konge at hans egne interesser var bragt i fare, eftersom hans dronnings liv var truet af et morderisk komplot. Idet kongens vrede steg, udpegede Ester den nu skrækslagne førsteminister, „den onde Haman dér“, som anstifteren af det nedrige komplot. (Est 7:1-6) Kongen befalede da at den blodtørstige Haman skulle hænges op på den 22 m høje pæl som Haman havde gjort klar til Mordokaj. (Est 7:7-10) Derefter blev Hamans hus givet til Ester (Est 8:7), og Mordokaj blev indsat som førsteminister og fik beføjelse til at give jøderne lov til at forsvare sig. (Est 8:2, 10-15) I to dage hævnede de sig på deres fjender og vandt en stor sejr idet de dræbte over 75.000 af deres fjender. Hamans ti sønner blev også dræbt og den følgende dag hængt op på pælen til offentlig skændsel. — Est 9:1-17; se ESTER; ESTERS BOG; MORDOKAJ, 2; PURIM.

Haman viste at han havde amalekitternes karaktertræk. Han var tydeligvis afgudsdyrker, og det var måske astrologi han støttede sig til da han lod kaste lod for at afgøre hvilken dag det var bedst at udrydde jøderne. (Est 3:7; se LOD I, LODKASTNING.) Han øvede „kødets gerninger“, for han gav sig af med afgudsdyrkelse og spiritisme, afslørede et dødeligt had til jøderne, viste en stolt, hovmodig og selvglad ånd og var fuld af skinsyge og misundelse over for andre, især over for Guds tjenere. (Ga 5:19-21) Han benyttede sig af løgn og bedrag (Est 3:8) og viste sig at være en fej kujon da hans planer blev forpurret og han stod fordømt. (Est 7:6-8) Ifølge princippet i Romerne 6:16 viste Haman sig at tjene Guds modstander, Djævelen.

(Haʹmat), hamatitter.

Hamat var i begyndelsen af Israels historie hovedstad i et lille kana’anæerrige i Aram. Det frugtbare landbrugsområde der omgav byen, havde samme navn. I den græske og romerske tid var byens klassiske navn Epifaneia, kaldt således af Antiochos IV Epifanes. I dag hedder byen Hama, en forkortet form af det oprindelige navn.

Hamat lå ved Orontesfloden, 81 km fra Middelhavet, ca. 190 km nord for Damaskus og ca. 120 km syd for Aleppo, og vigtige handelsveje førte gennem byen.

Skønt det undertiden siges at Hamat blev grundlagt af hetitterne, er det mere sandsynligt at det var hamatitterne — hetitternes slægtninge og en af de 70 slægter der bredte sig på jorden efter Vandfloden — der var de egentlige grundlæggere. Het og Hamat, stamfædrene til disse to slægter, står opført som henholdsvis den 2. og den 11. søn af Kams søn Kana’an. — 1Mo 10:6, 15-18; 1Kr 1:8, 13-16; se HETITTER.

„Indgangen til Hamat“. Den ældste beretning hvori Hamat nævnes, er beretningen om de 12 israelitiske mænd der i det 16. århundrede f.v.t. blev sendt ind i Kana’ans land sydfra for at udspejde landet og nåede helt op til „indgangen til Hamat“ — et ofte gentaget udtryk som menes at sigte, ikke til byens porte, men til den sydlige grænse for det område byen herskede over. (4Mo 13:21) Josuas erobringer nåede til denne grænse i nord. (Jos 13:2, 5; Dom 3:1-3) Nogle forskere mener dog at udtrykket „indtil indgangen til Hamat“ (Jos 13:5) muligvis skal læses „indtil Lebi-Hamat (Hamats Løve)“, og at det altså er et stednavn. — Se Vetus Testamentum, Leiden 1952, s. 114.

Hvor denne grænse (eller dette sted) lå, vides ikke med sikkerhed. Den blev regnet for at være det israelitiske territoriums nordgrænse (4Mo 34:8; 1Kg 8:65; 2Kg 14:25; 2Kr 7:8), som åbenbart stødte op til Damaskus’ område. (Jer 49:23; Ez 47:15-17; 48:1; Zak 9:1, 2) Nogle mener at det var den sydlige ende af Kølesyrien (også kaldet Bekaadalen), den langstrakte dal mellem de to bjergkæder Libanon og Anti-Libanon. Andre