-
Når mad er ens fjendeVågn op! – 1999 | 22. januar
-
-
Når mad er ens fjende
Når Jean tænker tilbage på sine teenageår, husker hun tydeligt at hun ofte blev mødt med drillerier og latterliggørelse. Hvorfor? Fordi hun var den højeste og største pige i klassen. Men det var ikke den eneste grund. „Noget der var endnu værre end at være stor, var at jeg var meget genert,“ siger Jean. „Jeg var ofte ensom, og selv om jeg havde lyst til at få venner, følte jeg mig for det meste udenfor.“
Jean var overbevist om at det var hendes vægt der var årsagen til alle hendes problemer, og at en slank, velformet figur ville være løsningen. Det var ikke fordi Jean var tyk. Tværtimod. Med en højde på 183 centimeter og en vægt på 66 kilo kunne hun bestemt ikke betegnes som overvægtig. Alligevel følte Jean sig fed, og i en alder af 23 besluttede hun at tabe sig. Hun tænkte: ’Hvis jeg bliver tynd, vil andre have lyst til at være sammen med mig. Så vil jeg føle mig accepteret og blive betragtet som noget særligt.’
Jean fortsætter: „Denne irrationelle tankegang var begyndelsen til et tolvårigt mareridt i form af nervøs spisevægring og bulimi. Jeg blev også tynd, så tynd at jeg var nær ved at dø, men i stedet for at blive lykkelig ødelagde jeg mit helbred og var deprimeret og havde det elendigt i over ti år.“
JEAN er ikke et særtilfælde. Ifølge en undersøgelse udvikler én procent af de amerikanske kvinder nervøs spisevægring (anorexia nervosa) som teenagere eller i begyndelsen af deres voksne liv, og tre procent menes at lide af bulimi (bulimia nervosa).a Psykologen Mary Pipher siger: „Jeg har i mange år arbejdet på skoler og universiteter, og jeg kan personligt bekræfte at spiseforstyrrelser er mere udbredt nu end nogen sinde før.“
Spiseforstyrrelser er en kompleks lidelse. Engang troede man at det kun var et problem blandt de bedrebemidlede, men nu ved man at spiseforstyrrelser forekommer blandt folk med vidt forskellig racemæssig og økonomisk baggrund og inden for alle sociale lag. Også et stigende antal mænd udvikler sygdommen, hvilket har fået tidsskriftet Newsweek til at kalde spiseforstyrrelser „sygdommen der ikke gør forskel på kvinder og mænd“.
Det mest alarmerende er dog at gennemsnitsalderen for de sygdomsramte synes at blive lavere og lavere. Margaret Beck fra et center i Toronto der beskæftiger sig med spiseforstyrrelser, siger: „Piger under 10 år, nogle helt ned til seksårsalderen, bliver hospitalsindlagt. Indtil nu er det kun få, men antallet vokser.“
Alt i alt lider millioner af spiseforstyrrelser, især piger og unge kvinder.b Socialrådgiver Nancy Kolodny siger: „De tænker ikke på mad og gør ikke brug af mad på samme måde som de fleste andre. I stedet for at spise når de er sultne — for at få tilstrækkelig næring og et godt helbred, for nydelsens skyld eller for at hygge sig med andre — har de et mærkeligt forhold til mad og gør ting der ikke er ’normale’. Nogle udfører ligefrem ritualer før de tillader sig at spise, eller føler trang til straks at skille sig af med den mad de har spist.“ Vi vil nu se nærmere på to udbredte former for spiseforstyrrelser: nervøs spisevægring og bulimi.
[Fodnoter]
a Ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen i Danmark har hver fjerde danske pige i aldersgruppen 14 til 24 år spiseforstyrrelser eller risikerer at udvikle det.
b Spiseforstyrrelser optræder oftere hos kvinder end hos mænd. I denne artikelserie vil vi derfor bruge hunkøn.
-
-
Nervøs spisevægring og bulimi — fakta og risiciVågn op! – 1999 | 22. januar
-
-
Nervøs spisevægring og bulimi — fakta og risici
„Mad kan være en følelsesmæssig byrde der vejer langt tungere end noget der kan måles i kalorier og gram.“ — Forfatteren Janet Greeson.
NERVØS spisevægring og bulimi er de to hyppigste former for spiseforstyrrelser, og hver har deres særlige kendetegn. Men som vi vil se, kan begge lidelser være farlige, endog dødelige.
Nervøs spisevægring — frivillig udsultning
Anorektikere nægter at spise eller spiser så små mængder mad at de bliver underernærede. Antoinette på 17 fortæller at hendes vægt på et tidspunkt var faldet til cirka 37 kilo, hvilket er meget lavt for en teenager der er 170 centimeter høj. „Jeg indtog kun 250 kalorier om dagen, og jeg førte nøje regnskab med hvad jeg spiste.“
Anorektikere er besat af mad, og de gør alt hvad der står i deres magt, for at undgå at tage på. Heather fortæller: „Jeg begyndte at spytte maden ud på en serviet og lade som om jeg tørrede mig om munden.“ Susan dyrkede overdreven motion for at holde sin vægt nede. „Hvis ikke jeg hver dag løb 12 kilometer eller svømmede en time, blev jeg meget nervøs og fik dårlig samvittighed. Min største glæde, som regel min eneste virkelige glæde, var at stå op på vægten hver morgen og få bekræftet at min vægt lå et godt stykke under 45 kilo.“
Ironisk nok er nogle anorektikere meget dygtige til at lave mad og kan tilberede udsøgte retter som de nægter selv at spise. Antoinette siger: „Da jeg havde det værst, tilberedte jeg middagsmaden til familien hver eneste dag og smurte madpakker til min lillebror og lillesøster. Jeg tillod dem ikke at komme i nærheden af køleskabet. Jeg følte at køkkenet var mit domæne.“
Ifølge bogen A Parent’s Guide to Anorexia and Bulimia bliver nogle anorektikere „overdrevent sirlige og kræver at hele familien skal leve op til deres urealistiske normer. Ingen ugeblade, hjemmesko eller kaffekopper må blot for et øjeblik anbringes på et forkert sted. Nogle bliver sygeligt optaget af deres personlige hygiejne og udseende. De kan tilbringe mange timer på badeværelset, hvor de låser døren og nægter at lade andre i familien komme ind for at gøre sig klar til at gå i skole eller på arbejde.“
Hvordan opstår denne usædvanlige lidelse? Det begynder som regel med at personen, som oftest en pige eller ung kvinde, beslutter sig for at tabe et bestemt antal kilo. Men når hun har nået sit mål, er hun ikke tilfreds. Når hun ser sig i spejlet, opfatter hun stadig sig selv som fed og beslutter sig derfor til at tabe nogle få kilo til. Dette fortsætter indtil hun vejer mindst 15 procent under hvad der er normalt i forhold til hendes højde.
Venner og familie begynder nu at udtrykke bekymring over at vedkommende ser ekstremt tynd ud, nærmest udmagret. Men anorektikeren ser anderledes på tingene. „Jeg syntes ikke at jeg så tynd ud,“ siger Alan, en ung mand der er 175 centimeter høj, og som på et tidspunkt kun vejede 33 kilo. „Jo mere man taber sig, jo mere forvrængede bliver ens tanker, og man er ikke i stand til at se sig selv som man er.“a
Efter et stykke tid kan nervøs spisevægring resultere i alvorlige helbredsproblemer, deriblandt osteoporose og nyreskader. Lidelsen kan endog medføre døden. Heather siger: „Min læge sagde til mig at jeg havde berøvet min krop så mange næringsstoffer at jeg ville have været død af underernæring hvis jeg havde fortsat med mine spisevaner to måneder til.“ Nyhedsbrevet The Harvard Mental Health Letter oplyser at over en tiårig periode dør cirka fem procent af de kvinder der har fået konstateret nervøs spisevægring.
Bulimi — spiseorgier og opkastninger
Bulimi er en spiseforstyrrelse der er kendetegnet af spiseanfald (hurtig indtagelse af store måltider på helt op til 5000 kalorier eller mere), hvorefter man skiller sig af med maden (ved hjælp af opkastninger eller afføringsmidler).b
I modsætning til nervøs spisevægring er bulimi ikke let at diagnosticere. Bulimikeren er ikke nødvendigvis usædvanlig tynd, og hendes spisevaner er tilsyneladende normale — i hvert fald set med andres øjne. Men for bulimikeren er livet langtfra normalt. Hun er så optaget af mad at alt andet forekommer hende uvæsentligt. „Jo mere jeg åd og kastede op, jo mindre interesserede jeg mig for livet eller for andre mennesker,“ siger Melinda på 16. „Jeg glemte faktisk hvordan det var at have det sjovt med mine venner.“
Geneen Roth, en forfatter og lærer der beskæftiger sig med spiseforstyrrelser, beskriver et spiseorgie som „et tredive minutters anfald af vanvid, et dyk i helvede“. Hun siger at mens det står på, „er man ligeglad med alt og alle, selv venner og familie . . . Det eneste der betyder noget, er mad.“ En 17-årig pige ved navn Lydia beskriver sin tilstand ved hjælp af følgende sammenligning: „Jeg føler mig som en affaldskværn. Jeg skovler maden ind, kværner den og smider den ud — og det hele gentager sig dag efter dag.“
Bulimikeren forsøger desperat at hindre at der sker en vægtforøgelse som hendes hæmningsløse spisevaner ellers ville resultere i. Straks efter et spiseorgie fremkalder hun derfor enten opkastninger eller bruger afføringsmidler for at skaffe sig af med maden før den omdannes til kropsfedt.c Alene tanken virker afskyelig på de fleste, men ikke på bulimikeren. „Jo flere gange man grovæder og derefter kaster op, jo nemmere bliver det,“ forklarer socialrådgiveren Nancy Kolodny. „De første følelser af afsky og frygt viger hurtigt for en uimodståelig trang til at gøre det igen.“
Bulimi er en yderst farlig spiseforstyrrelse. For eksempel kan gentagne opkastninger udsætte mundhulen for ætsende mavesyrer som kan angribe bulimikerens tandemalje. Det kan også skade spiserøret, leveren, lungerne og hjertet. I visse ekstreme tilfælde kan opkastninger medføre en sprængning af mavesækken og endog døden. Overdreven brug af afføringsmidler kan også være farlig. Det kan ødelægge tarmfunktionen og føre til vedvarende diarré og blødninger fra endetarmen. Misbrug af afføringsmidler kan ligesom gentagne opkastninger i værste fald føre til døden.
Ifølge USA’s Nationale Institut for Mentalhygiejne er der en stadig stigende forekomst af spiseforstyrrelser. Hvad er det der får nogle unge piger til at lege med døden ved at sulte sig? Hvorfor bliver andre så besat af mad at de grovæder for derefter at blive så fanatisk optaget af deres vægt at de føler sig tvunget til at kaste maden op? Dette vil blive uddybet i den følgende artikel.
[Fodnoter]
a Nogle eksperter hævder at et vægttab på 20-25 procent under en persons normale vægt kan fremkalde kemiske forandringer i hjernen der ændrer vedkommendes opfattelsesevne så at han eller hun ser kropsfedt som ikke er der.
b Nogle regner også tvangspræget grovæderi uden provokerede opkastninger som en spiseforstyrrelse.
c For ikke at tage på dyrker mange bulimikere hård motion hver dag. Nogle formår at tabe sig så meget at de med tiden bliver anorektiske, og derefter kan de svinge fra den ene tilstand til den anden og udvise henholdsvis anorektisk og bulimisk adfærd.
-
-
Hvad skyldes spiseforstyrrelser?Vågn op! – 1999 | 22. januar
-
-
Hvad skyldes spiseforstyrrelser?
„En spiseforstyrrelse dukker ikke bare pludseligt op uden grund. Den er et symptom, et tegn på at vedkommende har personlige problemer.“ — Nancy Kolodny, socialrådgiver.
SPISEFORSTYRRELSER er ikke noget nyt fænomen. Nervøs spisevægring blev første gang beskrevet i 1873, men symptomerne har efter forlydende været kendt i omkring 300 år. Det ser imidlertid ud til at der siden den anden verdenskrig er sket en voldsom stigning i antallet af anoreksitilfælde. Noget lignende gør sig gældende med bulimi. Sygdommen har været kendt i mange århundreder, men i de sidste årtier er antallet af bulimitilfælde „steget eksplosivt“, som det siges i en bog om emnet.
Hvad er det der fremprovokerer spiseforstyrrelser? Er det et resultat af arvelige faktorer, eller er det en usædvanlig reaktion på en kultur der forherliger slankhed? Kan det have noget med familielivet at gøre? Det er svært at sige. Som Nancy Kolodny siger, er dét at definere en spiseforstyrrelse „ikke så nemt som at stille en diagnose på mæslinger eller skoldkopper, hvor lægen kender den præcise årsag og ved hvordan man pådrager sig sygdommen, hvor længe den varer, og hvordan den bedst kan behandles“.
Nogle forskere peger ikke desto mindre på en række omstændigheder der kan være medvirkende til at man udvikler spiseforstyrrelser. Lad os se på nogle af dem.
Slankekulturen
I de velstående lande bliver modeindustriens tændstiktynde fotomodeller et forbillede for letpåvirkelige unge, og de indoktrineres det synspunkt at en pige kun er smuk hvis hun er slank. Et sådant fordrejet budskab får mange kvinder til at stræbe efter at opnå en vægt der både er usund og urealistisk lav. Dr. Christine Davies siger: „Gennemsnitskvinden måler 165 centimeter og vejer 66 kilo. Gennemsnitsmodellen måler 180 centimeter og vejer 50 kilo. Femoghalvfems procent af os hører ikke til den sidstnævnte kategori og vil heller aldrig komme til det.“
Til trods for dette vil nogle kvinder gøre næsten hvad som helst for at opnå det de opfatter som den ideelle krop. En undersøgelse blandt 3452 kvinder i 1997 viste for eksempel at 24 procent ville være villige til at ofre tre år af deres liv for at få den vægt de ønskede sig. En del af dem der var med i undersøgelsen, sagde at „livet kun er værd at leve hvis man er slank“. Toogtyve procent af de adspurgte sagde at modebladenes fotomodeller havde påvirket deres opfattelse af sig selv da de var unge, hvilket fik rapporten til at konkludere: „Man kan ikke længere komme uden om at mediebilleder af fotomodeller har en enorm indflydelse på hvordan kvinder betragter sig selv.“
Det er ikke overraskende at de der er i størst fare for at blive påvirket af mediernes unaturlige idealer, er dem der mangler selvrespekt. Socialrådgiver Ilene Fishman siger: „Dybest set drejer det sig om manglende selvværdsfølelse.“ Noget tyder på at folk som har accepteret deres udseende, sjældent udvikler spiseforstyrrelser.
Mad og følelser
Mange eksperter siger at spiseforstyrrelser ikke kun er et spørgsmål om mad. Nancy Kolodny siger: „En spiseforstyrrelse er som et rødt flag der fortæller en at man skal være opmærksom på noget i sin tilværelse som man i øjeblikket ignorerer eller fortrænger. En spiseforstyrrelse er et vink til en om at man ikke taler åbent om de belastninger og frustrationer man oplever.“
Hvilke belastninger og frustrationer kunne der være tale om? For nogle kunne det dreje sig om familieproblemer. Geneen Roth fortæller at da hun var barn, blev mad, især søde sager, hendes „forsvar mod smækkede døre og skænderier. Når jeg fornemmede at mine forældre var ved at komme op at skændes, fik jeg, lige så let som man skifter tv-kanal, mine tanker væk fra den verden hvor jeg var prisgivet min mors og fars nåde og barmhjertighed, og koncentrerede mig om en verden hvor der ikke var andet end mig og smagen af søde sager i min mund.“
Nogle gange har spiseforstyrrelser dybereliggende årsager. Bogen The New Teenage Body Book bemærker: „Undersøgelser viser at de der har et seksuelt traume (på grund af et seksuelt misbrug), ubevidst kan forsøge at beskytte sig ved at gøre sig seksuelt utiltrækkende og ved at fokusere på noget der giver dem tryghed, som for eksempel mad.“ Man bør dog naturligvis ikke forhastet konkludere at en der lider af en spiseforstyrrelse, er blevet seksuelt misbrugt.
Spiseforstyrrelser kan dog også forekomme selv i et tilsyneladende stabilt miljø. Et potentielt offer for nervøs spisevægring er en pige der ikke får lov til at træffe sine egne beslutninger eller give udtryk for negative følelser. Udadtil er hun føjelig, men indvendig oplever hun store følelsesmæssige kvaler og synes ikke at hun har kontrol over sit eget liv. Da hun ikke tør gøre oprør, koncentrerer hun sig om det eneste hun har kontrol over, nemlig sin krop.
Det skal dog bemærkes at spiseforstyrrelser ikke altid er et resultat af familieproblemer eller et seksuelt traume. Nogle udvikler spiseforstyrrelser fordi vægten er et generelt problem i familien. Den ene af forældrene er måske overvægtig eller konstant på slankekur og har udviklet en overdrevent forsigtig eller frygtsom holdning til mad. For andre kan pubertetens indtræden være årsag til at de får spiseforstyrrelser. De legemsforandringer der er en naturlig del af overgangen fra barn til voksen, kan medføre at pigen opfatter sig selv som tyk, især hvis hun udvikler sig hurtigere end sine jævnaldrende. Hvis overgangen virker skræmmende på hende, tager hun måske nogle drastiske metoder i brug for at slippe af med sine kvindelige former.
Ifølge nogle forskere kan der foruden de følelsesmæssige faktorer være en fysisk faktor der spiller ind. De peger for eksempel på at bulimi kan have noget at gøre med hjernens kemi. De hævder at den del af hjernen der kontrollerer stemningslejet og appetitten, er involveret, og at det kan være forklaringen på hvorfor antidepressiva undertiden kan lindre bulimikerens symptomer.
Under alle omstændigheder er det vanskeligt for forskerne at finde en enkeltårsag til nervøs spisevægring og bulimi. Men hvad kan der gøres for at hjælpe dem der lider af spiseforstyrrelser?
[Illustration på side 7]
Anorektikere har ofte en forvrænget opfattelse af sig selv
[Illustration på side 8, 9]
Mediernes budskab er at slankhed er lig med skønhed
-
-
Spiseforstyrrelser — hvad kan hjælpe?Vågn op! – 1999 | 22. januar
-
-
Spiseforstyrrelser — hvad kan hjælpe?
HVIS din datter har en spiseforstyrrelse, har hun behov for hjælp. Vent ikke med at gøre noget i den tro at problemet nok skal blive løst af sig selv. En spiseforstyrrelse er en kompleks lidelse der berører patienten fysisk og følelsesmæssigt.
Eksperter har anbefalet et utal af forskellige måder at behandle spiseforstyrrelser på. Nogle har foreslået at man behandler sygdommen medicinsk. Andre går ind for psykoterapi. Andre igen siger at en kombination af disse behandlingsmetoder er bedst. Og så er der familierådgivning, som ifølge nogle er særlig vigtig hvis den der har spiseforstyrrelser, stadig bor hjemme.a
Selv om eksperterne kan have forskelligt syn på hvilke behandlingsmetoder der er mest effektive, er de fleste dog enige på ét punkt: Spiseforstyrrelser handler ikke kun om mad. Lad os se nærmere på nogle af de dybereliggende problemer der normalt skal løses når man vil hjælpe en der lider af nervøs spisevægring eller bulimi, til at komme over sin lidelse.
En ligevægtig holdning til ens krop
„Jeg holdt helt op med at købe modeblade da jeg var omkring 24,“ fortæller en ung kvinde. „Jeg sammenlignede mig selv med fotomodellerne, og det havde en stærkt negativ virkning på mig.“ Som allerede nævnt, kan reklameverdenen forvrænge pigers opfattelse af skønhed. En mor hvis datter lider af en spiseforstyrrelse, peger på „den uophørlige strøm af reklamer i aviser, blade og tv-programmer der fortæller os at vi skal være supertynde. Både min datter og jeg kan lide at være slanke, men vi føler at det konstante bombardement af reklamer gør slankhed til det vigtigste i livet.“ Hvis en pige eller en ung kvinde skal overvinde en spiseforstyrrelse, kan det være at hun må ændre sin opfattelse af hvad sand skønhed er.
Bibelen er en stor hjælp i den forbindelse. Den kristne apostel Peter skrev: „Lad ikke jeres prydelse være det udvendige, håret I fletter, guldsmykkerne I tager på eller yderklæderne I bærer, men lad det være hjertets skjulte menneske, med den stille og milde ånds uforgængelige klædedragt der er af stor værdi i Guds øjne.“ — 1 Peter 3:3, 4.
Her gør Peter opmærksom på at vi bør være mere optaget af de indre kvaliteter end af vores udseende. Bibelen giver denne forsikring: „Gud ser ikke som mennesker ser; mennesker ser nemlig på det der er synligt for øjnene, men Jehova ser på hjertet.“ (1 Samuel 16:7) Det er trøstende at vide, for selv om der er visse ting ved vores ydre vi ikke kan lave om, kan vi altid forbedre vores personlighed. — Efeserne 4:22-24.
Eftersom der ofte er en nær forbindelse mellem spiseforstyrrelser og en lav selvagtelse, kan der være behov for at man ændrer indstilling til sig selv. Bibelen siger ganske vist at vi ikke skal tænke højere om os selv end vi bør tænke. (Romerne 12:3) Men den siger også at selv en spurv betyder noget for Gud, og tilføjer: „I er mere værd end mange spurve.“ (Lukas 12:6, 7) Bibelen kan altså hjælpe os til at opbygge en sund selvrespekt. Hvis man værdsætter sin krop, vil man også passe på den. — Jævnfør Efeserbrevet 5:29.
Men hvad nu hvis man virkelig har behov for at tabe sig? Da kan en sund kost og et motionsprogram måske hjælpe en til at smide de overflødige kilo. Bibelen siger at „legemlig opøvelse er gavnlig“, også selv om det kun er til lidt. (1 Timoteus 4:8) Det er imidlertid vigtigt at man ikke kun tænker på sin vægt og figur. En undersøgelse om kropsopfattelsen konkluderer: „Det klogeste er nok at man sørger for at få meget motion og accepterer sig selv som man er, frem for at forsøge at passe til et nøje afgrænset og subjektivt idealbillede.“ En 33-årig kvinde i USA fortæller at det har hjulpet hende. „Jeg har fulgt én enkel regel,“ siger hun. „Arbejd på at forbedre det du realistisk set kan ændre, og lad være med at bruge tid på at bekymre dig om det du ikke kan lave om på.“
Hvis man har et positivt syn på tilværelsen og sørger for at få en sund kost og passende motion, vil man højst sandsynligt kunne slippe af med eventuelle overflødige kilo.
Støtte fra en ven
Professor James Pennebaker siger efter at have undersøgt en gruppe bulimikere at deres kaotiske spisevaner med grovæderi og opkastninger tvinger dem til at føre et dobbeltliv. „Praktisk taget alle indrømmede at det krævede uforholdsmæssigt meget tid at holde deres spisevaner skjult for nære venner og familiemedlemmer. De levede alle på en løgn, og de hadede det.“
Et vigtigt skridt på vejen til helbredelse er derfor at man åbner sig for andre. Både anorektikere og bulimikere har behov for at tale med andre om problemet. Men hvem kan de tale med? Et bibelsk ordsprog siger: „En ven viser kærlighed til hver en tid og er en broder som er født med henblik på trængselen.“ (Ordsprogene 17:17) En sådan ven kunne være ens mor eller far eller en anden erfaren voksen. Nogle har også fundet det nødvendigt at betro sig til en som har kendskab til spiseforstyrrelser.
Jehovas vidner har desuden den fordel at de kan hente hjælp hos menighedens ældste. De kan være „som et læ mod vinden og et skjul mod uvejrsregnen, som vandstrømme i et ørkenland, som et vældigt klippebjergs skygge i et udtørret land“. (Esajas 32:2) De kristne ældste er jo ikke læger, og derfor kan man foruden deres gavnlige vejledning også have brug for at få lægebehandling. Men disse åndeligt kvalificerede mænd kan ikke desto mindre gøre meget for at hjælpe den syge til at blive helbredt.b — Jakob 5:14, 15.
Den bedste fortrolige ven man kan have, er Skaberen. Salmisten skrev: „Kast din byrde på Jehova, og han vil sørge for dig. Han vil aldrig tillade at den retfærdige vakler.“ (Salme 55:22) Jehova Gud interesserer sig for sine jordiske børn. Undlad derfor aldrig at henvende dig til ham for at fortælle hvad der tynger dig. Peter tilskynder os: „Kast . . . al jeres bekymring på ham, for han tager sig af jer.“ — 1 Peter 5:7.
Når hospitalsindlæggelse bliver nødvendigt
En der lider af en spiseforstyrrelse, kan ikke blive helbredt blot ved at blive indlagt på et hospital. Men hvis en pige er underernæret som følge af nervøs spisevægring, kan hun have brug for særlig pleje. Det må indrømmes at det ikke er let for forældre at tage dette skridt. Tag for eksempel Emily, hvis datter måtte indlægges da situationen blev, som hun udtrykker det, „utålelig både for hende selv og for os“. Hun tilføjer: „At indlægge vores grædende datter på hospitalet var det sværeste jeg nogen sinde har stået over for. Det var den værste dag i mit liv.“ Elaine, som også måtte indlægge sin datter, oplevede det på samme måde: „Det værste jeg kan huske, var da hun lå på hospitalet og nægtede at spise og de blev nødt til at made hende intravenøst. Jeg følte at de havde knækket hendes vilje.“
At måtte indlægge den der har spiseforstyrrelser, på hospitalet er ikke nogen behagelig tanke, men i nogle tilfælde kan det være nødvendigt. For mange der har en spiseforstyrrelse, kan det være det først skridt mod helbredelse. Emily siger om sin datter: „Det var nødvendigt at hun blev indlagt. Det var det der hjalp hende til at få det bedre.“
Et liv uden spiseforstyrrelser
Som en del af helbredelsesprocessen må anorektikeren og bulimikeren lære at spise normalt, hvilket kan være meget svært. Kim skønner for eksempel at hun under sin anorektiske periode tabte 18 kilo på ti måneder, men hun var ni år om at tage 16 kilo på igen. Hun siger: „Det var med største besvær at jeg efterhånden lærte at spise normalt igen uden at tælle hver eneste kalorie, veje maden, udelukkende holde mig til slankemad, gå i panik hvis jeg ikke kendte alle ingredienserne i en ret mad eller en dessert, og uden at insistere på kun at spise på restauranter hvor der var en salatbar.“
Men helbredelsesprocessen gavnede også Kim på en anden måde. „Jeg lærte at erkende og give udtryk for mine følelser med ord i stedet for ved hjælp af bestemte handlinger og spisevaner. Jeg lærte nye måder at løse konflikter på, og det hjalp mig til at få et nærmere forhold til mine venner og min familie.“
Det er en udfordring at overvinde en spiseforstyrrelse, men i sidste instans er det anstrengelserne værd. Det kan Jean, der blev citeret i begyndelsen af denne artikelserie, bekræfte. Hun siger: „At vende tilbage til kaotiske spisevaner ville være som at vende tilbage til en gummicelle efter at have levet i frihed et stykke tid.“
[Fodnoter]
a Vågn op! anbefaler ikke én bestemt behandling frem for en anden. Den kristne må træffe sin egen afgørelse og sikre sig at den behandling han overvejer, ikke strider imod bibelske principper. Kristne bør ikke kritisere eller dømme hinanden i dette spørgsmål.
b Yderligere oplysninger om hvordan man kan hjælpe anorektikere og bulimikere, findes i artiklen „Hjælp til dem der lider af spiseforstyrrelser“ i Vågn op! for 22. februar 1992 samt i artikelserien „Spiseforstyrrelser — Hvad kan der gøres?“ i Vågn op! for 22. december 1990.
[Ramme på side 11]
Læg grundlaget for helbredelse
HVAD skal man gøre hvis man fornemmer at ens datter lider af en spiseforstyrrelse? Det er klart at man ikke bare skal ignorere problemet. Men hvordan kan man bringe emnet på bane? Forfatteren Michael Riera siger: „Nogle gange hjælper det at spørge hende direkte, men som oftest ender det med at man føler at man taler til en mur.“
Derfor er det måske bedre at gribe sagen an på en lidt blidere måde. Riera giver dette råd: „Når du taler med din datter, har hun behov for at forstå og føle at du ikke anklager hende. Hvis forældre kan skabe en sådan atmosfære, vil mange unge være åbne og ærlige over for dem, måske endda lettede over at deres problem er kommet frem. Nogle forældre har med godt resultat skrevet et brev til deres datter hvori de gav udtryk for deres omsorg og støtte. Når de så skal tale sammen, er grundlaget allerede lagt.“
[Ramme på side 12]
En udfordring for forældre
DER er store udfordringer forbundet med at have et barn der lider af en spiseforstyrrelse. En far siger: „Man må simpelt hen være stærk og konsekvent. Man ser jo sit eget barn gå til grunde for øjnene af en.“
Hvis du har et barn med en spiseforstyrrelse, er det meget naturligt at du til tider føler dig frustreret over hendes stædige opførsel. Men vær tålmodig, og hold aldrig op med at vise hende kærlighed. Emily, hvis datter led af en spiseforstyrrelse, indrømmer at det ikke altid var så nemt. Alligevel siger hun: „Jeg forsøgte altid at give udtryk for min kærlighed ved at give hende knus og kys . . . Jeg var bange for at vi ville miste vores nære forhold hvis jeg holdt op med at vise hende kærlighed og omsorg.“
En af de bedste måder hvorpå man kan hjælpe sin datter til at overvinde en spiseforstyrrelse, er ved at kommunikere med hende. Det kan indebære at man må lytte mere end man taler. Modstå trangen til at afbryde hende med udtalelser som: ’Det er ikke sandt,’ eller: ’Sådan må du ikke føle det.’ Det er vigtigt at man ikke „lukker sit øre for den ringes klageskrig“. (Ordsprogene 21:13) Hvis der er en åben kommunikation, vil den der lider af en spiseforstyrrelse, have nogen at vende sig til i svære tider og være mindre tilbøjelig til at søge trøst gennem usunde spisevaner.
[Illustrationer på side 10]
Det kræver tålmodighed, forståelse og masser af kærlighed at hjælpe en der lider af en spiseforstyrrelse
-