siger Jesus: „I Hyklere! Træffende har Isajas spaaet om jer, da han sagde: ’Dette Folk ærer mig med Læberne, men deres Hjerte er fjernt fra mig. Det er til ingen Nytte, at de ærer mig, for de underviser i Menneskelærdomme og Menneskebud’.“ — Matt. 15:7-9, R-L.

Var det Jesu mening at dette skulle gøres til minde om ham daglig eller hver uge?

Basic Catechism siger at „katolske kristnes særlige pligter“ indbefatter „deltagelse i messen hver søndag og på offentlige helligdage“. (Boston, 1980, s. 21) „De troende tilskyndes da også til at deltage i messen og modtage kommunionen hyppigt, endog daglig.“ — The Teaching of Christ — A Catholic Catechism for Adults, forkortet udgave (Huntington, Indiana; 1979), s. 281.

Bruger Skriften kun udtrykket at ’bryde brødet’ når der er tale om at mindes Kristi død? (Apg. 2:42, 46; 20:7, DA, R-L) Jesus ’brød’ også ’brødet’ ved almindelige måltider før nadveren blev indstiftet. (Mark. 6:41; 8:6, DA, R-L) Det brød som jøderne havde dengang, var ikke som det de fleste mennesker er vant til i dag. Når de spiste, brækkede de det i stykker eller rev stykker af det.

Jesus sagde ikke udtrykkeligt hvor ofte der skulle foranstaltes mindehøjtid i anledning af hans død. Han indstiftede den imidlertid på den jødiske påskedag, som derefter blev erstattet med mindehøjtiden for hans død. Påsken var en årlig højtid der blev fejret den 14. nisan. De usyrede brøds højtid, ugefesten (pinse), løvhyttefesten eller indsamlingshøjtiden, samt forsoningsdagen blev alle holdt én gang om året.

Hjælper messen sjæle i skærsilden?

The Teaching of Christ — A Catholic Catechism for Adults siger: „Ordet ’skærsild’ findes ikke i Bibelen, og dogmet om skærsilden læres heller ikke udtrykkeligt i den. . . . Kirkefædrenes værker omtaler ikke alene skærsildens eksistens mange gange, men siger også at de trofaste afdøde kan blive hjulpet af de levendes bønner, især ved messeofferet.“ — S. 347, 348.

Om de dødes tilstand siger De hellige Skrifter: „De levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting.“ (Præd. 9:5, DA) „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ (Ez. 18:4, DA) (Se også siderne 80-82, under emnet „Døden“.)

Mindehøjtiden (Herrens aftensmåltid)

Definition: Et ceremonielt måltid til minde om Jesu Kristi død, som har haft mere vidtrækkende konsekvenser end nogen anden persons død. Dette er den eneste begivenhed som Herren Jesus Kristus befalede sine disciple at mindes. Mindehøjtiden er også kendt som Herrens nadver eller Herrens aftensmåltid. — 1 Kor. 11:20.

Hvilken betydning har mindehøjtiden?

Til sine trofaste apostle sagde Jesus: „Bliv ved med at gøre dette til minde om mig.“ (Luk. 22:19) Idet apostelen Paulus skrev til medlemmer af den åndsavlede kristne menighed, tilføjede han: „Så ofte som I spiser dette brød og drikker dette bæger, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.“ (1 Kor. 11:26) Mindehøjtiden henleder altså på en særlig måde opmærksomheden på betydningen af Jesu Kristi død i forbindelse med fuldbyrdelsen af Jehovas hensigt. Den fremhæver den særlige betydning Jesu offerdød har i forbindelse med „den nye pagt“ og hvordan hans død berører dem der bliver arvinger med ham til det himmelske rige. — Joh. 14:2, 3; Hebr. 9:15.

Mindehøjtiden holdes også til minde om at Jesu død og den måde den skete på, i overensstemmelse med Guds hensigt som den udtrykkes i Første Mosebog 3:15 og siden hen, tjente til at hævde Jehovas navn. Ved at bevare et ubrudt forhold til Jehova lige til sin død, beviste Jesus at Adams synd ikke skyldtes nogen brist som mennesket havde fra Skaberens hånd, men at det er muligt for et menneske at bevare en fuldkommen gudhengivenhed selv under hårdt pres, og på denne måde hævdede Jesus Jehova Guds stilling