SAGEN ANGIK DET NATIONALE TILBEDELSESHUS

11. Hvordan indledtes Jehovas ord ved Haggaj?

¹¹ Hvordan lød så det ord der kom ved profeten Haggaj? I Haggaj 1:2 læser vi: „Så siger Hærskarers [Jehova]: Dette, folk siger: ’Endnu er det ikke tid at bygge [Jehovas] hus.’“ Det folk Haggaj henvendte sig til, måtte indrømme at det var sandt.

12. Hvordan betegnede Gud sig selv, og hvilken betydning burde dette have haft for disse jøder?

¹² Men hvem havde fortalt „Hærskarers [Jehova]“ hvad „dette folk“ havde sagt? Med sin fantastiske høresans havde hærskarers Jehova selv hørt det fra himmelen. Det var en meget rammende måde han betegnede sig selv på, som „Hærskarers [Jehova]“ (hebraisk: J^ehovahʹ Ts^ebaothʹ). I De hebraiske Skrifter, fra Første Mosebog til Malakias’ bog, forekommer denne betegnelse 281 gange. Profeten Samuel var den første der benyttede den. (1 Samuel 1:3) Også de inspirerede kristne bibelskribenter Paulus og Jakob benyttede dette udtryk. (Romerne 9:29; Jakob 5:4; se ordforklaringen.) Følte indbyggerne i Jerusalem og provinsen Juda sig trøstede og opmuntrede over at blive mindet om at Jehova var øverstbefalende for de himmelske hærskarer?

13. Hvorfor skulle dette have kunnet opmuntre jøderne under de forhold der eksisterede dengang?

¹³ Det burde de i hvert fald. På det tidspunkt havde de ingen stående hær, sådan som nutidens kraftigt væbnede nationer har. Da de forlod deres babyloniske landflygtighed for at vende tilbage til deres hjemland, blev de ikke ledsaget af nogen hær som kunne beskytte dem mod røvere undervejs. Og senere, i år 468 f.v.t., afslog den skriftlærde præst Ezra at have krigsfolk og ryttere fra kong Artaxerxes af Persien med på sin rejse til Jerusalem. — Ezra 8:22, 23.

14. Hvilken indstilling gav disse ubevæbnede jøder udtryk for som i høj grad oprørte Jehova, og hvad var der i vejen med deres holdning?

¹⁴ Hvad var det nu dette ubevæbnede folk, Jerusalems og Judas indbyggere, havde sagt og som i den grad oprørte hærskarers Jehova? Disse ord, som viste hvordan de så på tingene: „Endnu er det ikke tid at bygge [Jehovas] hus.“ Dette hus skulle være en bygning hvor man kunne tilbede hærskarers Jehova i Jerusalem, og hvor ypperstepræsten Josua, Jozadaks søn, kunne gøre tjeneste sammen med alle de andre præster af Arons slægt. Det skulle være et tempel. Hærskarers Jehova var med rette interesseret i et sådant tilbedelseshus eller tempel. Indbyggerne i Jerusalem og Juda tilbad Jehova. Hvorfor sagde de da: „Endnu er det ikke tid at bygge [Jehovas] hus?“ Hvad var der i vejen med deres holdning? Den viste i hvert fald at de manglede interesse for at tilbede deres Gud i fuldt omfang. Den røbede også at de manglede tro på den uovervindelige „Hærskarers [Jehova]“. Det bevirkede at de forfejlede den vigtigste hensigt med at de var kommet tilbage til Jerusalem og Juda. Hvad gik denne hensigt ud på?

GUDS TILBEDELSESHUS FORSØMT

15. (a) Hvornår blev de landflygtige jøder udfriet fra Babylon, og hvordan? (b) Hvad var den virkelige hensigt med at de blev udfriet så de kunne vende tilbage til deres hjemland?

¹⁵ Sytten år tidligere, i foråret 537 f.v.t., var disse indbyggere i Jerusalem og Juda blevet udfriet fra deres landflygtighed i Babylon. Det var i virkeligheden hærskarers Jehova der havde købt dem tilbage og havde genløst dem sådan at de ad Den hellige Vej kunne vende hjem til Zion, som Jerusalem også kaldes. (Esajas 35:8-10) Blev disse landflygtige blot genløst for at de skulle have et sted at bo hvor de ikke var omgivet af det afgudsdyrkende Babylon, og helst i deres forfædres elskede land? Eller hvad var det virkelige og vigtigste formål med at de vendte tilbage til dette land der havde ligget øde hen uden mennesker og husdyr i halvfjerds år siden Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t.? (2 Krønikebog 36:17-21) Det kommer klart til udtryk i det dekret der blev udstedt i 537 f.v.t. af perserkongen Kyros den Store, som havde indtaget Babylon ved Eufratfloden. (2 Krønikebog 36:22, 23) Den skriftlærde præst Ezra gengiver dette dekret i sin fulde ordlyd. Vi læser:

„Og i perserkongen Kyros’ første regeringsår vakte [Jehova], for at hans ord gennem Jeremias’ mund kunne opfyldes, perserkongen Kyros’ ånd, så han lod følgende udråbe i hele sit rige og desuden kundgøre ved en skrivelse: ’Perserkongen Kyros gør vitterligt: Alle jordens riger har [Jehova], Himmelens Gud, givet mig; og han har pålagt mig at bygge ham et hus i Jerusalem i Juda. Hvem iblandt eder, der hører til hans folk, med ham være hans Gud, og han drage op til Jerusalem i Juda og bygge [Jehovas], Israels Guds, hus; han er den Gud, som bor i Jerusalem; og alle steder, hvor de tiloversblevne bor som fremmede, skal beboerne støtte dem med sølv, guld, heste og kvæg, bortset fra de frivillige gaver til Guds hus i Jerusalem.’ . . .

Og kong Kyros udleverede karrene fra [Jehovas] hus, som Nebukadnezar havde ført bort fra Jerusalem og ladet opstille i sin guds hus; dem gav perserkongen Kyros nu til skatmesteren Mitredat, og han talte dem og overgav dem til Sjesjbazzar, Judas fyrste. . . . i alt 5400 kar, dels af guld og dels af sølv. Alt dette bragte Sjesjbazzar med sig, da de landflygtige drog op fra Babel til Jerusalem.“ — Ezra 1:1-11.

16. (a) Hvem var „Sjesjbazzar, Judas fyrste“? (b) Hvilken historisk kendsgerning viser at de hjemvendte landflygtige var klar over hovedformålet med at de vendte tilbage til deres hjemland?

¹⁶ Denne „Sjesjbazzar, Judas fyrste“ er øjensynlig den samme som Judas statholder Zerubbabel, Sjealtiels søn. (Ezra 2:1, 2; 5:1, 2, 14-16; Haggaj 1:1, 14; 2:2, 21) Judas statholder Zerubbabel og de andre hjemvendte landflygtige var klar over at hovedformålet med at de vendte tilbage til deres hjemland, var at de skulle genopbygge templet i Jerusalem så Jehova kunne tilbedes der. Det fremgår af følgende historiske kendsgerning: Ved afslutningen af de halvfjerds år hvori Jerusalem og Juda havde ligget øde, byggede disse genløste landflygtige et alter for Jehova dér hvor templets alter tidligere havde ligget, og senere lagde de grunden til et nyt tempel. Vi læser:

„Da den syvende måned [tisjri] indtraf — israelitterne boede nu i deres byer — samledes folket fuldtalligt i Jerusalem; og Jesua, Jozadaks søn, og hans brødre præsterne og Zerubbabel, Sjealtiels søn, og hans brødre skred til at bygge Israels Guds alter for at ofre brændofre derpå som foreskrevet i den Guds mand Moses’ lov. En del af hedningerne samlede sig imod dem, men de rejste dog alteret på dets gamle plads og ofrede brændofre derpå til [Jehova], morgen- og aftenbrændofre. Derpå fejrede de løvhyttefesten [15.-22. tisjri] som foreskrevet og ofrede brændofre dag for dag i det rette tal og på den foreskrevne måde, hver dag hvad der hørte sig til . . . Den første dag i den syvende måned [tisjri] begyndte de at ofre brændofre til [Jehova], før grunden til [Jehovas] helligdom endnu var lagt. . . .

I den anden måned [ziv eller ijar; april/maj] i det andet år [536 f.v.t.] efter deres ankomst til Guds hus i Jerusalem gjorde Zerubbabel, Sjealtiels søn, og Jesua, Jozadaks søn, sammen med alle deres brødre, præsterne og levitterne, og alle dem, der var kommet fra fangenskabet til Jerusalem, begyndelsen, idet de satte levitterne fra tyveårsalderen og opefter til at lede arbejdet med [Jehovas] hus. . . . Og da bygningsmændene lagde grunden til [Jehovas] helligdom, stod præsterne i embedsdragt med trompeter, og levitterne, Asafs efterkommere, med cymbler for at lovprise [Jehova] efter kong David af Israels anordning; og de stemte i med lov og pris for [Jehova] med ordene ’thi han er god, og hans miskundhed mod Israel varer evindelig!’ Og hele folket brød ud i høj jubel, idet de priste [Jehova], fordi grunden var lagt til [Jehovas] hus.

Men mange af præsterne, levitterne og overhovederne for fædrenehusene, de gamle, der havde set det første tempel, græd højt, da de så grunden blive lagt til dette tempel, men mange var også de, der opløftede deres røst med jubel og glæde, og man kunne ikke skelne glædesjubelen fra folkets gråd; thi så højt var folkets jubelråb, at det hørtes langt bort.“ — Ezra 3:1-13.

17, 18. Hvornår og hvorfor blev arbejdet på templet standset?

¹⁷ På det tidspunkt sagde de hjemvendte israelitter ikke: „Endnu er det ikke tid at bygge [Jehovas] hus.“ (Haggaj 1:2) Men snart mødte de der „havde været i landflygtighed“ modstand udefra. Det skete fordi disse religiøst rensede israelitter ikke ville lade de omkringboende fremmede der foregav at tjene Jehova, være med til at bygge templet for Israels Gud. Vrede over at blive afvist stillede disse folk sig fjendtligt til arbejdet og modarbejdede tempelbyggeriet under hele resten af kong Kyros’ regeringstid og ligeledes under de efterfølgende konger i perserriget, helt frem til perserkongen Darius Hystaspes’ regeringstid. Før denne Darius I kom på tronen var det lykkedes de palæstinensiske fjender at få rigets hersker til at forbyde opførelsen af Jehovas tempel, idet de havde anklaget de hjemvendte landflygtige for at gøre oprør. — Ezra 4:1-22.

¹⁸ Den persiske konge der udstedte forbudet, kaldes i Bibelen for Artaxerxes. Vi læser: „Så snart afskriften af denne skrivelse fra kong Artaxerxes var blevet læst for Rehum, skriveren Sjimsjaj og deres embedsbrødre, begav de sig uopholdelig til jøderne i Jerusalem og tvang dem med magt til at standse arbejdet. Så standsede arbejdet på Guds hus i Jerusalem, og det hvilede til perserkongen Darius’ andet regeringsår.“ — Ezra 4:23, 24.

19. (a) Cirka hvor mange år lå tempelbyggeriet stille? (b) Hvorfor skabte forbudet rådvildhed blandt tempelbyggerne, men hvem var det der til sidst tog sig af sagen?

¹⁹ Kong Darius I’s andet regeringsår svarede som nævnt til 520/519 f.v.t., og det betød at arbejdet med at bygge Jehovas nye tempel i Jerusalem havde ligget stille i omkring seksten år siden grunden var blevet lagt af statholderen Zerubbabel og ypperstepræsten Josua (eller Jesua; Jesus i den græske Septuaginta). Det forbud der blev udstedt af perserkongen Artaxerxes må have fremkaldt en hel del forandring og rådvildhed blandt jøderne i Jerusalem og Juda. De må have spekuleret på hvordan denne herskers forbud kunne annullere kong Kyros den Stores dekret, der var blevet udstedt i 537 f.v.t. som en del af „medernes og persernes uryggelige lov“, den lov der „ikke kan tages tilbage“. (Daniel 6:9, 13) De tænkte ikke på at indbringe sagen for perserrigets domstole og føre den helt op til rigets højesteret, den øverste retsinstans, som beroede hos kongen selv. Det ville have været muligt at gøre dette når der var kommet en ny hersker på tronen, en efterfølger til Artaxerxes. Men hvem ville nu indbringe sagen? Ingen anden end „Hærskarers [Jehova]“ selv.

20. I betragtning af hvilken profeti der tidligere var udtalt af Esajas ønskede Jehova ikke at kong Kyros’ dekret om templets opførelse skulle annulleres?

²⁰ To hundrede år tidligere havde Jehova, den store Teokrat, sagt ved sin profet Esajas: „Jeg siger om Kyros: ’Min hyrde, som fuldbyrder al min vilje!’ jeg siger om Jerusalem: ’Det skal bygges!’ om templet: ’Det skal grundes!’ Så siger [Jehova] til sin salvede, til Kyros, hvis højre jeg greb for at nedstyrte folk for hans ansigt.“ (Esajas 44:28-45:1) Derfor ønskede hærskarers Jehova ikke at Kyros’ dekret om Jehovas hus i Jerusalem skulle annulleres. Jehova er ikke en Gud der først lægger grunden til en bygning og derpå er ude af stand til at fuldføre den, sådan at alle som ser det vil „give sig til at spotte ham og sige: ’Den [Gud] begyndte at bygge og kunne ikke fuldføre det.’“ (Lukas 14:29, 30) Nej, Jehova fuldfører det han begynder på; hans ord vender aldrig tomt eller uopfyldt tilbage. — Esajas 55:11.

FOLKETS HOLDNING OG DET KONGELIGE FORBUD UDFORDRES

21. Hvordan og i hvilket år begyndte Jehova at rette den forkerte indstilling jøderne længe havde givet udtryk for med hensyn til tempelbyggeriet?

²¹ Nu var tiden altså inde til at hærskarers Jehova ville rette den forkerte opfattelse som jøderne i Jerusalem og Juda længe havde givet udtryk for, nemlig at det endnu ikke var tid at genopbygge Jehovas hus. Hvad gjorde han da? Han oprejste to profeter som ikke var bange for at udtale sig i strid med den offentlige mening. Ezra 5:1 siger hvem disse profeter var: „Men profeterne Haggaj og Zakarias, Iddos søn, profeterede for jøderne i Juda og Jerusalem i Israels Guds navn, som var over dem.“ Og de indledende vers i Haggajs og Zakarias’ nedskrevne profetier nævner hvilket år de begyndte at profetere, nemlig i perserkongen „Darius’ andet regeringsår“. Men Haggaj begyndte at profetere før Zakarias, idet Jehovas ord kom ved ham på den første dag i månemåneden elul, på nymånedagen hvor der sikkert har været mange pilgrimme fra Judas byer i Jerusalem.

22. Hvad var Haggaj nødt til først at gøre folket opmærksomt på, og hvad måtte de have at vide, som en udfordring af deres holdning?

²² Først gjorde profeten Haggaj folket dér i Jerusalem opmærksomt på at hærskarers Jehova vidste hvad de gik og sagde om tiden for bygningen af hans tilbedelseshus, det byggearbejde som perserkongen Kyros den Store havde givet fuldmagt til. Gud havde længe nok vist tålmodighed med de jøder der havde denne negative indstilling. Nu hvor situationen syntes at se mørkest ud, nu hvor de hedenske religiøse fjenders stadige modstand var blevet forstærket med et kongeligt forbud, ja nu var tiden inde til at holdningen blandt dette genløste folk skulle udfordres. De skulle have at vide hvad de havde gjort sig skyldige i, og hvorfor det var gået så dårligt for dem.

23. Hvordan viste udfordringen at der var en forbindelse mellem Jehovas hus’ daværende tilstand og deres egen økonomiske situation?

²³ Her kommer udfordringen! „Og [Jehovas] ord kom ved profeten Haggaj således: Er det da tid for eder at bo i huse med træklædte vægge, når dette hus ligger øde? Derfor, så siger Hærskarers [Jehova]: Læg mærke til, hvorledes det går eder! I sår meget, men bringer lidet i hus; I spiser, men mættes ikke; I drikker, men får ikke tørsten slukket; I klæder eder på, men bliver ikke varme; og daglejerens løn går i en hullet pung.“ — Haggaj 1:3-6.

24. Hvilken modsætning var der mellem deres egne huse og Jehovas hus, og hvilke spørgsmål gav dette anledning til?

²⁴ Der var en meget vigtig grund til at det gik de hjemvendte jøder så dårligt i materiel henseende. De sagde at det endnu ikke var tid at bygge Jehovas tempel, og „dette hus“ hvor Gud skulle tilbedes lå derfor øde, idet de blot havde lagt grunden dengang i 536 f.v.t. men endnu ikke var begyndt at rejse selve bygningen. Samtidig boede de selv komfortabelt; de havde bygget sig huse og beklædt væggene med fint træ. Hvilken modsætning mellem deres egne private huse hvor de kunne nyde fysisk velvære, og Jehovas hellige hus hvor hele nationens åndelige interesser skulle varetages! Manglede der ikke balance i tingene? Røbede dette ikke at de lagde mere vægt på det materielle, på deres eget velbefindende, end på deres åndelige behov og deres forpligtelser over for den store Teokrat, Jehova? Kunne dette undgå at få ubehagelige følger for dem, ikke alene i åndelig men også i materiel henseende? Voldte de ikke sig selv skade, både religiøst og økonomisk? Jo!

25. Hvad var grunden til at de ikke alene voldte sig selv skade i religiøs henseende men også økonomisk, i materiel henseende?

²⁵ Hvorfor også økonomisk, i materiel henseende? Fordi de havde fået deres land af Gud. Jehova havde også løskøbt dem fra Babylon og ført dem tilbage til dette land som sit genløste folk. Derfor gjaldt det han mange år før havde sagt til deres forfædre: „Jorden i landet må I ikke sælge uigenkaldeligt, thi mig tilhører landet, I er kun fremmede og indvandrede hos mig.“ (3 Mosebog 25:23) Da landet tilhørte ham, kunne han gøre det frugtbart, og han kunne holde sin velsignelse tilbage. Han blev således ansvarlig for hvor meget det ydede. Hvis han var utilfreds med sit genløste folk, ville han så ikke ganske logisk holde sin velsignelse tilbage? Og gav han ikke gennem profeten Haggaj udtryk for sit guddommelige mishag fordi hans hus, det mest betydningsfulde hus i hele Judas land, lå øde og havde gjort det i så mange år?

26. Hvad var grunden til at der bestod en forbindelse mellem Jehovas hus’ øde tilstand og deres elendige økonomiske situation?

²⁶ Som forholdene var, må der have været en vis forbindelse mellem Jehovas hus’ øde tilstand og det at disse genløste jøder såede meget i det gudgivne land og alligevel kun bragte små afgrøder i hus. De høstede ganske vist noget som de kunne spise, men det var ikke nok til at de kunne blive mætte eller dække deres behov. De drak vin som var fremstillet af mosten fra deres vingårde, men vinhøsten var ikke stor nok til at de kunne få tørsten slukket. De var i stand til at fremstille noget som de kunne klæde sig i, men det var ikke nok eller af tilstrækkelig god kvalitet til at de kunne holde varmen i det når vejret var koldt. Og hvis nogle tog arbejde hos andre for at klare udgifterne eller tjene til livets ophold, var det som om de penge de tjente blev lagt i en hullet pung, sådan at mønterne faldt ud og de ingen gavn fik af dem. I betragtning af indbyggernes forhold til landets himmelske Ejer og deres religiøse forpligtelser over for ham, må der have bestået en forbindelse mellem hans hus’ øde tilstand og deres økonomiske krise.

27. Hvordan fremgår det af den profeti Jehova tidligere havde fremsat ved Ezekiel, at der virkelig bestod en sådan forbindelse?

²⁷ Ja, der må virkelig have været en sådan forbindelse, i betragtning af det løfte deres Gud Jehova havde givet ved profeten Ezekiel kort efter at Jerusalem var blevet ødelagt og Judas land lagt øde over halvfjerds år tidligere: „Så siger den Herre [Jehova]: Den dag jeg renser eder for alle eders misgerninger, lader jeg byerne bebos, og ruinerne skal genopbygges; det ødelagte land skal dyrkes, i stedet for at det har været en ødemark for alles øjne, som kom forbi. Da skal man sige: ’Dette land, som var ødelagt, er blevet som Edens have, og byerne, som var omstyrtet, ødelagt og nedrevet, er befæstet og beboet.’ Og folkene, der er tilbage rundt om eder, skal kende, at jeg, [Jehova], har opbygget de nedrevne byer og tilplantet det ødelagte land; jeg, [Jehova], har talet, og jeg fuldbyrder det.“ — Ezekiel 36:33-36.

28. Hvordan kunne det være at denne profeti ved Ezekiel endnu ikke var blevet opfyldt på jøderne dér i 520 f.v.t., og hvorfor bør vi der lever i dag anvende pointen i dette på os selv?

²⁸ Da den genløste rest af gudfrygtige jøder vendte tilbage til det ødelagte land i 537 f.v.t. så de i høj grad frem til at denne strålende profeti ville blive opfyldt. Men nu, i år 520 f.v.t., var de blevet skuffet i deres største forhåbninger. Hvorfor? Ja, hvorfor sagde de hedenske folkeslag rundt om ikke: „Dette land, som var ødelagt, er blevet som Edens have“? Grunden er indlysende: Den genløste jødiske rest forsømte at tilbede Ham der havde givet dette storslåede løfte ved profeten Ezekiel. Er der ikke en pointe i dette som vi der lever i dag, vi der håber på at hele jorden vil blive omdannet til et paradis, bør lægge os på sinde? Jo. Men hvordan kunne man afhjælpe den situation der var opstået dengang? Det kunne tjene som et vejledende eksempel for os.

Kapitel 3

Udvejen for dem der blev skuffet i deres forhåbninger

1. Hvilken dato var det stadig, og hvad skulle Haggaj hjælpe jøderne til at se?

DET var stadig den 1. elul, den første dag i den sjette månemåned, i perserkongen Darius I’s andet regeringsår. Det svarer til omkring midt i august år 520 f.v.t., ifølge den kalender vi bruger i dag. (Haggaj 1:1) Ved sin profet Haggaj henvendte Jehova et budskab til sit genløste folk, som han havde ført tilbage til dets hjemland efter at landet havde ligget øde i halvfjerds år. (2 Krønikebog 36:17-21) Jehova opfordrede medlemmerne af sit folk til at lægge mærke til hvor usædvanligt det gik dem. Så ville de kunne se at dét at alt deres slid med jorden gav så ringe udbytte, hang sammen med dét at de lod Jehovas tilbedelseshus ligge øde skønt de selv havde gode huse at bo i. — Haggaj 1:2-6.

2. Af hvilken art var det problem som disse jøder var stillet over for? Hvem kunne således foreskrive dem hvad de skulle gøre for at afhjælpe det, og hvordan begyndte hans befaling til dem?

² Var den egentlige grund til at det gik jøderne så dårligt efter at de nu havde været tilbage i deres hjemland i sytten år, af religiøs art? I så fald var det Jehova der med usvigelig sikkerhed kunne vise dem hvad denne grund var, og ligeledes foreskrive dem hvad de måtte gøre for at afhjælpe problemet. Han var utilfreds med at de gik så meget op i deres materielle velfærd og forsømte det hus hvori han skulle tilbedes. Efter længe at have fundet sig i deres urette indstilling sagde han derfor gennem sin profet Haggaj; „Så siger Hærskarers [Jehova]: Læg mærke til, hvorledes det går eder! Gå op i bjergene, hent tømmer og byg templet, så jeg kan have glæde deraf [finde behag i det, NW] og blive æret, siger [Jehova].“ For derpå at vise hvad der egentlig var skyld i at de fik så skuffende resultater ud af deres hårde slid, lod han Haggaj videre profetere:

3. Hvem hævdede at stå bag deres økonomiske elendighed?

³ „I venter rig høst, men det bliver kun til lidt; og når I bringer det i hus, blæser jeg derpå. Hvorfor? lyder det fra Hærskarers [Jehova]. Fordi mit hus ligger øde, medens enhver af eder har travlt med sit eget hus. Derfor holder himmelen sin dug og jorden sin afgrøde tilbage; og jeg har kaldt tørke hid over land og bjerge, over korn, most og olie, over alt, hvad jorden frembringer, over folk og fæ, over alt, hvad hænder virker.“ — Haggaj 1:7-11.

4. Hvad sagde Jehova at jøderne skulle gøre til trods for det kongelige forbud, og hvilket afgørende spørgsmål blev jøderne dermed stillet over for?

⁴ Da disse ord blev udtalt var det lovstridige forbud som afdøde kong Artaxerxes af Persien havde udstedt mod opførelsen af Jehovas tempel i Jerusalem, stadig i kraft. Alligevel sagde hærskarers Jehova gennem Haggaj at de ilde stedte jøder skulle hente materialer og bygge templet, så han kunne ’finde behag i det og blive æret’. (Haggaj 1:8) Det afgørende spørgsmål blev nu: Hvad skulle man adlyde — Jehovas vilje, eller det kongelige forbud der udtrykte et afdødt, fejlunderrettet menneskes vilje? Hvilken befaling skulle man rette sig efter — den der var udstedt af den levende og højeste Gud, den store Teokrat, eller den der var udstedt af en persisk hersker, som nu var død? Hvis de gjorde som de kristne apostle senere gjorde, nemlig adlød Gud som deres hersker mere end mennesker ville de blive udsat for indvendinger og modstand fra dem der støttede forbudet, men de ville opnå Guds godkendelse. (Apostlenes Gerninger 5:29, NW) For øjeblikket rettede de sig efter de hedenske modstandere og stillede dem tilfreds, men mishagede Gud. Var de nu villige til at pådrage sig deres hedenske fjenders mishag og derved opnå hærskarers Jehovas velvilje?

5. Hvad kunne fjenderne og modstanderne ikke kontrollere, og hvad kunne de ikke befri jøderne for?

⁵ De hedenske fjender kunne ikke kontrollere vejret i Judas land. Ikke engang hele perserriget kunne gøre dette. Fjenderne kunne ikke få himmelen til at give den nødvendige dug i den tørre del af året. De kunne ikke få jorden til at give sin afgrøde, sådan at de jødiske agerdyrkere der såede meget og ventede rig høst, også kunne bringe meget i hus. Perserrigets indbyggere og jødernes fjendtlige naboer kunne ikke fjerne den tørke der i regntiden kom over landet, over korn, most, olie og alt hvad jorden ellers frembragte, samt over mennesker, husdyr og alt hvad mennesker virkede med deres hænder. Men hærskarers Jehova kunne gøre det, for al denne modgang kom fra ham og var et udtryk for hans mishag.

6. Hvem burde jøderne derfor frygte? Viste de for øjeblikket denne frygt? Forklar.

⁶ De hjemvendte jøder skulle ikke frygte perserrigets vrede, men skulle i modsætning til de israelitter der omtales i Jeremias 5:24 sige: „Lad os frygte [Jehova] vor Gud, som giver os regn, tidligregn og sildigregn, til rette tid og sikrer os ugerne, da der skal høstes.“ (Jeremias 10:10-13) En sådan frygt for Jehova kunne de ikke vise ved kun at have travlt med deres egne huse for selv at have et hyggeligt hjem at søge tilflugt i, mens de samtidig lod det hus hvor deres Gud skulle tilbedes, ligge øde. Det hus der tilhørte den Højeste, hærskarers Jehova, den store Teokrat, burde komme i første række. Menneskefrygt burde ikke afholde dem fra at bygge det, så han kunne finde behag i det og blive æret.

7, 8. (a) Hvorfor sagde Jehova til jøderne at de skulle hente tømmer til huset? (b) Hvorfor var et sådant materielt hus ikke nødvendigt for Jehova, men hvorfor burde det alligevel opføres?

⁷ Det var det de måtte gøre for at komme af med de ulykkelige forhold de var underlagt i materiel og åndelig henseende — de måtte adlyde Gud som deres hersker mere end mennesker og gå i gang med at bygge Guds tilbedelseshus. De måtte gå op på de skovklædte bjerge og fælde træer og således hente tømmer til bygningen af dette yderst betydningsfulde hus. Det var ikke fordi Guds tempel udelukkende skulle bygges af træ, men stenene fra det tidligere tempel som var revet ned, lå der stadig, og det materiale der var størst behov for, var træ til beklædning af vægge og til andre formål. Det var heller ikke fordi hærskarers Jehova behøvede et jordisk, materielt hus at bo i blandt jøderne. Han havde allerede sin bolig i de hellige himle, en bolig som ikke var gjort med menneskehænder, og templet af træ og sten på Morija bjerg i Jerusalem var blot en gengivelse af et fremtidigt åndeligt tempel, et sandt hus for tilbedelsen af den højeste Gud. Det var nøjagtig som tempelbyggeren Salomon sagde:

⁸ „Men kan Gud da virkelig bo på jorden? Nej visselig, Himlene, ja, Himlenes Himle kan ikke rumme dig, langt mindre dette hus, som jeg har bygget!“ — 1 Kongebog 8:27.

9. (a) På hvilken måde ville Gud følgelig bo i dette hus? (b) Hvad ville jøderne atter opnå ved at tilbede ved et sådant tempel, og hvad ville det medføre for dem?

⁹ Gud ville altså ikke bo personligt i det genopbyggede tempel i Jerusalem, men ville blot bo der ved sin Ånd, sin hellige, usynlige virkekraft, og ved at rette sin opmærksomhed mod dette tempel. Han ville hellige det eller gøre det til et helligt hus, og det ville blive centeret for hele nationens tilbedelse. Der ville man, på det eneste anerkendte alter, frembære ofre for enkeltpersoner og for hele folket, og der ville folket samles til de tre årlige højtider og på forsoningsdagen for hele nationen. Der kunne ypperstepræsten Josua, Jozadaks søn, og alle underpræsterne gøre tjeneste på folkets vegne. På denne måde kunne Israels nation atter komme i et godt forhold til sin teokratiske Hersker, Jehova, og bevare en god åndelig tilstand. Jehova ville blive æret ved genopbygningen af dette tempel som hans navn skulle nævnes over, og han ville vise at han fandt behag i det ved at udøse velsignelser over dem, både åndeligt og materielt.

VILLE DE ADLYDE GUD ELLER MENNESKER?

10, 11. Hvem var Haggajs indledende profeti henvendt til, og hvilken afgørelse traf de, at dømme efter de handlinger der fulgte efter?

¹⁰ Profeten Haggajs indledende budskab var specielt henvendt til „Judas statholder Zerubbabel, Sjealtiels søn, og til ypperstepræsten Josua, Jozadaks søn“. (Haggaj 1:1) Dette forpligtede dem til at føre an og sætte det rette eksempel for hele nationen. Disse to mænd, statholderen og ypperstepræsten, vidste imidlertid hvad de kunne vente af fjenderne hvis de genoptog arbejdet med at bygge templet i Jerusalem. Hvad viser historien at de gjorde — adlød de hærskarers Jehova som deres hersker, eller adlød de mennesker? De satte de åndelige interesser først og adlød Gud. Haggaj beretter:

¹¹ „Og Zerubbabel, Sjaltiels [Sjealtiels] søn, og ypperstepræsten Josua, Jozadaks søn, og hele resten af folket adlød [Jehova] deres Guds røst og profeten Haggajs ord, eftersom [Jehova] havde sendt ham til dem, og folket frygtede [Jehova].“ — Haggaj 1:12.

12. Hvem forstod folket at Haggaj var sendt af, og hvilken frygt overvandt de?

¹² På grundlag af det budskab som Haggaj forkyndte på denne sjette nymånedag i året, vidste folket hvor denne modige profet stod i spørgsmålet om at adlyde Gud eller mennesker. De erkendte at Jehova havde sendt ham, og det var grunden til at de hørte på ham som den der overbragte dem Jehovas betimelige budskab. Med et åbent hjerte overvejede de det han sagde, skønt det havde karakter af en revselse. De forstod pointen i Guds ræsonnementer med dem. De indså at de havde været forsømmelige. De havde god grund til at frygte Jehova. Det var den øverstbefalende over de himmelske hærskarer der talte til dem gennem sin profet Haggaj, og deres frygt for hærskarers Jehova overgik enhver frygt de måtte have for mennesker eller endog for det persiske rige. Men de behøvede stadig opmuntring og det skulle Haggaj nu give dem:

13. Hvilket opmuntrende budskab gav Haggaj derpå folket?

¹³ „Da sagde Haggaj, [Jehovas] sendebud, i [Jehovas] ærinde til folket: Jeg er med eder, lyder det fra [Jehova].“ — Haggaj 1:13.

14. Hvilken betydning havde dette budskab for tempelbyggerne i betragtning af alle de fjender der var, og hvilken regel som senere blev fastslået af Jesus Kristus ville de følge når de gik i gang med at bygge?

¹⁴ Kunne de gudfrygtige jøder få et mere opmuntrende budskab? De omboende fjender havde måske nok hele perserriget på deres side, men når de genløste israelitter viste lydighed havde de hærskarers Jehova på deres side. Jehova ville ikke være utilfreds med dem når de gik i gang med at genopbygge hans tempel. I overensstemmelse med den regel Jesus Kristus fastslog over fem hundrede og halvtreds år senere, måtte de give kejseren hvad kejserens var, men også Gud hvad Guds var — og det der var Guds kom i første række. (Mattæus 22:21) Når de fulgte denne regel ville Jehova være med dem. Det garanterede at tempelbyggeriet ville lykkes.

15. Hvorfor gik der nu godt og vel tre uger før folket tog fat på arbejdet med Jehovas hus?

¹⁵ I tillid til deres almægtige Gud tog jøderne nu fat på det værk der havde været hovedformålet med deres lange rejse fra Babylon til deres hellige hjemland. Der gik lidt over tre uger, ikke fordi de frygtsomt udsatte tingene, men fordi de skulle lægge det hele til rette og få begyndt rigtigt. De var alle stærkt opildnede af Guds ånd eller usynlige virkekraft, og denne kraft drev dem til handling. Så kom den fireogtyvende dag i månemåneden elul, og hvad skete der? Haggaj, du var der jo; sig os det! „Og [Jehova] vakte ånden i Judas statholder Zerubbabel, Sjaltiels søn, og i ypperstepræsten Josua, Jozadaks søn, og i hele resten af folket, så de kom og tog fat på arbejdet med deres Guds, Hærskarers [Jehovas], hus på den fireogtyvende dag i den sjette måned i kong Darius’ andet regeringsår.“ — Haggaj 1:14, 15.

16. Hvilken indstilling havde jøderne fået før Haggaj begyndte at profetere, men hvad blev de nu opildnet til at gøre?

¹⁶ Før Haggaj begyndte at profetere på den første dag i den sjette måned i dette år, havde statholderen Zerubbabel og ypperstepræsten Josua og den hjemvendte rest af jødefolket mistet lysten og drivkraften i forbindelse med tempelbyggeriet. De følte ikke længere at arbejdet var uopsætteligt, og de nærede ingen iver og begejstring i forbindelse med at bygge Jehovas tempel. De havde givet efter for fjendernes modstand og sagde til sig selv: „Endnu er det ikke tid at bygge [Jehovas] hus.“ (Haggaj 1:2) Men nu, på grund af Haggajs budskab fra deres Gud, begyndte de at se anderledes på tingene. Derfor vakte den øverstbefalende, hærskarers Jehova, ånden i dem alle. Efter den nødvendige tilrettelægning tog de fat på det vigtigste arbejde i Judas land, idet de begyndte at forberede det egentlige byggearbejde på deres Guds tempel. Det var den 24. elul i perserkongen Darius I’s andet regeringsår. Det svarer til henimod midten af september 520 f.v.t. Det var den tid af året hvor duggen atter begyndte at dannes på vegetationen efter den tørre midsommer.

17. Hvad omfattede det forberedende arbejde, og hvorfor var jøderne ligeglade med om fjenderne lagde mærke til deres arbejde?

¹⁷ Det glædede uden tvivl hærskarers Jehova at se dette forarbejde blive påbegyndt. Der skulle hugges tømmer som skulle saves ud til bjælker og paneltræ, og der skulle sikkert også brydes sten i et vist omfang. Og det historiske tempelområde som kong David havde købt mange år tidligere, i det ellevte århundrede før vor tidsregnings begyndelse, skulle ryddes for ruiner. (2 Samuel 24:18-25; 1 Krønikebog 21:18 til 22:19; 2 Krønikebog 3:1) Disse ruiner havde sandsynligvis ligget urørt i årevis. Hvorvidt de omboende hedenske fjender bemærkede denne forberedende virksomhed, ved vi ikke. Men selv om de gjorde det, tog de travle jøder sig ikke af det. De vidste at de havde deres Guds godkendelse og at de udførte hans arbejde, og de vidste at den uovervindelige ’hærskarers Jehova’ var på deres side. Dog skulle der komme stærk modstand fra fjendens lejr. Hvor meget ville den udrette denne gang? Det skal vi senere se.

EN NUTIDIG PARALLEL

18. Har dette haft en parallel i nutiden, og hvilken mands skrifter henvender vi os her til?

¹⁸ Har disse gamle begivenheder en nutidig parallel der gør dem til andet og mere end blot død historie? Vi har grund til at tro det. En jødisk skribent fra det første århundrede efter vor tidsregning, en farisæer af Benjamins stamme ved navn Saulus, fra Tarsus i Lilleasien, tog et tilbageblik over sit folks historie og nedskrev derefter sine iagttagelser. Hvem skrev han til? Han sendte sit brev til kejserstaden Rom i Italien, men ikke til en såkaldt „biskop af Rom, efterfølger af apostlenes fyrste, Kristi stedfortræder“. Nej, på ingen måde. Dengang fandtes kristenheden med en sådan dignitar endnu ikke; den opstod først som følge af kejser Konstantin den Stores bestræbelser i det fjerde århundrede. Saulus fra Tarsus, der var blevet en af Jesu Kristi apostle og kaldtes Paulus, skrev sit brev til menigheden af sande urkristne i Rom, og brevet behandlede meget af det der omtales i de inspirerede hebraiske skrifter.

19. Hvilken profetisk bog omfattes af de ord Paulus skrev i Romerbrevet 15:4?

¹⁹ I det vi nu betegner som Romerbrevet, kapitel femten, vers fire, skrev Paulus: „Alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan lære deraf, så vi ved udholdenhed og ved den trøst, skrifterne giver, kan bevare vort håb.“ (Romerne 1:1-7) Disse skrifter omfattede Haggajs bog.

20. Hvorfor kan vi, ifølge Første Korinterbrev 10:6-11, se efter forbilleder i Haggajs beretning?

²⁰ Apostelen Paulus skrev også et par breve til den kristne menighed i Korint i den romerske provins Akaja, og i det første af disse breve, i det tiende kapitel, fortæller han om begivenheder fra jødernes historie og siger: „I dette er de blevet eksempler [græsk: forbilleder] til advarsel for os, for at vi ikke skal begære, hvad ondt er, således som de gjorde. . . . Dette skete med dem, så de kan være advarende eksempler, og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet.“ (1 Korinter 10:6-11) Det er således rimeligt at vente at de begivenheder der fandt sted i forbindelse med profeten Haggaj, også tjener som et forbillede eller et eksempel. I et inspireret brev til hebræerne citerer apostelen Paulus da også fra Haggajs bog, og han anvender ikke ordene på de hebræere der ikke var blevet kristne, men på de kødelige, omskårne hebræere der havde taget imod Jesus Kristus som den længe lovede Messias. (Haggaj 2:6; Hebræerne 12:25-29) Vi der lever i dag kan derfor udmærket søge efter forbilleder i Haggajs beretning.

ET ÅNDELIGT ISRAEL KOMMER IND I BILLEDET

21. Hvordan beskriver apostelen Johannes i Åbenbaringen 11:1-4 et billedligt tempel som han fik at se i et syn?

²¹ Haggaj blev benyttet i forbindelse med genopbygningen af Jehovas forbilledlige tempel i Jerusalem dengang statholderen Zerubbabel og ypperstepræsten Josua (græsk: Jesus) levede. Den sidste kristne apostel, Zebedæus’ søn Johannes fra Galilæa, blev af romerriget anbragt på straffeøen Patmos og fik her en række inspirerede syner. I et af disse syner så han et billedligt tempel, om hvilket han skriver: „Og et rør, der lignede en målestok, blev givet mig med de ord: ’Stå op og mål Guds tempel og alter og dem, som tilbeder dér. Men forgården uden for templet, lad den være, og mål den ikke, thi den er prisgivet hedningerne, og de skal nedtræde den hellige stad i toogfyrretyve måneder. Og jeg vil lade mine to vidner, klædte i sæk, profetere i et tusinde to hundrede og tresindstyve dage.’“ — Åbenbaringen 11:1-4.

22. (a) Hvilken slags vidner var disse „to vidner“? (b) I kraft af hvad satte Johannes nu sin lid til at han havde et forhold til Jehova?

²² Disse symbolske „to vidner“ for templets Gud må være kristne vidner for den højeste Gud; for det apostelen Johannes så, var noget der skulle ske engang ude i fremtiden, og ikke noget der allerede var sket i jødernes historie. (Åbenbaringen 1:1-6) Apostelen Johannes regnede sig selv med til de kristne vidner. (Åbenbaringen 1:9; 19:9, 10) Da han fik denne åbenbaring havde det genopbyggede tempel i Jerusalem i den romerske provins Judæa været ødelagt sammen med den hellige by siden år 70, nøjagtig som Messias, Jesus Kristus, havde forudsagt. (Mattæus 24:1-22; Markus 13:1-20; Lukas 21:5-24) Fordi Johannes var blevet en discipel af Messias, som den jødiske nation havde forkastet, havde han skilt sig ud fra de ikketroende, kødelige israelitter. Selv om han var israelit af fødsel, satte han ikke længere sin lid til at dette dannede grundlag for et forhold til hærskarers Jehova. Han satte sin lid til at han havde et forhold til hærskarers Jehova i kraft af at han var en åndelig israelit, avlet af Guds ånd. Han var nu ’jøde i det indvortes’. Hans omskærelse var „hjertets omskærelse, som sker ved Ånd“. — Romerne 2:29.

23. Hvilket „Israel“ hørte Johannes nu til, og ved hvilket tempel tilbad han Jehova?

²³ I åndelig henseende var apostelen Johannes derfor „en ny skabning“. (2 Korinter 5:17) Det er det der tæller hos Gud, ifølge det apostelen Paulus skrev i Galaterbrevet 6:14 til 16, hvor vi læser „Det være langt fra mig at rose mig af noget andet end vor Herres Jesu Kristi kors, ved hvem verden er korsfæstet for mig, og jeg for verden. Thi hverken omskærelse eller forhud betyder noget, men nyskabelse. Og over alle, som vandrer efter denne rettesnor, være fred og barmhjertighed, ja, over Guds Israel.“ Apostelen Johannes tilhørte dette åndelige „Guds Israel“. Han behøvede derfor ikke et tempel af træ og sten i Jerusalem for at kunne tilbede hærskarers Jehova. Som åndelig israelit tilbad han Jehova Gud ved hans store åndelige tempel, det tempel der billedligt var blevet skildret ved det materielle, jordiske tempel som havde ligget i Jerusalem. (Hebræerne 9:23-26; 8:1, 2) Tænk om vi var nødt til have et materielt tempel i Jerusalem og tilbede Jehova Gud dér. Hvordan ville vi så være stillet? Vi kan alle tilbede Gud ved det åndelige tempel hvor Johannes tilbad.

24. Hvem var disse symbolske „to vidner“ følgelig? Hvornår blev de nedtrådt af nationerne, og på hvilken måde profeterede de i sæk?

²⁴ De der i Åbenbaringen til Johannes omtales som Guds „to vidner“, er således åndelige israelitter, indviede og døbte disciple af den Messias som Johannes var en discipel af, nemlig Jesus Kristus. Som tilbedere af hærskarers Jehova — så at sige i hans åndelige tempels forgård — blev de nedtrådt af de hedenske nationer „i toogfyrretyve måneder“. Dette skete under den første verdenskrig fra 1914 til 1918. I denne periode profeterede disse symbolske „to vidner“ klædt i sæk, i den forstand at det var et sørgeligt budskab de offentligt forkyndte. De forudsagde at alle hedningenationerne ville blive ramt af ødelæggelse, af en voldsom død, nu da „hedningernes tider“ var udløbet i det tidlige efterår 1914. (Lukas 21:24) Som dystert udseende profeter, klædt i en sørgedragt af sækkelærred, profeterede de i et tusind to hundrede og tres dage under den første verdenskrig. (Åbenbaringen 11:1-3) Hvad skete der da med dem, som forudset af apostelen Johannes?

25. Hvad skete der ifølge Johannes’ syn med dem efter at de havde aflagt hele deres vidnesbyrd?

²⁵ „Og når de har aflagt hele deres vidnesbyrd, skal dyret, der stiger op af afgrunden, føre krig mod dem og sejre over dem og dræbe dem. Og deres lig skal ligge på gaden i den store stad, som i åndelig forstand kaldes Sodoma og Ægypten, dér, hvor også deres Herre blev korsfæstet.“ — Åbenbaringen 11:7, 8.

26. Hvordan blev dette profetiske billede opfyldt under den første verdenskrig?

²⁶ Længere fremme vises det at dette dyr der stiger op af afgrunden symboliserer den politiske verdensorganisation der nu har bestået i tusinder af år. I foråret 1918, før den første verdenskrig var forbi, benyttede denne dyrelignende politiske organisation sig af krigsforholdene til at forbyde nogle af de bibelske publikationer som ’de to vidner’ brugte, og til at fængsle nogle af de indviede kristne som stod for udgivelsen af disse publikationer. På denne måde blev de symbolske „to vidners“ frie offentlige virksomhed dræbt, og hvad den offentlige vidnegerning for Jehovas teokratiske styre angik, var de som lig på gaden i kristenheden, udsat for vanære og religiøs forfølgelse.

27. Hvilken tilstand som israelitterne engang befandt sig i, svarede dette til, men hvorfor varede dette ikke længe for disse „to vidner“?

²⁷ På dette tidspunkt kunne disse indviede, døbte kristne som tilbad ved hærskarers Jehovas åndelige tempel, sammenlignes med de kødelige israelitter der var i landflygtighed i Babylon fra 607 til 537 f.v.t. Men det profetiske syn i Åbenbaringen forudskildrede at de symbolske „to vidner“ ikke skulle forblive i denne tilstand ret længe — kun, så at sige, i „tre og en halv dag“. Hvad så? Blev deres lig så begravet? Nej! De blev genoplivet. „Men efter de tre og en halv dags forløb kom der livsånde fra Gud ind i dem; og de rejste sig op på deres fødder, og stor frygt greb dem, der så dem.“ (Åbenbaringen 11:9-11) I harmoni med dette blev de forfulgte kristne der ’profeterede’ om Guds nyfødte messianske rige, ikke begravet for evigt i kristenheden eller i den øvrige del af Babylon den Store, den falske religions verdensimperium. I foråret 1919 „kom der livsånde fra Gud ind i dem; og de rejste sig op på deres fødder“, idet de atter trådte offentligt frem som bemyndigede vidner for Guds messianske rige. Ligesom den israelitiske rest der levede på Haggajs tid var blevet udfriet fra Babylon og ført tilbage til Jerusalem og Juda, tog de atter deres retmæssige åndelige domæne i besiddelse.

28. Hvad skulle disse udfriede „vidner“ nu gøre, i lighed med de hjemvendte jøder på Haggajs tid?

²⁸ Skønt de fængslede bestyrelsesmedlemmer og fremtrædende medarbejdere fra Watch Tower Bible & Tract Society nu blev løsladt, var der stadig forbud mod nogle af de publikationer som dette selskab havde udgivet og som tidligere var blevet uddelt i internationalt omfang af de indviede og døbte kristne bibelstudenter. Men ligesom i tilfældet med de fortidige israelitter der var vendt tilbage til deres hjemland, måtte den offentlige tilbedelse af hærskarers Jehova ved hans åndelige tempel genoplives. Tjenesten ved hans åndelige tempel måtte have førstepladsen i deres åndelige domæne som de var blevet udfriet til. De materialistiske muligheder der bød sig i efterkrigstiden måtte ikke gå forud for tilbedelsen af Gud og tjenesten for Riget. De måtte af med deres menneskefrygt og nære fuld tillid til den store Teokrat, hærskarers Jehova. Det var ikke længere tiden til at sørge over forfølgelserne, vanskelighederne og fangenskabet under krigen. I deres genrejste åndelige domæne, som var ensbetydende med et ret forhold til hærskarers Jehova, oplevede de nu en højtid hvor de skulle glæde sig i åndelig henseende og prise og takke deres store Befrier, Jehova.

29. Hvem skulle nu vise sig i en nutidig skikkelse, og hvordan begyndte en røst som af denne at lyde, som det fremgår af The Watch Tower for 15. maj 1919

²⁹ Tiden var inde til at en nutidig Haggaj skulle træde frem, for så vidt som navnet Haggaj betyder „festlig; som hører til en fest eller en højtid“, eller — hvis Haggaj er en forkortelse af Haggija — „Jahs højtid [Hhag]“, det vil sige „Jehovas højtid“. På dette passende tidspunkt begyndte der at lyde en røst som af „[Jehovas] sendebud“ Haggaj. Læg mærke til det budskab der stod at læse på side 150 i The Watch Tower and Herald of Christ’s Presence for 15. maj 1919, i den anden spalte under overskriften „Husvalelsestider“:

Alle Herrens apostle pegede frem til Herrens andet komme og betegner det som en dag med velsignelse for menneskeheden. Paulus henviste til denne tid med ordene: „[Gud] har fastsat en dag, da han vil dømme jorderig med retfærdighed.“ (Apostlenes Gerninger 17:31) Apostelen Peter beskriver det som en husvalelsestid, hvor hele menneskeheden skal have lejlighed til at få del i genoprettelsesvelsignelserne, som Gud har forudsagt gennem alle sine hellige profeters mund. Alle profeterne fra Samuel til Malakias forudsagde denne dags komme, og Paulus siger klart at alt det som forhen er skrevet, er skrevet til gavn for dem der lever i den tid vi nu befinder os i. (Romerne 15:4) Jesus forudsagde i sin store profeti at præsteskabet ville falde fra og at der skulle føres falske lærdomme. Han forudsagde de vanskelige forhold vi nu ser på jorden, og viste derpå at hans rige alene ville bringe folket de ønskede velsignelser. Profeten sagde: „Jeg vil ryste alle folkene, og da skal alle folkenes skatte komme hid.“ (Haggaj 2:7) Denne rystelse er nu i gang. Krige, revolutioner og så videre udgør rystelsen. „Til den tid skal Mikael stå frem, den store fyrste, som værner dit folks sønner.“ — Daniel 12:1.

Se, hvilken vidunderlig mulighed præsteskabet går glip af ved ikke at give agt på Herrens ord og nu fortælle folk hvordan de kan opnå de ting de skatter højt — fred, lykke, velstand, frihed og evigt liv. I stedet for at gøre dette er mange præster med til at forfølge de mere ydmyge kristne som engang tilhørte deres hjord og som med deres ringe evner og kræfter stræber efter at forkynde Messiasrigets komme. Jesus forudsagde at dette ville være endnu et vidnesbyrd om den nye ordens oprettelse. — Lukas 21:12, 13.

EN NUTIDIG HAGGAJ

30. Hvem talte i efterkrigstiden et opmuntrende budskab som det Haggaj forkyndte, og hvorfor havde Gud skånet dem under den første verdenskrigs vanskeligheder?

³⁰ Kristenhedens gejstlige undlod at forkynde et styrkende budskab som det fortidens Haggaj lod lyde. Men tusinder af indviede og døbte kristne læsere af bladet The Watch Tower (Vagt-Taarnet) reagerede positivt, nu hvor de havde overlevet prøvelserne under den første verdenskrig og hærskarers Jehova havde ført dem tilbage til deres retmæssige åndelige domæne på jorden. De blev hjulpet til at indse noget meget betydningsfuldt. Hvilket? At de, hvis de lod sig opsluge af de muligheder som efterkrigstiden gav dem for at opnå materiel velstand, ville lide tab i åndelig henseende. De ville pådrage sig Jehovas mishag. De begyndte at forstå at de ikke var blevet bevaret gennem den første verdenskrigs prøvelser og forfølgelser blot for at de nu skulle nyde livets materielle bekvemmeligheder og slå sig til ro sammen med verden under beskyttelse af det foreslåede Folkenes Forbund, der skulle bevare freden og sikkerheden i verden. Tværtimod havde Jehova, i sin barmhjertighed skånet dem med det for øje at de først og fremmest skulle tilbede og tjene ham ved hans åndelige tempel. Det var hans mening at de skulle forkynde det messianske rige, ikke Folkeforbundet, som menneskehedens eneste håb.

31, 32. (a) Hvordan kan der, ligesom på Haggajs tid, have været en vis usikkerhed og frygtsomhed, sådan som det fremgår af The Watch Tower for 1. august 1919? (b) Hvilken særlig opmuntring blev der også givet i dette blad?

³¹ Ligesom på profeten Haggajs tid i perserkongen Darius I’s andet regeringsår, har der måske hersket en vis usikkerhed og frygtsomhed med hensyn til at gå i gang med at tjene Jehova offentligt. Men så bragte The Watch Tower for 1. august 1919 (Vagt-Taarnet for september 1919) første del af hovedartiklen „Salige er de, som ikke frygter“. Denne artikel var bygget over Lukas 12:32 (oversættelsen af 1907), som lyder: „Frygt ikke, du lille Hjord! thi det var eders Fader velbehageligt at give eder Riget.“ Noget som gjorde det hele endnu mere opildnende, var at der i det samme engelske nummer af bladet fandtes en ensides artikel med emnet „Generalstævne: Cedar Point, Erie-søen“. Stævnet skulle vare en uge. Bekendtgørelsen, der forekom på side 235, oplyste blandt andet:

³² „[Watch Tower Bible & Tract Society] har før holdt et generalstævne hvert år. Sidste år [1918] gjorde vi det ikke, på grund af de forhold der da herskede. Men trods de lokale stævner der er holdt i indeværende år, vil det øjensynlig behage Herren at International Bible Students Association holder et generalstævne som vennerne fra alle dele af De forenede Stater og Canada kan få lejlighed til at overvære. . . . Det forventes at det vil blive det største og mest udbytterige generalstævne der er blevet holdt i mange år. Det vil give os lejlighed til at drøfte og forberede det store arbejde der ligger foran os.“

33. Hvilket opmuntrende budskab blev derpå givet i det næste nummer af The Watch Tower?

³³ I det følgende nummer af bladet (den danske udgave for oktober 1919) kom anden del af artiklen „Salige er de, som ikke frygter“. Det næstsidste afsnit i artiklen lød således:

Den største Kamp gennem alle Tider er nu ved at blive udkæmpet af denne lille Skare. En Kamp som den vil aldrig mere finde Sted. Det er Universets store Gud, der staar bag ved den og har tilrettelagt den; den store Genløser er denne lille Skares Anfører. Vi ved, at han er absolut sikker paa Sejren, og vi ved følgelig ogsaa, at naar vi først er blevet kaldet og udvalgt til at løbe paa Banen, til at stride denne Strid, saa skal vi ogsaa, om vi trofast og frygtløst og drevet af Kærlighed i alt, hvad vi gør, tjener ham ved enhver mulig Lejlighed udholdende indtil Enden, til sidst staa som Sejrvindere sammen med ham og høre Faderens anerkendende: „Vel gjort, I gode og tro Tjenere.“ Lad os da ikke frygte; thi den evige Gud er vor Tilflugt, og under os har vi de evige Arme.

34. (a) Hvilken virkning havde dette budskab på den salvede rest? (b) Hvordan var det otte dages stævne i Cedar Point, Ohio, som en „Jehovas højtid“?

³⁴ Dette havde den samme styrkende, opildnende virkning som hvis profeten Haggaj havde sagt til denne indviede og døbte rest af åndelige israelitter: „Jeg er med eder, lyder det fra [Jehova].“ (Haggaj 1:13) Cedar Point, Ohio, ligger nær grænsen mellem De forenede Stater og Canada, og omkring 6000 af „resten“ fra begge lande strømmede til for at overvære det otte dages stævne der skulle holdes i denne ferieby ved Eriesøen. De frydede sig over samværet som var det en „Jehovas højtid“ de overværede. De lyttede ivrigt til de mange bibelske foredrag der blev holdt af kompetente talere. De blev belært om den særlige gren af arbejdet der lå foran dem, og de fulgte med glæde den opfordring disse oplysninger indeholdt. Lørdag eftermiddag den 6. september blev der holdt et dåbsforedrag, og derefter symboliserede over 200 deres indvielse til Jehova Gud ved at lade sig døbe i Eriesøen. Søndag eftermiddag hørte omkring 7000 det offentlige foredrag „Håbet for den nødlidende menneskehed“, som blev holdt af Watch Tower Society’s præsident, der var blevet løsladt fra fængselet den 26. marts samme år. Det håb han fremholdt var ikke Folkeforbundet, men Guds messianske rige.

35. Hvilken omfattende virkning fik dette første generalstævne efter krigen, og hvad svarede dette til på Haggajs tid?

³⁵ Virkningen af dette første generalstævne efter krigen kunne spores blandt de indviede og døbte medlemmer af Jehova Guds salvede rest overalt på jorden. Uden at frygte mennesker gik de nidkært i gang med den åndelige gerning som den store Teokrat havde overdraget dem. Det var ligesom på den fireogtyvende dag i den sjette måned (elul) i Darius I’s andet regeringsår, da Jehova vakte ånden i statholderen Zerubbabel, i ypperstepræsten Josua og i resten af det jødiske folk dér i Juda. Resten af de salvede kristne lod de jordiske, materielle interesser komme i anden række og gik med iver og sjæl op i tjenesten for hærskarers Jehova ved hans tempel. Dette skete naturligvis alt sammen under den usynlige ledelse af den større Zerubbabel og den større ypperstepræst Josua, nemlig Herren Jesus Kristus, der havde overtaget sit messianske styre som kongepræst i lighed med fortidens konge af Salem, præsten Melkizedek. (Salme 110:1-4; Apostlenes Gerninger 2:34-36; Hebræerne 5:5, 6; 7:1-22; Haggaj 1:14, 15) Fjenderne kunne ikke undgå at lægge mærke til „restens“ aktivitet.

36. Hvordan svarede dette til det ’de to vidner’ oplevede efter at de havde rejst sig op på deres fødder, og hvad skete der således med nutidens „to vidner“?

³⁶ Dette svarer nøje til det der skete med Jehovas symbolske „to vidner“, der blev genoplivet efter at de havde ligget døde i tre og en halv dag på gaden i „den store stad“. Hvad skete der efter at disse „to vidner“ havde rejst sig op på deres fødder, til stor frygt for deres fjender? „Og de hørte en høj røst fra Himmelen sige til dem: ’Kom herop!’ Og de steg op til Himmelen i skyen, mens deres fjender så efter dem.“ (Åbenbaringen 11:7-12)a De symbolske „to vidner“ blev således himmelske vidner for den almægtige Gud Jehova. I overensstemmelse med dette syn adlød den trofaste rest af de salvede vidner Jehovas kald dengang i 1919 og begyndte frygtløst at tjene ham ved hans tempel. Dette skilte dem ud fra den krigeriske kristenhed og dens Folkeforbund, og hævede dem himmelhøjt over deres religiøse fjender sådan at deres åndelige tjeneste kom til at ligge på et langt højere plan end den tjeneste kristenhedens præster udfører. De er tjenere og vidner for den højeste Gud.