Kulstof-14-uret efterses

DET bedst kendte af de videnskabelige hjælpemidler som mennesker har opfundet for at kunne tilfredsstille deres nysgerrighed med hensyn til menneskehedens fortid, er sikkert kulstof-14-uret. Aldersbestemmelse af organisk stof i gamle fund ved hjælp af dette „ur“ bygger på måling af det radioaktive kulstof (kulstof-14) der dannes i atmosfæren af de kosmiske stråler og optages af planterne. Metoden egner sig især til datering af ting der består af træ, trækul og plante- eller dyrefibre, og den kan bruges til datering af genstande der er fra 0 til 10.000 år gamle, ja ældre endnu.

Arkæologerne, der studerer gamle kulturer, er stærkt interesseret i kulstof-14-urets resultater. De der studerer Bibelen har også interesse for denne dateringsmetode, idet den spænder over mere end de 6000 år som menneskene ifølge Bibelen har levet på jorden.

Måske ved De at man ved hjælp af kulstof-14-uret har dateret det lærred der var svøbt om den gamle Esajasrulle der er fundet i nærheden af Det døde Hav.¹a Det viste sig at lærredet var mellem atten hundrede og to tusind år gammelt, hvilket bekræftede de andre beviser man havde for at manuskriptet var ægte og ikke et dygtigt falskneri af nyere dato.

Symposium i Uppsala

Noget som har vakt fornyet interesse for aldersbestemmelse ved hjælp af kulstof-14, er den nylig (i 1971) udsendte beretning fra Det tolvte Nobelsymposium, der blev holdt i Uppsala i 1969. Her mødtes radiokemikere fra mange lande med geologer og arkæologer. De drøftede deres seneste forskningsresultater i forbindelse med den praktiske anvendelse af radioaktivt kulstof til datering, samt teorien bag denne metode. Ærespræsident var nobelpristageren W. F. Libby fra University of California i Los Angeles, der i 1949 udviklede metoden til datering ved hjælp af kulstof-14.

Beretningen fra konferencen giver indtryk af at man stort set er tilfreds med det man indtil nu har opnået ved at benytte denne metode. De modstridende resultater som forskellige laboratorier nu og da er kommet til, har man i stor udstrækning fået til at stemme med hinanden. Nu regner man med en fejlmargen i dateringerne på mellem halvtreds og hundrede år. Det er sandt at der har været tilfælde med større afvigelser mellem „kulstof-14-alderen“ (der er blevet beregnet på grundlag at radioaktiviteten) og den virkelige alder på kendte prøver, men dette kan man tage hensyn til ved at benytte en såkaldt justerings- eller kalibreringskurve, der er blevet udarbejdet på flere laboratorier.

Denne kurve bygger hovedsagelig på ved fra meget gamle træer, som man har dateret ved at tælle deres årringe. For eksempel kan et stykke træ der ifølge årringene er 7000 år gammelt, have en kulstof-14-alder på kun 6000 år. For at korrigere resultatet lægger man derfor 1000 år til kulstof-14-alderen på en hvilken som helst prøve fra denne periode.

Den teori som kulstof-14-metoden bygger på, har vist sig at være langt mere kompliceret end man regnede med for tyve år siden, og mange af de korrektioner der er foretaget af den, har man studeret for at se hvordan de berører de aldre man har målt. Ved at tage alt dette i betragtning mener man at kunne foretage en ret nøjagtig datering af organisk stof der er blevet dannet på et hvilket som helst tidspunkt i løbet af de sidste 7400 år.

Nu findes der enkelte prøver fra gamle huse og ildsteder som ifølge kulstof-14-dateringerne er over 6000 år gamle. Sådanne resultater er i strid med Bibelens kronologi, ifølge hvilken det første menneske blev skabt for blot 6000 år siden. Dette rejser nogle spørgsmål der kan virke foruroligende: Har de forbedringer der er foretaget ved kulstof-14-uret, og de tilsyneladende gode resultater der er opnået ved hjælp af det, givet Bibelens kronologi et dødsstød? Kan vi stadig fæste lid til Bibelens tidsregning, eller har videnskaben vist at den er upålidelig?

I stedet for straks at drage en slutning vil det være fornuftigt at se lidt nærmere på nogle af de detaljer der blev drøftet på konferencen i Uppsala. Når vi gør det, begynder vi uvilkårligt at spekulere på om de detaljerede korrektioner af teorien bag kulstof-14-metoden der i første række synes at gøre den mere nøjagtig — ikke i virkeligheden giver rum for flere fejlberegninger.

Nødvendige antagelser

Den forholdsvis enkle teori der blev udformet for tyve år siden, var baseret på følgende antagelser:

1) At kulstof-14, den radioaktive bestanddel af naturligt kulstof, henfalder med en halveringstid på 5568 år.

2) At forholdet mellem kulstof-14-atomer og de stabile kulstof-12-atomer i „levende“ kulstof altid har været det samme som det er i dag. Denne antagelse afhænger af to andre antagelser (2a og 2b).

2a) At antallet af kulstof-14-atomer har været konstant; det betyder at den kosmiske stråling der danner dem, ikke må have varieret i styrke i de sidste 15.000 til 20.000 år.

2b) Endvidere at den samlede mængde af stabilt kulstof i „udvekslingsreservoiret“ har været konstant i samme tidsperiode. Dette indbefatter kultveilten i luften, og ligeledes det organiske kulstof i levende organismer, eftersom de hele tiden optager kultveilte gennem fotosyntese og udskiller den ved ånding. Der opløses også kultveilte i havvand, hvor det danner kulsyre og karbonat, der bliver blandet med det opløste karbonat i havet. Denne proces kan også gå i modsat retning, selv om det kan tage halvtreds år. Det mineralske karbonat i klipperne betragtes naturligvis ikke som en del af udvekslingsreservoiret.

2c) Til antagelse nummer to er også knyttet den antagelse at dannelsen af kulstof-14 har været konstant i hele denne tid, og det indebærer at det samlede henfald i hele verden er i ligevægt med nydannelsen.

3) At alle levende organismer, planter såvel som dyr, optager radioaktivt kulstof i deres væv så længe de er levende; efter deres død aftager radioaktiviteten nøjagtig i takt med det naturlige radioaktive henfald; de optager ikke radioaktivt kulstof ved kontakt med yngre materialer, og mister heller ikke noget ved at udveksle atomer med ældre kulstof.

4) For at kulstof-14-dateringen kan have praktisk værdi, må prøven være fra samme tid som den begivenhed den markerer, og ikke bestå af noget der voksede eller levede længe før den tid.

Lad os huske at hvis kulstof-14-uret skal fastslå den rette alder, må alle de ovennævnte antagelser være rigtige. Hvis blot én af dem er forkert, vil metoden ikke give det nøjagtige resultat.

De første målinger der blev foretaget i Libbys laboratorium af prøver fra gamle træer og fra ægyptiske kongegrave, viste en ganske god overensstemmelse med disse prøvers anerkendte alder, som var op til cirka 4000 år. Man mente derfor at antagelserne sandsynligvis var korrekte, eller i hvert fald næsten korrekte. Men hvordan ser det ud nu, efter at man i tyve år har undersøgt kulstof-14-urets „urværk“? Ser antagelserne ud til at være lige så sikre som de gjorde dengang?

Når man læser beretningen fra konferencen i Uppsala, kommer man til den slutning at eksperterne nu i virkeligheden ikke ved om en eneste af disse antagelser er rigtig! Nogle af dem er måske blot en smule unøjagtige, mens andre har vist sig at være direkte forkerte. Lad os se på dem igen, en ad gangen, i lyset af den nuværende viden — eller, måske rettere, i lyset af den uvidenhed der fortsat gør sig gældende.

Prøvens gyldighed

En af de mere oplagte muligheder for fejl i kulstof-14-dateringen, er at prøven — den genstand man daterer — kan være upålidelig, (Antagelse 3) Hvis en prøve er blevet forandret ved kontakt med materiale som indeholder ældre eller yngre radioaktivt kulstof, eller hvis den er blevet forurenet ved at optage sådant kulstof i sig, kan analysen ikke give det rigtige svar. Men den praktiske arkæolog har lært hvad han skal gøre når en prøve kommer tilbage fra laboratoriet med en datering der ikke svarer til det han ventede. Som dr. Evzen Neustupný, der er knyttet til det tjekkiske videnskabsakademis arkæologiske institut, sagde under symposiet: „Når prøver er blevet forurenet af enten nyt eller gammelt kulstof, kan det ofte let opdages hvis resultatet af en måling afviger betragteligt fra den forventede værdi.“²

Med andre ord: Når arkæologen indsender prøven bemærker han ikke at den er forurenet, men når han betragter den igen, forsynet med det ubehagelige svar, ser han det tydeligt.

Den samme ekspert kom også ind på det betydningsfulde i at vælge samtidige prøver (Antagelse 4): „Det skulle også være klart — selv om mange arkæologer synes at ignorere det — at kulstof-14-målinger fastslår alderen på det organiske væv i prøven, d.v.s. hvornår det blev dannet. Vævet i en prøve som man anvender for at datere en historisk (eller forhistorisk) begivenhed, kan have været biologisk dødt i flere årtier eller endog århundreder da det blev benyttet af mennesker i fortiden. Dette gælder træ der er blevet benyttet til byggemateriale, trækul fra ildsteder, og de fleste andre materialer.“²

Dette er et punkt man gør vel i at have i tanke når man læser en nyhedsmeddelelse om at kulstof-14-datering af et stykke trækul der er gravet frem i en hule et eller andet sted, beviser at der levede mennesker dér for så og så mange tusind år siden. Der findes i dag steder hvor man kan slå lejr og samle brændsel fra træer der voksede for flere hundrede, ja flere tusind, år siden.

Fejl af denne art er forekommet tilstrækkelig ofte til at arkæologerne ikke uden videre godtager kulstof-14-dateringer. Men disse fejl opstår kun i forbindelse med de enkelte prøver, sådan at én prøve kan være dateret rigtigt, og en anden forkert.

Derudover bliver kulstof-14-eksperterne stillet over for vanskeligere spørgsmål, spørgsmål der berører selve kernen i teorien. Hvis der ikke gives tilfredsstillende svar på dem, må man tvivle på om metoden kan datere nogen som helst prøve korrekt.

Kulstof-14’s halveringstid

Et af spørgsmålene berører den allerførste antagelse. Hvor sikkert er det at kulstof-14 har den halveringstid man går ud fra? Læg mærke til følgende udtalelse af to eksperter fra kulstof-14-laboratoriet ved University of Pennsylvania:

„Det der giver anledning til størst bekymring i forbindelse med nøjagtigheden af disse halveringstids-bestemmelser, er at de alle afhænger af de samme grundlæggende metoder — nemlig den absolutte justering af en geigertæller til konstatering af det specifikke henfaldstempo, og den efterfølgende massespektrografiske måling til påvisning af den nøjagtige C-14-mængde. I den første fase er der vanskeligheden ved at foretage en absolut justering af en geigertæller, og i den anden er der problemet med en nøjagtig fortynding af det radioaktive C-14 og indføring af det i massespektrografen. En fejl som opstår ved at C-14 adsorberes af væggene i beholderne, kan være almindelig og af stort set samme størrelse ved alle halveringstids-bestemmelser. Det er tydeligt at man må have en fuldstændig uafhængig metode og teknik før man med sikkerhed kan sige hvad C-14’s sande halveringstid er.“³

Libby var selv klar over at halveringstiden muligvis ikke var nøjagtig. I 1952 skrev han om hvor betydningsfuldt det var at foretage nøjagtige målinger af henfaldstempoet, og nævnte i den forbindelse: „Man må håbe at der vil blive foretaget yderligere målinger af kulstof-14’s halveringstid, helst med anvendelse af helt andre metoder.“⁴ Indtil nu er denne forhåbning ikke blevet indfriet.

Dannelsen af kulstof-14

Hvordan forholder det sig med den kosmiske stråling? Er den konstant? (Antagelse 2a) Iagttagelser har vist at den ikke er det. Man kender nu flere faktorer som fremkalder store udsving i den kosmiske stråling.

En af disse er styrken af jordens magnetfelt. Jordens magnetfelt har indflydelse på den kosmiske stråling, der hovedsagelig består af protoner (elektrisk ladede brintatomkerner), idet det afbøjer de mindre energirige partikler før de når ind i atmosfæren. Når jordens magnetfelt bliver stærkere, rammes jorden af færre kosmiske stråler, og der dannes ikke så meget kulstof-14. Når jordens magnetfelt bliver svagere, rammes jorden af flere kosmiske stråler, og der dannes mere kulstof-14.

Undersøgelser viser at magnetfeltets styrke er blevet fordoblet i løbet af en periode der begyndte for omkring 5500 år siden og sluttede for omkring 1000 år siden, og at den nu aftager igen. Dette alene kan forklare hvorfor det er nødvendigt at korrigere de ældre dateringer med næsten 1000 år.

Solfænomener fremkalder også store forandringer. Solens magnetfelt strækker sig langt ud i rummet, og omfatter endog jordens bane. Dets styrke forandrer sig — skønt ikke særlig regelmæssigt — sammen med solpletternes elleveårige cyklus, og dette indvirker også på intensiteten af den kosmiske stråling der når jorden.

En yderligere faktor er de såkaldte soleruptioner. Det er sporadiske udbrud på solens overflade af vældige, lysende gasmængder der udslynger store mængder protoner. De protoner der når jorden, danner kulstof-14. Dette resulterer i et „overskud“ der ikke kan forudsiges. I beretningen fra Uppsala-konferencen forekommer en tabel og en grafisk fremstilling der viser hvor meget kulstof-14 der er dannet som følge af typiske soleruptioner. Den 23. februar 1956 forekom der en eruption der på få timer frembragte lige så meget kulstof-14 som der normalt bliver dannet på et helt år som følge af den kosmiske stråling. Det siger sig selv at man umuligt kan tage hensyn til sådanne virkninger når man foretager korrektioner af kulstof-14-resultaterne, for ingen ved om eruptionerne i de forløbne årtusinder har været flere eller færre end de er nu.

Intensiteten af de kosmiske stråler der trænger ind i solsystemet fra mælkevejen, er en anden faktor man kun kender lidt til. Ved at måle den meget svage radioaktivitet som kosmisk stråling har dannet i forskellige grundstoffer i meteoritter, har geokemikere forsøgt at danne sig et billede af de kosmiske strålers gennemsnitlige intensitet før i tiden. Resultaterne har imidlertid ikke virkelig givet de ønskede beviser for at strålingen har været konstant i de sidste 10.000 år.

Kulstof-14-teorien ville stå stærkere (skønt den stadig ikke ville være uangribelig) med hensyn til ovennævnte indvendinger hvis det kunne bevises at kulstof-14 i dag henfalder lige så hurtigt som det dannes. (Antagelse 2c) Hvis dette ikke viser sig at være tilfældet, kan man heller ikke fastholde den antagelse at kulstof-14-beholdningen er konstant, og formodningen om at kulstof-14-aktiviteten er konstant vil hvile på et tvivlsomt grundlag.

Det er meget vanskeligt at beregne hvor hurtigt kulstof-14 dannes. Libby forsøgte at gøre det i 1952 ved hjælp af de bedste data der var tilgængelige dengang. Han fandt frem til en nydannelse på omkring nitten kulstof-14-atomer i sekundet for hvert gram kulstof i reservoiret. Dette lå lidt højere end det antal atomer der ifølge hans målinger henfaldt hvert sekund, nemlig seksten. Men i betragtning af problemets komplicerede natur, og i betragtning af at han måtte anslå så mange faktorer løseligt, syntes han at resultatet var tilstrækkeligt i overensstemmelse med hans antagelser.

Kunne man så sytten år senere, i betragtning af at man da havde bedre data og bedre kendskab til processen, beregne det mere nøjagtigt? Eksperterne ved symposiet kunne ikke præcisere det mere end at det radioaktive kulstof dannes i et tempo der sandsynligvis udgør 75 til 161 procent af det tempo hvormed det henfalder. Det laveste tal ville betyde at kulstof-14-mængden for øjeblikket svinder ind; det højeste tal at den forøges. Målingerne giver ingen sikkerhed for at mængden er konstant, sådan som kulstof-14-teorien kræver. Igen søger man tilflugt til den opfattelse at „den relativ konstante C-14-aktivitet før i tiden vækker formodning om at [dette indbyrdes forhold] må kunne begrænses til et langt snævrere værdiområde“.⁵ Man retfærdiggør altså den ene antagelse med den anden.

Kulstof-12-reservoiret

For at kulstof-14-uret hele tiden kan være stillet rigtigt, må ikke alene kulstof-14-beholdningen men også mængden af det stabile kulstof-12 i udskiftningsreservoiret, være konstant. (Antagelse 2b) Har vi god grund til at tro at denne antagelse er rigtig?

Eftersom der er omkring tres gange så meget kulstof i havet som i atmosfæren, er det især havet vi vil beskæftige os med. Dette punkt blev taget op til drøftelse på mødet i Uppsala, hvor den almindelige opfattelse var at en såkaldt „istid“ kunne forårsage væsentlige forstyrrelser. Libby havde i 1952 peget på denne mulighed:

„Den mulighed at mængden af kulstof i udvekslingsreservoiret har ændret sig væsentligt i de sidste 10.000 eller 20.000 år, står og falder næsten udelukkende med det spørgsmål om istiden — der, som vi senere skal komme ind på, ser ud til at strække sig ind i denne periode — kunne have indvirket i væsentlig grad på havenes vandmængde og middeltemperatur.“⁶

Virkningerne af Vandfloden

Når havenes vandmængde nævnes, kommer den der studerer Bibelen uvilkårligt til at tænke på den mulighed at den verdensomspændende vandflod der indtraf på Noas tid, for 4340 år siden, kan have skabt store forstyrrelser for kulstof-14-uret. Havene må nødvendigvis have været meget større og dybere efter Vandfloden. Dette ville i sig selv ikke øge mængden af karbonat i havet; det ville blot betyde at det blev fortyndet. Mængden af kulstof-14 og kulstof-12, samt forholdet mellem disse to stoffer, hvilket bestemmer den specifikke aktivitet, ville ikke blive forandret bare ved at vandet strømmede ned. Men den større vandmængde ville gøre det muligt for havene efterhånden at optage en langt større mængde opløst karbonat.

Og det øgede tryk der blev øvet mod havbunden af den langt større vandmængde, har sikkert fremkaldt forandringer i jordskorpen. Trykket var større på havbunden end over kontinenterne, og det må derfor have skubbet det underliggende plastiske lag bort fra havbunden mod kontinenterne, og har derved løftet kontinenterne op. Dette må så have medført at klipperne er blevet udsat for øget erosion — indbefattet kalkstenen på bunden af de lavvandede have som findes indtegnet på geologernes kort over lavtliggende kontinentale områder i pliocæntiden.

Kort efter Vandfloden må indholdet af karbonat i havene derfor være begyndt at stige, indtil det har nået den koncentration vi har i dag. I stedet for at antage at karbornatmængden har været konstant, bør vi altså tage den mulighed i betragtning at den gradvis er blevet større i løbet af de sidste 4300 år.

Hvilken virkning må Vandfloden have haft på kulstof-14-beholdningen? Eftersom Bibelen viser at det vand der strømmede ned og forårsagede Vandfloden, tidligere holdt sig svævende på en eller anden måde over jordens atmosfære, må det have hæmmet de kosmiske strålers indtrængen i atmosfæren, og dermed også dannelsen af kulstof-14. Hvis vandet var fordelt ensartet rundt om hele kloden, kan det fuldstændig have hindret dannelsen af kulstof-14. Det er imidlertid ikke nødvendigt at antage dette; vandbaldakinen kan have været tykkere over ækvator end over polerne, sådan at en ringe kosmisk stråling kan have trængt igennem. I alle tilfælde må dét at baldakinen faldt ned, have medført en stigning i dannelsen af kulstof-14.

Vi kan således regne med at havenes beholdning af radioaktivt kulstof-14 og stabilt kulstof-12 begyndte at stige stærkt efter Vandfloden. Lad os huske at det er forholdet mellem kulstof-14 og kulstof-12 der bestemmer den specifikke aktivitet. Aktiviteten kan derfor enten være tiltaget eller aftaget, alt efter hvor hurtigt havet blev tilført karbonat som følge af erosionen af landområderne. Det kan selvfølgelig være (skønt det ikke er sandsynligt) at forøgelsen af det ene stof blot har opvejet forøgelsen af det andet; hvis det er tilfældet er kulstof-14-uret overhovedet ikke blevet berørt af Vandfloden. Libby pegede på den mulighed at en sådan tilfældig ligevægt kunne resultere i en „overensstemmelse mellem det forudsagte og det konstaterede kulstof-14-indhold i organiske materialer fra en tid man har fastsat historisk“.⁷ Men han foretrak ikke denne forklaring.

Eftersom den samlede kulstof-14-beholdning og den samlede kulstof-12-beholdning er uafhængige af hinanden, er det muligt at give en forklaring på den høje alder der ofte bliver tillagt gamle prøver. Hvis vi for eksempel antager at den specifikke aktivitet før Vandfloden kun var halvt så stor som den er nu, ville alle genstande fra tiden før Vandfloden virke omkring 6000 år ældre end de i virkeligheden er. Dette ville også gælde et stykke tid efter Vandfloden, men som følge af den hurtige erosion af karbonat i århundrederne efter Vandfloden ville fejlen lidt efter lidt blive mindre. Det ser ud til at aktiviteten omkring 1500 f.v.t. havde nået sin nuværende størrelse, eftersom kulstof-14-dateringerne af prøver fra og med den tid forekommer ret nøjagtige.

Samtidighedsprincippet

Dette er nogle af de problemer man er opmærksom på i forbindelse med kulstof-14-datering. Der er andre problemer som man ikke rigtig har beskæftiget sig med, og muligvis nogle som man endnu ikke har tænkt på. Det er grunden til at den teori der blev fremsat for tyve år siden, ikke længere er holdbar. Det kan simpelt hen ikke lade sig gøre at bestemme den rette alder på en prøve, blot ved at måle det radioaktive kulstof i den og sammenligne det med aktiviteten i vor tid. Én side af kulstof-14-teorien ser imidlertid ud til at have holdt stik indtil nu, nemlig samtidighedsprincippet.

Dette princip går ud på at kulstof-14-niveauet på et givet tidspunkt i fortiden altid har været ens over hele verden, sådan at aktiviteten har været den samme i alle prøver fra samme tid. Medmindre prøverne har været udsat for ændringer og forurening vil deres aktivitet derfor være henfaldet til det samme målte niveau i dag. Selv om alle de andre antagelser må forkastes, kan man derfor — hvis man er i stand til at kulstof-14-datere et tilstrækkeligt antal prøver hvis nøjagtige alder man i forvejen kender, og på grundlag af dette udarbejder en korrigeringskurve — ved hjælp af kulstof-14-metoden finde ud af hvor en prøve må placeres i forhold til denne kurve, og på denne måde slutte sig til dens alder.

På et laboratorium har forskerne samlet en række prøver fra gamle træer, og har fastslået deres alder ved at tælle årringene. De har indsendt sådanne prøver til kulstof-14-laboratorierne, og årringsdateringerne accepteres nu af mange som et solidt grundlag for kulstof-14-kronologien. Ja, uden dette „nødgrundlag“ ville kulstof-14-uret nu være så beskadiget at det kun løseligt kunne anslå en genstands virkelige alder.

Men hvis vi skal fæste lid til de korrigerede kulstof-14-dateringer, må vi være rede til at antage årringsdatering som den grundlæggende målestok. Hvor pålidelig er denne nye metode? Lad os undersøge den i den følgende artikel.

[Fodnote]

[Grafisk fremstilling på side 8]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Korrigeringskurve for kulstof-14-dateringer

1950 e.v.t.

1000 e.v.t.

 0

3000 f.v.t.

7000 f.v.t.

Magnetometer

Kulstof-14-dateringsmetoden er blevet „korrigeret“ så meget af eksperterne at selv andre videnskabsmænd vanskeligt forstår den. Giver „korrektionerne“ flere muligheder for fejl?

Kulstof-14-datering forbundet med årringe

TITLEN på Det tolvte Nobelsymposium var „Kulstof-14-afvigelser og absolut kronologi“. En sådan titel antyder at aldersbestemmelse ved hjælp af kulstof-14-metoden ikke længere regnes for at være uangribelig. Ved symposiet blev hovedvægten lagt på de varierende resultater man har opnået ved kulstof-14-datering, og de kun delvis vellykkede forsøg man har gjort på at forklare disse afvigelser. Den absolutte kronologi der blev fremholdt, var den der bygger på det at tælle træernes årringe.

Er det dårlige nyheder? Den metode der går ud på at datere genstande ved hjælp af kulstof-14, er jo en meget specialiseret, teknisk metode som kun nogle få, højt uddannede eksperter kan benytte, og teorien er blevet korrigeret her og tillempet der, så det nu er vanskeligt selv for andre videnskabsmænd at forstå den. Derimod ved alle og enhver at et træ der vokser får en ny årring hvert år, ikke sandt? Og når træet fældes kan man se hvor gammelt det er, simpelt hen ved at tælle vækstringene, ikke sandt? Kan noget være enklere? Mange vil uden tvivl ånde lettet op når de hører at kulstof-14-uret, der altid har smagt lidt af videnskabelig magi, nu bliver justeret ved hjælp af noget så enkelt og letforståeligt som det at tælle årringe.

Kalibreringskurven var taget med i rapporten fra symposiet (og den er også gengivet i Vor Viden for februar 1972). For hvert år tilbage til omkring 5200 f.v.t. viser den hvor mange år man skal lægge til eller trække fra for at få kulstof-14-alderen til at stemme med årringsalderen.

Ved første øjekast tror man måske at det drejer sig om et diagram over børsnoteringer. Uregelmæssigheden, de korte bølger og kurvens uberegnelige forløb bidrager alt sammen til at understrege ligheden. Ved at benytte denne korrigeringskurve viser kulstof-14-eksperterne at de nu støtter sig fuldstændig til årringskronologien, også kaldet dendrokronologien.

De der har sat deres lid til kulstof-14-dateringer må nu spørge sig selv om deres tillid er blevet styrket eller svækket som følge af denne forbindelse med årringsmetoden. Svaret afhænger naturligvis af hvor pålidelig årringskronologien er. Er den et sikkert anker for kulstof-14-dateringerne, et anker som hindrer dem i at drive bort i den ukendte fortid?

Børstekoglefyr-kronologi

Det er ikke mange træer der lever i flere tusind år. De majestætiske kæmpefyrre (sequoia) der vokser på bjergskråningerne i Californien er berømte for deres umådelig høje alder. I de senere år har man imidlertid opdaget at børstekoglefyrren (bristlecone pine), et beskedent, forkrøblet træ der vokser på højtliggende bjergskråninger i den sydvestlige del af De forenede Stater, kan leve endnu længere. Det oplyses at et sådant træ i Nevada er 4900 år gammelt.

Dette sejlivede træs anvendelighed blev første gang påpeget i 1953 af Edmund Schulman ved Arizonas universitet. I White Mountains i det østlige Californien fandt han et antal meget gamle træer. Nogle af dem levede endnu; andre var døde stubbe eller stammer. Han indsamlede prøver fra levende træer, samt fra resterne af de træer der var væltet. Han undersøgte dem i sit laboratorium og opstillede en årringskronologi ved hjælp af dem. Efter hans død i 1958 blev arbejdet fortsat af professor C. W. Ferguson på samme laboratorium. Ferguson gav nobelsymposiet en redegørelse for hvor langt han var kommet med forskningen. Han hævder at han har fastlagt en årringskronologi for børstekoglefyrren hele vejen tilbage til 5522 f.v.t. Det er et tidsrum på næsten 7500 år, et virkelig imponerende resultat. Kan der være nogen grund til at tvivle på at hans kronologi er korrekt?

Draget i tvivl af enkelte forskere

Vi kan her nævne at professor P. E. Damon fra den geologiske afdeling ved det samme universitet udtalte: „Pålideligheden af datering ved hjælp af årringe drages måske i tvivl af enkelte forskere.“⁸a Lad os derfor se lidt nærmere på den fremgangsmåde der benyttes når man udarbejder en tidstabel baseret på årringe, for at se hvorfor den kan anfægtes.

Det første der bør interessere os er den antagelse der ligger til grund for årringstælling, nemlig at én ring svarer til ét år. Det overrasker Dem måske at dette ikke altid er tilfældet. Herom siger Ferguson: „Det kan forekomme at 5 procent eller flere af årringene mangler i en given radius der spænder over mange århundreder. Man fastslår hvor disse ringe ’mangler’ i prøven ved at sammenligne årringsserien med årringsserien i andre træer hvor den ’manglende’ årring findes.“⁹ Eftersom forskeren lægger disse „manglende årringe“ til sin tidstabel, bliver tallet større end det virkelige antal årringe, idet forskellen bliver fem år eller mere for hvert århundrede.

Endnu mere interessant er Fergusons udtalelse om den mulighed at et træ kan danne to eller tre vækstringe på et enkelt år: „I tilfældet med visse nåletræarter, især de der vokser i lavere højder eller på sydligere breddegrader, kan tilvæksten i en enkelt sæson foregå ad to eller flere gange, og hver gang dannes der en vækstring der minder stærkt om en årring. Sådanne flere vækstringe forekommer imidlertid yderst sjældent i børstekoglefyrren, og de er især sjældne i den højde og på den breddegrad som undersøgelserne omfatter.“⁹

Under de nuværende klimaforhold er dette fænomen altså sjældent. For dem der mener at forholdene er som de altid har været, kan en sådan udtalelse måske være betryggende nok. Men noget som sådanne mennesker ikke tager i betragtning, er alle de beviser der findes for at klimaet før vandfloden i år 2370 f.v.t. var meget mere tempereret end det er i dag. Det kan også være at børstekoglefyrrene tidligere voksede i en meget lavere højde. Som det fremgår af ovenstående udtalelse kan begge disse forhold have medført at der oftere blev dannet flere vækstringe om året på de træer der voksede dengang. Dette ville ikke alene forekomme før Vandfloden, men også en tid efter, mens jordskorpen tilpassede sig det nye tryk den blev udsat for. Hvem kan sige hvor ofte træerne dannede flere vækstringe under disse forhold, eller hvor mange ekstra århundreder der af den grund er taget med i forskernes kronologi?

Serierne stykkes sammen

Det næste vi bør mærke os, er at der ikke findes noget enkelt træ som har 7500 årringe. Selv om der findes beretninger om enkelte levende træer der er over 3000, ja endda over 4000 år gamle, er det ældste levende træ som man har taget med i tidsberegningen, kun fra år 800 e.v.t. Man har imidlertid fundet et dødt træ med omkring 2200 årringe, og har fastslået ligheder i serien af tykke og tynde årringe mellem de ydre lag af det døde træ og de indre lag af det levende træ. Dette har man taget som et bevis for at årringene overlapper hinanden i tidsrummet fra år 800 til 1285 e.v.t., og det ældste træ er således blevet dateret til 957 f.v.t. Denne fremgangsmåde er blevet gentaget med sytten andre rester af døde træer med 439 op til 3250 årringe, sådan at man i alt er kommet 7484 år tilbage.

Her spørger De måske: Hvor sikker er overensstemmelsen mellem de serier der overlapper hinanden? Ferguson forsikrer at der i hvert af de sytten tilfælde kun findes én måde at sammenstykke dem på. Han siger: „Hovedkronologien for alle de benyttede prøver er enestående i sit årringsmønster; ingen steder i den forløbne tid gentages nøjagtig den samme lange vekslen mellem brede og smalle årringe, idet vejrforholdene fra år til år aldrig er nøjagtig de samme.“⁹ Nogle er måske parate til uden videre at godtage dette synspunkt; andre forskere vil, som Damon siger, sikkert høre til dem der drager det i tvivl.

Et andet spørgsmål: Hvis det var muligt at få en prøve fra et dødt træ til at passe mere end ét sted, hvilke ting ville da blive taget i betragtning når det „rigtige“ sted skulle vælges? Følgende udtalelse af Ferguson kan give os et fingerpeg: „Undertiden bliver en prøve fra et eksemplar der endnu ikke er dateret, indsendt til kulstof-14-analyse. Det resultat man får, viser prøvens omtrentlige alder; dette giver et fingerpeg om hvilken del af hovedkronologien der bør undersøges nærmere, og på den måde kan årringsalderen lettere bestemmes.“¹⁰ Og han siger videre: „Kulstof-14-analyse af en enkelt lille prøve der indeholder en serie tydelige årringe som repræsenterer 400 år, viser at prøven er omkring 9000 år gammel. Dette giver løfte om at årringskronologien vil komme til at række endnu længere tilbage i tiden.“¹¹

Det er således tydeligt at kulstof-14-dateringen undertiden tjener som en vejleder når man skal føje brikkerne i årringspuslespillet sammen. Giver disse indrømmelser grundlag for den mistanke at årringskronologien måske alligevel ikke er så godt forankret som den giver indtryk af, men at dens fortalere søger støtte i kulstof-14-metoden? En sådan mistanke er ikke ubegrundet, for professor Damon siger, efter at han har forsikret at han personligt nærer fuld tillid til årringsdateringerne: „Det er ikke desto mindre betryggende at have en objektiv sammenligningsmulighed, for eksempel med en anden dateringsmetode. Dette har man også, i form af kulstof-14-dateringer af prøver hvis alder er fastslået rent historisk.“⁸

Hvis kulstof-14-metoden er nødt til at underbygge årringsdateringen inden for den periode hvor alderen støttes af historiske årstal, altså cirka 4000 år tilbage i tiden, hvad skal man da sige om dette behov i forbindelse med tidsangivelser der rækker 4000 eller 5000 år længere tilbage i tiden?

Problemer ved datering af træ

Forsøgene på at øge den støtte som disse to dateringsmetoder giver hinanden, hæmmes af et andet problem der gav anledning til en hel del diskussion blandt eksperterne. Selv ved kulstof-14-analyse af de prøver fra børstekoglefyrre der nu ligger til grund for alle andre kulstof-14-dateringer, må man tage den mulighed i betragtning at prøverne kan have undergået forandringer. Det er en kendt sag at uorganiske stoffer, for eksempel kalk fra skaldyr og karbonat i knogler, meget let lader sig udveksle med opløste karbonater, både ældre og yngre. Af den grund er de så at sige ubrugelige til aldersbestemmelse. Det anses derimod for usandsynligt at organiske stoffer som cellulose udveksles. Saften kan vaskes ud af et dødt træ, men hvis den har cirkuleret i træet i århundreder eller årtusinder, kan vi da være sikre på at den ikke delvis har erstattet det henfaldende kulstof-14?

I modsætning til saften er harpiksen vanskelig at fjerne. Ferguson har omtalt børstekoglefyrrens „store harpiksindhold“.¹² Eksperterne var enige om at harpiks fra yngre træ trænger ind i ældre træ, hvor det kan være årsag til fejl. „Det er en rimelig antagelse at harpiksen breder sig indefter.“¹³ Og: „Dette harpiksproblem er vigtigt, især da korrektionen vokser efterhånden som man kommer længere ind i træet.“¹³ Ved ét forsøg viste det sig at den udvundne harpiks tilsyneladende var 400 år yngre end træet.

Eksperterne var imidlertid uenige om hvor effektive deres kemiske behandlingsmetoder er. En af dem sagde at man ved at koge træet, først i syre og derpå i alkali, „fjerner al harpiksen“.¹⁴ En anden sagde: „Efter min mening kan harpiksen i børstekoglefyrretræet ikke fjernes fuldstændigt ved behandling med uorganiske kemikalier.“¹⁴ Men når man anvender organiske opløsningsmidler har man problemet med bagefter at få middelet fjernet fuldstændigt, idet blot en lille smule nyt kulstof fra opløsningen kan få en prøve gammelt træ til at forekomme yngre. Forskerne bestræber sig naturligvis samvittighedsfuldt på at udelukke alle disse fejlkilder, men lykkes det dem helt? Hvor sikre kan vi være på det?

Varvtælling

En noget lignende dateringsmetode blev også drøftet ved konferencen, nemlig den der bygger på tælling af varv. Varvene er vekslende lag af sandet ler og federe ler som antages at være aflejret årligt af smeltevandet fra en isbræ. Det hævdes at de udgør en sammenhængende lagrække og at en sådan lagdeling i Sverige går hele 12.000 år tilbage i tiden. Dette blev også foreslået som en absolut kronologi hvortil kulstof-14-dateringerne kunne knyttes. Men er dette grundlag solidt nok?

Den skandinaviske varvkronologi er stykket sammen af varvserier fra forskellige lokaliteter i hele Sverige. Af flere grunde synes denne tidstabel endnu mindre anvendelig end årringskronologien.

Der er for eksempel ingen forbindelse til nutiden, svarende til barken på træerne. Der er fremsat vidt forskellige meninger om hvornår det sidste varv blev dannet. Noget andet som bidrager til usikkerheden, er at det er vanskeligt at identificere de årlige aflejringer. En geolog daterede således det første lag i varvserierne i Skåne til 12.950 f.v.t., mens en anden holdt på 10.550 f.v.t. Dr. E. Fromm fra det svenske geologiske institut sagde: „I disse tilfælde begrænsede den geologiske baggrund ikke a priori den mulige ramme for dateringerne, og ’teleforbindelserne’ har åbenbart givet temmelig upålidelige resultater. Vedrørende disse dele af Skåne hersker der desuden tvivl om hvorvidt alle de varvige aflejringer i små smeltevandssøer virkelig er års-lag.“¹⁵

Læg mærke til at der her indrømmes at varvene ikke altid svarer til årlige aflejringer. De repræsenterer i virkeligheden en vekselvis kraftig og svag vandstrøm, en vekslen som under visse klimaforhold kan forekomme flere gange i løbet af et år. „Dr. Hörnsten fra det svenske geologiske institut pegede på at hvert enkelt varv måtte undersøges meget nøje hvis man skulle undgå at tælle varvet fra ét år som to år. Et enkelt varv som er aflejret i løbet af ét år kan indeholde et eller to pseudovinterlag som følge af forandringer i smeltevandsafløbet (jfr. dobbelte vækstringe).“¹⁶ Professor R. F. Flint, en kendt geolog ved Yale-universitetet, bad om en klar definition af de kriterier hvorefter man bestemmer et varv. Men så vidt det fremgår af beretningen fra symposiet blev der ikke givet en sådan definition.¹⁷

Dette er altså de „absolutte kronologier“ der blev fremholdt ved nobelsymposiet. Af artikler i populærvidenskabelige blade kunne man let få det indtryk at kulstof-14-metoden nu hviler på sikrere grund end nogen sinde. En omhyggelig gennemlæsning af det der blev sagt på konferencen i Uppsala afslører imidlertid at der er kommet flere usikkerhedsmomenter til. Teorien bag kulstof-14-metoden giver ikke længere noget holdbart grundlag for at godtage dens dateringer. Resultaterne af tyve års forskning har i høj grad svækket de fleste af de antagelser der ligger til grund for teorien.

Nu støtter man sig til en enkelt gruppe forskeres arbejde med en ny metode, årringsdatering. Hvilke yderligere svagheder ville vise sig ved denne metode hvis man i tyve år foretog et intensivt studium af den på forskellige laboratorier? Vil De hellere støtte Dem til den nuværende årringskronologi end til Bibelen, når De i nær fremtid må træffe vigtige afgørelser?

[Fodnote]

Hvilke tidsangivelser er værd at stole på — videnskabens eller Bibelens?

DE FLESTE som læser i Bibelen, også de der kun gør det nu og da, ved at menneskeslægtens alder ansættes til omkring seks tusind år. Men de er måske ikke klar over hvilke skriftsteder der viser det. I nogle bibler forekommer årstallet 4004 f. Kr. i marginalnoterne til det første kapitel i Første Mosebog.

Ved De om dette årstal er korrekt, eller hvordan man har fundet frem til det? Hvordan reagerer De så når De ser en nyhedsmeddelelse hvor der står at en ny kulstof-14-måling viser at der levede primitive mennesker på en oldtidsboplads for otte eller ni tusind år siden? Spekulerer De på om det virkelig er rigtigt at mennesket først blev skabt på det tidspunkt Bibelen viser? Eller strejfer den tanke Dem at evolutionisterne måske alligevel har ret når det kommer til stykket?

De der studerer Bibelen samvittighedsfuldt ved at dens Forfatter holder nøje regnskab med tiden. De har læst de skriftsteder der oplyser det nøjagtige antal år fra én vigtig begivenhed til en anden. De ved hvordan menneskehedens gamle tidsregning, der kun er bevaret i Bibelen kan kædes sammen med en pålidelig historisk kronologi, sådan at man nøje kan tidsbestemme de begivenheder der er indtruffet siden Adams skabelse i 4026 f.v.t.

Desuden ved de at Bibelen, som er en profetisk bog, ofte har knyttet forskellige tidsangivelser til forudsigelser af fremtidige begivenheder, og at disse begivenheder er indtruffet nøjagtig til tiden. Mange som lever i dag har selv oplevet opfyldelsen af den langtrækkende profeti om „hedningernes tider“, der har strakt sig helt ind i det tyvende århundrede. De har været vidne til at den første verdenskrig udbrød i det forudsagte år, 1914, og indledte en trængselstid som denne verden aldrig vil komme over. De ser nu frem til at de første seks tusind år af menneskenes historie vil udløbe i dette tiår. De håber tillidsfuldt at den syvende tusindårsdag vil falde sammen med Fredsfyrstens tusindårige styre.

Modne kristne er, i kraft af deres bibelstudium og erfaring, fortrolige med Bibelens kronologi og ved at den er nøjagtig. For dem er det helt utænkeligt at Gud skulle have taget fejl med hensyn til tiden for menneskets skabelse, eller at han skulle have bekymret sig så lidt om at tilvejebringe og bevare en beretning derom at vi i dag ikke har nøjagtige oplysninger om denne vigtige sag. Når der fremføres videnskabelige tidsregninger der er i modstrid med Bibelens kronologi, siger de tillidsfuldt at videnskabsmændene må tage fejl, eftersom ’Gud ikke lyver’. — Tit. 1:2.

Måske har De ikke denne tillid til Bibelens kronologi. De spørger måske: Kan vi virkelig tro på Bibelens beretning om menneskets skabelse, når den ser ud til at afvige så stærkt fra det videnskabsmændene fremholder? Hvis kulstof-14-dateringerne af menneskets tidligste bopladser er rigtige, må der være en eller anden fejl ved Bibelens tidsangivelser, og hvordan kan vi så vide hvor vi befinder os på tidens strøm? Og værre endnu: hvis Bibelens tidstabel ikke er pålidelig, er der måske andre ting i Bibelen der heller ikke er til at stole på. Kan vi da virkelig fæste lid til den?

Hvis de aldersbestemmelser der foretages med kulstof-14-uret bevirker at De viger tilbage for virkelig at godtage Bibelens løfter om en ny orden, vil vi opfordre Dem til nøje at overveje de oplysninger der er fremlagt i de to foregående artikler. Godtag ikke kritikløst videnskabsmændenes opfattelser som den endelige sandhed i spørgsmål der i så høj grad berører Deres fremtid. Tænk på hvor ofte én generations videnskabelige „kendsgerninger“ er blevet forkastet af den næste generations videnskabsmænd. Se på kulstof-14-teorien selv. Hvor mange af de antagelser der ligger til grund for den, har man ikke måttet ændre for at bringe den i harmoni med de nyeste forskningsresultater! Uden (den til tider meget tvivlsomme) støtte fra prøver der er blevet aldersbestemt ved hjælp af andre metoder, ville datering ved hjælp af kulstof-14-metoden nu være en yderst tvivlsom affære. Synes De det ville være forstandigt at opgive troen på Bibelen for at kunne godtage en videnskabelig teori der er så usikker?

Kulstof-14-dateringerne — en skrøbelig bygning

De videnskabsmænd der deltog i symposiet i Uppsala i 1969, vendte hjem med følelsen af at de var nået et godt stykke fremad med hensyn til at forstå og overvinde deres mange problemer. De fandt det især tilfredsstillende at sammenligne kulstof-14-dateringer med årringsdateringer. Selv om årringskronologien har forskubbet kulstof-14-aldrene temmelig meget, nåede tilhængerne af de to metoder til enighed. Det lykkedes dem at opstille en korrigeringskurve med gensidig gyldighed, og at give plausible forklaringer på de større afvigelser.

Men måske er ingen af disse videnskabelige kronologier så uafhængige som deres fortalere gerne vil tro. De bygger muligvis på cirkelbeviser. Tror kulstof-14-eksperterne at deres aldersbestemmelser er rigtige fordi årringslaboratorierne bekræfter dem? Og har årringsforskerne tillid til at deres hovedkronologi er korrekt fordi den stemmer med kulstof-14-dateringerne? Så længe de to parter befinder sig i den sejlrende der er afmærket med historiske bøjer, holder de begge en fornuftig kurs, men når de kommer ud på åbent farvand sejler de uden faste holdepunkter, bortset fra at de ikke slipper hinanden af syne.

Hvis De synes at denne bedømmelse er uretfærdig, vil vi gerne opfordre Dem til at betragte nogle af de sidevinde og modstrømme som kulstof-14-kaptajnerne kommer ud for:

1) Kulstof-14’s halveringstid er ikke så tydeligt fastslået som videnskabsmændene kunne ønske sig.

2) Den kosmiske stråling, der aldrig er konstant, kan have været meget stærkere eller svagere i de sidste 10.000 år end man almindeligvis antager.

3) Soleruptioner forandrer kulstof-14-niveauet, og hvor meget det er blevet forandret før i tiden, ved ingen.

4) Jordens magnetfelt forandrer sig uregelmæssigt over kortere tidsperioder, og i løbet af årtusinder så radikalt at de to magnetiske poler skifter plads. Videnskabsmændene ved ikke hvorfor.

5) Kulstof-14-eksperterne indrømmer at en „istid“ kan have øvet indflydelse på luftens kulstof-14-indhold ved at forandre havenes vandmængde og temperatur, men de er ikke sikre på hvor store disse forandringer har været.

6) De ignorerer alle beviser, både videnskabelige og bibelske, på at jorden for 4300 år siden blev ramt af en verdensomfattende vandflod, og de tager derfor ikke de drastiske virkninger i betragtning som en sådan katastrofe må have øvet på de prøver de aldersbestemmer fra den periode.

7) Udvekslingen af kulstof-14 mellem atmosfæren og havene kan berøres af ændringer i klimaet eller vejret, men ingen ved i hvor stor udstrækning.

8) Udvekslingen at kulstof-14 mellem de øverste vandlag og de store havdybder har en vis betydning som man kun har et meget uklart billede af.

9) Årringskronologien, hvormed man justerer kulstof-14-uret, drages i tvivl fordi der før i tiden kan have eksisteret helt andre klimaforhold end nu.

10) Kulstof-14-indholdet i gamle træer kan være blevet forandret fordi saft og harpiks er trængt ind i kerneveddet.

11) Prøver der har ligget i jorden, kan enten have fået tilført eller have mistet kulstof-14 ved at de er blevet forurenet eller er blevet udvasket af grundvand.

12) Det er aldrig helt sikkert at den prøve man vælger for at tidsfæste en begivenhed, virkelig stammer fra den tid da begivenheden fandt sted. Det er kun mere eller mindre sandsynligt, i lyset af de arkæologiske vidnesbyrd på stedet.

Dette er på ingen måde en fuldstændig liste over de faldgruber eksperterne må vogte sig for når de benytter kulstof-14-metoden, men det skulle være tilstrækkeligt til at få én til at tænke sig om før han forkaster Bibelen. Mange af disse faldgruber vil ikke betyde så meget når man daterer genstande fra nyere tid, men indvirkningen på resultatet bliver større, jo længere tidsperioder det drejer sig om. Metoden er således ret pålidelig når vi nøjes med at gå 2500 til 3500 år tilbage, men efterhånden som vi går endnu længere tilbage i tiden bliver resultaterne mere og mere tvivlsomme. Vi kan ikke regne med at kulstof-14-uret gik med samme hastighed før Vandfloden som det gør i dag. Og det ville være overraskende om det igen kunne begynde at gå helt normalt inden for en periode på tusind år efter en sådan forstyrrelse.

Læg især mærke til det sidste punkt på ovennævnte liste. Selv om alt andet i forbindelse med kulstof-14-metoden var rigtigt, og det viser sig at nogle små stykker trækul der er gravet op i Jarmo i Irak virkelig er 6700 år gamle, er det så et bevis på at Bibelen har uret? Bygger denne tidsangivelse ikke på den arkæologs fortolkning der fandt prøven? Er han ufejlbarlig? Og selv om han forsikrede Dem om at hans prøve var absolut ægte, at dens ægthed ikke kunne drages i tvivl, ville hans opfattelse da være et holdbart grundlag for Deres tro?

Når De vurderer kendsgerningerne bør De ikke overse kulstof-14-dateringens allervigtigste resultat, nemlig følgende: Af alle de prøver fra gamle kulturer som man har dateret, har langt de fleste, ja måske over 90 procent, vist sig at være mindre end 6000 år gamle.

Hvis evolutionisternes teorier om at menneskene har eksisteret i en million år var korrekte, skulle vi afgjort kunne vente at finde langt flere kulturgenstande som er 10.000 eller 20.000 år gamle ifølge kulstof-14-metoden. Hvorfor er næsten alle prøver fra de sidste 6000 år? Vi venter ikke at videnskabelige aldersbestemmelser kan have samme autoritet som et pålideligt øjenvidne. De kan kun tjene som indicier eller omstændighedsbeviser. Men rent statistisk taler langt den overvejende del af kulstof-14-urets vidnesbyrd til fordel for skabelsesberetningen, ikke til fordel for den teori at menneskene er blevet til ved en udvikling.

Svage punkter ved årringskronologien

Ved første øjekast forekommer den metode at tælle årringe at være langt mere ligetil end kulstof-14-metoden. Ved en nærmere undersøgelse finder vi imidlertid at der er svagheder i de serier af årringe der overlapper hinanden. Man finder ikke to træer med nøjagtig den samme serie af tykke og tynde ringe. I alle serier må man indføje manglende ringe for at få dem til at passe sammen. Skal vi tro at forskeren altid træffer den rette afgørelse og anbringer de manglende ringe det rigtige sted? Hvis de blev indføjet andre steder, ville den pågældende serie da passe bedre et andet sted i kronologien? Det oplyses at en forudgående kulstof-14-datering af træet undertiden er med til at anbringe årringsserien det rigtige sted. Ville en anden forsker kunne få serierne til at passe lige så godt sammen hvis han ikke var forudindtaget på grund af en sådan oplysning, eller måske var indstillet på at få hele rækken af årringe til at passe ind i et kortere tidsrum? Dette er afgørende spørgsmål når vi skal fastslå om vi kan fæste mere lid til en tælling af årringe end til det antal år der opgives af bibelskribenterne.

Ligesom alle andre videnskabelige konklusioner, har årringsdateringen sine begrænsninger. Det ser ganske rigtigt ud til at nogle træer kan vise hvor mange år der er gået, blot man tager i betragtning at nogle vækstringe kan mangle og der kan være tale om dobbelte ringe; og længe efter at træerne er døde kan man aflæse resultatet ved at tælle årringene. Men døde træer fortæller ikke selv hvornår de begyndte med at danne årringe eller hvornår de holdt op. Det må det menneske der stykker serierne sammen, finde frem til, og når han træffer sin afgørelse spiller hans meninger og fordomme ind. Ville De gå ind for at hans beregning er sand, hvis en fejl fra hans side kunne koste Dem livet?

Ville De være villig til at tro en anerkendt videnskabsmand der sagde at kulstof-14-metoden, underbygget af årringstællinger, nu har givet sikkerhed for at der ikke har været en vandflod på Noas tid, sådan som Bibelen fortæller? Jesus Kristus sagde at der havde været en sådan vandflod. (Matt. 24:37-39; Luk. 17:26, 27) Gud lod selv beretningen tage med i sit inspirerede ord. Hvilken autoritet vælger De at godtage i spørgsmål der gælder liv og død?

Den bibelske tidsregnings overlegenhed

Sammenlign disse videnskabelige dateringsmetoder med den metode der anvendes i Bibelen: „Da Sem var 100 år gammel, avlede han Arpaksjad, to år efter vandfloden; . . . Da Arpaksjad havde levet 35 år, avlede han Sjela; . . . Da Sjela havde levet 30 år, avlede han Eber.“ (1 Mos. 11:10-26) Dette er en tidsregning der er ført af mennesker der kunne tælle uden at springe et år over eller tælle et år to gange, og som kunne føre skriftlige optegnelser hvori de opgav tallene. Vi kan også tælle, og vi kan lægge årene i deres beretninger sammen, lige fra Vandfloden og frem til i dag, i alt 4340 år. Er det ikke mere pålideligt at gøre sådan end at tælle vækstringe i træer der længe har ligget døde og at forsøge at bringe de forskellige serier af årringe i overensstemmelse med hinanden, at tælle lerlag, eller at prøve at tage hensyn til alle de usikkerhedsmomenter der er knyttet til kulstof-14-uret?

Bibelens tidsregning er de videnskabelige tidsregninger overlegen på en helt enestående måde. Den indbefatter fremtiden. Kulstof-14-uret løber til sidst ud, det går langsommere og langsommere, men har ikke noget sted at standse. Tidsregningen ved hjælp af årringe standser ved den sidste vækstsæson. Men Bibelens tidsregning retter vor opmærksomhed mod et bestemt punkt der endnu hører fremtiden til, nemlig afslutningen af den sjette tusindårsdag af menneskets historie, målt efter Skaberens måde at tælle tiden på.

Bibelen har på en imponerende måde forudsagt tidspunktet for forskellige begivenheder der nu er indtruffet. Jehovas kristne vidner fremholdt i sin tid at Bibelens tidsregning pegede frem til 1914 som det år da store forandringer skulle finde sted i forbindelse med jordens anliggender. I New York-bladet World for 30. august 1914 kunne man så læse: „Den frygtelige krigs udbrud i Europa har opfyldt en usædvanlig profeti. Igennem et kvart århundrede har de ’internationale bibelstudenter’ . . . gennem prædikanter og aviser forkyndt for verden at den vredens dag som Bibelen taler om, ville tage sin begyndelse i 1914. ’Hold øje med 1914!’ har været hundreder af rejsende evangelisters råb.“

Året 1914 blev så tydeligt afmærket at vor tids historikere ikke kan overse det. Og det er ikke bare en tilfældighed at mange fremsynede videnskabsmænd fremholder at verden i dette tiår vil opleve kaotiske forhold og til sidst blive ramt af en katastrofe som følge af ubønhørlige kræfter der allerede på en skæbnesvanger måde gør sig gældende. Hvilke resultater kan kulstof-14-metoden opvise der kan sammenlignes med denne nøjagtige måde som Bibelen tidsfæster begivenheder på?

Dr. Säve-Söderbergh fra det ægyptologiske institut ved Uppsalas universitet fortalte denne anekdote på symposiet:

„På et symposium vedrørende Nildalens forhistorie drøftede man kulstof-14-dateringen. En berømt amerikansk kollega, professor Brew, gengav kort en indstilling til denne datering som er almindelig blandt arkæologerne, idet han sagde:

’Hvis en kulstof-14-alder støtter vore teorier, tager vi den med i selve teksten. Hvis den ikke helt modsiger dem, tager vi den med i en fodnote. Og hvis den er helt ved siden af, dropper vi den bare.’

Kun få arkæologer der har beskæftiget sig med absolut kronologi, har ikke nu og da gjort sig skyldige i at benytte denne metode, og mange tøver stadig med at godtage kulstof-14-dateringer uden forbehold.“¹⁸

Verdslige videnskabsmænd er stadig forsigtige med at godtage de resultater der er opnået ved kulstof-14-datering, skønt den eneste skade der kunne ske, var at der blev rokket ved deres højt skattede teorier. Skulle de kristne da ikke have langt stærkere grunde til at tøve med at godtage en videnskabelig tidsregning hvis grundlæggende teori stadig bliver revideret, og som må søge støtte snart det ene, snart det andet sted? Hvorfor skulle de godtage den når dens resultater er i direkte modstrid med Bibelens tidsregning, der er blevet udarbejdet at samvittighedsfulde historieskrivere og er blevet beskyttet og overvåget af Gud, en tidsregning der i tusinder af år har vist sig at være både historisk og profetisk pålidelig? Det er Bibelen der viser at vi lever i „de sidste dage“ for den nuværende onde ordning og at Guds retfærdige nye orden er nær ja, det er tidsregningen i denne bog vi bør fæste lid til.

Henvisninger

 1. Radiocarbon Dating, W. F. Libby, 1952, s. 72.

 2. Nobel Symposium 12: Radiocarbon Variations and Absolute Chronology, 1970, s. 25.

 3. E. K. Ralph og H. N. Michael, Archaeometry, bind 10, 1967, s. 7.

 4. Radiocarbon Dating, s. 41.

 5. Nobel Symposium 12, s. 522.

 6. Radiocarbon Dating, s. 29.

 7. Samme, s. 32.

 8. Nobel Symposium 12, s. 576.

 9. C. W. Ferguson, Science, bind 159, 23. februar 1968, s. 840.

10. Samme, s. 845.

11. Samme, s. 842.

12. Samme, s. 839.

13. Nobel Symposium 12, s. 272.

14. Samme, s. 273.

15. Samme, s. 167.

16. Samme, s. 216.

17. Samme, s. 219.

18. Samme, s. 35.

[Illustration på side 15]

Årringskronologi — C-14-dateringer

Den bygning som kulstof-14-dateringerne udgør, har vist sig at være så skrøbelig når man går længere tilbage i tiden at den må støttes af den metode der består i at tælle årringe. Vil De sætte Deres lid til en sådan bygning?