Udvikling, skabelse eller ’skabelsesvidenskab’ — hvad tror du på?

KONFLIKTEN mellem videnskab og religion er langtfra af ny dato. Lige til det 16. århundrede var det god latin i kirken at mene at solen og planeterne bevægede sig rundt om jorden. I 1543 fremlagde Kopernikus et nyt „verdensbillede“, efter hvilket jorden og planeterne kredsede om solen. Dette stødte i begyndelsen på hård religiøs modstand. Først efter at der var gået næsten hundrede år, og man havde set resultaterne af Galileis observationer og Keplers matematiske analyser af planeternes bevægelser, blev det almindeligt accepteret at jorden bevæger sig rundt om solen.

Indtil det 18. århundrede holdt kirkerne i den vestlige verden fast ved at jorden var blevet skabt for kun cirka 6000 år siden. I 1785 fremlagde geologen Hutton det såkaldte aktualitetsprincip, som indebar at de geologiske forandringer krævede meget længere tidsperioder. Atter kom man i strid med religionen, denne gang i cirka 50 år, men Lyells arbejde og systematisering af kendskabet til de geologiske lag resulterede til sidst i almindelig enighed om at jorden var langt ældre.

Til midten af det 19. århundrede troede de fleste på Bibelens beretning om at mennesket er skabt af Gud. Darwins teori om arternes oprindelse ved en udvikling blev fremsat i 1859, og også den stødte hurtigt på kraftig religiøs modstand. I dag, over hundrede år senere, kunne tilhængerne af udviklingslæren måske ønske at deres teori efterhånden var blevet accepteret af alle. Ganske vist har mange ledende kirkefolk kapituleret, men visse steder er der dog stadig kraftig og sammenbidt modstand mod evolutionsteorien. Darwins tilhængere venter stadig på at en Galilei eller en Lyell skal komme med et afgørende gennembrud. I mellemtiden begynder velinformerede mennesker at tvivle på at udviklingslæren vil blive ført frem til samme klare triumf som tidligere tiders afgørende nyopdagelser inden for videnskaben.

For tiden føres der i nogle lande et organiseret korstog mod udviklingslærens brug i de offentlige skoler; de ønsker at skabelseslæren skal fremføres på lige fod med denne. I USA kom det for nylig til en retssag, hvor dommeren ved en forbundsdomstol afgjorde at „skabelsesvidenskaben“, som defineret i en lov i staten Arkansas, ikke kan gøre krav på undervisningstid på lige fod med udviklingslæren. Dette nederlag var en skuffelse for mange der holder på at udviklingslæren ikke er en tilfredsstillende forklaring på livets oprindelse. Hvad var det der gik galt ved retssagen?

„Skabelsesvidenskabens“ svagheder

De vidnesbyrd der blev fremlagt ved retssagen, var ikke nogen dækkende præsentation af alle de videnskabelige kendsgerninger der taler for skabelsen i modsætning til udviklingslæren. Hovedsagen gled ud af syne til fordel for underordnede spørgsmål, især to ideer som ’skabelsesvidenskabens’ tilhængere havde fået indført i Arkansas-loven:

1. At skabelsen fandt sted for kun nogle få tusind år siden.

2. At alle de geologiske lag blev dannet ved den vandflod Bibelen omtaler.

Egentlig er ingen af disse ideer afgørende for det centrale i sagen, nemlig hvorvidt alt liv er skabt. Det er dogmer der fastholdes af nogle få kirker, især syvendedags-adventisterne, der udgør kernen i den gruppe som fik loven indført. Da disse særopfattelser blev indskrevet i loven som noget der skulle doceres i offentlige skoler, var denne lov på forhånd dømt til at blive erklæret forfatningsstridig.

„Skabelsesvidenskaben“ er ikke bibelsk

Men betyder „skabelsesvidenskabens“ nederlag at Bibelen har uret? Er det Bibelen der fortæller at skabelsen fandt sted „i nyere tid“ og at alle de geologiske lag blev dannet ved Vandfloden?

Den der kender sin Bibel, kan svare nej. Bibelen siger ganske vist klart at himmelen og jorden og alt hvad de rummer er skabt af Gud, men den siger ikke hvornår det skete. De fleste af forsvarets vidner var bundet af det specielle dogme at de seks skabelsesdage som nævnes i Første Mosebog, var bogstavelige og altså varede i alt 144 timer. Dette er et ekko af en fundamentalistisk og urigtig opfattelse som videnskaben i det 17. århundrede endnu ikke havde sat spørgsmålstegn ved, men som ikke længere er holdbar i lyset af den viden man har i dag. Bibelen selv giver ikke en sådan begrænsning af skabelsesdagenes længde.

Det første vers i Første Mosebog siger simpelt hen: „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.“ Hvis vi forstår det sådan at der her hentydes til himmelen med stjerner og galakser og med det solsystem vor jord tilhører, taler vi altså om begivenheder der skete forud for den første skabelsesdag. Beskrivelsen i vers 2 af jordens tilstand kan også henføres til før den første dag. Først i versene 3 til 5 hører vi om det der skete på den første skabelsesdag.

Uanset hvilken længde man ansætter skabelsesdagene til, henviser versene 1 og 2 altså til ting der skete før disse begyndte, og de falder altså uden for skabelsesdagenes tidsramme. Hvis geologerne gerne vil sige at jorden er 4 milliarder år gammel, og hvis astronomerne anslår universets alder til 20 milliarder år, kan man ikke med Bibelen i hånden modsige dem. Bibelen fortæller simpelt hen ikke hvornår disse begivenheder fandt sted.

Det næste punkt vi må bemærke, er at ordet „dag“ bruges i mange forskellige betydninger i Bibelen. Det betyder ikke altid en periode på 24 timer. Undertiden henviser det til døgnets lyse timer, for eksempel 12 timer. Undertiden betyder det et år. Det kan også betyde det samlede antal år i et slægtled. Flere steder er en dag lig med 1000 år, og nogle steder endnu længere. Dagene i Første Mosebog, kapitel 1, var utvivlsomt meget længere. Men Bibelen siger ikke på dette sted hvor lange de var.

Hele polemikken ved retssagen i Little Rock om hvorvidt skabelsen havde fundet sted „i nyere tid“, og al den presseomtale dette fik, vedkom slet ikke spørgsmålet om hvorvidt mennesket er skabt eller har udviklet sig. Spørgsmålet om hvornår mennesket er skabt er ikke det samme som spørgsmålet om hvorvidt det er skabt. De to ting burde ikke være blandet sammen.

Når vi har fastslået det grundlæggende punkt, at Bibelen ikke modsiger videnskabens teorier angående universets alder, kan vi også lade spørgsmålet om de geologiske lags alder og tilblivelse stå åbent. Bibelen nævner intet som helst om dannelsen af de sedimentære lag, hvad enten dette skete ved Vandfloden eller tidligere. Alle ’skabelsestilhængernes, omfangsrige skrifter om dette emne — skrifter der kom i kritisk søgelys ved retssagen — er blevet til ud fra et ønske om at forene de geologiske lag og forsteninger (dinosaurer og alt andet) med påstanden om at jorden kun er 6000-10.000 år gammel. Hvis denne påstand ikke er gyldig, er hele den øvrige del af argumentet sagen uvedkommende.

Videnskaben støtter læren om en skabelse

Som læserne af bladet Vågn op! ved, er der en overflod af videnskabelige vidnesbyrd der taler for at en skabelse har fundet sted.a Vægten af disse vidnesbyrd har fået mange førende videnskabsmænd i det tyvende århundrede til offentligt at nævne deres tro på en skabelse og en Skaber. Blandt disse er William T. Kelvin, Dmitri Mendelejev, Robert A. Millikan, Arthur H. Compton, Paul Dirac, George Gamov, Warren Weaver og Wernher von Braun.

Robert Jastrow har i sin bog God and the Astronomers opregnet nogle kosmologiske argumenter der taler for en skabelse. Når talen er om „big bang“-teorien angående universets oprindelse, bruger mange videnskabsfolk udtrykket „skabelsesøjeblikket“. Selv de videnskabsfolk der personligt ikke bryder sig om skabelsestanken må nødtvungent indrømme at de overbevisende vidnesbyrd giver dem noget at tænke på.

Bibelen kontra udviklingslæren

For klart at se hvad spørgsmålet om udvikling kontra skabelse egentlig drejer sig om, må vi først befri os for tågesløret af kirkelige dogmer fra det 17. århundrede. Lad os derefter, punkt for punkt, sammenligne Bibelen med udviklingslæren for at fastslå hvad der stemmer med bekræftede kendsgerninger.

For det første siger Bibelen at det er Gud der er livets kilde. (Salme 36:10) Livet er ikke opstået, og kan ikke opstå, spontant af livløst stof. Dette er i fuld overensstemmelse med videnskabelige love og forsøg. Sandsynlighedsberegningen og entropisætningen, såvel som termodynamikken og kinetikken, peger i forening på at liv ikke kan opstå spontant. Historier fra gamle dage om spontan opståen af liv har ikke været regnet for troværdige siden Pasteur gennemførte sine forsøg. Ved overvågede forsøg sker den slags ting simpelt hen ikke. Undersøgelser af månestøv og kemiske analyser på overfladen af Mars bekræfter at der ikke er opstået liv på disse himmellegemer.

For det andet siger Bibelen at alt levende formerer sig ’hver efter sin art’. (1 Mosebog 1:11, 21, 24) Dette princip er aldrig blevet modbevist, hverken af palæontologien eller ved forsøg med avling og mutationer. Forstenede organismer i gamle geologiske lag ligner de tilsvarende organismer vi kan finde levende i dag. Både i naturen og ved forsøg kan der iagttages en stor variation inden for en given art, men det forekommer aldrig at grænserne overskrides så der opstår en ny art.

For det tredje viser Bibelen at mennesket blev til for omkring 6000 år siden.b (Planterne og dyrene har eksisteret i meget længere tid.) Dette åremål bekræftes af både historien og arkæologien. Når tilhængere af udviklingslæren hævder at have fundet menneskelige knoglerester der er ældre, kan dette i høj grad betvivles, og Bibelen er ikke blevet modbevist.

Skabelsesberetningen bekræftet

Hvad er da det bibelske standpunkt i denne strid?

Det siges klart i Bibelen at skabelsen har fundet sted. Det stemmer også med videnskabelige vidnesbyrd inden for astronomi, fysik, kemi, geologi og biologi.

Udviklingslæren er en teori, og den er i direkte modstrid med Bibelen. Den har ikke givet en tilfredsstillende forklaring på de fund og resultater der er fremkommet inden for palæontologien og biologien.

Bibelen fortæller ikke hvornår „himmelen og jorden“ blev skabt. Den såkaldte skabelsesvidenskab kan ikke finde bibelsk støtte for sit standpunkt angående dette, og dens teorier strider imod astronomien, fysikken og geologien.

Den kristnes tro på skabelsesberetningen i Første Mosebog står derfor urokket og uantastet af den løbende strid mellem videnskabsfolk og kirkefolk. Denne tro er baseret på „det klare bevis på virkeligheder som ikke ses“. (Hebræerne 11:1) Ikke mindst støttes den af Jesus Kristus, der sagde: „Har I ikke læst at han som skabte dem, fra begyndelsen gjorde dem som mand og kvinde?“ Og i den åbenbaring som Gud gav Jesus, læser vi: „Du er værdig, Jehova, ja vor Gud, til at modtage herligheden og æren og magten, for du har skabt alle ting, og på grund af din vilje var de til og blev de skabt.“ — Mattæus 19:4, 5; Åbenbaringen 4:11; 1:1.

[Fodnoter]

[Ramme på side 16]

HVOR LANG KAN „EN DAG“ VÆRE IFØLGE BIBELEN?

Det hebraiske ord johm: ’En dag; lang tid; en periode der markeres af en usædvanlig begivenhed.’ — Old Testament Word Studies, side 109.

Dagslys: „Strålende lys, der vokser i glans til højlys dag.“ — Ordsprogene 4:18.

Et døgn på 24 timer: „Da kom vandfloden over jorden i fyrretyve dage.“ — 1 Mosebog 7:17.

Kan indbefatte årstider: „På hin dag skal rindende vand vælde frem . . . og det både sommer og vinter.“ — Zakarias 14:8.

En dag som 1000 år og som en nattevagt: „Tusind år er i dine øjne som dagen i går, der svandt, som en nattevagt.“ — Salme 90:4; 2 Peter 3:8-10.

„Frelsens dag,“ mange år. — Esajas 49:8.

„Dommens dag,“ mange år. — Mattæus 10:15; 11:22-24.

Et menneskes levetid, en dag: „Noas dag“, „Lots dag“. — Lukas 17:26, 28, Jerusalem-Bibelen.

Skabelsesdagene i Første Mosebog: ’Den første dag’, ’den anden dag’, og så videre: 7000 år hver.

De seks skabelsesdage kaldes under ét for en dag: „Den Dag Gud Herren gjorde Jorden og Himmelen.“ — 1 Mosebog 2:4, 1871-oversættelsen.