Hvem har ejendomsretten?

„Se, Himmelen og Himlenes Himle og jorden med alt, hvad der er på den, tilhører [Jehova] din Gud.“ — 5 Mos. 10:14.

1. Hvor har vi det første vidnesbyrd om Guds ejendomsret til himmelen og jorden og hvordan støtter Bibelen i øvrigt dette?

„I BEGYNDELSEN skabte Gud himmelen og jorden.“ (1 Mos. 1:1) Disse første ord i Bibelen er et direkte vidnesbyrd om Guds ejendomsret til himmelen og jorden. Han har skabt dem, det vil sige frembragt dem, forårsaget at de er blevet til. Han er deres skaber. De var og er hans ejendom, og de tilhører ham alene. Ejendomsretten er hans og Bibelen udgør det juridiske bevis herpå. Den er skødet, så at sige. At Gud har skabt himmelen og jorden og de derfor er hans, siges atter og atter i Guds ord, helt frem til den sidste bog, Åbenbaringen. — Åb. 4:11; 10:6; 14:7.

2. Hvilke yderligere vidnesbyrd har vi i Bibelen om Guds ejendomsret til himmelen og jorden?

² Det første kapitel i Første Mosebog støtter det foregående i utvetydige vendinger. For hvert led i skabelsesprocessen var det Gud som gav besked om hvad der skulle ske. Atter og atter læser vi at Gud „gjorde“ dette og hint, i himmelen og på jorden, både med hensyn til det levende og det livløse. Han gav også det skabte navn. „Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat.“ Til sidst siges der at „Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt“. Det fik hans godkendelses stempel. Alt tilhørte ham, den eneste sande Gud, „i den tid de blev skabt, på den dag da Jehova Gud gjorde jord og himmel“. (1 Mos. 1:5, 31; 2:4, NW) Senere bekræftede Moses dette under inspiration, da han sagde til Israel: „Se, Himmelen og Himlenes Himle og jorden med alt, hvad der på den, tilhører [Jehova] din Gud; . . . Thi [Jehova] eders Gud er gudernes Gud og herrernes Herre, den store, vældige, forfærdelige Gud.“ — 5 Mos. 10:14, 17.

3. Hvorfor kræver menneskets skabelse særlig opmærksomhed i denne forbindelse?

³ Menneskets skabelse var kronen på det jordiske skaberværk og fortjener vores særlige opmærksomhed. Beretningen herom siger os med det samme at dette spørgsmål om ejendomsretten til himmelen og jorden nu har antaget flere aspekter. Der tales om at nogen skal ’gøre sig til herre over’ og ’herske over’, hvilket antyder en relativ eller begrænset ejendomsret, med dertil hørende pligter og ansvar. Læg mærke til hvad der siges i denne forbindelse.

4. (a) Hvad lærer vi af udtrykket: „Lad os gøre mennesker i vort billede“? (b) Hvordan viser Guds ord hvem det var Gud brugte som sin medarbejder ved skabelsen?

⁴ Det er første gang i beretningen nogen opfordres til at være med til at skabe. „Derpå sagde Gud: Lad os gøre mennesker i vort billede, så de ligner os, til at herske over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr på jorden og alt kryb, der kryber på jorden!’“ Indebar dette samarbejde at Gud i nogen grad afstod sin ejendomsret til jorden, eller at der blev tale om et fælleseje? Nej. Det var stadig Gud som tog initiativet og havde ansvaret; det var stadig ham som styrede alt; som der siges videre: „Og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.“ (1 Mos. 1:26, 27) Af andre skriftsteder fremgår det at det var den der nu kaldes Jesus Kristus som i sin førmenneskelige tilværelse blev brugt af Gud som hans særlige befuldmægtigede ved skabelsen. Som den personificerede visdom var han ’den første Jehova skabte blandt sine værker’, Jehovas „værkmester“. Han var „Ordet“, hvorved „alt er blevet til“. Han er „den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte“, og han blev derfor med rette inddraget i menneskets skabelse, eftersom mennesket også blev skabt i Guds billede. Det er sandt at Jesus Kristus omtales som „vor eneste Ejer og Herre“, men som vi senere skal komme ind på, var dette en titel eller betegnelse han fik efter et køb han foretog, ikke på grund af hans medvirken ved skabelsen. — Ordsp. 8:22, 30 (NW); Joh. 1:1-3; Kol. 1:15, 16, NW; Jud. 4, NW.

5. Hvilke skriftsteder synes at vise at mennesket besidder en vis ejendomsret til jorden?

⁵ Nu er spørgsmålet hvor stor en ejendomsret menneskene fik overdraget da de blev skabt og fik påbudet: „Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør eder til herre over den og hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden!“ (1 Mos. 1:28) Man kunne på grundlag heraf hævde at der var tale om en ejendomsret i ret betydelig grad. Indbefattede dét at mennesket var skabt i Guds billede måske ikke evnen til at forvalte en sådan ret? Man kunne tænke på flere skriftsteder til støtte for denne tanke. Efter Vandfloden sagde Gud til Noa angående „alle jordens vildtlevende dyr“: „I eders hånd er de givet!“ Vi kan også nævne Davids ord til Jehova: „Du satte ham [mennesket] over dine hænders værk, alt lagde du under hans fødder.“ Og salmistens velkendte ord: „Himlen er [Jehovas] himmel, men jorden gav han til menneskens børn.“ — 1 Mos. 9:2; Sl. 8:7; 115:16.

6. Hvorfor er det vigtigt at betragte sammenhængen i hvert enkelt tilfælde?

⁶ Det skal indrømmes at de nævnte skriftsteder taler om at noget er overdraget i menneskets eje, men denne ejendomsret er, når alt kommer til alt, kun relativ eller begrænset. Dette vil man se når man nøjere betragter den sammenhæng hvori skriftstederne forekommer, noget man altid må gøre når man søger at få den rette forståelse af et bestemt bibelsk emne.

7. Hvad lærer vi angående menneskets stilling som ejer af (a) 1 Mosebog 2:15-17, (b) 1 Mosebog 9:3-6, (c) Salme 8 og (d) Salme 115?

⁷ Med hensyn til menneskets oprindelige stilling er der ingen tvivl om hvem der var den egentlige ejer når vi læser: „Derpå tog Gud [Jehova] Adam og satte ham i Edens have til at dyrke og vogte den.“ Og videre: „Men Gud [Jehova] bød Adam: ’Af alle træer i haven har du lov at spise, kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!’“ (1 Mos. 2:15-17) Det er sikkert og vist at mennesket ikke havde nogen grund til eller undskyldning for at glemme hvem det tilhørte, eftersom selve dets liv afhang af dets lydighed mod dets Skaber og Ejer. På samme måde da Gud overdrog alle vildtlevende dyr i Noas hånd. Umiddelbart derefter følger det strenge forbud mod at spise blod og at udgyde menneskers blod. Dette understreger igen hvem livets egentlige Ejer og Herre er, når man tænker på at de levende skabningers blod repræsenterede livet. (1 Mos. 9:3-6) Undersøger vi Salme 8 nærmere, lægger vi mærke til at salmen snarere end at fremhæve menneskets ejendomsret over jorden, i hele sit tema er en lovprisning af den som ejer og styrer alt: „[Jehova], vor Herre, hvor herligt er dit navn på den vide jord.“ (Versene 2, 10) Et lignende tema har Salme 115. Læg især mærke til de indledende ord: „Ikke os, o [Jehova], ikke os, men dit navn, det give du ære for din miskundheds og trofastheds skyld!“ Dette understreger at Jehova ikke blot er den faktiske Ejer, men også er en god Ejer, med de rette egenskaber. Der findes ingen bedre.

8. (a) Hvordan var den stilling mennesket fik af sin Skaber? (b) Anerkendes dette i almindelighed, og hvilke spørgsmål rejser dette?

⁸ Af de skriftsteder vi allerede har betragtet forstår vi at mennesket fra begyndelsen fik en ansvarsfuld og betroet stilling. Som en skabning der var skabt i Guds billede og som var moralsk frit stillet, havde mennesket enhver mulighed for og alle de fornødne evner til at opfylde ethvert krav der måtte blive stillet til det. Jehova var jordbesidderen, godsejeren. Mennesket var forpagteren som havde fået til opgave at føre tilsyn med hele jorden. Det var noget helligt mennesket havde fået betroet. Det var en husholdergerning. Det står fast. Men det står også fast at mennesket i dag, generelt set, ikke anerkender nogen forpligtelse i den henseende. Tværtimod. Hvordan er det kommet dertil? Hvordan er spørgsmålet om hvem der har ejendomsretten til jorden blevet rejst, og hvordan vil det blive afgjort? Endvidere: hvordan berører det os som enkeltpersoner, og hvilke konsekvenser vil det få for os? Vi er naturligvis interesserede i at få det rette svar på disse spørgsmål.

Spørgsmålet om ejendomsretten rejses

9. Hvad indebar det at spise af den forbudte frugt, og hvad medførte det?

⁹ Da Satan Djævelen fristede Eva til at spise den forbudte frugt, blev der ikke sagt noget direkte om hvem der ejede den. Men tænk et øjeblik på hvad der sker når man spiser noget. Når man først har taget det i hånden eller hen på tallerkenen, har man taget det i besiddelse, hvad enten man har ret til det eller ej. Og når man har spist det, har man faktisk gjort det til en del af sig selv. Man har gjort det til sit eget, uanset hvad man måtte sige for at undskylde sig eller gå til bekendelse. Sådan var det med Eva. Selv om hun lige havde gentaget Guds befaling: „I må ikke spise af den, end ikke røre ved den, for at I ikke skal dø,“ læser vi derpå at hun begyndte „at tage af dets frugt og spise den. Bagefter gav hun også noget til sin mand da han var hos hende, og han begyndte at spise den.“ (1 Mos. 3:1-6, NW) Det argument Satan brugte og som fik dem til at handle som de gjorde, gik ud på at retten til at spise frugten faktisk var deres. Ved med fuldt overlæg at begå denne oprørske handling, som taler stærkere end ord, satte Adam og Eva det forbudte træ på linje med de andre træer, som de havde fået ret til at spise af. Men hvordan følte de det bagefter? Følte de at deres bedømmelse af træerne var rigtig? Deres dårlige samvittighed siger nej. De kunne ikke give træet de stykker frugt tilbage som de havde spist, og efter at frugten var blevet optaget i deres legeme, gav den dem ikke nogen følelse af at de havde haft ret til at spise den. De blade de bandt om sig for at skjule deres nyopdagede nøgenhed var ikke taget fra det forbudte træ, men fra figentræet. Resultatet af det hele var som havde de spist sure druer. — Ez. 18:2.

10. Hvorfor var det stridsspørgsmål der var blevet rejst ikke begrænset til noget materielt, og hvilke yderligere spørgsmål giver det anledning til at stille?

¹⁰ Spørgsmålet om Guds ejendomsret var altså nu rejst. Læg mærke til at dette spørgsmål på ingen måde var begrænset til noget materielt, til frugten af et bestemt træ. For hvad med mennesket selv, ikke blot dets liv, men også sådanne gode moralske egenskaber som dets loyalitet, hengivenhed og påskønnelse? Skulle alle disse egenskaber ikke til enhver tid udøves til ære og pris for Jehova, og understøttes af en livsførelse som vidnede om lydighed mod og villig underkastelse under ham? Afhænger menneskets liv med alle dets muligheder og velsignelser ikke fuldstændig af Gud? Og er en stadig anerkendelse af denne afhængighed ikke noget som med rette tilhører Gud som hans retmæssige ejendom?

11. (a) Hvilket lignende ræsonnement brugte Paulus da han skrev til korinterne? (b) Hvilken forbindelse ser vi således der er mellem vort forhold til Gud og hans ejendomsret til os?

¹¹ Paulus brugte et lignende ræsonnement da han skrev til de kristne i Korint: „Jeg er bange for at som slangen forførte Eva med sin underfundighed, vil jeres sind også på en eller anden måde fordærves og vendes bort fra den oprigtighed og renhed som Messias har krav på.“ Et sådant liv i oprigtighed og renhed fra de kristnes side tilhørte med rette Messias, for som Paulus forklarede: „Jeg har personligt lovet jer bort til ægteskab med én mand for at kunne fremstille jer som en ren jomfru for Messias.“ Den rette bibelske forståelse af vort forhold til Gud vil hjælpe os til at få det rette syn på Guds ejendomsret til os, så vi ikke bliver ledt på vildspor af underfundige fejlslutninger. — 2 Kor. 11:2, 3, NW.

12. Hvordan var Guds reaktion på oprøret i Edens have?

¹² Vore første forældre valgte med vilje ulydighedens og uafhængighedens vej, en vej som førte til fordærv. I virkeligheden afviste de Guds ejendomsret til dem. De anlagde det syn på sagen at de tilhørte sig selv og hinanden, men ikke Gud. De afbrød det gode forhold til ham. Hvordan var Guds reaktion på denne udfordring? Gav han afkald på sin ejendomsret til dem og deres paradisiske hjem? Absolut ikke. Han var deres lovgiver og dommer, og han optrådte nu i denne egenskab. Efter at have udtalt sin dom over dem, drog han omsorg for at beskytte sin ejendom ved at drive dem ud af Edens have og umuliggøre enhver tilbagevenden dertil, især ved at „vogte vejen til livets træ“. — 1 Mos. 3:24.

13. Til gavn for hvem blev profetien i Første Mosebog 3:15 givet, og hvilken forsikring indeholdt den?

¹³ Selv om vi kan sige at Gud derefter overlod Adam og Eva helt til at klare sig selv, gjorde han ikke dette over for deres afkom. Da Gud udtalte dommen over slangen, fremsatte han en profeti om en kommende ’kvindens sæd’ som skulle knuse slangens hoved. (1 Mos. 3:15) Der blev intet sagt om hvornår og hvordan dette skulle ske, men det var et afgjort løfte om at Gud ville give et tilfredsstillende svar på den udfordring der var blevet rejst ved menneskets oprør. Følgelig pegede det også på Guds fortsatte ejendomsret til jorden, såvel som til himmelen, med alle deres beboere, til trods for at det onde for en tid ville blive tilladt.

14. Hvordan anerkendte Abel, Enok og Noa at Gud ejede dem?

¹⁴ Læg til bekræftelse heraf mærke til hvad der siges om tre troens mænd som Paulus nævner, nemlig Abel, Enok og Noa. De „vandrede med Gud“, og dette bekræfter Paulus i Hebræerbrevet 11:1-7. (1 Mos. 5:24; 6:9) De anerkendte at Gud ejede dem, og de beviste det ved at leve et liv i trofast lydighed mod ham, i den loyale hengivenheds og underkastelses ånd. Trods trængsler og modstand gav de Gud hvad han havde krav på, i oprigtighed og renhed.

15. (a) Hvilken kurs har menneskeheden i almindelighed fulgt, og hvilke andre spørgsmål er nært forbundet dermed? (b) Hvordan er Jehovas indstilling og hensigt med hensyn til disse spørgsmål? (c) Hvilket eksempel satte Jesus med hensyn til den rette indstilling?

¹⁵ Bortset fra disse få gik størstedelen af den menneskelige familie sine egne veje. Spørgsmålet om ejendomsretten var langtfra afgjort. De få trofaste fra Abel og fremefter fulgte i deres liv rette principper og satte dermed et godt eksempel, men som beretningen viser, gjaldt det for langt de flestes vedkommende at de enten ignorerede dette gode eksempel, følte sig krænkede over det eller bittert modstod det. (Hebr. 11:36-38) Selv vandfloden på Noas tid, som var en kraftig påmindelse om hvem der egentlig ejede jorden og dens beboere, bragte kun midlertidigt menneskets egenrådige, selviske og oprørske færd til standsning. Dette bedrøvede menneskets skaber og ejer, Jehova, men overraskede ham ikke. Andre stridsspørgsmål var nært forbundet dermed: spørgsmålet om hans suverænitet eller ret til at herske, og spørgsmålet om tilbedelse. Flere udfordrende spørgsmål var blevet rejst af Satan i forbindelse hermed, og Jehova arbejdede på at opfylde sin hensigt, som var fastlagt fra det øjeblik oprøret tog sin begyndelse. Fuldbyrdelsen af denne hensigt vil til sin tid for evigt fastslå, ikke alene at Gud er Ejeren, den som har den egentlige ejendomsret, men også at han har de egenskaber som gør ham værdig dertil, og at mennesket har pligt til at anerkende det. Denne anerkendelse vil de som bevarer det rette forhold til Gud, vedblivende give udtryk for lige indtil den endelige prøve, efter det eksempel Jesus satte da han besvarede den sidste fristelse i ørkenen: „Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.“ — Matt. 4:10, NW; Job 1:7-12; 2:2-5; Es. 46:9-11; Åb. 20:7-9.

16. Hvornår og hvordan blev spørgsmålet om ejendomsretten til jorden et spørgsmål mellem hele nationer, og hvad har det medført?

¹⁶ Kort efter Vandfloden meldte spørgsmålet om hvem der ejer jorden og menneskene sig igen. Nimrod, der var en oldesøn af Noa, søgte at tilrane sig herredømmet over hele menneskeheden. Han byggede og udøvede herredømme over byerne i sit eget land, som „fra først af omfattede . . . Babel, Erek, Akkad og Kalne i Sinear“. „Fra dette land drog han til Assyrien“ på erobringstogt og byggede andre byer. Smittet af denne ånd fattede man en dristig plan. Menneskenes børn gik sammen om et fælles foretagende idet de sagde: „Kom, lad os bygge os en by og et tårn, hvis top når til himmelen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal spredes ud over hele jorden!“ Jehova mødte udfordringen ved at forvirre deres sprog, og han „spredte . . . dem fra det sted [Babel] ud over hele jorden“. De tog imidlertid de samme ideer og den samme ånd med sig. Der opstod folkeslag, og spørgsmålet om hvem der havde retten til jorden og til at herske over den kom nu op på et nationalt plan og resulterede i snæversynet patriotisme og de krige og stridigheder der har været årsag til så megen sorg og bitterhed helt frem til i dag. — 1 Mos. 10:8-12; 11:1-9.

17. (a) Hvordan begyndte Jehova at handle med et helt folk? (b) På hvilke måder viste israelitterne sig utro og uværdige, og hvordan kulminerede det?

¹⁷ Da tiden var inde skred Jehova også til handling på et nationalt plan. Af patriarken Jakobs, eller Israels, tolv sønner dannede Jehova det israelitiske folk. Ved Sinaj bjerg sagde han til dette folk: „Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, så skal I være min ejendom blandt alle folkene, thi mig hører hele jorden til.“ (2 Mos. 19:5) I Femte Mosebog forekommer udtrykket „ejendomsfolk“ tre gange, og i hvert enkelt tilfælde fremgår det tydeligt af sammenhængen hvordan den rette indstilling og handlemåde fra deres side burde være med hensyn til hvem de tilhørte og hvem de skulle tilbede. (5 Mos. 7:6; 14:2; 26:18) Som folk betragtet kom israelitterne imidlertid gang på gang til kort med hensyn til at følge Guds anvisninger, underordne sig hans indgriben i begivenhedernes gang eller lytte til hvad hans profeter sagde. De forkastede ham som den der ejede dem, både ved at vrage ham som deres konge og som deres lovgiver. (1 Sam. 8:7; Es. 33:22, NW; Ez. 20:13, 30-32) Toppunktet af deres genstridighed nåedes da Gud sendte sin egen elskede søn til dem. De havde al grund til at antage ham som deres Messias. Men i stedet forkastede de ham og slog ham ihjel, under indflydelse af deres ledere. Jesus selv skildrede dette rammende i sin lignelse om ’vingårdsejeren’, nemlig Jehova, der ’lejede sin vingård ud til vingårdsmænd’. — Luk. 20:9-16.

Spørgsmålets afgørelse sikret

18. (a) Hvilken ny vending tog sagen på pinsedagen i år 33? (b) Hvilke vigtige sandheder oplyste Peter sine tilhørere om ved den lejlighed?

¹⁸ De religiøse ledere troede at de kunne fortsætte som situationens og det jævne folks ubestridte herrer. Men nej. På Pinsedagen, den tooghalvtredsindstyvende dag efter Jesu pælfæstelse, blev den hellige ånd, ledsaget af tungetalens mirakuløse gave, udgydt over Jesu disciple i Jerusalem. En mængde mennesker forsamledes hurtigt. I en tale til dem gjorde apostelen Peter dem klart hvilket ansvar de havde for at Jesus var blevet ryddet af vejen, men tilføjede dog at det var sket „efter Guds bestemte råd og forudviden“. (NW) Det var et vigtigt led i fuldbyrdelsen af Jehovas hensigt. Peter sagde videre at Gud havde oprejst Jesus og ophøjet ham til sin højre hånd og gjort ham både til „Herre og Kristus“. — Ap. G. 2:22-24, 32-36.

19. Hvordan omtaler Peter og Judas Jesu retmæssige stilling, og hvordan bekræfter Paulus dette?

¹⁹ Ved tre andre lejligheder, både offentligt og over for sanhedrinet, understregede Peter de samme sandheder, idet han tilføjede at Jesus var „livets banebryder“ eller „livets hovedformidler“ (NW), at han var blevet „hovedhjørnesten“, og at „der er ikke frelse i nogen anden“. (Ap. G. 3:15-18; 4:10-12; 5:30-32) Flere år senere advarede både Peter og Judas i deres breve om falske lærere som endog „fornægter den Herre, som købte dem“, „vor eneste Ejer og Herre, Jesus Kristus“. (2 Pet. 2:1; Jud. 4, NW) Det ses heraf at det var Guds forudfattede hensigt at nøglestillingen ved afgørelsen af spørgsmålet om ejendomsretten til jorden og menneskene skulle indtages af Jesus, og at det første betydningsfulde skridt blev taget ved hans død og opstandelse. Da blev selve grundlaget sikret og garanteret. Som Paulus sagde til de athenske mænd: „Han [Gud] har nemlig fastsat en dag på hvilken han har i sinde at dømme den beboede jord med retfærdighed ved en mand som han har udnævnt, og det har han givet alle en garanti for, idet han har oprejst ham fra de døde.“ — Ap. G. 17:31, NW.

20. Hvordan blev Jesus menneskehedens ejer, i overensstemmelse med Guds kærlighed og retfærdighed?

²⁰ Andre skriftsteder siger mere om hvordan Jesus blev hele menneskehedens ejer. I Romerbrevet 5:12-21 forklarer Paulus hvordan Adam ved sit oprør solgte sig selv og sine efterkommere (der endnu som ufødte befandt sig i Adams lænd) til trældom og således blev underlagt synd og død. Imidlertid sørgede Gud i sin store kærlighed og barmhjertighed, men alligevel i overensstemmelse med den strenge retfærdighed, for et middel til udfrielse. Dette krævede at en tilfredsstillende pris blev tilvejebragt og betalt hvorved mennesket kunne udfries eller løskøbes fra fordømmelsen. Denne pris måtte svare nøjagtigt til den fuldkomne mand Adam. Ved et mirakel lod Gud sin himmelske søn komme herned til jorden for at han kunne blive født som menneske og vokse op til at blive en fuldkommen mand. Jesus påtog sig villigt denne opgave, og som han selv sagde, kom han for at „give sit liv som løsesum for mange“. Som Paulus skrev: „Der er én Gud og én mellemmand imellem Gud og mennesker, et menneske, Kristus Jesus, der gav sig selv som en tilsvarende løsesum for alle.“ Gud er den egentlige Skaber og Ejer, samt den der er ophav til genløsningsforanstaltningen; vi kan derfor sige at der nu er tale om en fælles ejendom. — Matt. 20:28; 1 Tim. 2:5, 6, NW; Ap. G. 20:28, NW.

21. Hvornår og hvordan vil genløsningsbetalingen komme menneskeheden i almindelighed til gode?

²¹ Den retfærdighed Gud tilregner et menneske på grundlag af vedkommendes tro på og antagelse af Kristi genløsningsoffer omtales som en „nådegave“ eller „fri gave“. (Rom. 5:15-17, da. aut. og NW; 6:23) Genløsningsbetalingen vil komme menneskeheden i almindelighed til gode under Guds tusindårsrige. Hidtil har langt de fleste både levet deres liv og afsluttet deres liv i fuldstændig uvidenhed om denne foranstaltning. Men under Guds riges styre vil der finde en opstandelse sted af alle dem der er „i mindegravene“, og alle vil få en retfærdig dom af kongen, Kristus Jesus. — Joh. 5:28, NW; Åb. 20:11 til 21:4.

22. Hvilken vej i direkte modsætning til at have ejendomsretten over sig selv, anviste Jesus, og hvilke spørgsmål rejser dette?

²² Men før den dag på hvilken menneskeheden skal dømmes begynder, må en anden del af Guds hensigt fuldbyrdes. Den drejer sig også om anerkendelse af Guds ejendomsret. Ved en lejlighed sagde Jesus: „Hvis nogen ønsker at efterfølge mig, så lad ham sige nej til sig selv og tage sin marterpæl op og følge mig til stadighed.“ (Matt. 16:24, NW) Hvad mente han med det? Har han i denne henseende sat et eksempel for os som vi skal følge nu, i denne tingenes ordning? Hvad betyder det for os i dag som enkeltpersoner? Det er spørgsmål som naturligt opstår, og vi skal komme nærmere ind på dem i den følgende artikel.