Bogen The Worship of the Dead indeholder denne kommentar: „Alle oldtidsfolkenes gudelære er sammenvævet med begivenhederne i forbindelse med Vandfloden . . . Argumentets styrke ligger i at ikke blot folkeslag som har større eller mindre tilknytning til hinanden, men også folkeslag som er vidt adskilte, både geografisk og tidsmæssigt, holder en stor fest for de døde til minde om begivenheden. Denne fest holdes ydermere i alle tilfælde på eller omkring selve den dato da Vandfloden ifølge Moses’ beretning fandt sted, nemlig på den syttende dag i den anden måned — den måned der stort set svarer til vor november.“ (London, 1904, oberst J. Garnier, s. 4) Sådanne mindedage til ære for de døde kan altså i virkeligheden føres tilbage til at man har æret mennesker som Gud udslettede på Noas tid på grund af deres ondskab. — 1 Mos. 6:5-7; 7:11.

Helligdage hvor man ærer „de dødes ånder“ som om de levede et andet sted, er i modstrid med Bibelen, der siger at de døde er helt uden bevidsthed. — Præd. 9:5, 10; Sl. 146:4.

Angående oprindelsen til troen på sjælens udødelighed henvises til siderne 81, 82 under emnet „Døden“, og siderne 343, 344 under „Sjæl“.

Hvoraf kommer „moders dag“?

Encyclopædia Britannica oplyser: „En fest der kommer af moderdyrkelsen i det gamle Grækenland. En formel moderdyrkelse med ceremonier til ære for Kybele, eller Rhea, gudernes Store Moder, fandt sted den 15. marts overalt i Lilleasien.“ — 1959, bd. 15, s. 849.

Hvilke bibelske principper forklarer de kristnes syn på deltagelse i ceremonier til minde om et lands historiske begivenheder?

Joh. 18:36: „Jesus svarede [den romerske landshøvding]: ’Mit rige er ikke en del af denne verden.’“

Joh. 15:19: „Hvis I [Jesu disciple] var en del af verden, ville verden holde af sit eget. Men fordi I ikke er en del af verden, men jeg har valgt jer ud af verden, derfor hader verden jer.“

1 Joh. 5:19: „Hele verden ligger i den ondes magt.“ (Jævnfør Johannes 14:30; Åbenbaringen 13:1, 2; Daniel 2:44.)

Andre lokale og nationale helligdage

Der findes mange sådanne helligdage, og de kan ikke alle behandles her. Men de historiske oplysninger der er anført ovenfor, viser hvad man må være opmærksom på i forbindelse med helligdage, og de bibelske principper der allerede er nævnt, giver rigelig vejledning til dem som først og fremmest ønsker at gøre hvad der behager Jehova Gud.

Helvede

Definition: Ordet „helvede“ findes i mange bibeloversættelser. Det stammer fra den hedenske mytologi og betyder ordret „straf i hel“ (oldnordisk: helviti), det vil sige „straf i dødsriget“. Andre bibeloversættelser har „graven“, „dødsriget“ eller lignende, mens andre igen nøjes med at translitterere grundsprogenes ord, hvilket vil sige at de gengiver dem med vort alfabets bogstaver uden at oversætte dem. Det drejer sig om tre ord: det hebraiske sje’ōlʹ og det tilsvarende græske haiʹdēs, der betyder grav, ikke et enkelt gravsted, men den døde menneskeheds fælles grav, samt det græske geʹenna, der bruges som et symbol på evig tilintetgørelse. Kristenheden såvel som mange ikke-kristne religioner lærer imidlertid at helvede er et sted der bebos af dæmoner og hvor de onde straffes efter døden (og nogle tror at dette sker ved pinsler).

Siger Bibelen noget om hvorvidt de døde pines?

Præd. 9:5, 10: „De levende ved nemlig at de skal dø, men de døde ved slet ingen ting . . . Alt hvad din hånd finder at gøre, gør det med den kraft du har, for der er hverken virksomhed eller planlægning eller kundskab eller visdom i Sheol* hvor du går hen.“ (Hvis de ikke ved noget, kan de naturligvis heller ikke pines.) (* Dødsriget, DA, GD; de Dødes Rige, Ka, Li; Sheol, Bu.)

Sl. 146:4: „Hans ånd går bort; han vender tilbage til den jord han er kommet fra; samme dag går hans tanker* til grunde.“ (* Planer, Bu; råd, DA; Tanker, Li.)