var blevet meget kostbar. Omtalen af duegødning har givet anledning til nogen diskussion, både med hensyn til om ordet skal opfattes bogstaveligt, og hvad køberen skulle bruge duegødningen til.

Nogle har argumenteret for at udtrykket kan have betegnet en plante, men der er ingen beviser for at nogen af de planter de anfører, nogen sinde har været kendt under navnet duegødning, eller at de der var indesluttet i Samaria på grund af belejringen, kunne få disse planter.

De kommentatorer der opfatter udtrykket bogstaveligt, har til gengæld forskellige meninger om duegødningens anvendelse. Nogle henviser til at folk i Mellemøsten længe har brugt dueekskrementer som gødning til dyrkning af meloner. Men Samarias indbyggere, der levede på sultedødens rand, ville nok snarere bekymre sig om den føde de kunne spise her og nu, frem for en afgrøde de først kunne høste flere måneder senere.

Mange går ind for det synspunkt at duegødningen i virkeligheden blev brugt til føde i betragtning af hungersnøden og de yderligheder som hungersmerter kan drive mennesker til. Sankeribs talsmand, Rabsjake, truede således med at en assyrisk belejring ville tvinge Jerusalems indbyggere til at „æde deres egne ekskrementer og drikke deres egen urin“. Selv om denne trussel bevidst var ekstremt grusom, kan den udmærket have haft rod i virkeligheden. (2Kg 18:27) Der er ingen grund til at afvise denne opfattelse blot fordi tanken om at spise ekskrementer virker voldsomt frastødende. Den omstændighed at kvinder i Samaria kogte og spiste deres egne børn, viser at hungeren havde drevet dem så langt ud at de kunne spise hvad som helst. (2Kg 6:26-29) Den indvending at duegødning næppe har nogen næringsværdi, udelukker heller ikke at man købte duegødning for at spise det, for hungerramte mennesker handler ofte irrationelt og vil fylde maven med hvad som helst for at stille den nagende sult.

Men en mere nærliggende forklaring er måske den som visse rabbinere fremfører, nemlig at gødningen blev brugt til brændsel. Der findes en parallel til dette andetsteds i Bibelen, idet profeten Ezekiel fik befaling til at skildre den lige så forfærdelige belejring som Jerusalem ville blive udsat for, ved at lave sin mad over en ild hvortil der blev brugt gødning som brændsel. (Ez 4:12-17) Mange steder på jorden bruges tørret kogødning som brændsel den dag i dag. Hvis denne opfattelse er den rigtige, dækker prisangivelserne i beretningen altså udgiften til maden (i dette tilfælde æselhovedet) og til brændselet til tilberedningen. De efterfølgende vers tyder på at man endnu ikke spiste kødet råt.

Blandt de luksusvarer som købmænd bragte til det symbolske „Babylon den Store“, var genstande af „duftende træ“, eller „tujatræ“. (Åb 17:5; 18:11, 12, fdn.) De gamle romere foretrak dette træ, der sandsynligvis kom fra Nordafrika, til fremstilling af meget dyre møbler. Det kostbareste træ var det der kom fra den nederste del af stammen, på grund af variationerne i åretegningerne og de brede stykker der kunne udskæres her. Træet var velduftende og hårdt og kunne poleres op til højglans. På grund af årernes bølgende eller spiralsnoede tegninger blev nogle borde som blev fremstillet af dette træ, kaldt „tigerborde“ eller „panterborde“. Grækerne brugte det duftende træ i forbindelse med deres tempeltjeneste, og dets græske navn er afledt af det græske ord for at ofre brændofre.

Dette duftende træ menes at komme fra sandaraktræet (Tetraclinis articulata), et nåletræ af cypresfamilien der vokser i Nordafrika og bliver mellem 4,5 og 7,5 m højt. Veddet har en stærk rødbrun farve og har smukke åretegninger.

Små vanddråber fremkommet ved fortætning af luftens fugtighed. Det hebraiske ord for „dug“, tal, kan også betyde „let regn“. (Ord 3:20) Når temperaturen i de lavere luftlag falder til nulpunktet, bliver duggen til sølvskinnende, hvid rimfrost. Jehova er dugdråbernes ophav, og det siges om ham at han spreder rimen „som aske“. — Sl 147:16; Job 38:28.

Duggen dannes når aftenluftens vanddampe afkøles og i flydende form afsættes på køligere genstande. Den opstår også når varm, fugtig luft stiger op fra jorden og kommer i forbindelse med den køligere luft. Bibelen fortæller at på et tidligt tidspunkt i jordens historie, før der faldt regn, „[steg] en tåge [damp] . . . til stadighed op fra jorden og vandede hele agerjordens flade“. (1Mo 2:6 og fdn.) Der dannes også dug når væsken i planterne fordamper på grund af varmen. Planterne bliver imidlertid ved med at trække vand op fra rødderne indtil temperaturforskellen mellem spidsen af bladene og rødderne er udlignet. Man kan ofte høre træer der omsætter meget vand på den måde, dryppe af dug om natten. Det er formodentlig sådan det meste af morgenduggen opstår. Job sagde: „Min rod er åben for vand, og duggen vil overnatte på mine smågrene.“ — Job 29:19.

I Israel falder der som regel ingen eller næsten ingen regn fra midten af april til midten af oktober. I denne periode vandes plantevæksten