der lå ca. 700 m derfra, med lethed høres af Adonija og hans gæster, der holdt et offermåltid dér i anledning af at de havde udråbt Adonija til konge. — 1Kg 1:9, 10, 33-41.

Ved arkæologiske udgravninger har man også fundet en gammel overfladekanal der førte fra Gihonkilden mod syd langs foden af den bjergskråning på hvis top Davidsbyen lå. Denne kanal endte i en dam ved sydspidsen af den udløber hvorpå den gamle by var bygget, og dér hvor Kedrondalen og Tyropøonsdalen mødtes. Kanalen var bygget så den kun skrånede ganske lidt, hvilket gav en sagte rindende strøm. Det er sandsynligvis denne kanal der er tænkt på i Esajas’ profeti, som blev udtalt på kong Akaz’ tid (761-746 f.v.t.), og hvori „Siloas vande som løber stille“ sættes i kontrast til den vældige oversvømmelse som den invaderende assyriske hær ville forårsage når den angreb Juda. — Es 8:5-8.

Da assyrerne på Ezekias’ tid (732 f.v.t.) truede med at angribe Jerusalem, sørgede kong Ezekias for at byens vandforsyning ikke faldt i fjendens hænder. (2Kr 32:2-4) Anden Krønikebog 32:30 viser at Ezekias, muligvis på et andet tidspunkt, stoppede vandet der løb fra Gihon gennem den tidligere kanal, og ledte det om på vestsiden af Davidsbyen, hvorved det kom inden for byens mure. Hvordan han gjorde dette, fik man klarhed over i 1880 da man fandt en inskription hugget ind i væggen i en vandledning der endte i det bassin der i dag kaldes Siloams dam, på vestsiden af den gamle Davidsby. Inskriptionen, der er skrevet med gammelhebraiske bogstaver og menes at være fra det 8. århundrede f.v.t., beskriver hvordan en tunnel blev hugget gennem klippemassivet af to hold der arbejdede mod hinanden fra hver sin side. Da tunnelen i 1910 var blevet helt ryddet, viste den sig ved en opmåling at være 533 m lang og at have en gennemsnitshøjde på 1,8 m, mens den på sine steder kun var 50 cm bred. Denne bemærkelsesværdige ingeniørbedrift er øjensynlig resultatet af Ezekias’ forholdsregler til at beskytte og bevare Jerusalems vandforsyning fra Gihon.

Ezekias’ søn, kong Manasse, udvidede Jerusalems fæstningsværker under sin regering (716-662 f.v.t.), idet han byggede en ydre mur om Davidsbyen „vest for Gihon“, hvilket vil sige at Gihon ikke kom til at ligge inden for muren. — 2Kr 32:33; 33:14.

Vandet fra Gihon løber den dag i dag gennem „Siloamtunnelen“, der tilskrives Ezekias.

(Giʹlalaj).

En af de levitiske musikere der deltog i den procession som Nehemias arrangerede ved indvielsen af Jerusalems genopbyggede mur i 455 f.v.t. — Ne 12:27, 31, 36.

(Gilboʹa) [muligvis: bakket land].

Et bjerg som ifølge traditionen identificeres med Djebel Fuqu‛ah, en halvmåneformet højderyg af kalkstensklipper som ligger øst for Jizre’elsletten og vest for Bet-Sjean. Kløfter deler højderyggen i flere plateauer. En stor del af den er nøgen klippe med forrevne strømlejer i den nordlige og vestlige del, hvor kalkstenen er eroderet. Men på de mere jævnt stigende skråninger mod vest dyrkes der hvede og byg. Man finder også græsland her samt figen- og oliventræer. Den nordlige side er den højeste og stejleste og når en højde af indtil 520 m over havet.

På grund af sin strategiske beliggenhed øst for Jizre’elsletten mellem Kisjons Regnflodsdal og Jordandalen var Gilboa skuepladsen for i hvert fald to større slag. Gideon og hans mænd slog lejr ved „Harodkilden“, der almindeligvis sættes i forbindelse med den kilde der ligger på den nordvestlige udløber af Gilboa. (Dom 7:1) Senere samlede kong Saul sine styrker ved Gilboa, hvor han led nederlag over for filistrene. Tre af hans sønner, Jonatan, Abinadab og Malkisjua, faldt i kampen, og han selv faldt for egen hånd. — 1Sa 28:4; 31:1-4, 8; 2Sa 1:4-10, 21; 1Kr 10:1-8.