især omspænder, findes under emnet BIBELEN, i rammen „Fortegnelse over Bibelens bøger i kronologisk orden“. — Se også de enkelte bøger under deres respektive navne.

En højt betroet embedsmand ved det israelitiske hof. Titlen er en oversættelse af en form af det hebraiske udsagnsord zakharʹ („at huske“) og betyder ordret „en der får (nogen) til at huske“. (2Sa 8:16, fdn.) Kanslerens pligter er ikke beskrevet i Bibelen, men det ser ud til at han var rigets officielle krønikeskriver, der gav kongen oplysninger om udviklingen i riget og mindede ham om vigtige sager som krævede hans opmærksomhed, og gav ham råd og vejledning herom.

Kansleren kunne repræsentere kongen i vigtige nationale anliggender. Kansleren Joa, Asafs søn, var en af de embedsmænd der på kong Ezekias’ vegne gik ud og talte med assyreren Rabsjake da denne truede Jerusalem. (2Kg 18:18, 37) En anden kansler, Joa, Joahaz’ søn, gjorde tjeneste i forbindelse med istandsættelsen af templet. (2Kr 34:8) Der nævnes også en kansler ved Davids og Salomons hof. — 2Sa 8:16; 20:24; 1Kg 4:3.

(Kaperʹnaum) [fra hebr.; betyder „Nahums landsby“ eller „trøstens landsby“].

En by ved Galilæasøens nordvestlige bred som spillede en betydelig rolle under Jesu tjeneste. Den havde et skattekontor, hvor Jesus kaldte Mattæus til discipel (Mt 9:9), og muligvis en militærforlægning, for der boede en centurion i byen. (Mt 8:5) Desuden boede der i byen en kongelig tjener som var velstående nok til at have trælle. (Joh 4:46-53) Tilsammen vidner dette om at Kapernaum ikke var en ubetydelig landsby, men en by af en vis størrelse og betydning der med rette kunne omtales som „en by i Galilæa“. — Lu 4:31.

Der er hovedsagelig blevet foreslået to steder hvor Kapernaum kan have ligget. Mange har anset ruinerne af Khan Minyeh (Horvat Minnim) i det nordøstlige hjørne af Genezaretsletten ud mod Galilæas Sø som det sandsynligste sted, men udgravninger har vist at disse ruiner er af arabisk oprindelse. Dermed er valget faldet på Tell Hum (Kefar Nahum), et omfattende ruinområde der ligger godt 4 km længere mod nordøst langs søbredden og ca. 4 km sydvest for det sted hvor Jordanfloden løber ud i Galilæas Sø. Sletten er temmelig smal her, men i gammel tid førte en vej fra Jordan forbi Kapernaum og videre hen over Genezaretsletten og forbandt området med den store handelsrute som førte fra Mesopotamien og Damaskus ned gennem Palæstina til Ægypten. Genezaretsletten vandes af et antal kilder hvis vand løber ud i Galilæas Sø, og den store mængde plantedele som disse kilder fører med sig, tiltrækker et stort antal fisk, så området er velegnet til fiskeri. — BILLEDE, bd. 2, s. 739.

Efter at Jesus ved brylluppet i Kana havde udført sit første mirakel, gik han sammen med sin moder, sine brødre og sine disciple ned til Kapernaum, hvor han tilbragte nogle få dage før han drog op til Jerusalem for at fejre påsken i år 30. — Joh 2:12, 13.

Da Jesus senere havde indledt sin store virksomhed i Galilæa, og mens han igen opholdt sig i Kana, udførte han en helbredelse på lang afstand. En søn af en tjener ved Herodes Antipas’ kongelige hof blev helbredt selv om han befandt sig i Kapernaum, der lå ca. 26 km fra Kana. (Joh 4:46-54) Nyheden om dette mirakel spredtes åbenbart hurtigt til nabobyerne, for da Jesus var taget fra Kana til sin hjemby, Nazaret, sagde han til sine tilhørere dér at de sikkert ville bede ham om ’også her på sin hjemegn at gøre de ting som de havde hørt var sket i Kapernaum’. (Lu 4:16, 23) Da indbyggerne i Nazaret forsøgte at slå ham ihjel, forlod han byen og bosatte sig „i Kapernaum ved søen i Zebulons og Naftalis egne“ (Mt 4:13-16; Lu 4:28-31) og opfyldte derved Esajas’ profeti (9:1, 2) om at de der vandrede i mørket, i dette område ville se et stort lys.

Det var muligvis på den nærliggende Genezaretslette, sydvest for Kapernaum, at Jesus igen traf Peter og Andreas (der allerede var hans disciple; Joh 1:35-42) og indtrængende opfordrede dem til at følge ham og deltage aktivt i hans tjeneste, hvorefter han gav Jakob og Johannes den samme opfordring. (Mr 1:16-21) Derefter forkyndte Jesus i synagogen i Kapernaum og helbredte en dæmonbesat mand blandt tilhørerne. Fra denne centralt beliggende by spredtes rygtet om hans forkyndelse og mirakler „alle vegne i det omliggende land“. (Lu 4:31-37; Mr 1:21-28; se SYNAGOGE.) Fiskerne Peter og Andreas havde deres hjem i Kapernaum, og det var her Jesus helbredte Peters svigermoder, hvorefter huset blev belejret af mennesker som bragte syge og dæmonbesatte til ham for at han skulle helbrede dem. — Mr 1:29-34; Lu 4:38-41.

Efter en forkyndelsesrejse i Galilæa sammen med de fire disciple der var blevet kaldet i nærheden af Kapernaum, vendte Jesus tilbage til Kapernaum, som nu kunne kaldes ’hans egen by’, det sted hvor han var „hjemme“. (Mt 9:1; Mr 2:1) Igen samledes folkeskarerne om huset, og ved denne lejlighed helbredte Jesus en lam mand der blev sænket ned i huset gennem en åbning i taget. (Mr 2:2-12) Da Jesus senere traf Mattæus på skattekontoret, indbød han ham til at følge sig, og Mattæus blev således den femte discipel der begyndte at tjene sammen med Jesus. I Mattæus’ hus i Kapernaum deltog Jesus i et stort selskab sammen med mange skatteopkrævere, en gruppe som farisæerne foragtede. — Mt 9:9-11; Lu 5:27-30.

Efter at Jesus havde været i Judæa og i Jerusalem for at fejre påsken i år 31, vendte han tilbage til Galilæa. Det var sandsynligvis på et bjerg i nærheden af Kapernaum at han udvalgte de 12 som sine apostle og holdt sin berømte Bjergprædiken. (Lu 6:12-49) Da han gik ind i Kapernaum, henvendte nogle af jødernes ældste sig til ham på en centurions vegne. Denne havde vist kærlighed til den jødiske nation og endda bygget en synagoge i byen. Den hedenske centurions betingelsesløse tro på Jesu magt til at helbrede en syg træl, endog uden at være i nærheden af denne (på samme måde som han tidligere havde helbredt den kongelige tjeners søn), forbavsede Jesus meget og gav anledning til hans profeti om at mennesker „fra øst og vest“ ville komme og ligge til bords sammen med Abraham, Isak og Jakob i himlenes rige. — Mt 8:5-13; Lu 7:1-10.

Ved slutningen af sin anden forkyndelsesrejse i Galilæa og efter sin virksomhed i gerasenernes (eller gadarenernes) land sydøst for Galilæas Sø ’tog Jesus over til den anden side igen’, sandsynligvis til et sted i nærheden af Kapernaum. (Mt 8:28; Mr 5:1, 21; Lu 8:26, 40) I folkemængden der ventede på ham ved bredden, var en kvinde som blev helbredt blot ved at røre ved Jesu yderklædning, og derefter udførte Jesus et langt større mirakel ved at oprejse synagogeforstanderen Jairus’ døde datter. Selv om Jesus gav besked om at ingen måtte fortælle om denne opstandelse, „spredtes rygtet om dette i hele den del af landet“. (Mt 9:18-26; Mr 5:22-43; Lu 8:40-56) Det var muligvis også i eller i nærheden af Kapernaum at Jesus helbredte to blinde mænd samt en stum mand der var besat af en dæmon. — Mt 9:27-34.

Da Jesus ved slutningen af sin tredje forkyndelsesrejse i Galilæa og kort før påsken i år 32 (Joh 6:4) gik på Galilæasøens vand, var han på vej til bredden ved Genezaret nær Kapernaum. Efter at han var kommet til Kapernaum, fandt folkeskarerne der var fulgt efter ham fra den anden side af søen, frem til ham. De fleste var imidlertid kun interesserede i ham af materielle årsager, og mange af disciplene forlod ham efter at han havde gjort dem opmærksomme på deres urette motiv. Et mindre antal forblev dog trofast. (Mt 14:23-34; Mr 6:53; Joh 6:17-71) Det var sikkert også i Kapernaum at Jesus, efter at have fejret påsken i Jerusalem i år 32, irettesatte de traditionsbundne farisæere fordi de kritiserede Jesu disciple, men selv gjorde Guds ord ugyldigt på grund af deres overlevering. — Mt 15:1-20; Mr 7:1-23; Joh 7:1.

Endelig var det i Kapernaum at Jesus, på et tidspunkt før løvhyttefesten i år 32 da hans store virksomhed i Galilæa og den nordlige del af landet nærmede sig sin afslutning, mirakuløst tilvejebragte penge til betaling af tempelskatten og fremsatte billedtaler om hvem der er størst i himlenes rige, og om vildfarne får og endvidere gav vejledning om hvordan uoverensstemmelser bør løses. — Mt 17:24–18:35; Mr 9:33-50; Lu 9:46-50.

Jesus omtalte Kapernaum sammen med nabobyerne Korazin og Betsajda som et af de steder hvor han havde gjort de fleste af sine kraftige gerninger. (Mt 11:20-24; Lu 10:13-15) Kapernaum var i åndelig forstand blevet ophøjet til himmelen ved Jesu tilstedeværelse, forkyndelse og mirakler, men nu skulle byen så at sige nedstyrtes til Hades, det vil sige lide den dybeste fornedrelse. Med en hyperbel sagde Jesus at end ikke Sodoma ville være gået til grunde hvis den var blevet lige så højt begunstiget som Kapernaum. Ligesom Sodoma eksisterer Kapernaum ikke længere som by, men henligger som ruinen Tell Hum (Kefar Nahum), der strækker sig ca. 1,5 km langs søbredden.

[hebr.: ’avījōnahʹ].

Kapersbuskens frugt. Det hebraiske ord ’avījōnahʹ, der forekommer i Prædikeren 12:5, er i nogle ældre oversættelser gengivet med ’lyst’, sådan at passagen lyder „og Madlysten forgaaer“ eller „og al Vellyst forgaaer“. (Ka, Lu; se også Li.) Nyere oversættelser (DA92, JB, NV) anlægger imidlertid det synspunkt at skribenten her, ligesom de øvrige steder i beskrivelsen, som handler om de forhold der kendetegner menneskets alderdom, anvender en metafor, og at ordet ’avījōnahʹ sigter til kapersbærret (som et middel til at vække appetit eller madlyst). Denne opfattelse støttes af gengivelsen i den græske Septuaginta-oversættelse, den latinske Vulgata, den syriske Pesjitta og arabiske oversættelser.

Kapersbusken (Capparis spinosa) kan blive indtil 1 m høj, men grenene lægger sig gerne hen ad jorden. Den er meget udbredt i Israel, hvor dens ranker ofte ligesom efeu skyder frem fra klippespalter eller breder sig over mure eller ruiner. På de tornede grene sidder mørkegrønne, ovale blade. I maj sætter planten store, smukke hvide blomster fra hvis midte en mængde purpurrøde støvdragere rager ud. — BILLEDE, bd. 1, s. 543.

Krydderiet kapers fremstilles ikke af plantens bær, men af de unge, friske blomsterknopper, der lægges i eddike tilsat salt og spises som et appetitvækkende krydderi, en anvendelse der har været kendt fra de tidligste tider. Meningen med udtalelsen i Prædikerens Bog er altså åbenbart at når smagssansen med årene svækkes og appetitten mindskes, kan selv ikke kapersbærret vække den pågældendes lyst til at spise.

(Kappadoʹkien).

På apostlenes tid var Kappadokien et stort, skovfattigt område i det østlige Lilleasien med et forholdsvis koldt klima. Området bestod af en højslette der mange steder nåede en højde af 900 m. Grænserne for området har varieret noget gennem historien, men i det store og hele grænsede det mod nord op til Pontus, mod vest til Galatien og Lykaonien, mod syd til Kilikien og Taurusbjergene og mod øst til Armenien og Eufratflodens øvre løb. Man drev hovedsagelig fåreavl i området, men man holdt også kvæg og havde fortræffelige heste. Den vigtigste kornsort der blev dyrket, var hvede.

Under Kyros den Store blev Kappadokien underlagt Perserriget, som delte området i to satrapier kaldet Pontus og Kappadokien. Under seleukidernes herredømme i Syrien blev området styret af tributpligtige konger. Dette forhold ophørte i år 17 e.v.t. da den romerske kejser Tiberius gjorde Kappadokien til en romersk provins under administration af en prokurator. Vespasian udvidede provinsen i år 70 da han lagde den sammen med Armenien og derved dannede en større grænseprovins mod øst. Kappadokien var af strategisk betydning eftersom vigtige veje førte gennem området. En af disse førte fra Tarsus ved Middelhavet gennem det pas i Taurusbjergene der er kendt som De Kilikiske Porte, og videre gennem Kappadokien til provinsen Pontus og havnebyerne ved Sortehavet.

De oprindelige indbyggere i Kappadokien var øjensynlig ariere af jafetisk afstamning, men i det 2. århundrede f.v.t. boede der også jøder i området. På pinsedagen i år 33 var der jøder fra Kappadokien til stede i Jerusalem. (Apg 2:9) Uden tvivl som et resultat af dette nåede kristendommen tidligt til Kappadokien. De kristne i Kappadokien nævnes blandt modtagerne af Peters første brev. — 1Pe 1:1.

Se KLÆDEDRAGT.

Beholdere, undertiden med låg (4Mo 19:15), til opbevaring af væsker eller tørre varer. (1Kg 17:10; Est 1:7; Jer 40:10) Karrene blev lavet af ler, træ, metal eller sten. (3Mo 6:28; 15:12; 4Mo 7:85; 1Kg 10:21; Mt 26:7; Joh 2:6) Blandt de almindeligt anvendte beholdere var krukker og skåle (Es 22:24), punge og sække (1Mo 42:25; Hag 1:6), kurve (Mr 8:19, 20; 2Kor 11:33), læderflasker eller skindsække (Dom 4:19; Lu 5:37, 38) og spande. — 4Mo 24:7; Joh 4:11; se REDSKABER.

Krukker, dunke og flasker. Krukkerne var som regel dybe, cylindriske beholdere med en, to eller fire hanke og var for det meste lavet af ler. (Es 30:14; Kl 4:2) I den israelitiske og judæiske kongetid kunne en krukke af normal størrelse være ca. 65 cm høj og 40 cm i diameter. Krukkerne kunne være anbragt på en holder (3Mo 11:35) og blev brugt til opbevaring af væsker som vand, olie og vin. (1Sa 10:3; 25:18; 2Sa 16:1; 1Kg 18:33; 2Kg 4:2; Jer 13:12) Tørre varer, som for eksempel mel, blev også opbevaret i krukker. (1Kg 17:12) I nogle tilfælde opbevarede man dokumenter, deriblandt købekontrakter, i lerkrukker eller lerkar, hvor de var godt beskyttet. (Jer 32:13-15) De gamle håndskrifter der er fundet i Qumranområdet ved Det Døde Hav, deriblandt den velkendte Esajasrulle, var opbevaret i lerkrukker.

Vanddunke (1Sa 26:11, 12, 16; 1Kg 19:6) og flasker til varer som olie eller honning (1Sa 10:1; 1Kg 14:3; 2Kg 9:3; Jer 19:1, 10) var i almindelighed lavet af ler.

Skåle og fade. Skåle blev anvendt til væsker som vin (Am 6:6), mælk (Dom 5:25) og vand (Dom 6:38). De var lavet af ler, sten eller metal. Festskåle var ofte af keramik. Arkæologiske fund viser at keramikskålene i den israelitiske og judæiske kongetid undertiden var forsynet med fire hanke og var ca. 20 cm dybe og ca. 40 cm i diameter inden for randen. Fadene var uden tvivl lavere eller fladere i faconen. — 2Mo 25:29; 37:16; 4Mo 4:7; 7:84, 85; Mt 14:8, 11; Mr 6:25, 28.

Bægre. Bægrene, forholdsvis små drikkekar, var som regel lavet af ler og i enkelte tilfælde af metal. (Ord 23:31; Jer 35:5; Mr 9:41) Nogle bægre var formet så man kunne holde om dem med hånden. De fleste drikkebægre var lave, hankeløse skåle. De der havde hanke, kunne også bruges som øser.

Brugt billedligt. I Prædikerens Bog beskrives døden som det tidspunkt da „krukken ved kilden knuses“. Denne krukke er øjensynlig hjertet, der ved døden ophører med at modtage blodet og pumpe det rundt i legemet. Det bliver lige så ubrugeligt som en ituslået krukke der ikke længere kan holde vand. Også hjernen, som der hentydes til med udtrykket „guldskålen“ (øjensynlig kraniet med hjernen), holder op med at fungere og begynder at gå i opløsning, „slås i stykker“. — Præ 12:6, 7.

Kar. I Bibelen omtales mennesker undertiden som kar. Kristne er skrøbelige lerkar der har fået en herlig kostbarhed, tjenesten, betroet. (2Kor 4:7) Kvinder betegnes som „svagere kar“. Kristne ægtemænd må derfor tage hensyn til deres hustruers fysiske og biologiske begrænsninger. Derved efterligner de Jehova, som viste kvinderne hensyn i den lov han gav Israel (3Mo 18:19; 20:18), og handler „i overensstemmelse med kundskab, idet [de] viser dem ære som det svagere kar, det kvindelige“. — 1Pe 3:7.

Man bør holde sig fri af de „kar“ som ikke tjener noget ærefuldt formål (dem der ikke opfører sig rigtigt), og jage efter det der er i overensstemmelse med Jehovas vilje. Så vil man være „et kar til et ærefuldt formål, helliget, nyttigt for sin herre, beredt til enhver god gerning“. (2Ti 2:20, 21) Jehova har udskudt tilintetgørelsen af „vredens kar“, de onde mennesker, for at kunne skåne de retfærdigt indstillede ved at give dem tid til at lade sig forme som „barmhjertighedens kar“. — Ro 9:17-26.

Efter at Jesus havde omtalt sine disciple som „verdens lys“, sagde han til dem: „Man tænder ikke en lampe for at sætte den under målekarret, men man sætter den på standeren, og så skinner den for alle som er i huset.“ Dette ’målekar’ (gr.: moʹdios) var et rummål til tørre varer, og kapaciteten var ca. 9 l, men Jesus brugte ordet billedligt om noget der dækkede lyset. Han tilskyndede sine disciple til ikke at skjule deres åndelige lys under et symbolsk ’målekar’. Han sagde: „I [skal] lade jeres lys skinne for folk, så de kan se jeres gode gerninger og herliggøre jeres Fader som er i himlene.“ — Mt 5:1, 2, 14-16; se også Mr 4:21; Lu 11:33.

Bæger. Bægeret anvendes ofte som et symbol på den guddommelige gengældelse eller Guds vrede. Dette bæger rækkes til de ugudelige personer, byer eller endda folkeslag og nationer, som tvinges til at drikke af det. (Sl 11:6; 75:8; Es 51:17, 22; Jer 25:12-29; Kl 4:21; Åb 14:9, 10; 16:19; 18:5-8) Fortidens Babylon var således et symbolsk „guldbæger i Jehovas hånd“ hvoraf mange nationer måtte drikke nederlagets bitre drik. — Jer 51:7.

Da Jerusalems ødelæggelse nærmede sig, fik indbyggerne at vide at ingen ville „give nogen trøstens bæger at drikke på grund af hans fader eller hans moder“. Dette var muligvis en hentydning til at man normalt gav et bæger vin til den der sørgede over sine afdøde forældre. — Jer 16:5-7; jf. Ord 31:6.

Det symbolske „bæger“ som Jehova fyldte til Jesus Kristus, var hans vilje som Jesus måtte gøre. Når Jesus bad om at dette „bæger“ måtte gå ham forbi hvis det var muligt, var det uden tvivl fordi han tænkte på den skændsel det ville bringe over Gud at han, Jesus, blev henrettet som en gudsbespotter og oprører. Ikke desto mindre var han rede til at underkaste sig Jehovas vilje og tømme ’bægeret’. (Mt 26:39, 42; Joh 18:10, 11) Det „bæger“ Jehova havde bestemt for Jesus, betød imidlertid ikke blot lidelser, men også at hans dåb til døden måtte fuldføres ved at han blev oprejst til udødeligt liv i himmelen. (Lu 12:50; Ro 6:4, 5; He 5:7) Det var derfor også „den storslåede frelses bæger“ for ham. (Sl 116:13) I overensstemmelse med Guds vilje deler Jesus det „bæger“ han har fået at drikke, med ’den lille hjord’ af sine medarvinger til Riget. — Lu 12:32; Mr 10:35-40.

Se SØJLEHOVED.

(Kaʹran).

1. En søn af Kaleb og hans medhustru Efa. Fader til Gazez; af Judas stamme. — 1Kr 2:3, 42, 46.

2. En by i det nordlige Mesopotamien hvor Abram (Abraham) boede et stykke tid, og hvor