Hvad siger Bibelen?

Kan Gud angre?

„GUD er ikke et menneske, at han skulle lyve, et menneskebarn, at han skulle angre; mon han siger noget uden at gøre det, mon han taler uden at fuldbyrde det?“ — 4 Mos. 23:19.

Disse guddommeligt inspirerede ord som Bileam udtalte, viser at Jehova Gud ikke angrer sådan som mennesker gør. Vi mennesker kan tage fejl, vi kan bedømme en ting forkert, og vi kan derfor komme til at angre eller fortryde. Men den Allerhøjeste begår ingen fejl. Bibelen siger: „Han er klippen, fuldkomment hans værk, thi alle hans veje er retfærd! En trofast Gud, uden svig, retfærdig og sanddru er han.“ (5 Mos. 32:4) Jehovas hensigt forbliver uændret.

Han vil for eksempel aldrig angre at han har indsat sin søn til at være ypperstepræst på Melkizedeks vis. Salmisten erklærede: „[Jehova] har svoret og angrer det ej: ’Du er præst evindelig på Melkizedeks vis.’“ (Sl. 110:4; Hebr. 7:21) Da Sønnen altid vil forblive trofast, vil Jehova heller ikke have nogen grund til at ændre sin holdning til ham. Det forsæt han har fattet med hensyn til Sønnen, er ingen fejltagelse.

Jehova vil heller aldrig angre at han udvalgte israelitterne for deres gudhengivne stamfædres skyld. Jo, de var troløse gang på gang, og i det første århundrede forkastede de fleste af israelitterne den lovede Messias. Men en rest af dem var lydhøre. Gud lod ikke sit syn på denne troende rest ændre af at deres landsmænd var fjender af den gode nyhed. Jødernes fjendskab ændrede heller intet ved den kendsgerning at deres forfædre havde tjent Jehova loyalt. Apostelen Paulus kunne skrive: „Med hensyn til udvælgelsen er de elskede for forfædrenes skyld. Gaverne og kaldelsen fra Gud er nemlig ikke noget han fortryder.“ (Rom. 11:28, 29) Ja, den trofaste rest af jøder var elsket af Gud, på trods af at de fleste andre jøder ikke troede den gode nyhed.

I en bestemt forbindelse kan det imidlertid siges at Jehova kan angre eller fortryde. I Bibelen læser vi: „Han kom sin pagt i hu og ynkedes [fortrød, NW] efter sin store miskundhed.“ (Sl. 106:45) Hvordan skal dette forstås?

Da Jehova ikke begår nogen fejl, må dette forstås sådan at han ændrer holdning til menneskene eller visse mennesker. Hvad kan ligge til grund for en sådan holdningsændring?

Forholdene på Noas tid kan illustrere dette. Jorden var dengang fyldt med vold. Bibelen siger: „[Jehova] så, at menneskenes ondskab tog til på jorden, og at deres hjerters higen og tragten kun var ond dagen lang. Da angrede [Jehova], at han havde gjort menneskene på jorden, og det skar ham i hjertet.“ — 1 Mos. 6:5, 6.

Heraf skal vi ikke drage den slutning at Gud følte at skabelsen af mennesket havde været en fejltagelse. Det kan ikke være tilfældet, for han udtalte selv at hele hans skaberværk var „såre godt“, at det svarede til hans fuldkomne normer. (1 Mos. 1:31) Nej, Jehova beklagede at menneskene havde valgt ulydighedens vej. Han beklagede at de, med undtagelse af Noa og hans nærmeste familie, var blevet så fordærvede at han måtte gribe ind.

Det samme gælder Jehovas udvælgelse af Saul som Israels første konge. I Første Samuelsbog 15:10, 11 læser vi: „Da kom [Jehovas] ord til Samuel således: ’Jeg angrer, at jeg gjorde Saul til konge.’“ Hvorfor? „Thi han har vendt sig fra mig og ikke holdt mine befalinger!“ Gud angrede ikke fordi han følte at det havde været forkert at udvælge Saul, men fordi Saul havde forsømt at benytte sin særstilling i harmoni med Guds vilje. Det var Saul der, som et menneske med en fri vilje, havde ændret sig, hvorefter Gud også ændrede holdning til Saul.

Fordi Saul havde valgt at følge ulydighedens vej, blev han ramt af Guds dom. Den Allerhøjeste ville ikke senere fortryde denne retfærdige dom. Gennem Samuel sagde Jehova: „[Jehova] har i dag revet kongedømmet over Israel fra dig og givet det til en anden, som er bedre end du! Visselig, han, som er Israels herlighed, lyver ikke, ej heller angrer han.“ — 1 Sam. 15:28, 29.

Der har dog været tidspunkter hvor Gud udtalte en fordømmelse og siden angrede det. Igen skyldes dette at de mennesker det drejede sig om, havde ændret sig. Sådan var det for eksempel med ninevitterne på Jonas’ tid. Profeten Jonas blev sendt til dem for at forkynde: „Om fyrretyve dage skal Nineve styrtes i grus!“ (Jon. 3:4) Folkene i Nineve tog advarselen til sig, og de omvendte sig alle, selv kongen. „Da Gud så, hvad de gjorde, hvorledes de omvendte sig fra deres onde vej, angrede han den ulykke, han havde truet med at føre over dem, og gjorde ikke alvor deraf.“ — Jon. 3:10.

Efter at ninevitterne havde omvendt sig, kunne man sige at de på en måde ikke længere var det samme folk som Jehova havde fordømt gennem sin profet. Dommen var udtalt mod et folk der praktiserede ondskab, men et sådant folk var de ikke længere. Derfor angrede Jehova Gud; han ændrede med rette sin holdning til ninevitterne, eftersom de havde ændret deres handlemåde. Når den Allerhøjeste kundgør en kommende dom, giver denne forhåndsmeddelelse altså også folk lejlighed til at ændre sig. Når han lover velsignelser i fremtiden, er der ligeledes visse betingelser knyttet dertil.

Men det betyder ikke at Gud vil give alle folkeslag og enkeltpersoner ubegrænset tid og lejlighed til at vælge mellem den rette og den urette vej. Når hans tålmodigheds grænser er nået, vil han eksekvere sin uforanderlige dom. Det gjaldt i forbindelse med det troløse Jerusalem på Jeremias’ tid. Folket var dengang sunket så dybt i ondskab at det nægtede at omvende sig. Gennem Jeremias lød derfor følgende dom: „Hvo føler, Jerusalem, for dig, hvo ynker dig vel, hvo bøjer af fra vejen og spørger til dig? Du vragede mig, så lyder det fra [Jehova], du veg bort. Jeg udrækker hånden, udsletter dig, træt af at ynkes.“ — Jer. 15:5, 6.

Alt hvad Jehova har gjort i forbindelse med menneskeslægten forvisser os om at han aldrig vil angre sin uforanderlige hensigt. Hans ord vil vise sig at være sandt, og han vil helt og fuldt leve op til sine løfter. Men hvis enkeltpersoner vælger den urette vej, vil han ændre sin holdning til dem. Skønt det ikke er hans ønske at ramme dem med sin dom, tvinger deres handlemåde ham til at gøre det, i overensstemmelse med hans uforanderlige retfærdsnorm. Måtte vi derfor altid stræbe efter at være trofaste mod Gud.