Gå helhjertet ind for den nye verdens interesser
„Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind og af hele din styrke.“ — Mark. 12:30.
1. Hvad forventer Jehova af sine skabninger?
JEHOVA understreger i sit ord at han er en Gud der fordrer absolut hengivenhed. Han forventer af sine skabninger at de yder ham en nidkær og helhjertet tjeneste. I betragtning af den strid der har rejst sig om Guds navn og overhøjhed, kan Gud ikke tolerere ligegyldighed eller lunkenhed hos dem der vil vidne for ham. Han er selv nidkær for sin nye verden, der bliver ham til ære. Denne nye verden er en af de ting der optager ham stærkt, og han støtter helhjertet dens interesser. Helhjertethed er en karakteristisk egenskab hos Jehova.
2. Hvorfor kan vi sige at Jesus Kristus var helhjertet?
2 Kristus Jesus var ved sin tjeneste, adfærd og hengivenhed et fuldkomment eksempel på helhjertethed. Det er vidunderligt at grunde over det væld af gerninger han nåede at udføre i løbet af de tre og et halvt år hans tjeneste varede. Han tjente en nation på over to millioner mennesker; dag efter dag trængtes skarerne om ham og han tjente dem helhjertet, og somme tider ventede han endog med at spise eller sove til senere. Efter en lang dags tjeneste kunne han ofte sidde og undervise og uddanne sine disciple; derefter skete det endda at han tilbragte hele natten i bøn. Han udtømte i sandhed sin sjæl til døden. Udførte han nogen sinde sit arbejde rent og skært rutinemæssigt? Gik han nogen sinde let hen over sit arbejde? Beretningen i Markus 7:37 viser at skarerne blev „slået af forundring og sagde: ’Han har gjort alle ting vel.’“ Hvilket fremragende eksempel på helhjertethed i tjenesten! Ganske rigtigt sagde han: „Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig, og fuldbyrde hans gerning.“ Han nød sit arbejde som når man nyder et godt måltid mad. Hvorfor? Fordi han havde Guds lov skrevet på sit hjerte. „Enhver, som er udlært, skal være som sin mester“ — i hvert fald med hensyn til flid og absolut hengivenhed for Jehovas nye verdens interesser. — Joh. 4:34; Luk. 6:40.
3. (a) Er det muligt for et menneske at være helhjertet? Begrund dit svar. (b) Hvilket råd gav Paulus dem der ville være helhjertede kristne?
3 I den aktivitet menneskene udfolder viser de at de har evnen til at gå helhjertet op i en sag. Se blot på et barn der leger. Det er helt væk i sin leg, lægger så at sige sit hjerte deri, og glemmer endog fare, kulde, varme eller træthed! Det er opslugt af sin leg og er slet ikke ivrigt efter at holde op, hvad det først gør når det bliver nødt til det. Hvordan forholder det sig med de voksne? Når det gælder ting de interesserer sig for, er deres iver ikke lunken. Se nu for eksempel sportsmanden: Hvad enten han går op i jagt, fiskeri, eller idræt, er det lysten, altså hjertet, der driver værket. Ofte belastes hans fysiske kræfter hårdt, men selv om han ikke har magt som han har agt forfølger han alligevel ivrigt, ja endog forpustet, sin interesses mål. En løber satte engang alle sine kræfter ind på at vinde en kamp; han kom ind som vinder, men segnede om, død af udmattelse. Han bestræbte sig af hele sit hjerte, ja så meget at det kom til at koste ham livet. Paulus lagde mærke til med hvilken nidkærhed og sammenbidt energi man deltog i den tids idrætskampe, og han benyttede dette for at illustrere det kristne løb. Han sagde: „Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, lægge alt det bort, som tynger, og synden, som så let hilder os, og lad os med udholdenhed ile fremad i det kapløb, vi har foran os, mens vi retter vort blik mod Jesus, troens banebryder og fuldender.“ Ja, læg alt bort som vil kunne hindre dig i at deltage helhjertet i løbet og i at rette blikket mod det fuldkomne eksempel på tro som Jesus satte. — Hebr. 12:1, 2.
4. Hvilken forbindelse er der mellem helhjertethed og tro?
4 Her har apostelen Paulus henledt vor opmærksomhed på den rolle troen spiller i vor helhjertethed. Helhjertethed er ikke — lige så lidt som tro — noget man gemmer bort og aldrig viser åbent. En tjener for Jehova beviser sin tro ved de gerninger han gør. En udholdende tro ledsaget af gerninger åbenbarer tjenerens helhjertethed over for sin herre. Hvis man for alvor tror på Jehova og hans dyrebare løfter vil man give bevis på sin tro ved det man gør, ved sin indstilling over for Jehovas hensigter og interesser, ligesom vor tros fuldender Jesus Kristus. — Jak. 2:17.
Udslag af helhjertet tro
5. Hvorfor er Abel et eksempel for kristne i dag?
5 ’Den store sky af vidner omkring os’ som Paulus skrev om til hebræerne, tæller mange vidner for Jehova i fortiden. De havde ikke en lunken eller vaklende tro på Jehovas løfter om en ny verden. Der kan ikke rejses tvivl om at de var helhjertede og viste deres stærke tro ved alt hvad de foretog sig. Abel, for eksempel, der vidste meget mindre om den nye verden end vi ved i dag, lagde tro for dagen ved helhjertet at bringe det allerbedste der kunne skaffes, hans „hjords førstefødte“, som et offer til Jehova. Også Kain bragte et offer, bestående af „jordens frugt“; men hans hjerte var ikke med i det. Hvilket offer var nu antageligt i Jehovas øjne? Det helhjertede offer som Abel bragte i tro, det bedste af hans hjord. Lige fra menneskeslægtens første generation viser den sande historie altså at Jehova har behag i de helhjertede, ikke i de lunkne. — 1 Mos. 4:3-5; Hebr. 11:4.
6. Hvordan tjente Enok den nye verdens interesser?
6 Den bibelske beretning om Enok er ganske vist kort, men den lader os ikke i tvivl om at Enok var en Jehovas tjener der helhjertet viste sin tro ved de gerninger han udførte som en Jehovas profet midt iblandt onde mennesker. Han forudsagde ødelæggelsen af de ugudelige, hvilket må gå forud for oprettelsen af den nye verden, og derved tjente han den nye verdens interesser. — 1 Mos. 5:22; Hebr. 11:5; Jud. 14, 15.
7. Ved hvilke gerninger viste Noa og hans familie deres tro?
7 Beretningen om Noas helhjertede tjeneste for Jehova er mere udførlig. Noa drog aldrig Jehovas forudsigelser i tvivl, og derfor gav han ved sine gerninger udtryk for sin tro, han viste ’gudfrygtig tro og byggede en ark til frelse for sit hus’. Ganske vist havde ingen tidligere set en vandflod eller hørt om en sådan ark, men Noa og hans familie tvivlede aldrig et øjeblik om sandheden i det Jehova havde sagt. De gik helt og fuldt ind for at bygge arken efter Jehovas anvisninger. Det var de nødt til, for det var et gigantisk byggeprogram der skulle gennemføres i løbet af begrænset tid. Arken var godt 137 meter lang, knap 23 meter bred og knap 14 meter høj, havde tre etager og mange rum. De udførte også et forkyndelsesarbejde, og alt dette foregik i et samfund af onde mennesker og materialiserede engle. En gammel verden gik på hæld; en ny verden skulle snart oprinde. Det lønnede sig at de havde udført arbejdet grundigt; den mægtige kiste flød på vandet i mange måneder efter at Vandfloden var begyndt, og Noa og hans familie overlevede. Således opstod der en ny verden, men Jehovas fastsatte tid til genoprettelse af de paradisiske tilstande på jorden var endnu ikke kommet. Flere skulle få lejlighed til at omsætte deres tro i gerninger. — 1 Mos. 6:9 til 8:5; 2 Pet. 2:5; 3:6.
8. (a) På hvilken måde gik Abraham helhjertet ind for den nye verden? (b) Hvorfor skammer Jehova sig ikke ved at blive kaldt Abrahams, Isaks og Jakobs Gud?
8 Abraham måtte være helhjertet. Det var ikke nogen ringe ting at pakke alle ejendele sammen og flytte til et fremmed land med familie, trælle, kvæg og gods, sige farvel til slægtninge og forlade en stor arv. Abrahams tro blev sat på den hårdeste af alle prøver da Jehova befalede ham at bringe Isak, den søn han elskede så inderligt, som brændoffer. Ufortøvet gik Abraham i gang med at forberede ofringen af Isak, idet han var vis på at Jehova var i stand til at oprejse Isak fra de døde. Ved disse gerninger fuldendtes hans tro. Jehova lod nu sin engel gribe ind, skånede Isak og lovede Abraham at hans efterkommere gennem Isak skulle blive uden tal, som sandet ved havets bred. Abraham levede længe nok til at se Isaks sønner, og de boede alle i telte, for de „ventede på staden med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud“. Selv om de ikke forventede at se den nye verden oprettet i deres tid, handlede de helhjertet i harmoni med Jehovas vilje, idet de i alt lod sig lede af deres faste, urokkelige tro på Jehovas løfter. „I tro døde alle disse uden at have opnået, hvad der var forjættet; men de så og hilste det i det fjerne og bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden. . . . derfor skammer Gud sig ikke ved dem, ved at kaldes deres Gud; thi han har beredt dem en stad.“ Dersom de ikke af deres ganske hjerte havde troet på Jehovas løfter kunne de have vendt tilbage til det sted de udvandrede fra, men det gjorde de ikke. De tjente helhjertet der hvor Jehova ønskede det. — 1 Mos. 22:1-19; Hebr. 11:8-20; Jak. 2:21-23.
9. Forklar hvilken indstilling Jakob og Esau havde over for den nye verdens interesser, og hvad deres indstilling førte til.
9 Det mest berømte tvillingpar der omtales i Bibelen er et eksempel på hvor forskelligt man kan være indstillet. Isaks tvillingsønner var af forskellig natur. Jakob var helhjertet interesseret i Jehovas løfter, men Esau var mere interesseret i sig selv, han gik på jagt og færdedes i ødemarken. Jehovas løfte til Abraham og hans sæd, og en efterkommers andel deri, syntes for Esau at have liden værdi i sammenligning med brød og en ret linser; derfor lod han hånt om førstefødselsretten og solgte den til Jakob for en smule mad. I modsætning til Jakob tog Esau sig hustruer blandt vantro, hvorved han voldte sine forældre megen sorg. Jakob var helhjertet interesseret i Jehovas løfte og valgte omhyggeligt hustruer der troede på Jehova og som sammen med ham kunne holde fast ved de teokratiske retningslinjer inden for familien. Tro bevægede Jakob til ivrigt at tjene Jehova, og Jehova ændrede hans navn til Israel; og Israel blev overhoved for det folk i hvilket løftets sæd fødtes. Men Esaus efterkommere i Edom modstod Jehovas hensigter og Jehovas folk, sluttede sig til Guds fjender og blev som folk betragtet dømt til udslettelse. Under makkabæernes krigsherredømme før Kristi tid blev edomitterne fuldstændig undertvunget for aldrig mere at rejse sig som en nation. — 1 Mos. 25:27-34; 26:34, 35; 32:28; Jer. 49:7-22.
10. Hvilket forstandigt valg traf Moses i Ægypten?
10 Nogle mennesker har ladet deres sande tilbedelse fortrænge af materialisme, men det gjorde Moses ikke. Moses blev født på en tid da israelitterne led stor nød og deres nyfødte drengebørn var dømt til at dø; men Moses blev bevaret og Jehova benyttede ham i en ganske bestemt hensigt. Moses tilbragte sine første år hos sin moder, der af den ægyptiske prinsesse var blevet ansat som amme. I disse år blev Moses belært om Jehovas løfter og vilje. Senere blev han „oplært i al ægypternes visdom; og han var mægtig både i ord og gerning“. Hvilken oplæring havde den største indflydelse på ham? „I tro nægtede Moses, da han var blevet stor, at lade sig kalde søn af Faraos datter. Han foretrak at lide ondt sammen med Guds folk fremfor at nyde synden en stakket stund; han regnede det for større rigdom end Ægyptens skatte at dele Kristi skændsel; thi han så frem til lønnen.“ Skønt Moses ikke følte sig egnet til at tale til Farao gav han sig helt og fuldt i kast med opgaverne i forbindelse med de ti plager der kom over Ægypten, og han lod ikke ægypterne i tvivl om at han helhjertet stod på Jehovas side. — Ap. G. 7:22; Hebr. 11:24-26.
11, 12. Hvilken helhjertet tjeneste udførte Moses blandt israelitterne?
11 Efter udfrielsen fra Ægypten står Moses frem som leder og profet i Israel. Han var nidkær for Jehovas sag. Hver gang Israel lagde en klagende eller oprørsk holdning for dagen viste Moses hvor helhjertet han gik ind for retfærdigheden. Hvordan kunne han andet end blive vred da folket lavede en guldkalv og tilbad den i stedet for Jehova, og da Kora og hans mænd gjorde oprør imod de teokratiske udnævnelser som Jehova havde foretaget? Dengang Israel tog del i den umoralske tilbedelse af Ba’al-Peor, beordrede Moses at alle implicerede mænd skulle dræbes. Han førte Israels hære i sejrrige krige mod amoritterkongerne Sihon og Og.
12 Moses ofrede med glæde sine kræfter i embedet som dommer så han kunne hjælpe sine landsmænd. Han var stærk og ægte i sin loyalitet mod Jehova, og han beviste sin tro ved gerninger. Så godt et eksempel på helhjertet tjeneste var han, at hele folket skulle have lært noget ved bare at se ham tjene Jehova. Et bevis på hans helhjertethed har vi også i de vægtige ord hvormed han vejledte folket, som berettet i Femte Mosebog. Den udtalelse som står at læse i Femte Mosebog 31:1-8 viser hvor stærk Moses’ tro på Jehova var efter mange års tjeneste. Moses’ helhjertethed gjorde ham skikket til at være Jehovas profet; selv en af Salmerne (90) tilskrives ham, og måske har han også skrevet den enoghalvfemsindstyvende salme. Hvad ville han ikke være gået glip af hvis han havde valgt „Ægyptens skatte“!
13. Hvordan velsignedes en ikke-israelit der var helhjertet over for Jehova?
13 For ikke-israelitter var Jehovas krav det samme. En antagelig tro måtte bevises ved helhjertede gerninger. En undersøgelse af Rahabs ord i Josua 2:9-13 vil overbevise enhver om at Rahab havde en urokkelig tro på Jehovas magt og var sikker på at Jeriko ville blive ødelagt. Hun skjulte spejderne, hjalp dem til at flygte og gav dem nøjagtige oplysninger om folkets indstilling i anledning af at Israels folk skulle komme til landet, oplysninger der blev gengivet for Josua og kun kunne opmuntre Israels hære. Hun gik ind på redningsbetingelserne som Jehovas udsendinge stillede, og hun blev derfor ikke dræbt da Jeriko blev indtaget. Det var ikke ved tro alene, men også ved gerninger Rahab reddede livet: „På samme måde med skøgen Rahab; var det ikke også af gerninger, hun blev retfærdiggjort, da hun tog imod sendebudene og hjalp dem bort ad en anden vej?“ Rahab opnåede mere end livet. Hun forlod prostitutionen, blev Salmons hustru og nød den forret at blive en af Kristi stammødre. — Jak. 2:25; Matt. 1:5; Hebr. 11:31.
14. (a) Hvilke begivenheder i forbindelse med Gideon viser hvordan Jehova ser på de lunkne? (b) Hvordan viste Gideon at han var teokratisk?
14 Jehovas helhjertede tjenere er teokratiske. Gideon forvissede sig om at Jehova var med ham, og forberedte sig frygtløst til kampen imod midjanitterne. Jehova fjernede de lunkne og frygtsomme og gjorde det således klart at han var Befrieren. Toogtredive tusind mand var blevet mønstret. Først trak 22.000 sig tilbage; derpå blev 9700 uegnede skilt fra. Kun 300 lysvågne mænd blev tilbage. Gideon vaklede ikke. Han og de 300 mænd fulgte samvittighedsfuldt Jehovas anvisning, og med store, tomme krukker, fakler og trompeter stillede de op på de tre sider af den store fjendelejr på over 120.000 krigere. Det var ikke en opgave for mænd der var lunkne eller som manglede tro; dem havde Jehova fjernet. Jehova befalede den lille hær at blæse i trompeterne og råbe: „[Jehovas] sværd og Gideons!“ og med den taktik indgød de fjenderne så stor frygt at de forvirret flygtede i natten. Gideon og hans 300 mand tog forfølgelsen op, om end den var besværlig, og de standsede ikke før kongerne af Midjan var slået og sejren fuldstændig. Den helhjertede holder ud til slaget er forbi. Gideons helhjertethed for Jehova ændredes ikke fordi Jehova havde givet ham denne enestående sejr, ej heller førte det til at Gideon mistede ligevægten. Han bevarede sit teokratiske udsyn. Han var blevet brugt af Jehova til at udføre Jehovas gerning. Senere bad Israels mænd Gideon om at være deres hersker, men han afslog og sagde: „[Jehova] skal herske over Eder!“ — Dom. 8:23; Hebr. 11:32.
Flere eksempler på helhjertethed
15. (a) Hvordan var Barak helhjertet over for Jehova? (b) Hvilke eksempler har vi på trofaste kvinder i Baraks dage?
15 Tyve års undertrykkelse fik ikke Barak og Debora til at ophøre med at elske Jehova. De var udholdende i deres tro på Jehovas overhøjhed, og de så frem til den tid da de ikke længere skulle være under kong Jabin af Kana’an og hans hærfører Sisera. Skønt Barak og hans ti tusind israelitter var forholdsvis få og stod over for en overlegen krigsmagt, handlede de helhjertet efter Jehovas ord ved profetinden Debora: „Bryd nu op! Thi det er i dag, [Jehova] vil give Sisera i din hånd. Er [Jehova] ikke draget foran dig?“ Jehova sad inde med den højeste magt så han kunne sagtens have slået Kana’ans hære uden at Barak havde behøvet at løfte en hånd, men Jehova ønskede at se at hans folk ikke var bange for at ofre sig når hans navn blev bragt i tvivl, han ønskede at det skulle være „et folk, der vovede livet“. Så Jehova kæmpede for sine tjenere, han skyllede stridsvognene bort og tilintetgjorde dem. Dette slag gav også en anden kvinde, Jael, lejlighed til at vise sin helhjertethed i tjenesten for Jehova; frygtløs og ganske alene slog hun Sisera ihjel. — Dom. 4:14, 21; 5:18; Hebr. 11:32.
16. Nævn nogle begivenheder i Samsons liv der vidner om hans absolutte hengivenhed.
16 Samson hører også til blandt dem som kæmpede for Jehovas sag. Filisterne trængte Jehovas folk hårdt, derfor oprejste Jehova Samson for at han skulle „gøre de første skridt til at frelse Israel af filisternes hånd“. Jehovas ånd ledte ham til at tage en hustru blandt filisterne for at han kunne få lejlighed til at udslette mange af de onde mennesker, hvilket han gjorde. Senere lod han sig, i fuld tillid til Jehova, binde og overgive til filisterne. Ved Jehovas ånds hjælp sprængte han båndene og slog ene mand et tusinde af fjenderne ihjel. Dommerbogen fortæller om de mange bedrifter han udførte i kampen mod de onde filistere; den største bedrift udførte han da han væltede den falske gud Dagons tempel ned over tusinder af afgudsdyrkerne, og således rev filisterne ud af den vildfarelse at Samsons tilfangetagelse skyldtes deres dæmongud. Trods sit alvorlige fysiske handicap — han var jo blind — forblev han helhjertet. Jehova brugte sin trofaste tjener lige til det sidste. — Dom. 13:5; 16:30; Hebr. 11:32.
17. Hvorfor udtalte Jefta sin ed?
17 Jefta udmærkede sig som en helhjertet forkæmper for den nye verden. Selv om han var søn af en skøge og foragtet af andre, fratog det ham ikke lysten til at tjene Jehova. Det var ikke ham selv det drejede sig om. Han var først og fremmest interesseret i at afkaste det åg ammonitterne havde lagt på Jehovas tilbedere. Ledet af Jehovas ånd drog Jefta ud til slaget, men før han indledte kampen mod fjenden udtalte han sin berømte ed, en ed som kun en mand vil sværge når han af sit ganske hjerte er interesseret i sejr til ære for Jehovas navn: „Dersom du giver ammoniterne i min hånd, så skal den, som først kommer mig i møde fra min husdør, når jeg vender uskadt tilbage fra ammoniterne, tilfalde [Jehova], og jeg vil ofre ham som brændoffer!“ — Dom. 11:30, 31.
18. Hvordan er Jefta og hans datter eksempler for teokratiske familier i dag?
18 Hvem kom ham så i møde da han sejrrigt vendte hjem? Hans egen datter, hans eneste barn! Jefta havde øjensynligt opdraget sin datter til at være helhjertet ligesom han selv, for også hun var først og fremmest interesseret i sejr for Jehova, og hun gav udtryk for et stærkt ønske om at gøre sit til at løftet kunne blive indfriet. Hun var nu helliget Jehova og måtte derfor overgives til præsterne ved tabernaklet i Silo, hvor hun ikke kunne gifte sig og få familie, men skulle tjene sammen med gibeonitterne i tilbedelsen af Jehova. Denne selvopofrende indstilling hos Jefta og hans eneste barn står omtalt i Bibelen for at alle teokratiske forældre og børn kan have dette eksempel på helhjertethed for øje. — Dom. 11:34-39.
19. Under hvilke begivenheder i Davids liv viste han at han var helt for Jehova?
19 David avancerede fra hyrdedreng til konge. Ophørte hans helhjertethed over for Jehova Gud fordi han opnåede myndighed og en fremstående stilling? Som ung kæmpede han i hærskarers Jehovas navn mod Goliat; David havde ikke skjold og spyd i hånd, men derimod tro i sit hjerte. Senere udholdt han mange farer i filisterlandet under kong Sauls morderiske forfølgelser. Han førte kampen i mange hårde slag, overvandt jebusitterne og slog sig ned i Jerusalem, hvorefter han fik herredømmet over sine gamle fjender, filisterne, og udvidede landets grænser ved militære sejre. På den hjemlige skueplads kom det til splid i hans eget hus da Absalom gjorde oprør; han havde også vanskeligheder med sin hustru Mikael, Sauls datter. Davids helhjertede tro og hans kærlighed til Jehovas tilbedelse og ophøjelse, hans store interesse for Jehovas ark og hans indsamling af materialer til opførelse af templet i Jerusalem, det tempel Jehova lod Salomon bygge, tilkendegiver at David hele sit liv var en nidkær og sand tilbeder. De salmer han komponerede genspejler hans hengivenhed. Hans sidste ord til Salomon, hans efterfølger på tronen, om at holde Jehovas bud, vidner om at han i sit hjerte var helt for Jehova. Hvilke erfaringer David end kom ud for, viste han at han ønskede at tilbede Jehova trofast og være ham absolut hengiven. — 1 Kong. 2:3; Sl. 103:1-4; Hebr. 11:32.
20. Hvem er et enestående eksempel på en der tjente Jehova hele sit liv, og hvilke prøvelser gennemgik han?
20 Før Kristi tid var der mange profeter. En af de mest fremstående var Samuel. Her har vi et eksempel på et vidne for Jehova der ydede en udelt tjeneste lige fra han var blevet vænnet fra og til han døde. I sin ungdom tjente han sammen med ypperstepræsten Eli ved tabernaklet i Silo, men Samuel udviste ikke den samme dårlige opførsel som Elis sønner, der lå hos de kvinder der tjente ved åbenbaringsteltet. Han forblev moralsk ren. Samuel fordømte afgudsdyrkelsen blandt Jehovas pagtsfolk, bragte sande ofre, og tjente trofast som dommer for Israel hele sit liv, idet han regelmæssigt rejste landet igennem som zonetjener. Det var Samuel der blev mismodig da folket forlangte en konge og således frabad sig Jehovas herredømme over sig. Det var også Samuel der uden frygt for hvad den ulydige kong Saul ville gøre, gik i rette med ham og sagde: „Mon [Jehova] har lige så meget behag i brændofre og slagtofre som i lydighed mod [Jehovas] røst? Nej, at adlyde er mere værd end slagtoffer, og at være lydhør er mere værd end væderfedt; thi genstridighed er trolddomssynd, . . . Fordi du har forkastet [Jehovas] ord, har han forkastet dig, så du ikke mere skal være konge!“ Med fare for at blive dræbt af Saul gjorde Samuel ved en senere lejlighed Jehovas vilje og salvede David til konge. En sådan helhjertet profet behagede Jehova. — 1 Sam. 22:22; 7:16; 15:22, 23; Hebr. 11:32.
21. Hvilken uforlignelig beretning er bevaret til vor belæring, og hvilken virkning skulle det have på os at læse den?
21 Tro og helhjertet hengivenhed for Jehova kendetegnede de mænd som i fortiden viste sig antagelige i Jehovas øjne. Ved Jehovas ånd skrev de i århundredernes løb historie som ingen anden gruppe mænd kan opvise magen til, det være sig Ægyptens mægtige, Babylons præster, eller Persiens og Grækenlands fyrster. Kun om Jehovas trofaste vidner kan man sige at de „i kraft af deres tro besejrede riger, øvede retfærdighed, fik forjættelser opfyldt, stoppede løvers gab, slukkede ilds magt, undflyede sværds od, fik styrke efter svaghed, blev helte i krig, slog fjendehære på flugt. Kvinder fik ved opstandelse deres døde igen. Andre blev lagt på pinebænk og tog ikke imod befrielse, for således at opnå en bedre opstandelse. Andre igen måtte udstå spot og pisk, ja lænker og fængsel; de blev stenet, martret, gennemsavet, dræbt med sværd, gik om i fåre- og gedeskind, led nød og trængsel og blev mishandlet, dem var verden ikke værd; de flakkede om i ørkener og bjerge og i jordens huler og kløfter“. Ja, som Paulus skrev, tiden ville ikke slå til hvis man i enkeltheder skulle fortælle om alle de bedrifter og trosgerninger der står nedskrevet i De hebraiske Skrifter. Men beretningen er der, og den tjener en god hensigt: vi skulle anspores af disse eksempler på helhjertede mennesker der for århundreder siden handlede i fuldkommen tro på oprettelsen af den retfærdige nye verden som nu er så nær, og vi skulle lære at det er de mænd og kvinder der har en udelt tro og som elsker Jehova af hele deres hjerte, der opnår at blive godkendt af opstandelsens Herre og livets store Giver. — Hebr. 11:32-38; 1 Kor. 10:11.