„Ske din vilje på jorden“, 5. del

I kapitel 1 i bogen „Ske din vilje på jorden“ fremsattes det udfordrende spørgsmål: „Hvis vilje?“, og det blev bevist at det var Jehova Guds uimodståelige vilje der skulle ske på jorden som den sker i himmelen. Desuden betød denne glædelige kendsgerning at vor jord, menneskets gudgivne bosted, aldrig skulle ødelægges. Tværtimod vil det blive en storslået tilværelse menneskene kommer til at opleve på jorden når den himmelske Faders vilje sker her. Vi er nu kommet ind i bogens andet kapitel, „Hvorfor den må ske på jorden“. I paragraf 6 har vi allerede læst at „hvis mennesker og dyr fortsat skal leve på jorden og den skal være deres evige hjem“ må Guds, Skaberens vilje, som står over nationerne, ske her. Den kendsgerning at Skaberens vilje med jorden er at den skal bestå evigt og forblive beboet, bevises af Herren Jesu Kristi bøn til Gud, Skaberen: „Komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i himmelen.“ Men hvordan? Lad os læse videre her.

9. Hvilken guddommelig hensigt med jorden danner grundlag for at Guds rige vil komme og at hans vilje vil ske?

⁹ Det er indlysende at Guds rige kommer her til jorden og at hans vilje da sker her, for hans hensigt med jorden er at den skal bestå for evigt som en del af det universelle rige over hvilket han hersker som evighedens Konge, den allerhøjeste Suveræn. Når Guds vilje sker her under hans rige vil der finde en vidunderlig forandring sted på jorden. Hvorfor skulle Gud så ødelægge denne del af sit rige? Hvorfor skulle han fjerne de mennesker der gør Guds vilje på jorden fra denne del af sit rige? Det vil Gud da heller ikke gøre, for han inspirerede for længe siden den vise kong Salomon til i et ordsprog at skrive: „At folket er stort, er kongens hæder, brist på folk er fyrstens fald.“ (Ordsp. 14:28) Gud dømte det første menneske til døden og til at vende tilbage til jordens støv fordi det ikke vedblev at gøre sin Skabers vilje. (1 Mos. 3:17-19) Når menneskene gør Guds vilje på jorden under Guds rige, vil Gud give dem ret til evigt liv i denne del af sit rige, og af den grund vil han bevare jorden, så den kan være sin Skaber til evig ære.

10. Hvordan beviser mønsterbønnen at forholdene ikke kom til at stille sig anderledes for jorden fordi kristendommen blev indført?

¹⁰ Imidlertid vil kristenheden ved sine præster og gejstlige hævde at forholdene kom til at stille sig anderledes for jorden da kristendommen indførtes. Men hvorledes kan det være tilfældet? Jehova Gud benyttede Jesus Kristus som kristendommens leder, og det var selve denne kristendommens leder der gav os den bøn hvori vi beder om at Guds rige må komme og at hans vilje må ske på jorden som den sker i himmelen!

11. Hvilket fremtidshåb og -ønske nærede hellige Guds mænd i fortiden?

¹¹ Kristendommens leder kunne ikke tage fejl med hensyn til det han lærte om jorden. Han tog ikke fejl. Hellige Guds mænd der blev båret af sted af Guds ånd for at udtale og nedskrive profetier før Kristi tid havde ikke noget håb, ej heller noget ønske om at komme i det ukendte himmelske rige. Gud havde overhovedet ikke givet dem nogen indbydelse til at komme til himmelen, og vejen dertil var heller ikke dengang åben for mennesker. De forventede ikke at komme til himmelen når de døde. De så ikke frem til at denne jord tillige med dens måne skulle rammes af fuldstændig tilintetgørelse i en universel kæmpebrand. Det er rigtigt at de forventede et fremtidigt liv, men ikke et fremtidigt liv i himmelen. Deres håb gjaldt en tilbagevenden fra de døde til nyt liv på jorden, men først når Gud herskede over Mellemøsten og hele den øvrige jord.

12, 13. (a) Hvorfor var Jesu komme til jorden ikke et bevis for at disse mennesker havde næret et forfængeligt håb? (b) Hvad sagde Peter angående dette for at understrege det Jesus selv havde sagt?

¹² Jesu Kristi komme til jorden var ikke et bevis for at disse mennesker havde næret et forfængeligt håb. Hans komme medførte ingen forandring med hensyn til deres fremtid og åbnede dem ikke nogen vej til himmelen. Længe efter at Abraham, Isak, Jakob (Israel), Moses, kong David, profeten Esajas, ja endog profeten Malakias døde, kom Guds søn, Jesus Kristus, til jorden på mirakuløs måde. Han sagde ikke at disse fortidens hellige mænd var oppe i himmelen da han forlod den. Som Menneskesønnen på jorden sagde Jesus til en jødisk rådsherre: „Ingen er steget op til Himmelen, undtagen han, som steg ned fra Himmelen, Menneskesønnen.“ (Joh. 3:13) Da Johannes Døber, Zakarias’ søn, sad fængslet og stod overfor at skulle halshugges, sagde Jesus: „Blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber; men den mindste i Himmeriget er større end han.“ (Matt. 11:11) Efter at Jesus selv var død på marterpælen, men var oprejst fra de døde på den tredje dag og senere vendt tilbage til himmelen til sin Fader, forkyndte apostelen Peter for over tre tusinde jøder og sagde at den oprejste Jesus var i himmelen, men at kong David ikke var deroppe.

¹³ Peter sagde: „Lad mig få lov at tale frit til jer om patriarken David; han er jo både død og begravet, og hans grav findes hos os den dag i dag. Thi David er ikke faret op til Himlene; men han siger selv: ’Herren sagde til min herre [det vil sige til Jesus Kristus]: Sæt dig ved min højre hånd, til jeg får lagt dine fjender som skammel for dine fødder.’“ (Ap. G. 2:29, 34) Døde mennesker der var som David, venter stadig på at Guds rige skal komme.

14. Hvorfor sagde Jesus at han ville stige op til himmelen, og hvilken indflydelse havde det på Guds hensigter med menneskeslægten at Jesu efterfølgere blev indbudt til at komme til himmelen?

¹⁴ Jesus sagde at han ville stige op til himmelen, for han var kun kommet ned derfra for at være her i treogtredive og et halvt år. Om sin menighed af trofaste efterfølgere, de der i Åbenbaringen er symboliseret ved de fireogtyve „ældste“, sagde han at den var indbudt til at komme til himmelen og være sammen med ham. Dem underviste han for at berede dem til himmelsk liv. Men det betød ikke at Jesus Kristus havde ændret Guds oprindelige hensigt med menneskeheden som helhed.

15. Hvem skulle det som helhed komme til gode at Jesus bad om at Guds rige måtte komme, og hvad må tvivlrådige mennesker give sig til atter at granske?

¹⁵ Jesus åbnede ikke vejen så alle gudfrygtige mennesker kunne komme i himmelen. For menneskene som helhed bad han om at Guds rige måtte komme til jorden, hvor den døde menneskehed ligger begravet, og om at den himmelske Livgivers vilje måtte ske på jorden såvel som i himmelen. Vil kong David og Johannes Døber ønske at gøre Guds vilje på jorden under Hans rige? Absolut. Mennesker som står tvivlrådige bør derfor endnu en gang granske Bibelen for at finde ud af hvad Skaberens vilje med menneskene var fra begyndelsen. De vil da erfare at Guds vilje og hensigt står endnu mere grundfæstet fordi Kristus kom.

Guds hensigt med jorden

16. På hvilken måde identificerer Jeremias 10:10-13 jordens Skaber, og hvem er det derfor der omtales i 1 Mosebog 1:1?

¹⁶ Jordens Skaber er med navns nævnelse udpeget for os. I Jeremias’ profeti læser vi om forskellen mellem ham og alle de falske guder: „Men HERREN [Jehova] er Gud i sandhed, han er en levende Gud og en evig konge; for hans vrede skælver jorden, og folkene udholder ikke hans harme. Således skal I sige til dem: Guder, der ikke har skabt himmel og jord, skal forsvinde fra jorden og under himmelen. Han skabte jorden i sin vælde, grundfæstede jorderig i sin visdom, og i sin indsigt udspændte han himmelen. Når han løfter sin røst, bruser vandene i himmelen, og han lader skyer stige op fra jordens ende, får lynene til at give regn og sender stormen ud af sine forrådskamre.“ (Jer. 10:10-13) Når Bibelen indledes med ordene: „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden,“ er den Gud der nævnes her følgelig Jehova. — 1 Mos. 1:1.a

17. Hvilken start fik planeten jorden, og hvorledes ønsker Gud i henhold til sin egen udtalelse ikke at den skal ende?

¹⁷ Der er ikke af astronomer eller andre videnskabsmænd ført bevis for at der findes levende skabninger på andre planeter i vort solsystem, men Skaberens hensigt med jorden var noget helt for sig. Da han grundlagde jorden ønskede han ikke at den skulle være en øde, livløs planet, og han ønsker heller ikke at den nogen sinde skal ende som en sådan. Lad os udspørge ham herom. „Dette er hvad Jehova har sagt, Israels Hellige og Skaber: ’Udspørg mig endog om det som skal ske med hensyn til mine sønner; og med hensyn til mine hænders virke skulle I folk befale mig. Jeg har selv dannet jorden og har endog skabt mennesket på den. Jeg — mine egne hænder har udspændt himlene, og hele deres hær har jeg givet ordrer.’ Thi dette er hvad Jehova, himlenes Skaber, har sagt, han, den sande Gud, der dannede jorden og skabte den, han som grundede den sikkert, som ikke bare skabte den uden hensigt, som endog skabte den til at være beboet: ’Jeg er Jehova, og der er ingen anden. Jeg talte ikke fra et skjulested.’“ (Es. 45:11, 12, 18, 19, NW) Han dannede denne jord for at den til alle tider skulle være beboet.

18. Hvad sagde Gud yderligere angående jorden og dens levende skabninger da han havde dannet de skabninger der stod lavere end mennesket?

¹⁸ Disse inspirerede ord af profeten Esajas stemmer helt overens med den nedskrevne beretning om hvorledes jorden blev beredt til at tjene Guds hensigt. Da han havde gjort denne vor jord til et højst interessant sted ved at anbringe fisk og store havdyr i havene, fugle i træerne og i luften, og dyr og insekter af alle slags på landjorden, åbenbarede han til hvem han i virkeligheden havde skabt jorden som et evigt hjem. „Derpå sagde Gud: ’Lad os gøre mennesker i vort billede, så de ligner os, til at herske over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr på jorden og alt kryb, der kryber på jorden!’ Og Gud skabte mennesket [aʹdam] i sit billede, i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.“ (1 Mos. 1:26, 27) Det blev ikke sagt om de andre skabninger, alle dem der står lavere end mennesket, at Gud havde skabt dem i sit billede så de lignede ham. Kun mennesket blev skabt således.

19. Hvad taler for at Gud skabte mennesket fuldkomment? Hvad vidste Gud følgelig kunne ske på jorden?

¹⁹ Samtidig med at denne omstændighed stillede mennesket på et langt højere plan end alle fisk, fugle og vilde dyr, var den også et bevis for at mennesket blev skabt fuldkomment, at det fra begyndelsen var en fuldkommen skabning, fuldt ud i stand til her på jorden til en vis grad at genspejle et billede af eller en lighed med sin fuldkomne Skaber. Alle de øvrige skabninger blev naturligvis også skabt fuldkomne, hver efter sin familie eller art. Fuldkommenheden i det livløse, materielle univers, der nu er milliarder af år gammelt, skyldes også den samme Skaber. Hvorfor skulle de levende, fornuftbegavede skabninger være mindre end fuldkomne? „Thi HERRENS [Jehovas] navn vil jeg forkynde, ære skal I give vor Gud! Han er klippen, fuldkomment hans værk.“ (5 Mos. 32:3, 4) Gud gav således mennesket en fuldkommen start. Derfor vidste han at menneskeskabningen, der var i hans billede og lighed, til fuldkommenhed kunne gøre hans vilje på jorden.

20. Hvad fortalte Gud manden og kvinden at hans hensigt med deres skabelse var, og hvorfor?

²⁰ Skaberen holdt ikke sin vilje med menneskene hemmelig, så de måtte gætte sig til den. Eftersom mennesket var skabt i Guds billede og lighed kunne han underrette manden og kvinden om hvad hans hensigt og vilje med dem var. Han kunne give dem påbud som de kunne forstå og bringe til fuldkommen udførelse. „Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: ’Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør Eder til herre over den, og hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden!’“ — 1 Mos. 1:28.

21. Hvad betød det at Gud velsignede dem, og hvorfor?

²¹ Gud velsignede dem; han talte til bedste for dem, ikke for at skade dem som om de var forbandede. Den foregående skabelsesdag eller skabelsesperiode havde Gud velsignet fiskene og de vingede, flyvende skabninger han havde skabt. Denne velsignelse betød for dem at de skulle formere sig inden for deres naturlige område, for „Gud velsignede dem og sagde: ’Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld vandet i havene, og fuglene blive mangfoldige på jorden!’“ (1 Mos. 1:22, 23) Derfor betød Guds velsignelse over manden og kvinden at også de skulle formere sig efter deres art og opfylde jorden, ikke at de skulle opfylde himmelen eller frembringe en befolkning til himmelen, lige så lidt som Guds velsignelse over fiskene og de flyvende skabninger betød at de skulle frembringe fisk og vingede, flyvende skabninger der kunne være engle i himmelen. Jorden, som har en overfladeudstrækning på 510.071.000 kvadratkilometer var for stor til blot to mennesker. Derfor skulle den fuldkomne mand og kvinde opfylde jorden med deres fuldkomne afkom, ligesom fiskene og fuglene opfylder deres del af jorden og dens omgivelser med afkom.

22. Hvornår ville det ikke længere være nødvendigt for menneskene at formere sig, og hvad skulle de gøre sig til herre over?

²² Eftersom manden og kvinden blev skabt fuldkomne og det var en velsignelse der blev udtalt over dem og ikke en forbandelse eller fordømmelse der ville føre til død, måtte den tid komme da de havde opfyldt jorden i et passende, nødvendigt og bekvemt omfang, idet ingen døde, men hvert barn opnåede at blive en voksen mand eller kvinde. Derefter ville der ikke mere være behov for formering, og følgelig ville yderligere børnefødsler ophøre. Der blev ikke givet noget påbud om at der fortsat skulle avles børn for at befolkningsoverskuddet kunne overflyttes til månen eller en af planeterne i vort solsystem. „Opfyld jorden, gør Eder til herre over den,“ lød Guds bud til den første mand og kvinde. „Gør Eder til herre over den,“ det vil sige jorden, ikke månen og heller ikke planeter som Venus, Merkur og Mars. Men hvordan skulle de gøre sig til herre over jorden?

23. Inden for hvilket større område anbragte Gud menneskets paradisiske hjem, og hvad gav han manden for at menneskene kunne blive mangfoldige?

²³ Gud skabte det fuldkomne menneske inden for det område af jorden som i dag kaldes Mellemøsten, for Bibelen forbinder deres oprindelige hjem med floderne Eufrat og Tigris (Hiddekel). Det var et behageligt sted for mennesket at blive skabt, og meget passende blev det kaldt Eden, hvilket betyder „glæde“. Men ikke nok med det. „Derpå plantede Gud HERREN en have i Eden ude mod øst, og der satte han mennesket, som han havde dannet; . . . Der udsprang en flod i Eden til at vande haven, og udenfor delte den sig i fire hovedstrømme. . . . Den tredje flod hedder Hiddekel [Tigris]; den løber østen om Assyrien. Den fjerde flod er Frat [Eufrat]. Derpå tog Gud [Jehova] Adam og satte ham i Edens have til at dyrke og vogte den.“ (1 Mos. 2:8-15) For at den menneskelige race kunne vokse gav Gud derpå den første mand, Adam, en fuldkommen hustru. Gud havde tildannet hende på grundlag af et ribben som han havde taget fra Adams legeme, og hun skulle være hans medhjælp, et komplement til ham.

24. Hvad fik manden og kvinden påbud om at gøre, og hvilken indflydelse ville dette få på deres hjem, Paradiset, og på udførelsen af Guds vilje?

²⁴ Disse to fuldkomne mennesker fik af Skaberen påbud om at bruge deres forplantningsorganer, frembringe børn og opfylde jorden. Men samtidig med at menneskene således skulle opfylde jorden skulle de også ’gøre sig til herre over den’. Meningen var at alle de fuldkomne børn skulle leve i en Edens have eller i et paradis. Den oprindelige have hvor Adam og Eva var blevet anbragt ville blive for lille efterhånden som familien kom til at bestå af børn, børnebørn, oldebørn o.s.v. Ingen af dem skulle jo dø som følge af synd. Det ville derfor blive nødvendigt for dem at gøre sig til herre over jorden uden for det område der oprindelig kaldtes Edens have eller Paradiset. Det kunne de gøre ved at udvide havens grænser, idet de opdyrkede de hidtil ubeboede områder indtil Paradisets have omsluttede hele jorden fra øst til vest og fra nordpol til sydpol. Dette jordomspændende paradis ville til stadighed kræve alles opmærksomhed og omsorg. Men samtidig med at de tog sig af denne have skulle de også udøve kontrol med alle de levende skabninger der rørte sig i vandet, på landjorden og i luften. På denne måde ville Guds vilje, der begyndte at ske i det oprindelige Edens paradis, komme til at ske overalt på jorden.

25. Hvad ville det være ubibelsk af os at tro at Gud ville gøre når dette strålende højdepunkt var nået?

²⁵ Dette var det strålende højdepunkt som Jehova Gud havde i tanke for hele jorden og som ville bringe ham selv ære. Når denne storslåede, kærlige hensigt var fuldstændig gennemført, hvorfor skulle Gud så ønske at ødelægge den paradisiske jord? Eller hvorfor skulle han ønske at affolke Paradiset ved at flytte dem der gjorde hans vilje dér andre steder hen, og på den måde lade Paradiset skøtte sig selv som et sted hvor den guddommelige vilje ikke længere skete som den sker i himmelen? Det er ubibelsk af os at tro at Gud vil gøre noget sådant, for det ville gøre hans storslåede hensigt til intet.

[Fodnote]