Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Dengang der ikke fandtes kriminalitet
    Vågn op! – 1998 | 22. februar
    • Dengang der ikke fandtes kriminalitet

      KAN du forestille dig en verden uden kriminalitet? Næppe. Især ikke hvis du har læst nyhedsrapporter som den der blev bragt i det tyske dagblad Süddeutsche Zeitung: „Ifølge kriminologer har kriminaliteten antaget en ny dimension. De taler meget om hvad der videre vil ske, og det billede de tegner af fremtiden, er dommedagsagtigt.“

      En undersøgelse blandt tusinder af europæere i 1995 viste at næsten alle frygter for at blive ofre for en forbrydelse. I Holland, Polen, Rusland, Storbritannien og Tyskland stod kriminalitet øverst på listen over hvad folk frygtede mest. I Danmark, Finland og Schweiz stod den næstøverst, i Frankrig, Grækenland og Italien fik den tredjepladsen. Af de 12 lande der deltog i undersøgelsen, var Spanien det eneste land hvor kriminalitet ikke blev anført som en af de tre største årsager til frygt.

      Kriminaliteten i Østeuropa er steget i alarmerende grad. I en række østeuropæiske lande har stigningen ligget på mellem 50 og 100 procent de sidste syv år, mens den i andre lande i dette område har været på mellem 193 og 401 procent!

      Men engang fandtes der en verden uden kriminalitet. Hvornår var det, og hvordan blev den verden ødelagt?

      Hvor har kriminaliteten sit udspring?

      Kriminalitet, der er blevet defineret som „en grov lovovertrædelse“, har sit udspring i åndeverdenen. De første mennesker, Adam og Eva, blev ikke skabt med kriminelle tilbøjeligheder, og de var heller ikke fuldt ansvarlige for kriminalitetens indførelse i menneskesamfundet. En fuldkommen åndesøn af Gud tillod forkerte tanker at slå rod i sit hjerte, og da de blev næret, affødte de kriminalitet. Denne skabning var ansvarlig for det fordærv der bredte sig i en verden som hidtil havde været uden kriminalitet. Ved at overtræde Guds lov gjorde han sig selv til en forbryder, og i Bibelen kaldes han for Satan Djævelen. — Jakob 1:13-15; Åbenbaringen 12:9.

      Efter at have indledt sin modstand mod Gud i de usynlige himle var Satan besluttet på at videreføre sine forbryderiske metoder til mennesker på jorden. Den bibelske beretning om hvordan Djævelen bar sig ad, er kort og enkel, men troværdig. (Første Mosebog, kapitel 2 til 4) Adam og Eva nægtede at rette sig efter Guds normer, vildledte som de var af denne snedige og overmenneskelige forbryder. Deres ulydighed mod Gud gjorde dem kriminelle. Senere blev de uden tvivl forfærdede da deres førstefødte søn, Kain, gik så langt som til at berøve sin broder Abel det dyrebareste han ejede, nemlig selve livet!

      De tre af de fire første mennesker der boede på jorden, blev altså kriminelle. Adam, Eva og Kain mistede derved muligheden for at leve i en verden uden kriminalitet. Men en sådan verden er nu nært forestående. Hvordan kan vi være sikre på dét efter så mange år?

  • En forgæves kamp mod kriminaliteten
    Vågn op! – 1998 | 22. februar
    • En forgæves kamp mod kriminaliteten

      „KRIMINALITET kunne fjernes fra den ene dag til den anden hvis alle var indstillet på at lægge sig i selen for det.“ Sådan har en tidligere højtstående politimand sagt ifølge den engelske avis Liverpool Daily Post. Ja, hvis alle adlød loven, ville kriminaliteten forsvinde.

      Ikke desto mindre er kriminaliteten de fleste steder stigende. For tusinder af år siden blev der sagt noget som passer på vor tid: „Jorden blev efterhånden ødelagt for den sande Guds ansigt, og jorden blev fyldt med vold.“ (1 Mosebog 6:11) — Se rammen på modsatte side.

      Kriminalitet begynder i det små

      Mindre lovovertrædelser kan føre til større. En lærer indprentede sine elever dette ved at sige: „Bankrøvere begynder med at stjæle blyanter i skolen.“

      Hvad sker der ofte senere når folk kommer ud på en arbejdsplads? Nogle melder sig uberettiget syge og modtager sygedagpenge som de ikke er berettiget til. Denne form for uærlighed er mere almindelig end man måske tror. I Tyskland, for eksempel, falder 6 procent af arbejdernes sygedage på onsdage, 10 procent på tirsdage og 16 procent på torsdage, men helt op til 31 procent falder på mandage, kun overgået af fredage, hvor hele 37 procent melder sig syge. Er folk virkelig oftere syge om mandagen og fredagen, eller er det blot en anden måde at stjæle på?

      Hvem udgør de kriminelle?

      Det er klart at kriminelle handlinger begået af almindelige borgere som regel ikke får de samme følger som dem der bliver begået af personer med indflydelse og magt. I begyndelsen af 1970’erne blev USA rystet af en politisk forbrydelse der fik så stor betydning at det navn man forbandt den med, blev optaget i engelske ordbøger.

      „Watergate“ er ifølge Barnhart Dictionary of New English „en skandale hvor der især er blevet gjort forsøg på at skjule skadelige oplysninger eller ulovlige aktiviteter“.a Opslagsværket tilføjer: „Watergate-affæren fik stor indflydelse på det engelske sprog i 1970’erne. Der blev dannet nye ord ved sammensætninger hvori ordet -gate indgik som en betegnelse for skandale eller korruption.“

      Siden Watergate-affæren har et utal af lignende skandaler gjort det klart at kriminalitet endog er udbredt blandt dem der burde sætte et godt eksempel i lovlydighed. I Japan var politisk korruption i begyndelsen af 1990’erne blevet så almindeligt at man forsøgte at bekæmpe det gennem lovgivningen. Og i Brasilien oplevede man i 1992 at landets præsident blev væltet på grund af korruptionsanklager.

      Er det ikke indlysende at overtrædelser begået af personer der sidder inde med myndighed, deriblandt forældre, skolelærere og politifolk, medvirker til at kriminaliteten i befolkningen som helhed stiger?

      Gode intentioner er ikke nok

      De fleste vil nok mene at myndighederne ønsker at få bugt med kriminaliteten. Men en pensioneret embedsmand har bemærket om sit land: „Myndighederne har gjort alt for lidt for at få retsmaskineriet til at arbejde hurtigt og effektivt. Der er mangel på dommere, og de få vi har, er overbebyrdede. Politistyrken er underbemandet og dårligt udrustet. Og da det somme tider sker at lønnen ikke udbetales til tiden, kan det for nogle politifolk være en stor fristelse at tage imod bestikkelse.“

      Det italienske tidsskrift La Civiltà Cattolica begræder „statens magtesløshed over for den organiserede kriminalitet“ og bemærker derefter: „Ordensmagten og domstolene gør hvad de kan for at bekæmpe kriminaliteten, men det er tydeligt at det ikke har haft nogen indvirkning på den organiserede kriminalitet, som tværtimod vokser i styrke og magt.“

      Myndighedernes gode intentioner er tydeligvis ikke nok til at bekæmpe kriminaliteten. Anita Gradin, som er Europa-kommissær med ansvar for indvandring og juridiske sager, har bemærket: „Vi har behov for bedre og mere effektive samarbejdsmetoder i kampen mod narkosmugling og narkohandel, menneskesmugling, illegal indvandring, organiseret kriminalitet, svindel og korruption.“

      Hvor engagerede er de juridiske myndigheder?

      Nogle sætter spørgsmålstegn ved myndighedernes engagement i kriminalitetsbekæmpelsen. En tidligere politichef i et land gør opmærksom på at alle, i hvert fald offentligt, „fordømmer korruption og økonomisk kriminalitet“, men at det ikke er alle der oprigtigt ønsker at udrydde kriminalitet og korruption. Flere og flere, deriblandt juridiske embedsmænd, betragter åbenbart bestikkelse, svindel og tyveri som acceptabelt i kampen for at klare sig i samfundet.

      En af årsagerne til den stigende kriminalitet er, ifølge en tolder, at „mange forbrydere slipper godt fra det“. I en russisk publikation peges der for eksempel på at „forbrydere alt for let undgår at blive straffet“. Det tilføjes at dette „tilsyneladende inspirerer almindelige borgere til at begå de mest brutale former for kriminalitet“. Det er som en bibelskribent udtalte for cirka 3000 år siden: „Fordi dommen over den onde gerning ikke eksekveres hurtigt, derfor er menneskesønnernes hjerte fuldstændig besluttet på at handle ondt.“ — Prædikeren 8:11.

      Det er ikke nogen overdrivelse at sige at myndighederne kæmper en forgæves kamp mod kriminaliteten. Den tyske avis Rheinischer Merkur har sagt: „Frygten i befolkningen for den øgede voldskriminalitet ligger dybt og kan hverken dulmes af det sædvanlige partipolitiske kævleri eller af statistikker der skal vise at situationen ikke er så alvorlig som den ser ud til.“

      Det modsatte synes snarere at være tilfældet. Situationen er højst sandsynligt mere alvorlig end man umiddelbart forestiller sig. Men der er grund til optimisme. En verden uden kriminalitet nærmer sig, og du har mulighed for at opleve den. I den næste artikel vil vi forklare hvorfor vi kan sige det.

      [Fodnote]

      a Watergate-affæren er opkaldt efter et boligkompleks ved navn Watergate. Et indbrud i dette boligkompleks bragte hele sagen for lyset. Skandalen førte til at USA’s daværende præsident, Richard Nixon, måtte træde tilbage, og adskillige af hans nærmeste rådgivere blev fængslet.

      [Tekstcitat på side 6]

      Mange betragter ulovligheder som acceptable i kampen for at klare sig i samfundet

      [Ramme på side 5]

      En jord fyldt med vold

      BRASILIEN: „Hundredtusinder gik gennem gaderne i den indre by [Rio de Janeiro] som en reaktion på den voksende bølge af vold og for at udtrykke den frygt og vrede de føler fordi kriminaliteten holder deres by i et knugende jerngreb.“ — International Herald Tribune.

      FILIPPINERNE: „Seks ud af ti familier i Filippinerne siger at de hverken føler sig trygge i deres hjem eller på gaden.“ — Asiaweek.

      IRLAND: „Mafialignende kriminelle sammenslutninger har slået sig ned i Dublins indre by og i dens fattige vestlige forstæder. Disse bander skaffer sig flere og flere våben.“ — The Economist.

      KINA: „Gangsterne er igen dukket frem i Kina, og det ser ud til at alvorlige forbrydelser er ved at tage overhånd. . . . Kinesiske eksperter siger at antallet af bander og ’hemmelige selskaber’ vokser hurtigere end politiet kan nå at tælle dem.“ — The New York Times.

      MEXICO: „Kriminaliteten er steget så hurtigt på så kort tid at det er alarmerende.“ — The Wall Street Journal.

      NIGERIA: „Ifølge en af politiets talsmænd, hr. Frank Odita, har familieordningen, kirkerne, moskéerne, skolerne og klubberne forsømt deres pligt til at holde de unge væk fra kriminalitet.“ — Daily Champion.

      RUSLAND: „Mafialignende bander har forvandlet en by der under det tidligere kommunistiske styre var en af de sikreste i verden, til en sand kriminopolis. . . . En politifuldmægtig ved navn Gennadi Groshikov siger: ’I de 17 år jeg har patruljeret i Moskvas gader, har jeg aldrig set så megen kriminalitet og så ondskabsfulde forbrydelser som nu.’“ — Time.

      STORBRITANNIEN: „Vold udløses lettere i dag, og der er større sandsynlighed for at en forbryder vil gribe til vold som første udvej.“ — The Independent.

      SYDAFRIKA: „En ubehersket og praktisk talt ukontrolleret vold er en trussel mod os alle og mod alt hvad vi foretager os. Der må gøres noget gennemgribende.“ — The Star.

      TAIWAN: „I Taiwan er der sket en langsom og næsten ubemærket stigning i antallet af røverier, overfald og mord i samfundet. Kriminaliteten er steget så meget at den endda overgår de vestlige lande på visse områder.“ — The New York Times.

      TYSKLAND: „Der skal stadig mindre til før de der ikke tøver med at bruge vold, finder en anledning til at gøre det. Det er derfor næppe nogen overraskelse at vold er blevet en hverdagsforeteelse.“ — Rheinischer Merkur.

      USA: „USA er den mest voldelige nation i den industrialiserede verden. . . . Intet andet industrialiseret land kommer blot i nærheden af USA.“ — Time.

  • En verden uden kriminalitet er nær!
    Vågn op! – 1998 | 22. februar
    • En verden uden kriminalitet er nær!

      UDVIKLINGEN i verden i dag viser at det er meget vanskeligt at undgå at blive påvirket til at gøre det forkerte. Vi fødes alle som ufuldkomne mennesker og er derfor tilbøjelige til at gøre det der er ondt. (1 Kongebog 8:46; Job 14:4; Salme 51:5) Og eftersom Satan Djævelen er blevet fjernet fra himmelen, er han mere end nogen sinde opsat på at volde vanskeligheder. — Åbenbaringen 12:7-12.

      Følgerne har været forfærdelige. En undersøgelse blandt 4000 børn i Skotland afslørede for eksempel at to tredjedele af de 11- til 15-årige allerede havde begået kriminalitet. En landsdækkende undersøgelse i England viste at næsten hver tredje teenager ikke havde nogen skrupler ved at stjæle i butikker, og over halvdelen af teenagerne indrømmede at hvis de fik for mange penge tilbage i en forretning, ville de beholde dem.

      Den italienske bog L’occasione e l’uomo ladro (Lejligheden og tyven) giver et indblik i hvorfor folk stjæler. Bogen nævner at tyve har „meget lidt selvbeherskelse“ og „ikke kan vente med at få deres ønsker opfyldt“. Det tilføjes at de fleste tyve ikke er professionelle, men blot „udnytter situationen og stjæler når der byder sig en lejlighed“.

      Bogen peger interessant nok også på hvorfor mange „afholder sig fra at overtræde loven“. Den konkluderer at det ikke er „frygten for at blive straffet der afholder dem fra at gøre det, men det at de har nogle moralnormer“. Hvor kan man lære sådanne moralnormer?

      Behovet for undervisning

      Tænk over hvad medierne lærer folk. Gennem film og fjernsyn overbringes et budskab der siger at det er helt i orden at være voldelig, begå ægteskabsbrud og mishandle andre. Det er derfor ikke overraskende at folk har så lidt selvbeherskelse. Bibelen indeholder derimod følgende kloge vejledning: „Den der er sen til vrede er bedre stillet end en vældig kriger, og den der behersker sin ånd, end den der indtager en by.“ — Ordsprogene 16:32.

      Når man tænker over den propaganda der lyder i dag, burde det ikke overraske en at så mange „ikke kan vente med at få deres ønsker opfyldt“. Igen og igen lyder det: „Køb nu, betal senere.“ „Vær god mod dig selv.“ „Du fortjener det bedste.“ „Plej dig selv.“ Det bliver fremstillet som både normalt og rigtigt at tilfredsstille selvet. Men en sådan egoistisk holdning står i modsætning til Bibelens lære om at man ’ikke blot skal have øje for sine egne interesser, men også for de andres’. — Filipperne 2:4.

      Er det ikke sandt at de fleste der bærer sig uærligt ad, gør det fordi der pludselig byder sig en lejlighed? Desværre er flere og flere villige til at udnytte enhver situation til deres egen fordel. De tænker ikke på om det de agter at gøre, er rigtigt. Det eneste der bekymrer dem, er: ’Kan jeg slippe godt fra det?’

      Som nævnt ovenfor er der behov for moralnormer der vil få folk til at respektere livets og ægteskabets ukrænkelighed, få dem til at afholde sig fra kriminelle handlinger, upassende opførsel eller på anden måde at krænke andres rettigheder. De der ikke lærer sådanne normer, „har mistet al moralsk sans,“ som Bibelen udtrykker det. (Efeserne 4:19) Det er sådanne ugudelige menneskers kriminelle handlinger der er skyld i at vi ikke har en verden uden kriminalitet.

      Hvordan der vil komme en ny verden

      Der er selvfølgelig mange som bestræber sig for at være ærlige og behandle deres næste med respekt og omtanke, og som undlader at begå noget ulovligt. Men det vil være naivt at tro at alle i hele verden har denne indstilling. Mange i dag har samme holdning som flertallet af dem der levede på den retfærdige Noas tid. Dengang var folk heller ikke villige til at gøre det rette. Kun Noa og hans familie tog afstand fra den ugudelige levevis der prægede datidens verden, der var fyldt med vold. Derved opnåede de Guds godkendelse. Skaberen tilintetgjorde de ugudelige i den verdensomspændende vandflod og frembragte derved en verden der midlertidigt var befriet for kriminalitet.

      Det er vigtigt at huske at Bibelens beretning om Vandfloden og tilintetgørelsen af de ugudelige ikke blot er en interessant historie. Jesus erklærede: „Som det gik i Noas dage, sådan vil det også være i Menneskesønnens dage.“ (Lukas 17:26; 2 Peter 2:5; 3:5-7) Ligesom Gud ødelagde den voldsprægede verden der var før Vandfloden, sådan vil han også ødelægge vore dages verden, som er fyldt med kriminalitet.

      Vi har følgende pålidelige udtalelse fra apostelen Johannes: „Verden forsvinder, og det gør dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“ (1 Johannes 2:17) Denne verdens ende vil bane vej for en ny verden som i Bibelen beskrives således: „[Gud] vil bo hos [menneskene], og de skal være hans folk. Og Gud selv vil være hos dem. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere.“ — Åbenbaringen 21:3, 4.

      Bibelen fortæller også hvordan den nye verden vil blive en realitet: „De ugudelige skal udryddes fra jorden, og forræderne skal rives bort fra den.“ (Ordsprogene 2:22) Når kun de retfærdige er ladt tilbage på jorden, vil følgende bibelprofeti få sin opfyldelse. „De sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred.“ — Salme 37:11.

      I Guds nye verden vil selv dyrene blive fredelige. Bibelen forudsiger: „Ulven skal holde til hos vædderlammet, og leoparden vil ligge hos kiddet, og kalven og ungløven og fedekvæget er sammen; og det er en lille dreng der fører dem. . . . De vil ikke volde skade eller forårsage ødelæggelse på hele mit hellige bjerg; for jorden vil være fyldt med kundskab om Jehova, som vandene dækker havets bund.“ — Esajas 11:6-9; 65:17; 2 Peter 3:13.

      Guds nye verden er nært forestående

      Det glædelige er at disse fredelige forhold snart vil blive en realitet jorden over. Hvordan kan vi være så sikre på det? Det kan vi fordi Jesus forudsagde hvordan forholdene ville være umiddelbart inden verdens ende. Han nævnte blandt andet: „Nation skal rejse sig mod nation og rige mod rige, og der skal være tilfælde af hungersnød og jordskælv det ene sted efter det andet.“ Han tilføjede: „På grund af den tiltagende lovløshed vil kærligheden blive kold hos de fleste.“ — Mattæus 24:7, 12.

      En af Jesu apostle forudsagde også at der i de sidste dage for denne verden ville være „kritiske tider som er vanskelige at klare“, og at menneskene vil være „egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, gudsbespottere, ulydige mod forældre, utaknemmelige, illoyale, uden naturlig hengivenhed, . . . uden selvbeherskelse, vilde, uden kærlighed til det gode, . . . venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud“. (2 Timoteus 3:1-5) Vi lever virkelig i denne verdens „sidste dage“! Den vil derfor snart blive erstattet af Guds retfærdige nye verden.

      Ved at undersøge hvad Bibelen siger, er millioner blevet overbevist om at en verden uden kriminalitet er mulig, og de har taget imod opfordringen til at lære Skaberens, Jehova Guds, veje at kende. (Esajas 2:3) Kunne du tænke dig at slutte dig til dem? Er du villig til at gøre en indsats for at komme til at leve i en ny verden, en verden uden kriminalitet?

      Jesus forklarede hvad der først og fremmest er nødvendigt: „Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ Din evige velfærd afhænger af om du studerer Guds ord og lever efter det du lærer. — Johannes 17:3.

      [Illustration på side 8, 9]

      Bibelen beskriver en ny verden uden kriminalitet

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del