Genløsning

Definition: Det at man med en løsesum tilbagekøber noget eller nogen eller løser nogen fra en eller anden forpligtelse eller fra en uønsket situation. Den mest betydningsfulde løsesum er den der repræsenteres af Jesu Kristi udgydte blod. Da Jesus frembar værdien af denne løsesum i himmelen, åbnede han vejen for Adams efterkommere så de kunne blive udfriet fra den synd og død som vi alle har arvet på grund af vor forfader Adams synd.

Hvordan var Jesu Kristi død anderledes end andre martyrers?

Jesus var et fuldkomment menneske. Han var fra fødselen uplettet af synd og bevarede denne fuldkommenhed gennem hele sit liv. „Han begik ikke synd.“ Han var „ubesmittet, skilt fra syndere“. — 1 Pet. 2:22; Hebr. 7:26.

Han var Guds søn i en enestående forstand. Gud bevidnede selv dette fra himmelen. (Matt. 3:17; 17:5) Før denne søn kom til jorden, havde han levet i himmelen; gennem ham havde Gud frembragt alle andre skabninger og alt andet skabt i hele universet. For at gennemføre sin vilje havde Gud mirakuløst overført denne søns liv til en jomfrus moderliv, så han kunne fødes som et menneske. For at understrege at han virkelig var blevet et menneske, omtalte Jesus sig selv som Menneskesønnen. — Kol. 1:15-20; Joh. 1:14; Luk. 5:24.

Han var ikke magtesløs over for sine bødler. Han sagde: „Jeg sætter min sjæl til . . . Ingen har taget den fra mig, men jeg sætter den til af mig selv.“ (Joh. 10:17, 18) Han afstod fra at bede om at engle måtte gribe ind og hjælpe ham. (Matt. 26:53, 54) Selv om det var onde mennesker der fik lov til at gøre som de ville og slå ham ihjel, var hans død tydeligt en offerdød.

Hans udgydte blod har en sådan værdi at det kan udfri andre. „Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig betjene, men for at tjene og give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange.“ (Mark. 10:45) Hans død var således langt mere end et martyrium han led fordi han nægtede at gå på kompromis med hensyn til det han troede på.

Se også siderne 251, 252, under emnet „Mindehøjtiden“.

Hvorfor var det nødvendigt at der skete en genløsning på denne måde for at vi kunne opnå evigt liv?

Rom. 5:12: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske [Adam], og døden gennem synden, og døden . . . trængte igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.“ (Uanset hvor retskaffent vi måtte leve, er vi alle syndere fra fødselen. [Sl. 51:5] Der findes ikke nogen måde hvorpå vi ved egen fortjeneste kan skaffe os retten til at leve evigt.)

Rom. 6:23: „Den løn synden betaler er døden.“

Sl. 49:6-9: „De der stoler på deres forråd og praler af deres store rigdom — end ikke en broder kan en af dem på nogen måde løskøbe, og ingen kan give Gud en løsesum for ham, (nej, prisen for løskøbelsen af deres sjæl er så høj at den må opgives for stedse) så han kan blive i live for bestandig og ikke få gravens dyb at se.“ (Intet ufuldkomment menneske kan tilvejebringe midlerne til at udfri en anden fra synd og død. Med penge kan man ikke købe evigt liv, og hvis man overgiver sin sjæl til døden har det ingen værdi til at udfri nogen, for døden er under alle omstændigheder den løn man får på grund af sin synd.)

Hvorfor bestemte Gud ikke bare at Adam og Eva skulle dø for deres oprør, men at alle de af deres efterkommere som ville adlyde Gud, kunne leve evigt?

Fordi Jehova „elsker retfærdighed og ret“. (Sl. 33:5; 5 Mos. 32:4; Jer. 9:24) Derfor har han handlet på en måde der både opfylder hans egen retfærdigheds krav fuldt ud og samtidig er et udtryk for hans store kærlighed og barmhjertighed. Hvordan det?

(1) Adam og Eva fik ingen børn før de syndede, og derfor blev ingen født fuldkomne. Alle Adams efterkommere kom til verden med synden i sig, og synden fører til død. Hvis Jehova blot havde ignoreret dette, ville det have været en fornægtelse af hans egne retfærdige normer. Gud kunne ikke blive delagtig i uretfærdighed. Han tilsidesatte ikke den strenge retfærdigheds krav, og derfor vil ingen fornuftbegavet skabning nogen sinde med rette kunne sige at der er begået fejl i denne henseende. — Rom. 3:21-26.

(2) Hvordan kunne der, uden at retfærdighedens krav blev tilsidesat, skabes grundlag for at udfri dem af Adams efterkommere der af kærlighed ville være lydige mod Jehova? Hvis et fuldkomment menneske døde som et offer, ville det være retfærdigt at lade dette fuldkomne liv gælde som soning for synden hos dem der i tro ville acceptere en sådan ordning. Eftersom ét menneskes (Adams) synd havde været skyld i at hele menneskeslægten blev syndere, ville et andet fuldkomment menneskes (i realiteten en anden Adams) udgydte blod — som var af tilsvarende værdi — kunne få retfærdighedens vægtskåle til at balancere. Adam selv kunne ikke få gavn af dette, for han havde syndet med overlæg; men hvis en anden ville lide den straf som hele menneskeheden ellers måtte lide for synden, kunne Adams efterkommere udfries på denne måde. Der fandtes imidlertid ikke et sådant fuldkomment menneske. Menneskeheden kunne aldrig opfylde disse den strenge retfærdigheds krav. Derfor sørgede Jehova for at det blev muligt, ved en enestående kærlighedshandling der betød et virkeligt offer for ham selv. (1 Kor. 15:45; 1 Tim. 2:5, 6; Joh. 3:16; Rom. 5:8) Guds enestefødte søn var villig til at yde sin del. Ydmygt gav Jesus afkald på sin himmelske herlighed, og som et fuldkomment menneske døde han til gavn for menneskeheden. — Fil. 2:7, 8.

Illustration: En familiefader bliver forbryder og dømmes til døden. Hans børn efterlades fattige og i håbløs gæld. Måske har de en venlig bedstefader der træder til for at hjælpe dem, idet han gennem en søn der bor hos ham sørger for at betale deres gæld og give dem mulighed for et nyt liv. For at få gavn af det må børnene naturligvis acceptere en sådan ordning, og det vil være rimeligt at bedstefaderen stiller visse krav for at sikre sig at børnene ikke efterligner deres faders handlemåde.

Hvem blev værdien af Jesu offer først anvendt til gavn for, og i hvilken hensigt?

Rom. 1:16: „Den gode nyhed [om Jesus Kristus og hans plads i Jehovas hensigt] . . . er nemlig en Guds kraft til frelse for enhver som tror, for jøde først og så for græker.“ (Indbydelsen til at få gavn af frelsen ved Kristus, gik først ud til jøder og derpå til ikke-jøder.)

Ef. 1:11-14: „I samhørighed med hvem [Kristus] vi [jøder, ligesom Paulus selv] også er blevet udpeget som arvinger [til det himmelske rige] . . . for at vi skulle tjene til pris for hans herlighed, vi som har været de første til at håbe på Messias. Men også I [hedningekristne, som der var mange af i Efesus] satte jeres håb til ham efter at I havde hørt sandhedens ord, den gode nyhed om jeres frelse. Ved hjælp af ham blev også I, efter at I havde fået tro, beseglet med den lovede hellige ånd, som er et forskud på vor arv, for at Guds ejendom kan udfries ved hjælp af en løsesum, til hans herlige pris.“ (Som det fremgår af Første Petersbrev 1:4 er denne arv bevaret i himmelen. Åbenbaringen 14:1-4 viser at det er et antal på 144.000 der får andel i den. Sammen med Kristus vil disse tjene som konger og præster over menneskeheden i 1000 år, og i løbet af den tid vil Guds hensigt med jorden blive gennemført så den bliver et paradis beboet af fuldkomne efterkommere af det første menneskepar.)

Hvilken anden gruppe erfarer i dag de gavnlige virkninger af Jesu offer?

1 Joh. 2:2: „Han [Jesus Kristus] er sonoffer for vore [apostelen Johannes’ og andre åndssalvede kristnes] synder, og ikke blot for vore men også for hele verdens [resten af menneskeheden, for hvem der er åbnet mulighed for evigt liv på jorden].“

Joh. 10:16: „Jeg har andre får, som ikke hører til denne fold; dem bør jeg også føre, og de vil høre min stemme, og de vil blive én hjord, én hyrde.“ (Disse „andre får“ kommer under Jesu Kristi kærlige omsorg mens resten af den „lille hjord“ af Rigets arvinger endnu befinder sig på jorden; derfor kan de blive forenet med Rigets arvinger og sammen med dem udgøre „én hjord“. De nyder alle gavn af Jesu offer og i mange henseender på samme måde, dog ikke i alle henseender, da nogle får liv i himmelen og andre på jorden.)

Åb. 7:9, 14: „Efter dette så jeg, og se! en stor skare, som ingen var i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål . . . ’Det er dem der kommer ud af den store trængsel, og de har vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.’“ (Medlemmerne af denne store skare lever når den store trængsel begynder, og de står rene over for Gud fordi de har tro på genløsningen. Den retfærdighed der tilregnes dem som følge af denne tro, er tilstrækkelig til at de kan bevares i live på jorden gennem den store trængsel.)

Hvilke velsignelser rummer fremtiden som følge af genløsningen?

Åb. 5:9, 10: „De synger en ny sang idet de siger: ’Du [Lammet, Jesus Kristus] er værdig til at tage skriftrullen og åbne dens segl, for du blev slagtet og med dit blod har du købt mennesker til Gud ud af hver stamme og hvert tungemål og hvert folk og hver nation, og du har gjort dem til et kongerige og til præster for vor Gud, og de skal herske som konger over jorden.’“ (Genløsningen spillede en vigtig rolle da der blev åbnet mulighed for himmelsk liv for dem der skal herske som konger sammen med Kristus. Snart vil alle medlemmerne i jordens nye regering sidde på deres himmelske troner.)

Åb. 7:9, 10: „Se! en stor skare, som ingen var i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål stod foran tronen og foran Lammet [Jesus Kristus, der døde som et offerlam], klædt i lange, hvide klæder; og der var palmegrene i deres hænder. Og de bliver ved med at råbe med høj røst og sige: ’Frelsen skylder vi vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.’“ (Tro på Kristi offer er en afgørende forudsætning for at denne store skare overlever den store trængsel.)

Åb. 22:1, 2: „Og han viste mig en flod med livets vand, klar som krystal, som flød ud fra Guds og Lammets trone, ned ad dens brede gades midte. Og på denne side af floden og på den anden side stod livets træer som frembringer frugt tolv gange, idet de giver deres frugt hver måned. Og bladene på træerne var til lægedom for nationerne.“ (At værdien af Guds lams, Jesu Kristi, offer bringes i anvendelse er en vigtig del af det Gud gør for at helbrede menneskene for alle syndens virkninger og hjælpe dem til at opnå evigt liv.)

Rom. 8:21: „Skabningen selv [menneskeheden] vil blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed.“

Hvad kræves der for at få varig gavn af Jesu fuldkomne offer?

Joh. 3:36: „Den der tror på Sønnen har evigt liv; den der ikke adlyder Sønnen skal ikke se livet, men Guds vrede forbliver over ham.“

Hebr. 5:9: „Efter at han [Jesus Kristus] var blevet gjort fuldkommen, blev han ansvarlig for evig frelse for alle dem som adlyder ham.“

Hvad åbenbarer genløsningsordningen om hvordan Gud føler for menneskeheden?

1 Joh. 4:9, 10: „Ved dette blev Guds kærlighed gjort kendt i vort tilfælde, at Gud udsendte sin enestefødte søn til verden for at vi kunne vinde livet ved ham. Kærligheden består i dette: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han elskede os og udsendte sin søn som sonoffer for vore synder.“

Rom. 5:7, 8: „Der er ellers næppe nogen der vil dø for en retfærdig; jo, for den gode vil nogen måske endog vove at dø. Men Gud anbefaler sin egen kærlighed til os derved at Kristus døde for os mens vi endnu var syndere.“

Hvilken virkning bør denne ordning have på hvordan vi bruger vort liv?

1 Pet. 2:24: „Han bar selv vore synder i sit legeme op på pælen, for at vi skulle være døde og borte fra synderne og leve for retfærdigheden.“ (I betragtning af alt det Jehova og hans søn har gjort for at rense os for synd, bør vi selv anstrenge os for at overvinde syndige tendenser. Det bør være helt utænkeligt at vi med forsæt gør noget som vi ved er syndigt.)

Tit. 2:13, 14: „Kristus Jesus . . . gav sig selv for os, for at han kunne udfri os fra enhver form for lovløshed og rense sig et folk der var helt hans eget, nidkært for gode gerninger.“ (Værdsættelse af denne enestående foranstaltning bør bevæge os til nidkært at tage del i det arbejde som Kristus pålagde sine sande disciple.)

2 Kor. 5:14, 15: „Messias’ kærlighed tvinger os nemlig, for denne slutning har vi draget: én er død for alle; altså er alle døde; og han døde for alle, for at de som lever, ikke længere skal leve for sig selv, men for ham som døde for dem og blev oprejst.“