af disse ugunstige domme fra hærskarers Jehova var ikke begrænset til perioden fra 1922 til 1928, men er fortsat helt frem til i dag, og det i stigende omfang og styrke og efter en langt bredere målestok end dengang i tyverne. Ved denne verdensomfattende kundgørelse af Guds ugunstige domme over det store religiøse Babylon og dets politiske beskyttere, svinger hærskarers Jehova i realiteten truende sin hånd imod de religiøse og politiske verdslige organisationer der har plyndret hans folk. Han gør det ved hjælp af sine vidner, som før var trælle under disse undertrykkere.

50. (a) Hvad vil man vide om den udsendte engel når Jehova til sidst eksekverer disse domme? (b) Hvilke personer hævdes ved fuldbyrdelsen af Jehovas domme?

⁵⁰ Inden længe vil vi se disse guddommelige domme blive fuldbyrdet over de fjender der har voldt den højeste Gud en smerte som havde de rørt hans eget øje. Det er denne betydningsfulde tid engelen talte om da Zakarias hørte den sige: „Og I skal kende, at Hærskarers [Jehova] har sendt mig.“ (Zakarias 2:13) Men behøver vi at vente indtil den fulde opfyldelse er sket? Allerede nu har vi tilstrækkelig med vidnesbyrd om at engelen talte sandt, at dens ord er som historie skrevet på forhånd. Det beviser at den kun kan være sendt af hærskarers Jehova. Derved bliver også profeten Zakarias ophøjet og hævdet, idet hans profetier er sande og ufejlbarlige. Og i vor tid finder der en lignende ophøjelse sted. Af hvem? Af Jehovas kristne vidner der har henledt opmærksomheden på Zakarias’ vidunderlige profetier og deres nutidige opfyldelse.

OPFORDRING TIL AT GLÆDE SIG — HVORFOR?

51. Hvorfor havde de ondsindede nationer grund til at juble og glæde sig under den første verdenskrig?

⁵¹ Engang havde de ondsindede nationer virkelig grund til at juble og glæde sig over den vending begivenhederne tog. Det var dengang hærskarers Jehova lod sine kristne vidner falde i deres hånd under den første verdenskrig, og de frit kunne lade deres ondskab gå ud over disse kristne åndelige israelitter. Nationerne kæmpede dengang om verdensherredømmet, ikke et herredømme udøvet af himmelens og jordens Skaber, men deres eget herredømme, enten udøvet af den demokratiske blok af nationer eller af den autokratiske, diktatoriske blok. De ønskede at beherske jordens ressourcer og at udnytte dem kommercielt.

52. Hvorfor behandlede disse nationer de åndelige israelitter dårligt fordi de trofast holdt fast ved Jehovas messianske rige?

⁵² De var meget nationalistiske, ja den nationale patriotisme var på kogepunktet. I deres forsøg på at mobilisere hele befolkningen for at nå deres nationalistiske mål, blev deres raseri vakt af dem der nægtede at indordne sig fordi de havde taget standpunkt for Guds messianske rige som var blevet oprettet i himmelen ved udløbet af hedningernes tider i 1914. Under krigspresset udsatte de derfor disse forkæmpere for Guds rige for en dårlig behandling. Hvor de glædede sig da det lykkedes dem at dræbe den indflydelse disse forkæmpere øvede på Guds riges vegne!

53. Hvordan beskriver Åbenbaringen 11:7-10 nationernes sejrsjubel?

⁵³ Hvordan de dyriske nationer triumferede og lykønskede hinanden med denne sejr over Guds messianske riges forkæmpere, er forudsagt i Åbenbaringen, kapitel elleve, med billedlige udtryk som er hentet fra Zakarias’ profeti. I billedlige vendinger siges der i Åbenbaringen 11:7-10: „Og når de har aflagt hele deres vidnesbyrd, skal dyret, der stiger op af afgrunden, føre krig mod dem og sejre over dem og dræbe dem. Og deres lig skal ligge på gaden i den store stad, som i åndelig forstand kaldes Sodoma og Ægypten, dér, hvor også deres Herre blev korsfæstet. Og mennesker af alle folk og stammer og tungemål og folkeslag skal se på deres lig i tre og en halv dag og ikke tillade, at deres lig lægges i graven. Og de, der bor på jorden, skal glæde og fryde sig over, hvad der skete med dem, og de skal sende hverandre gaver, fordi disse to profeter var til plage for dem, der bor på jorden.“ Men deres sejrsjubel blev kun kortvarig.

54, 55. (a) Men hvornår blev resten af de åndelige israelitter opfordret til at juble og glæde sig? (b) Hvem var denne opfordring så at sige rettet til, og hvilken grund var der til at juble?

⁵⁴ Nøjagtig som skildret i Åbenbaringssynet greb den almægtige Gud i 1919 ind og oprejste i åndelig forstand disse ubegravede vidner og gjorde dem atter aktive i tjenesten for sit rige. Nationerne og den religiøse skøge, Babylon den Store, blev grebet af forfærdelse, men den genoplivede rest af de åndelige israelitter kunne juble og glæde sig. Deres himmelske Genopliver og Befrier opfordrede dem til at gøre det. Eftersom de repræsenterede det himmelske ny Jerusalem og selv skulle være medlemmer af det, var det som om Gud rettede opfordringen til denne åndelige organisation. Henvendt til denne organisation, der betegnes som Zion (eller Jerusalem), sagde han:

⁵⁵ „’Jubl, og glæd dig, Zions datter! Thi se, jeg kommer og fæster bo i din midte, lyder det fra [Jehova].’ Og mange folk skal på hin dag slutte sig til [Jehova] og være hans folk og bo i din midte [og jeg vil bo i din Midte, Gd], og du skal kende, at Hærskarers [Jehova] har sendt mig til dig. Og [Jehova] tager Juda til arvelod på den hellige jord og udvælger atter Jerusalem. Stille, alt kød, for [Jehova], thi han har rejst sig fra sin hellige bolig.“ — Zakarias 2:14-17.

56. (a) Hvordan viste Jehova om han opgav sit krav på Judas land da det blev lagt øde? (b) Hvordan tog Jehova atter landet i besiddelse, og hvilket mirakel gjorde han da?

⁵⁶ Når vi ser hvad profetien betød dengang på Zakarias’ tid, kan vi forstå hvad dens opfyldelse betyder her i dette bemærkelsesværdige tyvende århundrede. Opgav Jehova dengang sit krav på Judas land, og lod han erobringsglade nationer tage det i besiddelse eller nybyggere flytte ind i det? På ingen måde! Skønt han lod sit folk føre bort til Babylon, vogtede han landet og påtvang det en lang sabbatshvile. Hvordan? Ved at bevare det øde, uden mennesker eller husdyr, nøjagtig som han havde forudsagt. Da de halvfjerds år hvori landet skulle holde sabbat var gået, tog han atter Judas land i besiddelse ved at udfri sit landflygtige folk fra Babylon og føre det tilbage til dets elskede hjemland. Han udvalgte atter Jerusalem som Judas hovedstad ved at lade de hjemvendte landflygtige bygge et andet Jerusalem hvor det gamle havde ligget. Sådan kom et befolket land til verden som med fødselsveer „på en eneste dag“. Og „på et øjeblik“ fødtes et folk ved at det atter fik Jerusalem til regeringsby, hvorfra styret blev udøvet over Judas „hellige jord“. (Esajas 66:7, 8) Et sandt mirakel!

57. Hvornår tog Jehova altså bolig i Judas land, og hvornår og hvordan blev det mere tydeligt at han boede der?

⁵⁷ Da fortidens Israel var en teokratisk nation, en nation som var underlagt Guds styre og lov, tog Jehova Gud atter bolig i Jerusalem da byen blev grundlagt på ny og blev genopbygget. Det blev endnu tydeligere da hans tempel blev fuldført i 515 f.v.t., og den regelmæssige tilbedelse af ham begyndte der i fuldt omfang. For alle de omboende nationer ville dette genopførte tempel være et symbol på at hærskarers Jehova havde taget bolig der, at han nu boede i Zion, i Jerusalem. Dér kunne man træde frem for ham.

58. Hvad kunne oprigtige mennesker fra de omboende nationer se, og hvad ville dette tilskynde dem til at gøre (Zakarias 2:15)?

⁵⁸ Hvordan ville dette virke på de hedenske nationer rundt omkring? Mange af deres indbyggere ville forstå at hærskarers Jehova var sandhedens Gud, at han havde vist sin fuldkomne forudviden og sin almagt ved at opfylde de profetier han havde givet i sit eget navn. Da han havde oprejst sit folk Israel fra den nationale død og ført det ud af graven i Babylon, og bragt det tilbage til livet i dets hjemland, kunne disse oprigtige iagttagere se at han var den eneste levende og sande Gud, den eneste der fortjente at blive tilbedt. De ønskede af hjertet at tilbede ham, og hvis de havde mulighed for det, ville de komme til hans bolig i Zion (Jerusalem) for at gøre det. Zakarias 2:15 skulle ikke forblive uopfyldt: „Og mange folk skal på hin dag slutte sig til [Jehova] og være hans folk.“ Det vidnede om at antallet af Jehovas tilbedere ville vokse i hele verden, og ikke blot på Judas „hellige jord“.

59, 60. (a) Hvordan gik det på samme måde med den rest der ville få del i det ny Jerusalem og som så at sige blev begravet i Babylon den Stores domæne? (b) Hvordan har Jehova vist at han har taget bolig hos „resten“?

⁵⁹ Har det samme ikke været tilfældet for den nutidige rest af åndelige israelitter? Har de ikke al god grund til at ’juble og glæde sig’, sådan som „Zions datter“ blev opfordret til at gøre i fortiden, på Zakarias’ tid? Jo! Denne rest af åndelige israelitter er som en brud, ’trolovet med én mand for at blive ført som en ren jomfru frem for Kristus’, og er derfor på vej til at blive en del af det himmelske ny Jerusalem. Dette ny Jerusalem med Jesus Kristus som sit hoved, er Jehova Guds regeringsorganisation over hele hans universelle organisation. (2 Korinter 11:2; Åbenbaringen 21:2, 9, 10) Under den første verdenskrig blev „restens“ enhed som „et helligt folk“ ødelagt, dens medlemmer blev ført bort fra deres gudgivne åndelige domæne og blev så at sige begravet i Babylon den Stores domæne. Da verdenskonflikten var forbi og det pres den havde øvet, lettede, opfyldtes den profetiske skildring i Åbenbaringen 11:11-13 til verdens store forbløffelse!

⁶⁰ Jehova genoplivede i åndelig forstand medlemmerne af den begravede rest, hentede dem ud af deres grave i Babylon den Store, førte dem tilbage til deres retmæssige åndelige domæne på jorden og samlede dem igen i enhed som sit ’hellige folk’. Han havde atter udvalgt denne trofaste rest der rettede blikket mod borgerskabet i det ny Jerusalem under Kristus. (Filipperne 3:20, 21) Jehova rettede velvilligt sin opmærksomhed imod dem, og han gjorde dem aktive med sin mægtige virkekraft, sin hellige ånd, så de kunne aflægge et verdensomspændende vidnesbyrd for hans messianske rige, et vidnesbyrd hvis lige aldrig havde været i hele den kristne historie. (Markus 13:10; Mattæus 24:14; 28:19, 20) De fulgte ikke kristenhedens nationer i tilbedelsen af det afguderiske Folkeforbund som „verdens sidste håb“, men helligede sig ivrigt tilbedelsen af „håbets Gud“ ved hans åndelige tempel. (Åbenbaringen 13:14, 15; 14:9) De gjorde deres Guds navn, Jehova, kendt i et omfang som aldrig før. (Esajas 12:4, 5) Efter alle ydre tegn at dømme havde han taget bolig hos dem.

61. Hvordan er det således gået til at ordene: „Mange folk skal på hin dag slutte sig til [Jehova],“ er blevet opfyldt?

⁶¹ Kan vi i dag se at dette fik indflydelse på jordens folkeslag? Som politiske stater begyndte nationerne at frygte. Men i disse nationer var der oprigtige, retskafne enkeltpersoner som hungrede og tørstede efter en ren, sand og fornuftig religion der virkelig kunne bringe dem i kontakt med den sande Gud, den Gud der er værd at tilbede. Efterhånden som den trofaste rest af åndelige israelitter forkyndte „dette evangelium om Riget“ på større og større dele af jorden, nåede budskabet ud til flere og flere af disse mennesker der søgte den sande Gud. De lærte at Herren Jesus Kristus er Jehova Guds Messias, og de indviede sig til Jehova og lod sig døbe i vand for at blive hans Messias’ disciple. (Mattæus 28:19, 20) Det gik nøjagtig som forudsagt: „Mange folk skal på hin dag slutte sig til [Jehova].“ (Zakarias 2:15) Ingen racer eller nationaliteter var afskåret fra at gøre dette.

62. I hvilken udstrækning er dette sket siden 1935, og på hvilken måde er disse mennesker blevet Jehovas „folk“?

⁶² Det viste sig i udpræget grad fra og med 1935, fire år efter at den salvede rest havde antaget navnet Jehovas vidner. Den anden verdenskrig afholdt ikke dem der oprigtigt søgte den sande Gud, fra at „slutte sig til [Jehova]“ som disciple af hans Messias. I sammenligning med hvor mange de var dengang i 1935, ja, og i sammenligning med den salvede rest, er de der nu har ’sluttet sig til Jehova’ blevet „en stor skare“ hvis antal ikke er fastsat i Bibelen. (Åbenbaringen 7:9-17) Og som Jehova sagde, er de blevet „hans folk“. De gør ikke krav på at høre til den salvede rest af åndelige israelitter. Gud har nemlig ikke avlet dem med sin hellige ånd til at være hans åndelige børn, skønt han anerkender at de har sluttet sig til ham og har indviet sig til ham gennem hans ypperstepræst, Jesus Kristus. Det er Jesu sonoffers fortjeneste der gør dem antagelige for Jehova Gud. Af denne grund regner han disse indviede og døbte for ’sit folk’, et folk der er knyttet til ham. Som „andre får“ bliver de derfor „én hjord“ sammen med den salvede rest under den gode hyrde, Jesus Kristus. — Johannes 10:16.

63. Hvordan har de som „andre får“ ’sluttet sig til Jehova’?

⁶³ Disse „andre får“ har hørt den gode hyrdes røst, de har reageret på hans kalden og er kommet frem fra „mange folk“. Sammen med den salvede rest af de åndelige israelitter tilbeder de den sande Gud ved hans åndelige tempel. (Åbenbaringen 7:15) Det er på denne måde de ’slutter sig til Jehova’.

64. (a) Hvilket håb har de fået, og hvorfor? (b) På hvilken måde har Jehova ved dem fyldt sit hus med herlighed (Haggaj 2:7)?

⁶⁴ Jehova har ikke avlet disse „andre får“ med sin ånd til at være en del af det himmelske ny Jerusalem, men han har givet dem håb om evigt liv på sin ’fodskammel’, nemlig jorden, som da vil være omdannet til et skønt paradis. (1 Mosebog 2:8; Lukas 23:43) Jehova Gud har rystet alle nationer eller folkeslag ved den måde han har beskæftiget sig med menneskenes anliggender på siden 1914, og derved er disse „andre får“ blevet opmærksomme på hans messianske rige. I påskønnelse af hans rige er de kommet til hans tilbedelseshus, og han tager imod dem som ønskværdige, skattede tilbedere. De udgør i virkeligheden „alle folkenes skatte“ der som forudsagt skulle „komme hid“, og det er ved hjælp af dem Jehova fylder sit hus eller tempel, stedet for den rene tilbedelse, med herlighed. — Haggaj 2:7.

65. Hvad har vi i dag bevis for med hensyn til kilden til Zakarias’ tredje syn, og hvad styrker dette vor tillid til?

⁶⁵ I dag, næsten fyrre år efter dette mindeværdige år 1935 da vor opmærksomhed blev henledt på den rette forståelse af ’den store skare’ i Åbenbaringen 7:9-17, ser vi den storslåede virkeliggørelse af de ting der blev forudsagt i det tredje syn til Zakarias. Derfor har vi allerede nu tilstrækkeligt med beviser på at det var sandhedens Gud, Jehova, og ikke en eller anden falsk profetisk kilde, der sendte engelen til Zakarias og hans folk. Det var også Jehova der sendte Zakarias som profet for at han skulle skrive synet ned til gavn for os i dag. Dette styrker vor tillid til at alle de følgende syner til Zakarias vil blive opfyldt.

66. Hvad opfordres vi med rette til at gøre nu, og af hvilken grund har Jehova „rejst sig fra sin hellige bolig“?

⁶⁶ Skulle vi da ikke være stille så vi kan høre hvad Jehova siger til os? Jo i sandhed! Derfor slutter det tredje syn til Zakarias med denne inspirerede befaling: „Stille, alt kød, for [Jehova], thi han har rejst sig fra sin hellige bolig.“ (Zakarias 2:17) Han har rejst sig fra sin hellige bolig i himmelen for at opfylde sit ord.

Kapitel 10

Satan gør forgæves modstand mod ypperstepræsten

1. Hvad har hele menneskehedens verden i dag behov for i religiøs henseende, og hvorfor netop det?

OVER hele jorden kan man i dag finde ypperstepræster inden for forskellige religiøse samfund. Den mægtigste af disse overordnede gejstlige er pontifex maximus, den øverste pontifex, med sæde i Vatikanstaten. Men hele menneskehedens verden har kun brug for én ypperstepræst. Hvorfor? Fordi der kun findes én levende og sand Gud, himmelens og jordens Skaber, hele universets Suveræn. Han