styret af en proprætor eller legat, men en inskription fundet på Cypern viser at øen derefter kom til at sortere direkte under det romerske senat og blev styret af en statholder med rang af prokonsul. Et lignende eksempel har vi fra Grækenland: Under kejser Augustus var Achaia en provins der sorterede under det romerske senat; men da Tiberius var kejser, hørte provinsen direkte under ham. Senere, under kejser Claudius, kom Achaia, ifølge Tacitus, igen til at høre under senatet. Et brudstykke af en inskription man har fundet, med en forordning fra kejser Claudius til grækerne i Delfi, omtaler Gallio som prokonsul. Det er derfor helt korrekt når der i Apostelgerninger 18:12 siges at Gallio var „prokonsul“ mens Paulus var i Korinth, Achaias hovedstad. (Se GALLIO.) En inskription på en murbue i Thessalonika (hvoraf der findes fragmenter på British Museum) viser at Apostelgerninger 17:8 benytter den korrekte titel for „byens ledere“ (politarʹchaiʹ), skønt denne titel ikke findes i den klassiske litteratur.

Den dag i dag ligger Areopagus eller Marshøjen i Athen, hvor Paulus forkyndte, som et tavst vidnesbyrd om Apostelgerningers sandfærdighed. (Apg 17:19) De lægeudtryk der forekommer i bogen, er i overensstemmelse med samtidens græske lægelitteratur. De almindeligt anvendte rejsemetoder i det 1. århundredes Mellemøsten var som beskrevet i Apostelgerninger: Over land rejste man til fods, til hest eller med hestetrukken vogn (23:24, 31, 32; 8:27-38); til søs tog man med fragtskib. (21:1-3; 27:1-5) Disse fartøjer havde ikke et enkelt ror i agterstavnen, men blev styret ved hjælp af to store årer, der altså korrekt omtales i flertal. (27:40) Beskrivelsen af Paulus’ skibsrejse til Rom (27:1-44) med oplysningerne om hvor lang tid rejsen tog, hvilken strækning der blev tilbagelagt, og hvilke steder der blev anløbet undervejs, anerkendes af nutidige sømænd der er kendt med området, som fuldstændig pålidelig og troværdig.

Blandt dem der i perioden fra det 2. til det 4. århundrede udarbejdede kataloger over Bibelens bøger, herskede der ingen tvivl om at Apostelgerninger var inspireret og kanonisk. Dele af bogen, samt fragmenter af de fire evangelier, findes i papyrushåndskriftet Chester Beatty I (P⁴⁵) fra det 3. århundrede. Michigan 1571 (P³⁸) fra det 3. eller 4. århundrede indeholder dele af kapitlerne 18 og 19, og et håndskrift fra det 4. århundrede, Ægyptus 8683 (P⁸), indeholder dele af kapitlerne 4-6. Der blev citeret fra Apostelgerninger af Polykarp af Smyrna omkring år 115, af Ignatius af Antiochia omkring år 110, og af Clemens af Rom måske så tidligt som i år 95. Athanasios, Hieronymus og Augustin fra det 4. århundrede bekræfter de tidligere fortegnelser der indbefattede Apostelgerninger.

(Apʹpajim) [af en rod der betyder „næse; næsebor“].

En søn af Nadab og en efterkommer af Jerame’el af Judas stamme. — 1Kr 2:25, 30, 31.

(Apʹpia).

En kristen kvinde der omtales sammen med Filemon og Arkippus i Paulus’ brev til disse tre og menigheden i Filemons hus. (Flm 2) Hun var muligvis Filemons hustru.

(Apʹpius).

En markedsplads 64 km sydøst for Rom. Det var en velkendt station på den berømte romerske landevej Via Appia, der gik fra Rom over Capua til Brundisium (det nuværende Brindisi). Både vejen og torvet var opkaldt efter vejens grundlægger, Appius Claudius Caecus, der levede i det 4. århundrede f.v.t.

Eftersom de rejsende fra Rom som regel gjorde holdt på dette sted efter den første rejsedag, blev det snart et travlt handelscenter. Desuden lå stedet ved den nordlige ende af en kanal der løb langs vejen og gennemskar De Pontinske Sumpe. Det fortælles at de rejsende om natten blev færget over denne kanal i en muldyrtrukken kanalbåd. Den romerske digter Horats beskriver rejsens besværligheder; han beklager sig over frøerne og myggene og siger at Appius’ Torv (Forum Appii) vrimlede med „Matroser og snedige Krofolk“. — Horats’ Satirer og Breve ved Axel Juel, 1945, s. 21.