I årevis under forbud
I 1939 blev Jehovas Vidners arbejde direkte forbudt. Det blev stemplet som aktivitet „mod religion og stat“. Adventister, baptister, presbyterianere og folk fra evangeliske kirker udgav tryksager mod Jehovas Vidner. Men Jehova forlod ikke sine tjenere, og Jehovas vidner i andre lande sørgede for dem. Dertil skal lægges de mange trosstyrkende oplevelser som Guds folk i Ungarn havde.
Da en broder for eksempel på ryggen medbragte en pakke fyldt med blade fra Tjekkoslovakiet, spurgte toldbetjenten: „Hvad er der i den pakke du har på ryggen?“ Ærligt svarede broderen: „Vagttårnet.“ Betjenten gjorde en gestus som om broderen var skør og lod ham fortsætte på sin vej. På denne måde kom den åndelige føde sikkert ind i Ungarn.
Plageriet stoppede imidlertid ikke. Flere og flere brødre blev arresteret og tilbageholdt i kortere eller længere tid. Et særligt efterforskningshold fik derefter til opgave at knække Jehovas vidner. I 1942 blev mænd, kvinder og børn samlet og anbragt i stalde og tomme jødiske skoler. Efter to måneder med tortur blev de anklaget og domfældt. Nogle blev idømt fængsling på livstid; andre fik fængselsstraffe på 2 til 15 år. Tre brødre — Dénes Faluvégi, András Bartha og János Konrád — blev dømt til døden ved hængning, men dommen blev senere ændret til fængsling på livstid. Derefter blev 160 brødre ført til dødslejren i den serbiske by Bor. Efter at have krydset grænsen fik de at vide at de ikke ville vende tilbage i live. Ud af de 6000 deporterede jøder der blev sendt til denne lejr, overlevede kun 83. På nær fire vendte alle Jehovas vidner tilbage.
Ikke desto mindre led nogle Jehovas vidner martyrdøden. Hen imod slutningen af den anden verdenskrig henrettede nazisterne adskillige brødre. Bertalan Szabó, János Zsondor og Antal Hónis blev skudt, og Lajos Deli blev hængt. — Mattæus 24:9.
En midlertidig lempelse
Efter den anden verdenskrig ændrede situationen sig endnu en gang. En koalitionsregering lovede at opretholde menneskerettighederne. Brødrene blev løsladt fra lejrene og begyndte straks at forkynde og organisere menighederne. De følte at Jehova havde skænket dem frihed for at de kunne prise hans store navn, og ikke for at de skulle prøve at samle sig materielle ejendele. Ved slutningen af 1945 var der 590 aktive forkyndere. I 1947 købte man en villa der skulle huse Vagttårnsselskabets afdelingskontor, og det første landsstævne blev afholdt i en sportshal. Det blev overværet af 1200, og de ungarske statsbaner gav endda 50 procent rabat til dem der rejste med tog til stævnet.
Men friheden varede ikke længe. Kommunistpartiet fik snart magten, og der kom en ny regering. Jehovas Vidners vækst tiltrak sig den nye regerings opmærksomhed. Forkyndertallet var steget fra 1253 i 1947 til 2307 i 1950. I dette år begyndte regeringens embedsmænd at lægge hindringer i vejen for forkyndelsesarbejdet. Man skulle søge om tilladelse til at forkynde, men myndighederne nægtede at udstede tilladelserne, og de der ansøgte blev pryglet af nationalgardister. Avisartikler anklagede igen og igen Jehovas vidner for at være ’imperialisternes agenter’ — og det til trods for at Jehovas vidner, inden kommunisterne kom til magten, var blevet sendt i interneringslejre anklaget for at være ’jødekommunisternes følgesvende’.
Terroren begynder
Den 13. november 1950 blev tilsynsmanden for afdelingskontoret og oversætteren (to af dem der tidligere var blevet dømt til døden) arresteret sammen med tilsynsmanden for den første kreds. De blev ført til det berygtede underjordiske fængsel på Andrássygaden nr. 60 i Budapest for at ’blive blødgjort’. Året efter, den 2. februar, fandt retssagen sted. Tilsynsmanden for afdelingskontoret blev idømt ti års fængsel, oversætteren fik ni år og kredstilsynsmanden otte år. De fik alle tre deres ejendele konfiskeret. Under retssagen blev yderligere fire menighedstjenere idømt straffe der spændte fra fem til seks års fængsel, sigtet for at prøve at vælte regeringen.
Brødrene blev sat i et stærkt bevogtet fængsel hvor de hverken kunne modtage breve, pakker eller besøgende. Deres familier hørte intet fra dem. Deres navne måtte vagterne end ikke nævne. Som identifikation bar hver fange om halsen et træskilt med et nummer. Der var endda et skilt på muren hvor der stod: „Hold ikke kun øje med fangerne; had dem.“
Jehovas vidner gik under jorden, men forkyndelsen gik ikke i stå. Andre Jehovas vidner fortsatte i stedet for de tilfangetagne. Med tiden blev de der havde overtaget ansvaret også fængslet. I 1953 var over 500 af brødrene blevet dømt og sat i fængsel, men den gode nyhed kan ikke bindes med lænker. Kun få af brødrene troede på vagternes fristende løfter og gik på kompromis.
Lyse udsigter
I efteråret 1956 begyndte folk at gøre oprør mod regeringen. Den sovjetiske hær satte en stopper for revolutionen, og kommunistpartiet genvandt magten.
Alle Jehovas vidner der sad i fængsel var blevet løsladt, men nu blev nogle få kendte brødre sendt tilbage til fængselet for at afsone deres domme. Der blev dog ikke anklaget flere. Endelig, i 1964, begyndte det at lysne. Myndighederne afbrød ikke længere begravelser og bryllupsfester. Kredsstævner blev afholdt i skove. Nogle af disse blev afbrudt, men der blev ikke sendt flere brødre i fængsel.
I 1979 fik nogle ansvarshavende brødre lov til at overvære stævnet i Wien. I løbet af dette år lovede myndighederne også at give Jehovas Vidner juridisk anerkendelse, men der skulle gå godt ti år inden dette løfte blev indfriet. I 1986 blev det første områdestævne afholdt i „Ungdomsparken“ i Kamaraskoven, med myndighedernes vidende. Der blev endda opstillet et skilt som annoncerede Jehovas Vidners områdestævne „Guds fred“. Året efter fulgte områdestævnet „Stol på Jehova“, og i 1988 kunne brødrene glæde sig over stævnet „Guds retfærdighed“.
Endelig fri!
Den 27. juni 1989 var en vidunderlig dag. Den dag modtog brødrene en skrivelse der gav Jehovas Vidners religiøse organisation i Ungarn juridisk anerkendelse. I juli husede Budapest Sportshal de 9477 der overværede områdestævnet „Gudhengivenhed“. Den samme hal blev i 1990 benyttet til områdestævnet „Det rene sprog“, og der blev afholdt stævner i tre andre større byer i Ungarn.
Nu da forbudet var blevet fuldstændig ophævet, var det muligt at organisere det første internationale stævne. Til trods for det dårlige vejr blev det afholdt på Nép Stadion i Budapest, hvor 40.601 mødtes for at nyde varmen fra den broderlige kærlighed. Medlemmer af Det Styrende Råd var til stede og styrkede brødrenes tro med deres foredrag, og nye bøger og brochurer med farveillustrationer blev frigivet.
Situationen i dag
De ungarske udgaver af Vagttårnet og Vågn op! bliver nu udgivet samtidig med deres engelske modstykker, og med samme smukke fremtræden. I 1992 begyndte man at udgive ’Årbogen’ på ungarsk. Antallet af forkyndere af den gode nyhed er steget fra 6352 i 1971 til 13.136 i januar 1993.
I dag har Jehovas Vidner i Ungarn religionsfrihed og kan frit forkynde fra hus til hus. Der er 205 menigheder, og den 17. april 1992 overværede 27.844 mindehøjtiden. Indtil der er tilstrækkeligt med rigssale fortsætter menighederne med at mødes i skoler, kulturcentre, tomme kaserner og selv i kontorer der tidligere tilhørte kommunistpartiet. Ved årsskiftet havde ti menigheder indviet deres egen rigssal, og flere rigssale er ved at blive bygget.
Gennem alle disse forandringer og revolutioner er brødrene trofast forblevet på Jehova Guds og hans søns, Jesu Kristi, side, og er fortsat med at forkynde. De store omvæltninger der har været i tidens løb har ikke udslettet dem, for Jehova har beskyttet sit folk i Ungarn. — Ordsprogene 18:10.
[Kort på side 9]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Wien
ØSTRIG
Budapest
Debrecen
UNGARN
RUMÆNIEN
[Illustration på side 10]
Tjenere for Jehova forsamlet i Budapest