Spørgsmål fra læserne
● Den nye bog What Has Religion Done for Mankind? viser, at der kun er een, ikke to skarer ulydige engle. Gjorde de oprindelig oprør i Eden eller på Noas tid? Hvem var endvidere de ånder i forvaring, som den opstandne Jesus prædikede for; kan de angre og blive frelst, og hvis ikke, hvorfor så prædike for dem? — G. G., New York.
Der findes ingen skriftsteder, som beviser, at der var nogle engle, der gjorde oprør sammen med den skærmende kerub i Eden. Engang anvendte man Ezekiel 28:18, der taler om, at Satan vanhelligede sine helligdomme med alle sine misgerninger, som bevis herpå. Dette kan højst betyde, at han havde en åndelig styrke under sig, som han vanhelligede, men det tilkendegiver ikke, at en sådan besmittelse fandt sted i Eden. Det kunne have været i Noas dage, idet Satan på det tidspunkt havde gjort „mange misgerninger“, han kunne bruge som argumenter, mens han næppe har haft tid til så mange misgerninger i Eden. Ifølge nogle moderne bibeloversættelser kan skriftstedet imidlertid hentyde til noget andet. American Translation bruger ikke udtrykket „helligdomme“, som om det hentydede til boliger for medskabninger, men siger: „Du vanhelligede din hellighed.“ Moffatt siger: „Du har vanhelliget din hellige stilling.“ Fenton siger, at han „dybt fordærvede sine dyder“.
Den første bibelske beretning om engle, der, bortset fra den skærmende kerub, gjorde oprør, finder vi i 1 Mosebog 6:1-4 om Noas dage. I den almindelige oversættelse lyder vers 4, som om kæmperne levede på jorden, før gudssønnerne indgik forbindelser med kvinder, og nogle kunne måske derfor mene, at disse var materialiserede dæmoner, som tidligere havde gjort oprør sammen med Satan. Mere nøjagtige og moderne oversættelser viser imidlertid, at disse kæmper var de materialiserede gudssønners og kvindernes afkom: „I de dage, så vel som senere, var der kæmper på jorden, som fødtes [Guds] sønnerne, når de havde omgang med menneskedøtrene; disse var heltene, der var fortidens berømte mænd.“ (AT; MO) Gudssønnerne var derfor de første engle, der gjorde oprør.
Dette bekræftes af 1 Peter 3:19, 20, NW: „I denne tilstand gik han også bort og prædikede for ånderne i fangenskab, som havde været ulydige, dengang Guds tålmodighed ventede i Noas dage.“ Dette synes at tyde på, at den første ulydighedshandling fra englenes side fandt sted i Noas dage. Dersom de havde gjort oprør før det tidspunkt, ville denne tidligere begivenhed have været det vendepunkt, der var omtale værd. Judas 6, NW, siger: „De engle, som ikke bevarede deres oprindelige stilling, men forlod deres rette bolig, har han forvaret med evige lænker i tæt mørke til dommen på den store dag.“ Englenes oprindelige stilling var deres plads i Jehovas organisation, som han havde givet dem, og hvor de uden tvivl havde fået overdraget forskellige pligter, idet Gud jo ikke skabte dem til lediggang. Ved at gøre oprør ville de forlade deres oprindelige stilling. Ved at materialisere sig for til stadighed at leve sammen med kvinder ville de svigte deres rette bolig i himmelen som åndeskabninger. Efter Judas 6, som forbinder disse to onder med hinanden, ser det ud til, at de blev begået på samme tid, altså på Noas dage, da „gudssønnerne“ materialiserede sig. Da Vandfloden tvang dem til at dematerialisere sig, vendte de tilbage til himmelen som åndeskabninger, men ikke til deres oprindelige stilling i Jehovas organisation. De blev Satans dæmoner.
Det er mere rimeligt at tænke sig, at englenes oprør fandt sted i Noas dage end i Eden. I Eden havde Satan først lige begyndt sin oprørske færd. Gud havde modtaget udfordringen og givet løfte om sæden. Stridsspørgsmålet var helt nyt. Det er ikke så sandsynligt, at englene øjeblikkelig ville slutte sig til den uprøvede, oprørske Satan. De ville vente og se sagens udvikling. På Noas tid var der gået femten århundreder, og Satan havde vendt alle mennesker på tre nær, Abel, Enok og Noa, bort fra Gud. Dersom han var i stand til det, når han var alene, hvilket fuldkomment held ville han så ikke få med en hær af engle til at hjælpe sig! Og hvor var den lovede sæd? Var der ikke forløbet femten århundreder, uden at der havde vist sig noget tegn på dens komme? Satan kunne derfor fremføre argumenter, som han ikke havde haft ved stridsspørgsmålets begyndelse i Eden. Han kunne hævde, at dersom gudssønnerne ville slutte sig til ham, materialisere sig for en tid eller til stadighed, kunne der frembringes en overmenneskelig race af kæmper til at styre og herske over menneskene, og under dem ville de sidste, der holdt fast ved Jehova, blive udslettet eller ødelagt.
Men Vandfloden kuldkastede denne plan og tvang de materialiserede engle til at dematerialisere sig. Disse tidligere gudssønner kunne ikke vende tilbage til Jehovas tjeneste, selv om de havde ønsket det; de måtte forblive hos den herre, de havde valgt sig, Satan, og de blev hans dæmonhorder. De var nu fanget i et tæt mørke, forstødt af Gud, i mørke angående hans hensigter og med et mørkt endeligt ventende på sig, hvilket altsammen meget betegnende er skildret ved Tartarus. (Se 2 Peter 2:4, NW, og kommentaren hertil i tillægget.) Det var for disse fangne ånder i Tartarus, Jesus prædikede.
Hvorfor? For at give dem en mulighed til at angre? Næppe. Selv om de havde befundet sig i omstændigheder, der tillod en genløsning, var der ingen engel, der havde lidt døden som deres genløser. Det er desuden næppe konsekvent at sige, at den fuldkomne Adam og Eva ikke vil få nogen anden mulighed, og så vende om og sige, at de ulydige engle, der var fuldkomne og langt højere, klogere og mægtigere end mennesket, og som havde set og samarbejdet med Jehova Gud, kunne svigte deres gudgivne stilling og slutte sig til Satan og alligevel senere få en mulighed for at angre og blive frelst. Hvorfor da prædike for dæmonerne?
At prædike sker ikke altid i den hensigt at omvende og frelse. Vi bringer nationerne Jehovas vredes bæger, ikke for at de skal omvende sig, men som en advarsel om den død, der venter dem. Det er en forkyndelse af Jehovas dom og endelige sejr. Vi vil fortsætte med at forkynde, efter at Harmagedon er begyndt, ikke fordi der da vil være flere, som omvender sig og bliver frelst, men for at alle kan vide, at Jehovas hævn er ved at fuldbyrdes. (Se Vagttaarnet 15. september 1951, side 291, det andet spørgsmål og svar.) Det var på lignende måde, at Jesus prædikede for dæmonerne. Der bliver således aflagt et vidnesbyrd mod Djævelens usynlige såvel som synlige verden, ikke alene ved at kristne er et skuespil for mennesker og engle (heri indbefattet de faldne engle, dæmonerne), men også ved, at Jesus selv prædikede for dem om deres sluttelige ende.
Se også side 69-73, 76, 81, 152, 153 i What Has Religion Done for Mankind?
● I 4 Mosebog 30:7-9 siges der, at en kvindes løfte kan sættes ud af kraft af hendes mand. Gælder det i dag? — T. P., Indiana.
Hvis vi kommer ind i sandheden og afgiver løfter til Jehova, må vi holde dem, ganske særlig vort løfte om at gøre hans vilje i fremtiden. Hvad den ovenfor nævnte tekst omtaler, er hustruernes underordnede stilling under Moseloven og hvorledes manden var ansvarlig for de forpligtelser, som hustruen påtog sig. Men vi er ikke under loven i dag, og denne kvindernes underkastelse under deres mænd med hensyn til løfter gælder ikke i dag, for hvis den gjorde det, kunne ingen hustru, der havde en ikke-troende mand, som var imod sandheden, afgive et løfte om at indvi sig til Herren Gud for at gøre hans vilje og følge i Jesu Kristi fodspor. Derfor handler Gud nu med kvinder som enkeltpersoner hvad afgivne løfter angår, og manden har ingen indflydelse på sagen eller nogen magt til at hindre eller forbyde dem. Naturligvis bør en hustru ikke afgive urimelige løfter, som ville gribe ind i opfyldelsen af hendes naturlige, bibelske forpligtelser over for hendes mand. (Præd. 5:1-6) Desuden må vi huske på, at i Israel var der ingen ægtemænd, som ikke var i et pagtsforhold til Jehova Gud, og derfor er det usandsynligt, at de ikke ville tillade noget rimeligt løfte, som deres hustruer gav Jehova angående indvielse til Gud. Sådanne løfter er de mest betydningsfulde.
● I artiklen „Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden“, som stod i Vagttaarnet for 1. marts 1952, blev der sagt, at de opstandne menneskeskarer ikke vil få del i opfyldelsen af det guddommelige påbud at gifte sig og frembringe børn, og Mattæus 22:30 blev anført som bevis. Bogen „Sandheden skal frigøre jer“ siger på siderne 336-338, at det er rimeligt at mene, at de af de andre får, der dør inden Harmagedon, vil få en opstandelse på et tidligt tidspunkt og få del i opfyldelsen af det guddommelige påbud, og bogen tilføjer, at dette ikke vil være i strid med Mattæus 22:30. Hvad er rigtigt? — R. K., New York.
Vi holder stadig fast ved begge udtalelser og mener ikke, at der er nogen uoverensstemmelse imellem dem. Vagttaarnet sagde, at opstandelsen af de døde ikke ville være en opfyldelse af det guddommelige påbud, og at de „opstandne skarer“ ikke ville gifte sig og få børn, og Mattæus 22:30 blev citeret som bevis. Der står der: „I opstandelsen tager de ikke til ægte, ej heller bortgiftes de.“ Den sammenhæng, dette skriftsted står i, viser, at det taler om menneskehedens opstandelse i almindelighed, hvor store skarer vil blive oprejst fra døden. Det var disse skarer, Vagttaarnet hentydede til, da det talte om „opstandne skarer“. Vi venter ikke, at store skarer af de „andre får“ skal dø før eller under Harmagedon, men vi venter, at de som klasse betragtet vil overleve Harmagedon og udgøre en „stor skare“. (Åb. 7:9, 10) Det var derfor ikke dem, der mentes, da Vagttaarnet for 1. marts talte om de opstandne skarer, der ikke ville få del i opfyldelsen af det guddommelige påbud.
Da „Sandheden skal frigøre jer“ talte om opstandne, som rimeligvis vil komme til at deltage i opfyldelsen af det guddommelige påbud, hentydede den til dem af de „andre får“, som dør før og under Harmagedon, og den citerede Johannes 5:27-29 for at vise, at de, der har „gjort det gode“, vil få en „livets opstandelse“ på et tidligt tidspunkt, i lighed med de trofaste vidner og profeter fra fortiden, og ikke vil behøve at vente til den senere „dommens opstandelse“, som gælder hele menneskeheden. Og eftersom Mattæus 22:30 gælder denne senere opstandelse, var det korrekt, at „Sandheden skal frigøre jer“ påpegede, at dette skriftsted ikke gjaldt for de „andre får“.
Vi har derfor ikke forandret vor stilling med hensyn til denne sag. „Sandheden skal frigøre jer“ rejser følgende spørgsmål angående dem af Herrens „andre får“, der dør før Harmagedon: „Vil nu disse få del i udførelsen af det guddommelige hverv i den nye verden?“ Og den svarer: „Det synes rimeligt at formode, at eftersom Gud har fremholdt dette håb for dem, og de er døde trofaste og dadelløse i hans øjne, vil han ikke nægte dem den forret, det guddommelige påbuds efterkommelse er.“ Vær venlig at lægge mærke til, at dette blot fremholdes som en rimelig og tiltalende tanke. Så vidt vi endnu ved, siger Bibelen ikke noget afgjort om sagen, og derfor er svaret hovedsagelig hypotetisk, men i overensstemmelse med de principper, der knytter sig til spørgsmålet. Vi kan fortsat have denne opfattelse, men må stadig huske på, at det kun er en tiltalende tanke. Vi kan være sikre på, at det, Gud har i beredskab til disse „andre får“, som i trofasthed afslutter deres løb i denne verden før Harmagedon, ikke vil skuffe dem, men fuldt ud tilfredsstille dem og være helt i harmoni med hans retfærdighed. Der er ingen grund til at gruble over eller være bekymret for det nu.