Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Hvorfor mange har svært ved at elske Gud
    Vagttårnet – 2013 | 1. november
    • HOVEDEMNE | LØGNE DER GØR DET SVÆRT AT ELSKE GUD

      Hvorfor mange har svært ved at elske Gud

      „’Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.’ Dette er det største og første bud.“ — Jesus Kristus, 33 e.v.t.a

      Nogle føler det er svært at elske Gud. De synes at Gud er uudgrundelig, fjern eller endog grusom. Læg mærke til følgende udtalelser:

      • „Jeg bad Gud om hjælp, men samtidig følte jeg at han var meget langt væk, nærmest umulig at komme i kontakt med. For mig var Gud et abstrakt væsen uden følelser.“ — Marco, Italien.

      • „Jeg ønskede virkelig at tjene Gud, men det var som om han var meget langt borte. Jeg følte at han var en streng Gud som kun var ude på at straffe os. Jeg troede ikke at han havde varme og kærlige følelser.“ — Rosa, Guatemala.

      • „Som barn troede jeg at Gud kun var på udkig efter vores fejl, klar til at straffe os når vi fortjente det. Senere opfattede jeg ham som fjern. Gud var ligesom en premierminister der tager sig af menneskenes anliggender i det land han regerer over — men som egentlig ikke interesserer sig særlig meget for befolkningen.“ — Rebecca, Canada.

      Hvad synes du? Er det svært at elske Gud? Kristne har stillet det spørgsmål i århundreder. Faktisk afholdt de fleste kristne i middelalderen sig fra at bede til den almægtige Gud. Hvorfor? Fordi de nærede en dødelig angst for ham. Historikeren Will Durant har udtrykt det på denne måde: „Hvordan skulle en simpel synder kunne vove at frembære sine bønner for en trone, der var så fjern og forfærdende?“ — Verdens Kulturhistorie, Troens Tidsalder.

      Hvorfor begyndte man at betragte Gud som „fjern og forfærdende“? Hvad lærer Bibelen os egentlig om Gud? Vil det at lære sandheden om Gud at kende kunne hjælpe dig til at elske ham?

      a Mattæus 22:37, 38.

  • Løgnen der gjorde Gud navnløs
    Vagttårnet – 2013 | 1. november
    • HOVEDEMNE | LØGNE DER GØR DET SVÆRT AT ELSKE GUD

      Løgnen der gjorde Gud navnløs

      HVAD MANGE TROR

      „Vi har ikke opnået konsensus om hvorvidt man overhovedet kan tale om at Gud har et navn, og i så fald hvad det navn kunne være.“ — David Cunningham, professor i religion, Theological Studies.

      SANDHEDEN FRA BIBELEN

      Gud sagde: „Jeg er Jehova. Det er mit navn.“ (Esajas 42:8) Jehova er et hebraisk navn der betyder „han lader blive“. — 1 Mosebog 2:4, fodnote.

      Jehova ønsker at vi skal bruge hans navn. I Bibelen står der: „Påkald hans navn. Gør hans gerninger kendt blandt folkeslagene. Mind om at hans navn er ophøjet.“ — Esajas 12:4.

      Jesus brugte Guds navn. I en bøn til Jehova sagde han: „Jeg har bekendtgjort dit navn for dem [Jesu disciple], og jeg vil bekendtgøre det.“ Hvorfor gjorde Jesus Guds navn kendt for sine disciple? Han fortsatte: „For at den kærlighed hvormed du [Gud] har elsket mig kan være i dem og jeg i samhørighed med dem.“ — Johannes 17:26.

      HVORFOR DET HAR BETYDNING

      „Den der ikke kender Gud ved navn, kender ham faktisk ikke som person, og han kan ikke elske ham hvis han kun kender ham som en upersonlig kraft,“ skrev teologen Walter Lowrie.

      At skjule Guds navn eller erstatte det med noget andet svarer til at man skærer det ud af Bibelen

      En mand ved navn Victor gik i kirke hver uge, men følte ikke rigtig at han kendte Gud. „Så fandt jeg ud af at Guds navn er Jehova, og det var som om jeg blev officielt introduceret for ham,“ siger han. „Jeg følte det som om jeg endelig havde mødt ham som jeg havde hørt så meget om. Jeg begyndte at opfatte ham som en virkelig person og at opbygge et venskab med ham.“

      Jehova kommer nær til dem der bruger hans navn. Han har givet ’dem som har hans navn i tanke’, dette løfte: „Jeg vil have medfølelse med dem, ligesom en mand har medfølelse med sin søn der tjener ham.“ (Malakias 3:16, 17) Jehova vil desuden belønne dem der påkalder Guds navn. Bibelen siger: „Enhver som påkalder Jehovas navn vil blive frelst.“ — Romerne 10:13.

  • Løgnen der gjorde Gud til et mysterium
    Vagttårnet – 2013 | 1. november
    • HOVEDEMNE | LØGNE DER GØR DET SVÆRT AT ELSKE GUD

      Løgnen der gjorde Gud til et mysterium

      HVAD MANGE TROR

      Den kristne religions „tre hovedgrupper, den romerskkatolske, den ortodokse og den protestantiske, anerkender at Gud er tre personer i én: Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. Ifølge kristen teologi er dette ikke en anerkendelse af tre guder men af at disse tre personer i alt væsentligt er én.“ — The New Encyclopædia Britannica.

      SANDHEDEN FRA BIBELEN

      Jesus, Guds søn, hævdede aldrig at være lig med eller af samme væsen som Faderen. Tværtimod sagde han: „Jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg.“ (Johannes 14:28) Han sagde også til en af sine disciple: „Jeg stiger op til min Fader og jeres Fader og til min Gud og jeres Gud.“ — Johannes 20:17.

      Den hellige ånd er ikke en person. De første kristne ’blev fyldt med hellig ånd’, og Jehova sagde: ’Jeg vil udgyde noget af min ånd over al slags kød.’ (Apostelgerninger 2:1-4, 17) Den hellige ånd er ikke en del af en treenighed. Den er Guds virksomme kraft.

      HVORFOR DET HAR BETYDNING

      Den katolske teolog Richard P. McBrien siger i sin bog Katolsk Tro gennem to Årtusinder: „Treenigheden er et absolut mysterium i den forstand, at vi ikke forstår det, selv efter at det er blevet åbenbaret.“ Kan man virkelig elske nogen som det er umuligt at lære at kende eller forstå? Treenighedsdogmet er derfor en hindring for at kunne kende og elske Gud.

      Det var sådan Marco, som blev citeret i en tidligere artikel, betragtede treenighedslæren. „Jeg troede at Gud skjulte sin identitet for mig,“ siger han, „og det gjorde ham blot endnu mere fjern, mystisk og utilnærmelig.“ Men ’Gud er ikke forvirringens Gud’. (1 Korinther 14:33, da. aut.) Han har ikke skjult sin identitet for os. Han ønsker at vi skal lære ham at kende. Jesus sagde: „Vi tilbeder det vi kender.“ — Johannes 4:22.

      „Da jeg lærte at Gud ikke er en del af en treenighed, kunne jeg langt om længe få et personligt forhold til ham,“ siger Marco. Hvis vi lærer Jehova at kende som person og ikke bare opfatter ham som en mystisk fremmed, vil det være meget lettere at elske ham. Bibelen siger: „Den som ikke elsker, har ikke lært Gud at kende, for Gud er kærlighed.“ — 1 Johannes 4:8.

  • Løgnen der gjorde Gud grusom
    Vagttårnet – 2013 | 1. november
    • HOVEDEMNE | LØGNE DER GØR DET SVÆRT AT ELSKE GUD

      Løgnen der gjorde Gud grusom

      HVAD MANGE TROR

      „Deres sjæle, der dør i dødssyndens tilstand, går straks efter døden til helvede, hvor de lider helvedes kvaler, ’den evige ild’.“ (Den katolske Kirkes Katekismus) Nogle religiøse ledere siger at helvede er en tilstand af fuldstændig adskillelse fra Gud.

      SANDHEDEN FRA BIBELEN

      „Den sjæl der synder, den skal dø.“ (Ezekiel 18:4) „De døde ved slet ingenting.“ (Prædikeren 9:5) Hvis sjælen dør og er uden bevidsthed, hvordan ville den da kunne lide i „den evige ild“ eller mærke smerten ved at være adskilt fra Gud til evig tid?

      Læg mærke til at Job, forpint af sin smertefulde sygdom, bad denne bøn til Gud: „Gid du ville gemme mig i Sheol ... og huske mig.“ (Job 14:13) Nogle engelske bibeloversættelser gengiver ordet „Sheol“ med „hell“ (helvede), men Sheol betegner blot hele menneskehedens grav. Den lidende Job ønskede naturligvis ikke at komme et sted hen hvor han blev pint eller var skilt fra Gud. Nej, han ønskede at finde hvile i graven, hvor Gud ville huske ham.

      HVORFOR DET HAR BETYDNING

      Grusomhed får os ikke til at holde af Gud; det virker derimod frastødende. „Lige fra jeg var barn, lærte jeg at der var et brændende helvede,“ siger Rocío, som bor i Mexico. „Det gjorde mig så skrækslagen at jeg ikke kunne forestille mig at Gud overhovedet havde nogen gode egenskaber. Jeg troede at han var vred og intolerant.“

      Bibelens klare udtalelser om Guds domme og de dødes tilstand ændrede Rocíos syn på Gud. „Jeg følte mig fri — som om en stor følelsesmæssig byrde var blevet løftet af mine skuldre,“ siger hun. „Jeg begyndte at få tillid til at Gud ønsker det bedste for os, at han elsker os, og at jeg kan elske ham. Han er ligesom en far der tager sine børn ved hånden, og som ønsker det bedste for dem.“ — Esajas 41:13.

      Mange har stræbt efter at være fromme og gudfrygtige fordi de var bange for at komme i helvede, men Gud ønsker ikke at vi skal tjene ham af frygt. Jesus sagde: „Du skal elske Jehova din Gud.“ (Markus 12:29, 30) Når vi forstår at Gud ikke handler uretfærdigt i dag, vil vi have fuld tillid til at han vil afsige retfærdige domme i fremtiden. Ligesom Jobs ven Elihu kan vi tillidsfuldt sige: „Nej sandelig, Gud handler ikke ondt, og den Almægtige bøjer ikke retten.“ — Job 34:12.

  • Sandheden kan frigøre jer
    Vagttårnet – 2013 | 1. november
    • HOVEDEMNE | LØGNE DER GØR DET SVÆRT AT ELSKE GUD

      Sandheden kan frigøre jer

      En dag hvor Jesus befandt sig i Jerusalem, talte han om sin Far, Jehova, og afslørede de falske religiøse ledere. (Johannes 8:12-30) Det han sagde ved den lejlighed, viser os hvordan vi skal efterprøve udbredte læresætninger om Gud i dag. Han sagde: „Hvis I bliver i mit ord, er I virkelig mine disciple, og I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ — Johannes 8:31, 32.

      ’Bliv i mit ord.’ Med disse ord viser Jesus hvordan man kan afgøre om en religiøs lære er i overensstemmelse med „sandheden“. Når du hører en udtalelse om Gud, så spørg dig selv: ’Stemmer den med Jesu ord og resten af Bibelen?’ Efterlign dem der hørte apostlen Paulus’ forkyndelse, og som ’daglig undersøgte Skrifterne om disse ting [det de lærte] forholdt sig således’. — Apostelgerninger 17:11.

      Marco, Rosa og Rebecca, der alle blev citeret i den første artikel, undersøgte omhyggeligt deres tro ved at studere Bibelen med Jehovas Vidner. Hvordan blev det til gavn for dem?

      Marco: „Den der underviste min kone og mig, brugte Bibelen til at besvare alle vores spørgsmål. Vi begyndte at få kærlighed til Jehova, og vi blev også tættere knyttet til hinanden som ægtepar.“

      Rosa: „I begyndelsen havde jeg den opfattelse at Bibelen bare er en bog med menneskers tanker og forestillinger om Gud. Lidt efter lidt fik jeg svar på mine spørgsmål ud fra Bibelen. Nu er Jehova blevet virkelig for mig. Ham kan jeg sætte min lid til.“

      Rebecca: „Jeg bad Gud om at hjælpe mig med at lære ham at kende. Kort tid efter begyndte min mand og jeg at studere Bibelen. Endelig lærte vi sandheden om Jehova at kende! Vi var meget begejstrede over at finde ud af hvordan Gud egentlig er.“

      Bibelen gør langt mere end blot at afsløre løgne om Gud; den fortæller sandheden om hans tiltalende egenskaber. Den er Guds inspirerede ord, og den hjælper os til at „kende det som Gud i sin godhed har givet os“, det vil sige at forstå sandheden om ham og hans hensigter. (1 Korinther 2:12) Prøv selv at se hvordan Bibelen kan svare på almindelige men alligevel fundamentale spørgsmål om Gud, hans hensigt og vores fremtid. Læs svarene på nogle af disse spørgsmål på www.pr2711.com under „Bibelens lære > Svar på bibelske spørgsmål“. Du kan også bede om et bibelkursus ved at gå ind på hjemmesiden eller kontakte et af Jehovas Vidner. Du vil sikkert opdage at det er lettere at elske Gud end du havde troet.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del