[Jehova].“ Det fortsætter de med lige til „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon, og de vil således sammen med det messianske rige få en andel i at hævde og herliggøre det største navn i hele universet for evigt.

Kapitel 18

Følgerne af at vrage Guds Hyrde og Hersker

1. Hvorfor er det ikke mærkeligt at Jehova sammenligner regenter som er ringere end han selv, med hyrder?

DEN største af alle herskere har gentagne gange sammenlignet sig selv med en hyrde. Tag for eksempel denne smukke sammenligning som han brugte da han forudsagde hvor nænsomt han ville føre sit landflygtige folk tilbage til dets hjemland: „Se, den Herre [Jehova] kommer med vælde, han hersker med sin arm. Se, hans løn er med ham, hans vinding foran ham, han vogter sin hjord som en hyrde, samler den med armen, bærer lammene i favn og leder de diende får.“ (Esajas 40:10, 11) Det er derfor ikke så mærkeligt at han sammenligner ringere herskere på jorden med hyrder.

2. Hvad sammenligner Jehova også fremtrædende verdslige herskere med, og hvad sammenligner han på tilsvarende måde den rest med som blev udfriet fra Babylon?

² Han har også sammenlignet fremtrædende herskere med træer, høje af vækst. Kong Farao i fortidens Ægypten sammenlignes således med et stateligt træ. (Ezekiel 31:1-18) Også medlemmerne af den landflygtige rest som Jehova bruger sin Messias eller Salvede til at udfri og føre ud af det symbolske Babylon og tilbage til deres gudgivne fødeland, sammenligner han med træer. Det gør han idet han omtaler den opgave han har givet sin Messias at udføre, nemlig: „At trøste alle, som sørger, give dem, som sørger i Zion, højtidspragt for sørgedragt, for sørgeklædning glædens olie, lovsang for modløst sind. Man kalder dem retfærds ege, [Jehovas] plantning til hans ære.“ — Esajas 61:1-3.

3, 4. (a) Hvordan fremhæver Zakarias en modsætning mellem Jehovas „retfærds ege“ og de verdslige „træer“? (b) Hvorfor skal der høres klage og brølen, ifølge Zakarias 11:1-3?

³ Disse symbolske „retfærds ege, [Jehovas] plantning“, er omtalt i det foregående kapitel i Zakarias’ profeti, nemlig det tiende kapitel, versene 3-12. Nu fremhæves den store modsætning mellem dem og de symbolske træer på denne undertrykkende verdens højder. På Zakarias’ tid var Libanons majestætiske bjerge klædt med skove af de verdensberømte „Libanons cedre“ og andre duftende nåletræer. Tænk hvor sørgeligt om disse skove blev raseret af en kæmpebrand som ikke var til at slukke! Det kunne få en til at bryde ud i klageråb. En dag vil verden få grund til en sådan klage, for næsten som en fortsættelse af det tiende kapitel i Zakarias’ profeti begynder det ellevte kapitel med en befaling fra Gud om at bryde ud i klage. Vi læser:

⁴ „Luk dine døre op, Libanon, så ild kan fortære blandt dine cedre. Hyl, cypres, for cederen er faldet; for de majestætiske er selv blevet lagt øde! Hyl, I Basans massive træer, for den uigennemtrængelige skov er fældet! Hør! Hyrderne hyler, for deres majestæt er blevet lagt øde. Hør! De unge løver med manke brøler, for de stolte tykninger langs Jordan er blevet lagt øde.“ — Zakarias 11:1-3, NW.

5. Hvornår skal sådanne symbolske skove nedbrændes, og hvem vil da klage sig?

⁵ Libanon har ingen brandsikre døre. Når Jehovas tid er inde til at hans fortærende ild skal feje gennem det majestætiske land, må det symbolske Libanons døre åbne sig på hans befaling så ilden kan komme til at hærge. Selv de vældige cedre skal falde for flammerne som Gud har tændt, og derfor må cypressen ved siden af klage sig. At et