af sted på sit eget muldyr, kom han ind under et stort træs lavthængende grene, og hans hoved kom åbenbart til at sidde fast i en gaffelformet gren, så han hang „mellem himmel og jord“. En mand så ham og meldte det til Joab, men sagde at han på grund af Davids anmodning ikke ville lægge hånd på Absalom, om det så var for „tusind sølvstykker [hvis det var sekel, ca. 13.000 kr.]“. Joab følte derimod ingen hæmninger i den retning; han stødte tre spyd i Absaloms hjerte, hvorefter ti af hans mænd trådte til og gjorde sig medansvarlige for Absaloms død. Absaloms lig blev kastet i en grube og dækket med en stendynge som uværdigt til begravelse. — 2Sa 18:6-17; jf. Jos 7:26; 8:29.

Da der blev bragt bud til David i Mahanajim, var det sønnen hans første tanker gjaldt. Da David hørte at Absalom var død, gik han fortvivlet frem og tilbage i tagkammeret og græd: „Min søn Absalom, min søn, min søn Absalom! Gid det var mig der var død i stedet for dig, Absalom, min søn, min søn!“ (2Sa 18:24-33) Først da Joab ræsonnerede med David i rene, utvetydige vendinger, opgav han sin dybe sorg. Så tragisk var livet og døden for den kønne og begavede unge mand hvis fortærende ærgerrighed drev ham til at kæmpe mod Guds salvede, til sin egen ødelæggelse. — 2Sa 19:1-8; jf. Ord 24:21, 22.

Salme 3 i Bibelen blev skrevet af David under Absaloms oprør, som det fremgår af dens overskrift.

Absaloms Mindesmærke. Absalom rejste en støtte i Kongedalen, også kaldet Sjavedalen, i nærheden af Jerusalem. (2Sa 18:18; 1Mo 14:17) Han rejste dette mindesmærke fordi han ikke havde nogen sønner der kunne føre hans navn videre efter hans død. Det ser således ud til at de tre sønner der omtales i 2 Samuel 14:27, døde som unge. Absalom blev ikke begravet ved sit mindesmærke, men blev ved sin død kastet i en grube i Efraims skov. — 2Sa 18:6, 17.

I Kedrondalen findes et monument, hugget ud af klippen, som kaldes Absaloms grav. Dets arkitektur vidner imidlertid om at det er fra den græsk-romerske periode, måske fra Herodes’ tid, så der er ikke noget grundlag for at knytte Absaloms navn til det.

(Achaiʹa).

Før den romerske erobring i 146 f.v.t. var Achaia kun et lille område på den nordlige del af Peloponnes, langs Korinthbugten, og svarede nogenlunde til området af samme navn i dag.

I Homers værker bruges betegnelsen „achaiere“ som et fællesnavn for alle grækere. På grund af Det Achaiske Forbunds store betydning, idet denne sammenslutning af byer ved Grækenlands erobring var landets vigtigste politiske magtfaktor, betegnede romerne derefter generelt hele Grækenland som Achaia.

Da kejser Augustus i 27 f.v.t. reorganiserede de to græske provinser Makedonien og Achaia, kom navnet Achaia til at betegne hele Peloponnes og en del af det græske fastland. Provinsen Achaia sorterede under det romerske senat og blev styret af en prokonsul fra hovedstaden Korinth. (2Kor 1:1) Andre byer i provinsen Achaia som nævnes i De Kristne Græske Skrifter, var Athen og Kenkreæ. Achaia og naboprovinsen mod nord, Makedonien, blev ofte i daglig tale nævnt sammen. — Apg 18:1, 18; 19:21; Ro 15:26; 16:1; 1Ts 1:7, 8.

Som svar på klager over den hårde beskatning lagde Tiberius i år 15 e.v.t. Achaia og Makedonien ind under kejseren, hvorefter de blev styret fra provinsen Møsien. Denne ordning fortsatte indtil år 44 e.v.t., da kejser Claudius igen lagde de to provinser ind under senatet, hvorefter der atter blev indsat en prokonsul i Korinth til at varetage styret. På grund af ukendskab hertil har nogle kritikere før i tiden gjort indsigelse imod at Gallio, som Paulus blev ført frem for, betegnes som „prokonsul i Achaia“. (Apg 18:12) En indskrift