Når hjerter af sten blødgøres
I 1989 BLEV JEHOVAS VIDNER I POLEN juridisk anerkendt som et trossamfund. Forkyndere der var blevet fængslet på grund af deres kristne neutralitet, blev lidt efter lidt løsladt, og de måtte sige farvel til mange medfanger som ønskede at lære mere om Bibelen. Følgende beretning fra et af disse fængsler viser hvordan Jehovas vidner bestræber sig for at hjælpe nogle der engang havde hjerter af sten, til at få gavn af kraften i Guds ord.
I WOŁÓW, en by i det sydvestlige Polen med 12.000 indbyggere, ligger der et 200 år gammelt fængsel som huser nogle af landets værste forbrydere. Lige siden Jehovas Vidners arbejde blev juridisk anerkendt i landet, har de gjort en stor indsats for at overbringe de indsatte i dette fængsel den gode nyhed om Riget, og det gør de med stor begejstring.
Det der banede vejen, var et brev som Justitsministeriet i februar 1990 sendte til alle fængselsdirektører i Polen. Af brevet fremgik det at de „ikke måtte lægge hindringer i vejen“ for indsatte der ønskede at modtage Vagttårnsselskabets publikationer eller ønskede at mødes med Jehovas vidner. Forkynderne, hvoraf nogle havde tilbragt en del år i Wołów-fængselet, vidste at der fandtes mange forhærdede forbrydere dér. Men de havde tillid til at Jehova ville velsigne deres bestræbelser for ved hjælp af sandheden fra Bibelen at blødgøre nogle af de andre fangers ’stenhjerter’.
Hindringer overvindes
„Det var ikke let at få dette forkyndelsesprogram stablet på benene,“ fortæller broder Czesław, som har fået tilladelse til at besøge fængselet i Wołów. Selv bor han i Wrocław, en by der ligger cirka 40 kilometer fra fængselet. „Det krævede mange og lange samtaler at overbevise fængselsledelsen om at vores ’gudstjenester’ er til gavn for fangerne.“
Paweł, en broder der arbejder sammen med Czesław, mindes at det hele blev kompliceret af „en højtstående embedsmand der holdt på at de indsatte blot brugte gudstjenesterne som et påskud til at opnå materielle fordele“. Men da tre forbrydere der tidligere blev betegnet som farlige, i 1991 ønskede at lade sig døbe, ændrede fængselsmyndighederne holdning, og samarbejdet blev bedre.
Czesław siger: „I begyndelsen forkyndte vi for fangerne, deres familier der besøgte dem, og fængselspersonalet. Senere fik vi lov til at forkynde fra blok til blok, hvilket var en højst usædvanlig undtagelse. Efterhånden som vi fandt nogle interesserede, fik vi lov til at bruge en lille sal hvor vi kunne lede bibelstudier og holde møder.“ Jehova åbnede vejen til fangernes hjerter af sten.
Et effektivt undervisningsprogram
Salen viste sig hurtigt at være for lille. Eftersom både de døbte fanger og brødrene udefra deltog i forkyndelsen, var der inden længe cirka 50 indsatte som begyndte at overvære møderne. „I over tre år blev alle møderne holdt i denne lille sal, og fangerne var flittige til at overvære dem hver uge,“ siger en af de lokale ældste. I maj 1995 fik de stillet en større sal til rådighed.
Hvordan kan de ansvarshavende brødre afgøre hvem der skal have lov til at overvære møderne i fængselet? Broder Czesław og broder Zdzisław forklarer: „Vi har en liste over de fanger der viser oprigtig interesse for sandheden. Hvis en fange ikke gør fremskridt eller han bliver væk fra møderne uden gyldig grund, hvilket er et udtryk for manglende værdsættelse af denne foranstaltning, fjerner vi vedkommendes navn fra listen og meddeler det til fængselsdirektøren.“
Under bibelstudiet lærer brødrene også fangerne hvordan de kan forberede sig godt til møderne, og blive dygtige til at anvende publikationerne. Når de indsatte kommer til møderne, er de derfor velforberedte og flittige til at svare. De kommer med opbyggende kommentarer, er ferme til at bruge Bibelen og anvender vejledningen på sig selv, hvilket ofte kommer til udtryk i kommentarer som: ’Jeg kan godt se at det her er noget jeg må arbejde på.’
Menighedens sekretær siger: „I øjeblikket ledes der i alt 20 bibelstudier i Wołów-fængselet. De otte af dem ledes af tre fanger der er blevet forkyndere.“ De har haft gode resultater med at forkynde fra blok til blok og når de er på gårdtur. På ti måneder, fra september 1993 til juni 1994, spredte de 235 bøger, næsten 300 brochurer og 1700 blade. Kort tid efter bad to fængselsfunktionærer om at få et bibelstudium.
Særlige stævner bringer glæde
Med tiden blev undervisningsprogrammet i fængselet udvidet til at omfatte særlige stævner. Hovedpunkter fra programmet for kredsstævner og særlige stævnedage blev fremholdt af rejsende tilsynsmænd og andre kvalificerede brødre i fængselets gymnastiksal. Det første særlige stævne blev holdt i oktober 1993. Avisen Słowo Polskie skrev at det blev overværet af 50 indsatte, samt „hele familier, også kvinder og børn, som kom fra Wrocław“. I alt var 139 til stede. I pausen var der lejlighed til at spise et måltid mad som søstrene havde tilberedt, og at nyde det kristne samvær.
Siden da er der blevet holdt endnu syv særlige stævner, som ikke blot har gavnet de indsatte, men også nogle uden for fængselet. Da en forkynder besøgte en mand der havde siddet i Wołów-fængselet, men som nu boede i byen, var denne mand i begyndelsen ret afvisende. Men da han fik at vide at en vis fange var blevet et Jehovas vidne, udbrød han vantro: „Er den morder blevet et Jehovas vidne?“ Det resulterede i at manden tog imod et bibelstudium.
En fantastisk forvandling
Har dette omfattende undervisningsprogram virkelig blødgjort nogle af disse forbryderes ’stenhjerte’? Vi vil lade dem selv fortælle.
„Jeg har aldrig kendt mine forældre, for de forlod mig da jeg var lille. Det var smerteligt og et stort savn ikke at føle sig elsket,“ fortæller Zdzisław, som er en eftertænksom natur. „Jeg begyndte min kriminelle løbebane tidligt i livet og begik til sidst et mord. Skyldfølelsen fik mig til at overveje selvmord, og jeg søgte desperat efter noget at leve for. Så, i 1987, fandt jeg et eksemplar af Vagttårnet. Ved hjælp af dette blad lærte jeg om håbet om en opstandelse og et evigt liv. Da det gik op for mig at alt ikke var tabt, opgav jeg tanken om selvmord og begyndte at studere Bibelen. Nu har jeg lært hvad Jehovas og brødrenes kærlighed vil sige.“ Denne tidligere morder har siden 1993 virket som menighedstjener og hjælpepioner, og sidste år blev han almindelig pioner.
Tomasz tog hurtigt imod et tilbud om bibelstudium. „Men jeg var egentlig ikke interesseret,“ siger han. „Jeg studerede udelukkende fordi jeg kunne lide at vise mig over for andre når jeg fortalte dem om Jehovas Vidners lære. Sandheden spillede ikke den store rolle i mit liv. En dag bestemte jeg mig til at overvære et møde. De døbte indsatte gav mig en varm velkomst. Jeg indså at jeg frem for at prale med min kundskab måtte blødgøre mit forhærdede hjerte og ændre tankegang.“ Tomasz begyndte at iføre sig den nye kristne personlighed. (Efeserne 4:22-24) I dag er han et indviet og døbt Jehovas vidne, og han finder stor glæde ved at forkynde fra blok til blok.
Modstand fra tidligere venner
De der har lært sandheden at kende i fængselet, er blevet udsat for et voldsomt pres fra tidligere venner blandt de indsatte og fra fængselspersonalet. En af dem fortæller: „Jeg blev konstant spottet og gjort nar af, men jeg havde altid brødrenes opmuntrende ord i tanke. ’Bliv ved med at bede til Jehova,’ sagde de til mig. ’Læs i Bibelen, og du vil opleve en indre fred.’ Disse råd har hjulpet mig meget.“
„Mine medfanger kom med mange fornærmende bemærkninger,“ siger Ryszard, en ukuelig døbt broder. „’Gå du bare til dine møder, men prøv ikke at skille dig ud og give det udseende af at du er bedre end os andre. Er det forstået?’ sagde de advarende. Når jeg foretog forandringer i mit liv fordi jeg fulgte Bibelens principper, måtte jeg bøde for det. De væltede min seng, kastede rundt med mine bibelske publikationer og lavede uorden i min del af blokken. Jeg bad Jehova om at give mig styrke så jeg kunne beherske mig, og gik derefter stille og roligt i gang med at rydde op. Efter nogen tid ophørte deres chikanerier.“
Andre døbte fanger fortæller: „Når vore medfanger ser at vi er fast besluttede på at tjene Jehova, antager presset en anden form. Så kan de finde på at sige: ’Husk nu at du ikke må drikke, ryge eller lyve mere.’ Den form for modstand hjælper én til at vise selvbeherskelse og til hurtigt at frigøre sig fra urene vaner eller laster. Den hjælper også én til at opdyrke åndens frugter.“ — Galaterne 5:22, 23.
Bliver indviede tjenere for Gud
Med fængselsmyndighedernes tilladelse fandt den første dåbshandling sted i gymnastiksalen i foråret 1991. Zdzisław var den første lykkelige dåbskandidat. Dåben blev overværet af 12 indsatte og 21 brødre og søstre udefra. Mødet virkede meget opmuntrende på fangerne. Mange af dem gjorde store fremskridt, og to blev døbt senere samme år. To år efter, i 1993, blev der holdt dåb to gange, hvor yderligere syv fanger symboliserede deres indvielse til Jehova.
Om dåbshandlingen der fandt sted i december 1993, skrev det lokale dagblad Wieczór Wrocławia: „Folk bliver ved med at strømme ind i gymnastiksalen, og de hilser på alle og udveksler håndtryk. Ingen er fremmede over for hinanden. De udgør én stor familie der er forenede i tankegang, livsførelse og tilbedelse af én Gud, Jehova.“ Denne ’store familie’ bestod af 135 personer, deriblandt 50 fanger. Lad os møde nogle af dem.
Jerzy, der blev døbt i juni 1993, beretter: „Jeg havde haft lidt kontakt med sandheden en del år tidligere, men mit hjerte var som af sten. Svindel, skilsmisse fra min første kone, et umoralsk forhold til Krystyna, et barn født uden for ægteskabet og adskillige fængselsophold — sådan havde mit liv formet sig.“ Da han så at andre forhærdede forbrydere var blevet Jehovas vidner mens de sad fængslet, spurgte han sig selv: ’Mon jeg ikke også kunne blive et bedre menneske?’ Han bad om at få et bibelstudium og begyndte at komme til møderne. Men selve vendepunktet kom da den offentlige anklager fortalte ham at Krystyna tre år tidligere var blevet et Jehovas vidne. Jerzy siger: „Det kom helt bag på mig. Jeg tænkte: ’Hvad med mig? Hvad vil jeg egentlig?’ Jeg indså at jeg for at blive godkendt af Jehova måtte have styr på mit liv.“ Det resulterede i en lykkelig genforening i fængselet med Krystyna og deres 11-årige datter, Marzena. Kort efter legaliserede de deres forhold. Jerzy sidder ganske vist stadig i fængsel og har sine op- og nedture, men for nylig har han lært sig selv tegnsprog og er i stand til at hjælpe fanger der er døve.
Miroslaw var allerede involveret i kriminalitet da han gik i grundskolen. Han var fuld af beundring for alt det hans venner gjorde, og han begyndte snart at leve som dem. Han har ikke tal på hvor mange gange han har plyndret eller banket andre. Til sidst endte han i fængsel. „Da jeg blev sat ind, søgte jeg hjælp hos præsten,“ siger Mirosław. „Men jeg blev dybt skuffet og besluttede at jeg ville begå selvmord ved at tage gift.“ Den dag han havde planlagt at tage sit eget liv, blev han overflyttet til en anden afdeling. Dér fandt han et eksemplar af Vagttårnet som handlede om meningen med livet. „De enkle og klare oplysninger var lige hvad jeg havde brug for. Nu havde jeg lyst til at leve. Jeg bad til Jehova og spurgte forkynderne om jeg måtte få et bibelstudium.“ Mirosław gjorde hurtigt fremskridt i sit bibelstudium og blev døbt i 1991. Nu er han hjælpepioner i fængselet og har den forret at forkynde fra blok til blok.
Indtil nu er 15 fanger blevet døbt. Sammenlagt er de blevet idømt straffe på næsten 260 år. Nogle er blevet løsladt før de havde udstået deres straf. En af fangerne fik sin dom på 25 år nedsat til 15. Og adskillige der viste interesse mens de var i fængsel, er blevet døbt som Jehovas vidner efter deres løsladelse. Der er yderligere fire af de indsatte som forbereder sig til dåb.
Ros fra fængselsledelsen
„Det man især lægger mærke til, er den forandring der sker i fangernes indstilling,“ hedder det i en fængselsrapport. „Mange holder op med at ryge, og de holder deres blok ren. Sådanne adfærdsændringer ses tydeligt hos mange af fangerne.“
Ifølge avisen Życie Warszawy har fængselsledelsen i Wołów erkendt at „de omvendte fanger er disciplinerede, og at de ikke skaber nogen problemer for vagterne“. Artiklen siger videre at de der er blevet løsladt før udstået straf, er godt integrerede i Jehovas Vidners samfund og vender ikke tilbage til forbryderbanen.
Og hvad mener fængselsdirektøren? Han siger: „Det arbejde som Jehovas vidner udfører i dette fængsel, er højst ønskværdigt og gavnligt.“ Han tilføjer at „fangerne under deres studium af Bibelen [med Jehovas Vidner] ændrer deres værdinormer, og det giver dem en ny ledetråd i deres liv. De optræder taktfuldt og høfligt. De er flittige arbejdere, der ikke giver nogen problemer“. Disse positive kommentarer fra fængselsmyndighederne virker selvfølgelig meget opmuntrende på de Jehovas vidner der forkynder i Wołów-fængselet.
De forkyndere der besøger de indsatte, erkender virkelig sandheden i Jesu ord: „Jeg kender mine får, og mine får kender mig. . . . De vil høre min stemme, og de vil blive én hjord, én hyrde.“ (Johannes 10:14, 16) Selv ikke fængselsmure kan hindre den rigtige hyrde, Jesus Kristus, i at indsamle de symbolske får. Forkynderne i Wołów er taknemmelige for den forret det er at tage del i dette glædebringende arbejde. De sætter også deres lid til at Jehova fortsat vil velsigne arbejdet med at hjælpe mange flere der har hjerter af sten, til at tage imod den gode nyhed før enden kommer. — Mattæus 24:14.
[Ramme på side 27]
„Uselvstændige voksne“
„Fanger der har været i fængsel i nogen tid, mister ofte fornemmelsen af hvad det vil sige at leve i frihed,“ bemærker forkynderne der har Wołów-fængselet som deres distrikt. „Der er tale om uselvstændige voksne som efter at de er blevet løsladt fra fængselet, ikke ved hvordan de skal klare sig selv. Menighedens opgave omfatter derfor mere end at lære dem sandheden at kende. Vi er nødt til at forberede dem på at blive en del af samfundet og advare dem om de nye farer og fristelser de kan blive udsat for. Samtidig med at vi passer på ikke at være for overbeskyttende, må vi hjælpe dem til at få en ny start i livet.“