Hvad siger Bibelen?

Hvem er „ånderne der var i fængsel“?

APOSTELEN PETER skrev at den opstandne Jesus Kristus forkyndte for „ånderne der var i fængsel“. (1 Pet. 3:19) Var disse „ånder“ døde personer? Eller var det åndeskabninger som var blevet indespærret?

For at kunne bestemme identiteten af „ånderne der var i fængsel“ må vi først betragte den sammenhæng hvori de er omtalt. Vi læser: „Selv Kristus døde jo én gang for alle vedrørende synder, en retfærdig for uretfærdige, for at han kunne føre jer til Gud, idet han blev overgivet til døden i kødet, men blev gjort levende i ånden. I denne tilstand tog han også hen og forkyndte for ånderne der var i fængsel og som havde været ulydige dengang da Guds tålmodighed ventede i Noas dage, mens arken blev bygget, hvori nogle få, det vil sige otte sjæle, blev bragt sikkert igennem vandet.“ — 1 Pet. 3:18-20.

Eftersom Noas dage bliver nævnt, må vi undersøge begivenheder fra den tidsperiode for at få et fingerpeg om hvem „ånderne der var i fængsel“ er. Med undtagelse af Noa og hans familie var hele menneskeheden ulydig mod Gud. Kunne det have været for disse ulydige menneskers ånder at den opstandne Jesus forkyndte? Nej. Hvorfor ikke? Fordi Bibelen tydeligt viser at den bevidste eksistens ender ved døden. For eksempel får vi at vide hos Prædikeren: „De levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting, og løn har de ikke mere i vente; thi mindet om dem slettes ud. Både deres kærlighed og deres had og deres misundelse er for længst borte, og de får ingen sinde mere lod og del i noget af det, som sker under solen.“ — Præd. 9:5, 6.

Der er heller ingen forskel på den ånd eller livskraft som giver dyr liv og den der giver mennesker liv. Prædikeren 3:19 slår fast: „Menneskers og dyrs skæbne er ens; som den ene dør, dør den anden, og en og samme ånd har de alle.“

Bibelen udelukker altså en forbindelse mellem „ånderne der var i fængsel“ og de folk som omkom under den verdensomspændende vandflod. Vi må derfor se uden for den af mennesker beboede klode for at finde ud af hvem disse fængslede ånder er. Første Mosebog hjælper os med dette, idet den fortæller hvad nogle af „gudssønnerne“ eller englene gjorde i Noas dage. Der står: „Da nu menneskene begyndte at blive talrige på jorden og der fødtes dem døtre, fik gudssønnerne øje på menneskedøtrenes skønhed, og de tog så mange af dem, som de lystede, til hustruer. I hine dage, da gudssønnerne gik ind til menneskedøtrene og disse fødte dem børn — men også senere hen i tiden — levede kæmperne på jorden. Det er heltene, hvis ry når tilbage til fortids dage.“ — 1 Mos. 6:1, 2, 4.

Da gudssønnerne begyndte at leve som mænd og tog sig hustruer, handlede de imod det formål hvortil de var blevet skabt. Desuden viste deres handlemåde at de var utro mod deres tildelte hverv i de hellige himle. Denne alvorlige overtrædelse blev de straffet for. Bibelen beretter: ’Gud skånede ikke de engle som havde syndet, men kastede dem i Tartaros og overgav dem derved til det tætte mørkes gruber for at de skulle bevogtes til dom.’ — 2 Pet. 2:4.

Vi kan deraf se at „ånderne der var i fængsel“ er ulydige engle. Da den jordomspændende vandflod kom, må de have dematerialiseret deres menneskelige legemer. Jehova Gud tillod dem imidlertid ikke at vende tilbage til de stillinger de havde givet afkald på i himmelen da de drog til jorden. Han holdt dem indespærret. Da det var åndeskabninger kan de ikke have været indespærret i bogstavelige „gruber“ eller med fysiske „lænker“. De må dog have været i en slags fangenskab som kan sammenlignes med det at være kastet i fængsel og bundet med lænker. Den form for fangenskab som de kom i har øjensynlig forhindret dem i igen at materialisere sig som mennesker så de kunne leve som mænd og tage sig hustruer. — Jud. 6.

At de er kastet i Tartaros tyder på at de er blevet nedværdiget, afskåret fra Guds gunst, uden oplysning fra ham. Dette kan tydeligt ses af at udtrykket „at kaste i Tartaros“ på originalsproget græsk er et verbum. Det refererer således til handlingen at nedværdige, og ikke til et bogstaveligt sted. Samme tanke kommer frem i det engelske ord „debase“ (nedværdige) som indeholder substantivet „base“ (bund, grundlag) men ikke i sig selv leder tanken hen på en bogstavelig bund.

I betragtning af disse åndeskabningers nedværdigede stilling som følge af deres utroskab kan der ikke være åbnet dem mulighed for at omvende sig gennem Jesus Kristus. Han døde ikke for de ulydige engles skyld, men udelukkende for menneskeheden. Guds ord siger: „For der er én Gud og én mellemmand imellem Gud og mennesker, et menneske, Kristus Jesus, der gav sig selv som en tilsvarende løsesum for alle.“ (1 Tim. 2:5, 6) „For det er jo ikke engle han [Jesus Kristus] tager sig af.“ — Hebr. 2:16.

Eftersom løsesummens goder ikke gælder for de ulydige engle, kan deres situation sammenlignes med den situation de åndssalvede kristne som vendte sig fra den sande tilbedelse og blev frafaldne, var i. Om sådanne personer siger Hebræerne 6:4-6: „For det er umuligt med hensyn til dem som én gang for alle er blevet oplyst, og som har smagt den himmelske frie gave, og som har fået andel i hellig ånd, og som har smagt Guds gode ord og den kommende tingenes ordnings kræfter, men som er faldet fra, atter at vække dem til sindsændring.“ På samme måde vil det helt sikkert være lige så umuligt for de gudssønner der havde syndet med overlæg, at angre deres oprørskhed.

I overensstemmelse med dette kan det kun have været et domsbudskab den opstandne Jesus Kristus forkyndte for de ulydige engle. Kort før sin død på marterpælen fortalte han sine disciple: „Og når han [Guds ånd] kommer vil han give verden overbevisende vidnesbyrd om synd og om retfærdighed og om dom: først om synd, fordi man ikke tror på mig; dernæst om retfærdighed, fordi jeg går til Faderen og I ser mig ikke mere; så om dom, fordi denne verdens hersker er blevet dømt.“ Denne „verdens hersker“ har også magt over de ulydige engle eller dæmoner. (Sammenlign med Åbenbaringen 12:7-9) I harmoni med Guds ånds „overbevisende vidnesbyrd“ kunne den opstandne Kristus derfor udtale en fuldt ud retfærdig dom over „ånderne der var i fængsel“.

Bibelens samlede vidnesbyrd gør det således klart for os at „ånderne der var i fængsel“ er oprørske engle. Det er ikke døde personers ånder, eftersom menneskets ånd blot er en virksom livskraft.