Guds rige var kommet i magt’. (Mr 9:1) Apostelen Johannes hentyder måske også til forvandlingen i Johannes 1:14.

Jesus sagde til sine tre apostle: „Fortæl ingen om synet førend Menneskesønnen er blevet oprejst fra de døde.“ (Mt 17:9) De fortalte derfor ikke nogen hvad de havde set, tilsyneladende heller ikke de andre apostle. (Lu 9:36) Undervejs ned fra bjerget diskuterede de tre apostle indbyrdes „hvad det at opstå fra de døde betød“, som Jesus havde talt om. (Mr 9:10) En jødisk opfattelse på det tidspunkt gik ud på at Elias måtte komme før de dødes opstandelse, der ville indvarsle Messias’ herredømme. Derfor spurgte apostlene: „Hvordan kan det nu være at de skriftlærde siger at Elias nødvendigvis først må komme?“ Jesus forsikrede dem om at Elias var kommet, og de forstod at han talte om Johannes Døber. — Mt 17:10-13.

Det ser ud til at forvandlingen tjente til at styrke Jesus med henblik på hans lidelser og død, men den var også en opmuntring for hans disciple og var med til at styrke deres tro. Den viste at Jesus havde Guds godkendelse, og den var en forudskildring af hans fremtidige herlighed og magt i Riget. Den viste frem til Kristi nærværelse, hvor hans kongelige myndighed ville være fuldstændig.

Det at have noget i sin varetægt, at opbevare noget for en anden; at tilbageholde en person efter behørig dom eller på en myndighedspersons befaling; fængsling; indespærring.

Den bibelske lov som tydeligst forklarer det ansvar der fulgte med at tage noget i forvaring, findes i 2 Mosebog 22:10-13, hvor der tales om forvaring af husdyr. Lovbestemmelsen, der uden tvivl byggede på en tidligere patriarkalsk lov (1Mo 31:39), lød: „I det tilfælde at en mand giver sin næste et . . . husdyr at have i forvaring, og det så dør eller bliver kvæstet eller ført bort uden at nogen ser det, skal . . . den anden . . . ikke yde erstatning. Men hvis det er tydeligt at det er stjålet fra ham, skal han yde dets ejer erstatning. Hvis det er tydeligt at det er sønderrevet af et vildt dyr, skal han bringe det med som bevis. Noget der er sønderrevet af et vildt dyr skal han ikke erstatte.“ — Jf. 1Mo 31:31.

Når en hyrde påtog sig at vogte en hjord, tog han juridisk set dyrene i forvaring. Han garanterede ejeren at de ville blive fodret og ikke stjålet, og i modsat fald skulle der ydes erstatning. Hans ansvar var imidlertid ikke absolut, for ovennævnte lovbestemmelse fritog ham for skyld i tilfælde af forhold man normalt ikke er herre over, såsom angreb af vilde dyr. For at blive løst fra sit ansvar som vogter måtte han imidlertid fremlægge et bevis for ejeren, som for eksempel det sønderrevne dyr. Når ejeren undersøgte et sådant bevis, måtte han erklære hyrden som havde fået dyrene i forvaring, for skyldfri.

Det samme princip gjaldt i almindelighed for alle andre ejendele som blev taget i forvaring for andre. Princippet gjaldt også i familieforhold, idet den ældste broder juridisk blev anset for at være sine yngre brødres og søstres vogter. Dette forklarer den bekymring Ruben som den ældste nærede for Josefs liv da de andre brødre talte om at dræbe ham. Han sagde da, ifølge 1 Mosebog 37:18-30: „’Lad os ikke slå hans sjæl ihjel.’ . . . ’Udgyd ikke blod. . . . læg ikke voldelig hånd på ham.’ Hans hensigt var at udfri ham af deres hånd for at give ham tilbage til hans fader.“ Og da Ruben opdagede at Josef var væk, var hans bekymring så stor at han ’rev sine klæder itu’ og udbrød: „Drengen er borte! Og jeg — hvor skal jeg gå hen?“ Han vidste at han kunne blive holdt ansvarlig for Josefs forsvinden. For at slippe for ansvaret fremstillede brødrene et „bevis“ på at Josef var blevet revet ihjel af et vildt dyr, idet de dyppede hans stribede kjortel i gedeblod. De fremlagde derefter dette bevis for Jakob, deres fader og patriarkalske dommer, som erklærede Ruben skyldfri idet han på grundlag af Josefs blodvædede klædning som brødrene fremlagde som bevis, drog den slutning at Josef var blevet dræbt. — 1Mo 37:31-33.

I Galaterne 3:19-25 anvendes tanken om forvaring i overført betydning. Paulus siger her at Loven gjorde overtrædelserne kendt, og at „Skriften har spærret alt inde under synd“. Han fortsætter imidlertid: „Men før troen kom, blev vi holdt bevogtede under loven, spærret inde med henblik på den tro som skulle åbenbares.“ Han understreger således at det kødelige Israel i åndelig forstand blev holdt bevogtet, holdt i forvaring af Loven, indtil troen på Kristus kom.

Bibelen taler også om at sætte mennesker i forvaring rent bogstaveligt. Det skete for eksempel i tilfældet med den halvisraelit der spottede Jehovas navn mens han befandt sig i Israels lejr. Efter at han havde overtrådt Loven, hedder det i beretningen: „Så satte de ham i forvaring indtil de fik en tydelig kendelse ved Jehovas mund.“ (3Mo 24:10-16, 23) Som regel holdt israelitterne dog ikke forbrydere i forvaring i længere tid eftersom Loven krævede at retfærdigheden ufortøvet skete fyldest. (Jos 7:20, 22-25) Men i dette tilfælde, ligesom i tilfældet med sabbatsbryderen i