50 år under et totalitært styre

FORTALT AF LEMBIT TOOM

I 1951 blev jeg idømt ti års slavearbejde i Sibirien. Vi blev transporteret tusinder af kilometer til en lejr langt nord for Polarcirklen. Arbejdet var udmattende, vejret var barsk, og leveforholdene var frygtelige. Lad mig fortælle hvordan jeg havnede der, og hvorfor vore lidelser ikke var forgæves.

JEG er født den 10. marts 1924 i det baltiske land Estland. Min far blev betragtet som en intellektuel, men i sine sidste år passede han familiegården i Järvamaa i det centrale Estland. Vi var lutheranere, og jeg var den yngste i en børneflok på ni, hvoraf tre døde da de var børn. Min far døde da jeg var 13.

Året efter var jeg færdig med grundskolen. I september 1939 da Anden Verdenskrig brød ud, blev min bror Erich indkaldt til militærtjeneste, og jeg måtte opgive at fortsætte min uddannelse. I 1940 blev Estland annekteret af Sovjetunionen, og et år senere blev landet besat af Tyskland. Erich blev fængslet af tyskerne, men han blev løsladt og vendte tilbage til Estland i august 1941. I 1942 kunne jeg begynde på en uddannelse på landbrugsskolen.

Da jeg i 1943 var hjemme på juleferie, fortalte min søster Leida mig at vores familielæge havde talt med hende om Bibelen. Han havde givet hende nogle brochurer der var udgivet af Watch Tower Bible and Tract Society. Jeg læste dem og opsøgte straks dr. Artur Indus, som påbegyndte et bibelstudium med mig.

Tvunget til at træffe et valg

Kampene mellem Tyskland og Sovjetunionen tog til, og i februar 1944 var russerne næsten rykket frem til den estiske grænse. Erich blev indkaldt til den tyske hær, og jeg fik mine indkaldelsespapirer. Jeg var overbevist om at Guds lov forbyder at man dræber sine medmennesker, og dr. Indus sagde at han ville hjælpe mig med at finde et sted hvor jeg kunne skjule mig indtil krigen var slut.

En dag kom en politibetjent og lederen af det lokale civilforsvar til vores gård. De havde fået ordre til at arrestere mig da jeg var mistænkt for at prøve at unddrage mig militærtjeneste. Jeg vidste da at valget stod mellem at flygte fra mit hjem eller at blive sendt til en tysk koncentrationslejr.

Jeg fandt et tilflugtssted på en gård der tilhørte et Jehovas vidne. For at styrke min tro læste jeg så meget jeg kunne i Bibelen og i Vagttårnsselskabets publikationer mens jeg skjulte mig. En aften listede jeg mig hjem for at hente madforsyninger. Huset vrimlede med tyske soldater eftersom min bror Erich havde inviteret nogle af sine soldaterkammerater med hjem på en kort ferie. Den aften fik jeg mulighed for i al hemmelighed at tale med ham i loen. Det var sidste gang jeg så ham.

På et hængende hår

Samme nat som jeg vendte tilbage til mit skjulested, blev der foretaget en razzia på gården. Den lokale politibetjent og mænd fra civilforsvaret havde fået indberetning om at nogen skjulte sig der. Jeg skyndte mig ned i krybekælderen under gulvet, og kort efter kunne jeg høre støvletramp oven over mit hoved. Betjenten truede landmanden med et gevær og råbte: „Der skjuler sig en mand i dette hus. Hvordan kommer vi ned i krybekælderen?“ Jeg kunne se lyskeglen fra deres lommelygte mens de ledte efter mig. Jeg kantede mig langsomt længere tilbage og lå og ventede. Efter at de var gået, blev jeg liggende i krybekælderen et stykke tid for at være sikker på at faren var drevet over.

Jeg forlod huset før solopgang og var Jehova taknemmelig for at jeg ikke var blevet opdaget. Nogle kristne brødre hjalp mig med at finde et andet skjulested, hvor jeg blev indtil den tyske besættelse var forbi. Senere hørte jeg at betjenten og lederen af det lokale civilforsvar var blevet dræbt, øjensynlig af russiske partisaner. Den 19. juni 1944 symboliserede jeg min indvielse til Gud ved vanddåben, og min søster Leida blev også et Jehovas vidne.

De sovjetiske troppers tilbageerobring af Estland begyndte i 1944, og et par måneder senere fik jeg lov til at vende hjem for at hjælpe til på vores gård. Men i november, kort efter at jeg var kommet hjem, fik jeg besked på at melde mig til den russiske hær. Fortrøstningsfuldt aflagde jeg et frimodigt vidnesbyrd over for rekrutteringskomitéen. De fortalte mig at sovjetstyret ikke var interesseret i min religion, og at alle skulle tjene i hæren. Under resten af krigen lykkedes det mig imidlertid at bevare min frihed så jeg kunne være med til at forsyne mine trosfæller med bibelsk læsestof.

Efterkrigstiden

Da krigen sluttede i maj 1945 og der blev udstedt amnesti til militærnægtere, genoptog jeg min uddannelse. I begyndelsen af 1946 indså jeg at landbrug i Estland ikke var fremtiden for mig, da den sovjetiske kollektivisering havde overtaget den private sektor. Jeg holdt derfor op med at gå på skole og begyndte at gøre mere i forkyndelsesarbejdet.

Under sovjetstyret kunne vores arbejde ikke længere udføres frit. Allerede i krigsårene blev al kommunikation med brødrene på hovedkontoret afbrudt. Jeg hjalp derfor med at mangfoldiggøre de få publikationer vi havde, på en gammel duplikator. Vi gjorde også hvad vi kunne for at holde menighedsmøderne.

Den forfølgelse KGB (Komitéen for Statens Sikkerhed) udsatte Jehovas vidner for, begyndte i august 1948. Fem af dem der førte an i forkyndelsesarbejdet, blev arresteret og fængslet, og det stod hurtigt klart at KGB havde til hensigt at arrestere os alle. Der blev nedsat et udvalg bestående af fire brødre der skulle organisere forkyndelsesarbejdet, opmuntre vore kristne brødre og hjælpe dem der var blevet fængslet. Da jeg stadig havde mulighed for at færdes nogenlunde frit omkring, blev jeg brugt til at kontakte vore trosfæller.

En formel protestskrivelse dateret den 22. september 1948 blev sendt til de sovjetiske myndigheder i Estland. Den beskrev vores organisation og formålet med vores arbejde og fremsatte desuden et krav om at få vore fængslede trosfæller løsladt. Resultatet var flere arrestationer. Den 16. december 1948 sendte vi en anden protestskrivelse til Den Estiske Sovjetrepubliks Øverste Retsråd med krav om at vore brødre blev frifundet og løsladt. Kopier af denne og andre protestskrivelser findes stadig i byen Tallinns arkiver.

Det var farligt at rejse da vi ikke kunne skaffe de nødvendige papirer. Alligevel besøgte vi menighederne i Aravete, Otepää, Tallinn, Tartu og Võru. Hvordan? På en stor firecylindret motorcykel med blokmotor og sidevogn som var blevet købt af en russisk officer. Vi gav den kælenavnet „stridsvognen“.

Vores protestskrivelse til Stalin

Den 1. juni 1949 blev der sendt endnu en skrivelse til de øverste myndigheder i Den Estiske Sovjetrepublik og til Nikolaj Shvernik, formanden for Den Øverste Sovjets Præsidium. Dette dokument, som vi har skaffet en kopi af fra Tallinn-arkiverne, er forsynet med Nikolaj Shverniks stempel, hvilket viser at han har modtaget det og sendt en kopi til Josef Stalin, Sovjetunionens statsoverhoved. Den sidste del af protestskrivelsen lyder:

„Vi forlanger at Jehovas vidner bliver løsladt fra fængslerne, og at forfølgelsen af dem ophører. Jehova Guds organisation, der benytter Watchtower Bible and Tract Society, skal have lov til frit at forkynde den gode nyhed om Jehovas rige til alle borgere i Sovjetunionen, ellers vil Jehova fuldstændig tilintetgøre Sovjetunionen og kommunistpartiet.

Vi rejser dette krav i Jehova Guds navn og i hans Konge Jesu Kristi riges navn og på alle vore fængslede trosfællers vegne.

Underskrevet: Jehovas Vidner i Estland (1. juni 1949).“

Forfølgelsen intensiveres

I begyndelsen af 1950 modtog vi tre eksemplarer af Vagttårnet fra en der kom hjem fra Tyskland. For at alle vore kristne brødre kunne få del i denne åndelige føde, besluttede man at holde et stævne den 24. juli 1950 i en lade der tilhørte en bibelstudent, og som lå i nærheden af Otepää. På en eller anden måde fik KGB imidlertid nys om vore planer og havde til sinds at foretage massearrestationer.

To lastbiler med soldater blev bragt i stilling ved jernbanestationen i Palupera, hvor brødrene skulle stige af toget. Og en soldat med en radiosender lå på lur langs Otepää/Paluperavejen, lige i nærheden af stævnestedet. Da nogle brødre som skulle komme tidligt, ikke var der til tiden, fik vi mistanke om at vore planer var blevet afsløret.

Søster Ella Kikas og jeg kørte skyndsomst på motorcykel til en jernbanestation der lå to stoppesteder før Palupera. Toget var lige ankommet, så Ella og jeg steg på i hver sin ende af toget og løb gennem vognene mens vi råbte at alle skulle stige af. Da forkynderne var stået af, aftalte vi at holde stævnet i en anden lade den følgende dag. KGB’s planer om en massearrestation af Jehovas vidner blev således forpurret.

To måneder efter stævnet begyndte man imidlertid at foretage et utal af arrestationer. Jeg og de tre andre brødre i udvalget der havde tilsyn med forkyndelsesarbejdet i Estland, blev taget i forhør den 22. september 1950. Vi blev tilbageholdt i otte måneder i KGB-fængselet på Pagarigade i Tallinn. Bagefter blev vi overført til et almindeligt fængsel på Kaldagade der blev kaldt Batteriet. Der blev vi tilbageholdt i tre måneder. Sammenlignet med KGB-fængselet, hvor vi var indespærret i en kælder, var dette fængsel ved Østersøen nærmest et feriested.

Livet i Sibirien

Kort tid efter blev jeg dømt til ti år i en arbejdslejr i den fjerntliggende sibiriske by Norilsk sammen med Harri Ennika, Aleksander Härm, Albert Kose og Leonhard Kriibi. I to måneder om sommeren går solen ikke ned, og i to måneder om vinteren står den ikke op.

I august 1951 begyndte vi på rejsens første etape fra Tallinn til Norilsk med tog. Vi rejste cirka 6000 kilometer over Pskov, Sankt Petersborg (tidligere Leningrad), Perm, Jekaterinburg (tidligere Sverdlovsk), Novosibirsk og Krasnojarsk ved floden Jenisej. I begyndelsen af oktober gik vi om bord på en pram i Krasnojarsk og blev transporteret over 1600 kilometer i nordlig retning. To uger senere ankom vi til byen Dudinka, som ligger et godt stykke nord for Polarcirklen. I Dudinka skiftede vi igen tog og kørte 120 kilometer til Norilsk. Fra jernbanestationen i Norilsk gik vi i snevejr de sidste 15 kilometer til arbejdslejren uden for byen.

Alt mit vintertøj var blevet stjålet mens vi var på prammen, og jeg havde nu kun en sommerfrakke, en kasket og et par sandaler. Da den lange rejse fra Tallinn havde svækket vores helbred og vi ikke havde fået vores ringe daglige madration, besvimede nogle af fangerne. Vi hjalp dem til at komme videre indtil man hentede nogle heste, og så lagde vi dem på slæder der blev trukket af hestene.

Da vi ankom til lejren, blev vi indregistreret, hvorefter vi fik lov til at gå i sauna og fik udleveret dagens madration. Der var lunt i barakkerne, og jeg faldt hurtigt i søvn. Men om natten vågnede jeg med stærke smerter på grund af ørebetændelse. Næste morgen kom jeg under lægebehandling og blev fritaget fra arbejde. Fængselsbetjentene var vrede over at jeg ikke kunne arbejde, og de pryglede mig. I en måned blev jeg anbragt i en isolationscelle for at have „forstyrret freden i lejren“. Heldigvis fik jeg noget medicin fra sygeafdelingen, og tiden i isolationscellen hjalp mig til at genvinde mit helbred.

Den første vinter i lejren var den værste. Arbejdet, der som regel bestod i at bryde nikkel i en åben mine, var udmattende, og den smule mad vi fik, var dårlig. Når mange viste symptomer på skørbug, fik vi C-vitaminindsprøjtninger for at afbøde sygdommen. Vi glædede os dog over at kunne være sammen med mange af vore trosfæller fra Moldova, Polen og Ukraine i lejren.

Forandringer i lejren

I foråret 1952 begyndte fangerne at få lidt løn, som gjorde at vi kunne købe mad som supplement til vores kost. Nogle Jehovas vidner begyndte også at få fødevarer i kasser med falske bunde hvori der var skjult bibelske publikationer. En moldovisk broder fik engang en dåse svinefedt. Efterhånden som fedtet blev spist, kom mavesækken fra en gris til syne. Heri lå der tre eksemplarer af Vagttårnet!

Da Stalin døde den 5. marts 1953, skete der nogle drastiske forandringer i lejren. I begyndelsen udbrød der strejker og opstande blandt fanger der krævede at blive løsladt. Hærenheder blev sat ind for at sætte en stopper for det. I Norilsk blev 120 fanger dræbt i en opstand, men ingen Jehovas vidner var involveret, og ingen af dem blev dræbt eller kom noget til. I sommeren 1953 lå arbejdet i nikkelminen stille i to uger. Derefter blev livet i lejren nemmere. Nogle af fangerne blev løsladt, og andre fik deres straf nedsat.

Et trofast vidne

Efter denne urolige periode i lejren blev jeg flyttet til en sydligere lejr i nærheden af byen Taisjet i provinsen Irkutsk. Der traf jeg Artur Indus, som i sin tid havde studeret Bibelen med mig. Han havde nægtet at arbejde som læge i lejren og i stedet valgt at udføre fysisk krævende arbejde. Han sagde: „Min samvittighed tillod mig ikke at give raske fanger som havde fået ansvarsposter, sygeorlov, mens virkelig syge fanger blev tvunget til at arbejde.“

På det tidspunkt var broder Indus udmagret og syg, for han var ikke vant til at udføre fysisk hårdt arbejde. Men han fortalte mig at han følte det som om hans lidelser havde forædlet hans hjerte på en åndelig måde. Vi var sammen i næsten tre uger. Så blev han indlagt på lejrens hospital, hvor han døde i januar 1954. Et eller andet sted i den vidtstrakte arktiske skov ligger hans navnløse grav. Han døde som en trofast kristen med udsigt til at få en opstandelse.

Løsladelsen og rejsen hjem

I 1956 blev der sendt en sovjetisk kommission til vores lejr som skulle vurdere de enkelte fangers sag. Da jeg mødte frem for kommissionen, spurgte den tjenstgørende general: „Hvad vil du lave efter din løsladelse?“

„Det finder jeg ud af til den tid,“ svarede jeg.

Jeg blev bedt om at forlade lokalet, og da jeg blev kaldt ind igen, sagde generalen: „Du er Sovjetunionens værste fjende. Du er en ideologisk fjende.“ Dog tilføjede han: „Vi løslader dig, men vi vil holde øje med dig.“ Jeg blev løsladt den 26. juli 1956.

I to dage besøgte jeg ukrainske brødre i Sujetikha, en landsby i nærheden af Taisjet som de var blevet forvist til i 1951. Dernæst tilbragte jeg fire dage i Tomsk-området i nærheden af det sted man havde forvist min mor til. Fra jernbanestationen gik jeg 20 kilometer til landsbyen Grigorevka. Der var forholdene værre end det mange af os havde oplevet i lejrene. Min søster Leida var blevet løsladt fra en fangelejr i Kasakhstan og var nogle måneder tidligere ankommet til området for at være sammen med mor. Men eftersom hendes pas var blevet konfiskeret, havde hun endnu ikke kunnet vende tilbage til Estland.

Under pres i Estland

Med tiden kom jeg hjem til Estland og tog straks hen til mine forældres gård. Jeg opdagede, sådan som det var rygtedes i Sibirien, at regeringsmyndighederne havde ødelagt alle vore bygninger. Få dage senere fik jeg polio. Jeg lå på hospitalet i lang tid og fortsatte derefter med at gå til behandling. Jeg halter stadig den dag i dag.

Jeg blev ansat i et tørveselskab i Lehtse hvor jeg havde arbejdet i sommeren 1943. Gennem firmaet fik jeg en lejlighed, og da mor og Leida i december 1956 vendte hjem fra eksil, kom de til at bo hos mig i Lehtse.

I november 1957 giftede jeg mig med Ella Kikas, som også kort forinden var vendt tilbage fra en fangelejr i Sibirien. To måneder senere flyttede vi til Tartu, hvor vi fandt en lille lejlighed i et privat hus. Det lykkedes mig også at få et job som chauffør for et firma i byen.

I Sibirien havde jeg oversat ti studieartikler i Vagttårnet fra russisk til estisk, og dem tog jeg med hjem. Senere fik vi bogen Fra Det Tabte Paradis til Det Genvundne Paradis, som vi også oversatte til estisk. Derefter fremstillede vi maskinskrevne eksemplarer af bogen. KGB holdt fortsat øje med os. Da vi var godt kendt med de metoder de brugte til at opsøge folk, var vi altid på vagt og forsigtige ligesom jagede dyr.

KGB’s angrebsmål

I begyndelsen af 1960’erne iværksatte KGB en smædekampagne mod Jehovas Vidner. Min hustru og jeg var deres hovedangrebsmål. Aviserne begyndte at bringe ærekrænkende artikler om os, og vi blev kritiseret voldsomt i radio og fjernsyn. To gange holdt KGB offentlige møder på min arbejdsplads. Der blev også opført en satirisk komedie om mig med professionelle skuespillere i Estlands Teater i Tallinn. Situationen mindede mig om Davids ord: „De der sidder i porten drøftede mig, og de som drikker stærke drikke havde viser om mig.“ — Salme 69:12.

Disse forsøg på at vanære os fortsatte indtil 1965 da der blev holdt et møde i Arbejdernes Bygning for Offentlig Sundhed i Tartu. Både Ella og jeg, agenter fra KGB og en stor tilhørerskare var til stede. Adskillige gange fik Ella bifald fra publikum for sine svar på de spørgsmål hun blev stillet. Tilhørerne var tydeligvis på vores side. Agenterne fra KGB var skuffede og vrede over udfaldet.

Folks åndelige behov dækkes

Selv om kommunisterne prøvede at standse udbredelsen af vore publikationer, var vi efter 1965 i stand til at skaffe en forholdsvis stor forsyning af dem til vore kristne brødre. Men arbejdet med at oversætte og trykke under jorden krævede megen tid og energi. Med henvisning til min undergrundsaktivitet og måde at transportere publikationer på sagde en KGB-agent engang til mig: „Toom, du er som en kuffert med falsk bund.“

Vore møder måtte selvfølgelig holdes i hemmelighed og i små grupper, og forkyndelsen foregik uformelt. Brødrene måtte altid være forberedte på at der kunne blive foretaget husundersøgelser, og derfor blev Selskabets publikationer omhyggeligt skjult. Men selv under disse prøvende omstændigheder viste der sig mange som havde kærlighed til sandheden fra Bibelen, og som tog standpunkt for Guds rige.

Da den sovjetiske ministerpræsident Mikhail Gorbatjov indledte sine reformer i 1980’erne, fik vi større frihed til at tjene Gud. I 1991 gik Sovjetunionen i opløsning, og Jehovas Vidners arbejde blev juridisk anerkendt. I øjeblikket er der fire menigheder i Tartu, og for nylig fik vi færdiggjort vores eget rigssalskompleks. I dag er der over 3800 forkyndere i Estland, en stor flok sammenlignet med de måske 40 eller 50 der var da jeg begyndte at forkynde for over halvtreds år siden.

Et tilfredsstillende liv

Jeg har aldrig tvivlet på at jeg traf den rette beslutning da jeg valgte at tjene Jehova. Når jeg ser tilbage på mit liv, strømmer mit hjerte over med en følelse af dyb tilfredshed. Jeg er lykkelig over at kunne se at Jehovas organisation fortsat bevæger sig fremad, og at der stadig er flere og flere der ønsker at tjene Jehova.

Jeg er Jehova meget taknemmelig for at hans kærlighed og beskyttelse har hjulpet min hustru og mig igennem disse mange år. Det har givet os åndelig styrke altid at have i tanke at Jehovas retfærdige ordning er nært forestående. Når vi tænker på den utrolige vækst der er sket i antallet af Jehovas tjenere, er vi overbevist om at de lidelser vi har gennemgået, ikke har været forgæves. — Hebræerne 6:10; 2 Peter 3:11, 12.

[Kort på side 12, 13]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Et kort der markerer den to måneder lange rejse fra Tallinn til den berygtede lejr i Norilsk

Tallinn

Pskov

Sankt Petersborg

Perm

Jekaterinburg

Novosibirsk

Dudinka

Norilsk

Krasnojarsk

POLARCIRKLEN

[Kildeangivelse]

Mountain High Maps® Copyright © 1997 Digital Wisdom, Inc.

[Illustration på side 14]

Artur Indus, en trofast kristen martyr

[Illustration på side 14]

Fanger i Sibirien, 1956. Jeg er den fjerde fra venstre i bagerste række

[Illustration på side 15]

Med min kone foran det tidligere KGB-hovedkvarter hvor vi ofte blev afhørt