26. Hvilken apostel vender vi os til for at få at vide hvem der blev gennemstunget, og hvordan besvarer han vort spørgsmål?

²⁶ Hvem er det „de har gennemstunget“b og som „de ser hen til“? Vi skærer lige igennem menneskers indviklede gætterier og går direkte til det inspirerede svar fra Ham der har fremsat dette profetiske udsagn. Fra en beretning der er skrevet af galilæeren Johannes, som var øjenvidne til at Jesus Kristus blev pælfæstet mellem to pælfæstede forbrydere fredag den 14. nisan år 33, citerer vi disse inspirerede ord:

Da det altså var beredelsesdag, bad jøderne Pilatus om, at de korsfæstedes knogler måtte blive knust og legemerne taget ned, for at de ikke skulle blive på korset sabbaten over; thi den sabbatsdag var stor. Så kom soldaterne og knuste knoglerne på den første og på den anden, som var korsfæstet sammen med ham. Men da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste de ikke knoglerne på ham. Men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og straks flød der blod og vand ud. Og den, der har set det, har vidnet om det — og hans vidnesbyrd er sandt, og han véd, at han taler sandt — for at også I skal tro. Thi dette skete, for at det skriftord skulle gå i opfyldelse: „Intet ben skal sønderbrydes derpå!“ Og endnu et andet skriftord siger: „De skal se hen til ham, de har gennemstunget.“ — Johannes 19:31-37.

27. Hvordan viser Johannes et andet sted at det var Jesus der blev „gennemstunget“?

²⁷ Også et andet sted i apostelen Johannes’ skrifter bliver Jesus Kristus omtalt som gennemstunget, nemlig der hvor Johannes skriver:

Ham, som elsker os og har løst os af vore synder med sit blod og har gjort os til konger og præster for sin Gud og Fader — ham være æren og magten i evighedernes evigheder! Amen.

Se, i skyerne kommer han, og alles øjne skal se ham, også deres, som har gennemstunget ham, og alle jordens stammer skal jamre ved hans komme. Ja, amen. — Åbenbaringen 1:5-7.

28. Hvad skriver lægen Lukas som peger på at Jesus blev gennemstunget efter sin død og ikke før?

²⁸ Jesus blev altså „gennemstunget“ eller stukket i siden et stykke tid efter at han havde udåndet, og ikke før. I denne forbindelse skriver lægen Lukas:

Det var nu ved den sjette time [klokken 12 middag], og der blev mørke over hele landet indtil den niende time [klokken 15], idet solen formørkedes. Og forhænget i templet flængedes midt igennem. Og Jesus råbte med høj røst og sagde: „Fader! i dine hænder betror jeg min ånd;“ og da han havde sagt det, udåndede han. Men da høvedsmanden så, hvad der skete, priste han Gud og sagde: „Det var i virkeligheden en retfærdig mand.“ Og alle skarerne, som var strømmet sammen til dette skue og så, hvad der skete, slog sig for brystet og vendte hjem. Men alle hans bekendte, også de kvinder, som var fulgt med ham fra Galilæa, stod langt borte og så på alt dette. — Lukas 23:44-49; se også Markus 15:33-41.

29. Hvordan blev spydstikket i Jesu side en del af beviset over for Tomas på at Jesus var blevet oprejst fra de døde?

²⁹ Senere blev spydstikket i Jesu Kristi side også en vigtig del af beviset for at han var blevet oprejst fra de døde. Apostelen Tomas, der ikke fik Jesus at se den dag han opstod (søndag den 16. nisan år 33), sagde til dem der havde set ham denne dag, materialiseret i kødet: „Hvis jeg ikke får set naglemærkerne i hans hænder, ja, stikker min finger i naglegabene og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.“ En uge senere materialiserede Jesus sig igen i kødet, i et legeme som det han havde da han blev pælfæstet, og sagde til Tomas: „Ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende!“ — Johannes 20:24-27.

30. (a) Hvorfor var den sorg Jesu disciple viste, alvorligere end sorgen i „Hadadrimmon i Megiddos dal“? (b) Hvad mere måtte de gøre end at klage og sørge i bedrøvelse hvis „nådens og bønnens Ånd“ skulle udgydes over dem?

³⁰ Som en opfyldelse af Zakarias 12:10-14 har Jesu Kristi trofaste apostle og hans øvrige disciple uden tvivl sørget og holdt klage dér i det jordiske Jerusalem. Den de holdt klage over, var Guds søn, „den enbårne“, „al Skabnings førstefødte“, „Guds Skabnings Begyndelse“. (Johannes 3:16; Kolossenserne 1:15, Gd; Åbenbaringen 3:14, Gd) Sorgen var derfor alvorligere end den sorg der tidligere var blevet vist i „Hadadrimmon i Megiddos dal“. (Zakarias 12:11; jævnfør Anden Kongebog 23:28-30; Anden Krønikebog 35:20-25) Som lovet udgød Jehova også „nådens og bønnens Ånd“ over de trofaste disciple, især fordi disse disciple „havde håbet, at [Jesus] var den, der skulle forløse Israel“. (Lukas 24:21) Men for at opnå Guds nåde eller gunst var det ikke nok at man bare gav udtryk for sorg og bitter klage fordi man var ked af det. Man måtte også tro på den der var blevet gennemstunget og på værdien af hans offerdød. På grundlag af en sådan tro kunne den sørgende få del i Guds gunst eller nåde, og hans bønner i tro ville blive hørt.

31, 32. (a) På hvilken måde måtte man se hen til ham der var gennemstunget, også selv om man tilhørte „Davids hus“, for at modtage „nådens og bønnens Ånd“? (b) Hvad måtte man, selv om man tilhørte „Jerusalems indbyggere“, gøre foruden at sørge, for at få „nådens og bønnens Ånd“?

³¹ For at blive værdig til at modtage denne „nådens og bønnens Ånd“ fra Gud, måtte man med troens øjne ’se hen til ham de havde gennemstunget’. Én tilhørte måske „Davids hus“, men dét i sig selv at han havde denne kongelige rang i kraft af kødelig herkomst, garanterede på ingen måde at han ville komme med i det himmelske rige sammen med Messias som en af hans medarvinger.

³² Én hørte måske til „Jerusalems indbyggere“, men det at han boede i kong Davids jordiske regeringsby, garanterede ham på ingen måde en plads i „det himmelske Jerusalem“. Et sådant menneske burde derimod sørge over at der måske hvilede et samfundsansvar på ham fordi Messias Jesus var blevet dræbt og gennemstunget. Sorgen og den bitre klage måtte således omfatte bedrøvelse over at Messias havde været nødt til at dø på grund af vedkommendes synder, og den måtte ligeledes omfatte anger over sådanne synder. Da ville Messias’ død blive til gavn for den sørgende, og vedkommende ville få „nådens og bønnens Ånd“.

33. (a) Hvordan gjaldt denne regel også selv om man tilhørte „Levis hus“ eller „sjim’itternes slægt“? (b) Hvad så hvis man tilhørte „Natans hus’ slægt“, sådan som Jesu moder Maria gjorde?

³³ Dette ville også gælde den der efter kødet var af „Levis hus“. Skønt han som levit tjente ved det jordiske tempel i Jerusalem med dets alter og dets dyreofre, havde han alligevel brug for det fuldkomne offer der var blevet bragt af den gennemstungne. „Levis hus“ omfattede også „sjim’itternes slægt“. (2 Mosebog 6:16, 17; 4 Mosebog 3:17-21) Også de behøvede derfor et offer som var i stand til at løskøbe syndige menneskeskabninger. „Natans hus’ slægt“ tilhørte Davids kongeslægt. (2 Samuel 5:13, 14) Maria, Jesu Kristi jordiske moder, blev født i den slægt der nedstammede fra denne Natan, Davids søn. (Lukas 3:23-31) Selv om de der tilhørte denne slægt var af kongelig afstamning, måtte de anerkende Jesus som Messias og anerkende at han var blevet „gennemstunget“ for at han kunne opfylde Guds profeti og blive værdig til det himmelske rige.

34. (a) Med hvilken indstilling eller af hvilken grund måtte alle, uanset slægt, hus eller køn, sørge og holde klage over den gennemstungne? (b) Hvordan må vi der lever i dag gøre dette for at modtage „nådens og bønnens Ånd“?

³⁴ Alle, uanset hvilken slægt eller hvilket hus de tilhørte, måtte angergivent sørge og klage i bedrøvelse over at Messias havde været nødt til at dø som et genløsningsoffer for synder. Både kvinder og mænd måtte gøre det. Det er grunden til at profetien gentagne gange siger at „deres kvinder for sig“ skulle sørge. (Zakarias 12:12-14) På tilsvarende måde må vi der lever i dag, hver enkelt af os, angrende og i tro se hen til Messias Jesus, som fjenderne af Jehovas messianske rige fik lov at gennembore. Hvis vi gør det, vil vi få „nådens og bønnens Ånd“.

35. Hvornår viskes tårerne bort fra vore øjne, de tårer som skyldes sorg og klage over at Messias blev gennemstunget?

³⁵ Sorgens tårer viskes bort fra vore øjne når vi også erkender at Messias Jesus blev „gennemstunget“ for at ophøje og hævde Jehovas universelle suverænitet. Det at han til sidst blev „gennemstunget“, beviste at han lige til døden havde bevaret sin fuldkomne integritet ind for den suveræne Herre Jehova. Som belønning opnåede han den ære at blive indsat som messiansk konge på den himmelske trone.

Kapitel 20

En tredjedel levnes i et renset land

1. Har kristenheden kunnet frembringe et land som det oprigtige mennesker ønsker? Hvis løfte om at frembringe det ønskede paradis må vi i dag sætte vor lid til?

DET som hæderlige, oprigtige og retskafne mennesker i dag ønsker, er et land hvor indbyggerne fører et rent liv og hvor der ikke findes noget religiøst hykleri eller bedrag. Selv om kristenheden nu har prøvet i praksis med hundreder af forskellige trossamfund der kalder sig kristne, har den ikke kunnet frembringe et sådant land. Og der er ikke noget håb tilbage om at den nogen sinde vil kunne gøre det. Den kan ikke fremvise et eneste land som eksempel på at den virkelig kan rense ondskab og religiøs urenhed ud. Ingen steder har den frembragt et åndeligt paradis blandt sine hundreder af millioner af kirkemedlemmer. Hvis himmelens og jordens Skaber var henvist til at lade kristenheden frembringe en renset jord med en ren og ubesmittet religion, ville det aldrig blive gennemført. Den almægtige Gud vil imidlertid gennemføre det, på sin egen måde og ved hjælp af sin egen teokratiske organisation. Hans løfte om at gøre det står stadig ved magt, og alle retsindige mennesker kan i dag sætte deres lid til det.