Vandfloden — i en gammel mesopotamisk version
DEN unge mand jeg talte med, studerede historie. Da jeg fortalte ham at jeg også var interesseret i historie, nemlig bibelhistorien, sagde han noget som stadig lyder for mine ører: „Bibelen? Hvad venter du at finde i den? Du glemmer da vist at der er historiske beretninger som er langt ældre.“
„Hvilke beretninger tænker du på?“ spurgte jeg. „Gilgamesj-eposet, for eksempel,“ svarede han. „Det rækker væsentlig længere tilbage i historien end den bibelske beretning.“
Jeg huskede at det gamle babyloniske Gilgamesj-epos indeholdt en beretning om en vældig oversvømmelse der udslettede hele menneskeheden. Mange hævder at dette vandflodssagn bygger på kilder som er langt ældre end den bibelske beretning om en verdensomspændende vandflod der forekommer i Første Mosebog, kapitlerne seks til otte.
Min nysgerrighed var blevet vakt, og jeg besluttede at undersøge sagen nærmere. På det velforsynede nationalbibliotek i Wien fik jeg adgang til en række bøger og fagskrifter om Gilgamesj-eposet. Lad mig fortælle lidt om de resultater jeg nåede til.
Babyloniske syndflodsberetninger
Jeg fandt ud af at Bibelens beretning om en verdensomspændende vandflod som Noa og hans familie overlevede, i begyndelsen af det 19. århundrede var genstand for megen kritik og af mange blev afvist som et rent og skært sagn. Men et arkæologisk fund der blev gjort i foråret 1850 skabte fornyet interesse for beretningen om Noa og Vandfloden. Under udgravningerne i Nineve stødte arkæologerne på et rum fyldt med lertavler. De havde fundet den assyriske konge Assurbanipals bibliotek.
Da assyriologen George Smith ved British Museum senere var i færd med at dechifrere nogle kileskrifttekster fra denne samling, stødte han på en række tavler der nu kendes som Gilgamesj-eposet. Mens han arbejdede med en af disse tavler hoppede hans hjerte af glæde. Bogstav for bogstav tydede han teksten:
„Du Mand af Shurippak, Søn af Ubara-Tutu, opgiv (Dit) Hus, (og) byg et Fartøj; tag Afstand fra Velstand, stræb (kun) efter Liv, . . . tag Afkom af alt levende ombord i Skibet. Skibet, som Du skal bygge, lad dets Maal blive afsat . . .“
Smith var klar over at han var stødt på en assyrisk-babylonisk version af vandflodsberetningen.
Skønt denne version var dateret til det syvende århundrede f.v.t., var de lærde enige om at den byggede på kilder som var langt ældre. Siden har man fundet nogle af disse ældre beretninger. Den ældste kendte vandflodsfortælling uden for Bibelen forekommer i en sumerisk beretning. Brudstykker af denne beretning blev fundet på en ødelagt lertavle i Nippur i det sydlige Mesopotamien. Nogle eksperter mener at den er skrevet på et tidspunkt mellem det 21. og det 18. århundrede f.v.t. En passage fra dette sumeriske dokument lyder således: „[Lån] øre til mine instrukser: Ved vor . . . [vil] en vandflod [feje] hen over kultcentrene; at ødelægge menneskets afkom . . . er [gude]forsamlingens beslutning, ord.“
Gilgamesj-eposet
Men lad os vende tilbage til Gilgamesj-eposet. Jeg fandt frem til at Gilgamesj menes at have været konge over byen Uruk (kaldet Erek i Første Mosebog 10:10). En sumerisk kongeliste henfører ham til det første dynasti i Uruk. Og i et opslagsværk står der om ham: „Der blev omkring Gilgamesj opbygget en cyklus af mytisk-episke digte som kun er overleveret i fragmentarisk form fra omkring 1900 f.v.t.“
Selve Gilgamesj-eposet består af en række digte som er samlet i ét værk. Alt i alt fylder det 12 lertavler, hvoraf den 11. indeholder den vandflodsberetning der specielt interesserede mig. Kort fortalt er historien denne: Gilgamesj erfarer at hans ven Enkidu er død. Af frygt for døden opsøger Gilgamesj derefter Utnapisjtim, som skulle være det eneste dødelige menneske der havde opnået evigt liv. Med en færgemands hjælp krydser Gilgamesj dødens vande og træffer Utnapisjtim, som fortæller ham om Vandfloden og forklarer ham hvordan det lykkedes ham at overleve den. I en ældre babylonisk syndflodsberetning bærer Utnapisjtim navnet Atram-hasis, som betyder „den overmåde vise“.
Disse oplysninger på lertavler har stor betydning. Selv om beretningen vrimler med fantastiske detaljer, vidner den om at en oversvømmelse af gigantisk omfang havde præget sig dybt i menneskets hukommelse.
Divergerende opfattelser
Da eksperterne havde undersøgt Gilgamesj-eposet begyndte man at diskutere hvilken vandflodsberetning der var ældst, den mesopotamiske i eposet, eller den bibelske. Mange anlagde det synspunkt at den ikke-bibelske beretning var den første. For eksempel hævder C. W. Ceram i bogen Fund, Forskere og Fortids Gaader at der ikke kunne „være mindste Tvivl om, at her var Urformen for det bibelske Syndflodssagn fundet“. Måske havde den unge mand jeg talte med, bygget sin opfattelse på en sådan udtalelse.
Men er det korrekt? Har vandflodsberetningen i Første Mosebog virkelig sin oprindelse i sumeriske eller babyloniske sagn? Det forekom mig bedst at prøve at få dette spørgsmål besvaret ved at foretage en sammenligning mellem den bibelske vandflodsberetning og den der findes i Gilgamesj-eposet.
Nogle ligheder
Den jordomspændende vandflod indtager en fremtrædende plads i gamle folkeslags historie. Man har fundet over 100 forskellige syndflodssagn fra alle egne af jorden, deriblandt sagnet i Gilgamesj-eposet.
Mine undersøgelser viste mig at den gamle mesopotamiske vandflodsberetning på visse punkter ligner den bibelske. For eksempel siger begge beretninger at kun få overlevede katastrofen, mens hele menneskeheden i øvrigt blev udslettet. Der skulle bygges et fartøj til redning under Vandfloden. Det regnede fra himmelen i dagevis. Senere sendte man fugle ud fra fartøjet for at se om jorden var blevet tør. Og da de overlevende var kommet ud af fartøjet, bragte de et offer.
Beviser sådanne ligheder at Gilgamesj-eposet eller ældre mesopotamiske syndflodssagn har forrang for den bibelske beretning? Før jeg prøvede at besvare dette spørgsmål fandt jeg det fornuftigt at isolere nogle af de . . .
Iøjnefaldende forskelle
Først er der årsagen til syndfloden. Ifølge Gilgamesj-eposet besluttede en forsamling af guder at udslette menneskeheden ved hjælp af en vandflod. Skønt afgørelsen skulle holdes hemmelig, advarede guden Ea (i den sumeriske beretning kaldet Enki) sin yndling Utnapisjtim om hvad der skulle ske.
Det ældre babyloniske epos om Atram-hasis siger at en af guderne (Enlil) blev forstyrret i sin søvn af den støj menneskene lavede. Han søgte hjælp i de store guders forsamling, som derefter sendte en hungersnød i omkring seks år, men uden at der blev ro. Da guderne så besluttede at sende en vandflod, røbede Ea planen for Atram-hasis, som efter guddommeligt opgivne mål byggede et fartøj hvori han kunne overleve.
På dette punkt er den bibelske vandflodsberetning fuldstændig anderledes. Den angiver en helt igennem retfærdig grund for Vandfloden:
„[Jehova] så, at menneskenes ondskab tog til på jorden, og at deres hjerters higen og tragten kun var ond dagen lang. Men jorden fordærvedes for Guds øjne, og jorden blev fuld af uret; og Gud så til jorden, og se, den var fordærvet, thi alt kød havde fordærvet sin vej på jorden. Da sagde Gud til Noa: ’Jeg har besluttet at gøre ende på alt kød, fordi jorden ved deres skyld er fuld af uret; derfor vil jeg nu udrydde dem af jorden.’“ — 1 Mos. 6:5, 11-13.
Med hensyn til spørgsmålet om at omkomme i Vandfloden eller at overleve den, beretter Bibelen at folk mistede livet fordi de ’ikke gav agt’, hverken på det arbejde Noa og hans familie udførte da de byggede arken for at overleve, eller på det Noa sagde som „en forkynder af retfærdighed“. (Matt. 24:39; 2 Pet. 2:5) Hvis folk havde givet agt på Noas advarende ord og eksempel, ville de have overlevet.
I Bibelen finder vi ingen befaling om at Noa skulle hemmeligholde sin viden om at Gud ville lade en jordomspændende vandflod komme. Det mesopotamiske sagn viser imidlertid at guden Ea gik så vidt som til at foreslå Utnapisjtim at føre sine samtidige bag lyset for at holde dem i uvidenhed om den kommende katastrofe.
Der er også væsentlige forskelle med hensyn til reaktionen på Vandfloden. Gilgamesj-eposet fortæller at guderne fyldtes af forfærdelse og søgte tilflugt i den højeste himmel hos guden Anu. Mens de ventede på at blive lukket ind, ’sad de lejret derude, krybende sammen som hunde, nedbøjet i gråd’. Jamrende gjorde de indsigelse mod katastrofen. Navnlig gudinden Isjtar bebrejder sig selv at hun i gudernes forsamling havde kunnet sige god for at udslette menneskene.
Og der er flere forskelle. Eposet beretter at da Utnapisjtim efter Vandfloden ville bringe et offer, vejrede guderne den gode duft, og „Guderne flokkedes som Fluer om den ofrende“. Isjtar, gudernes fyrstinde, ønskede at udelukke Enlil fra offeret og irettesatte ham for at have forårsaget vandflodskatastrofen. Ifølge den mesopotamiske beretning fyldtes Enlil af vrede over at et medlem af menneskeslægten havde overlevet.
Denne analyse af ligheder og forskelle var en stor hjælp for mig i mit forsøg på at afgøre hvilken af de to vandflodsberetninger der kom først, og andre fagbøger og opslagsværker på nationalbiblioteket bekræftede mine konklusioner.
’Afhængighed fuldstændig usandsynlig’
Efter at have opregnet en række forskelle mellem Bibelens beretning og de gamle babyloniske beretninger skriver P. J. Wiseman i bogen New Discoveries in Babylonia About Genesis: „Den bibelske beretning er enkel i sit begrebsindhold og uangribelig i sin lære om Gud, hvorimod de babyloniske tavler er komplicerede og polyteistiske. Forskellen kan måske sammenlignes med forskellen mellem det rene vand ved Themsens kilder og det forurenede vand i Londons havn. Der er ligheder mellem en flods udspring og dens udløb, for i en vis forstand er det den samme flod; i Første Mosebog finder vi altså den rene kilde, mens vi i den babyloniske beretning finder den forurenede videreudvikling.“
Med hensyn til om Bibelen skulle bygge på vandflodsberetninger fra det gamle Babylonien, bemærker det bibelske opslagsværk Lexicon zur Bibel af Fritz Rienecker: „En bogstavelig afhængighed mellem den bibelske, helt umytologiske vandflodsberetning og de babyloniske historier synes imidlertid at være fuldstændig usandsynlig, i betragtning af de forskelle der er i form og indhold.“
Fra mit eget studium af Bibelens kronologi vidste jeg at forfatteren af Første Mosebog ikke havde behøvet at støtte sig til babyloniske legender. Menneskers levetid overlappede hinanden så meget at der kun behøvedes tre mellemled for at sandheden om Vandfloden kunne blive overleveret fra Sem, som selv oplevede den, til Moses, der skrev Første Mosebog. Det er kun rimeligt at mene at hebræerne, der tilbad den samme Gud som Noa gjorde, ville tage en så vigtig begivenhed med i deres historie.
Jeg var også opmærksom på at andre bibelskribenter havde givet udtryk for deres anerkendelse af beretningen i Første Mosebog. For eksempel henviste profeterne Esajas og Ezekiel til Noa og Vandfloden. (Es. 54:9; Ez. 14:14, 18, 20) Også apostlene Peter og Paulus henviste til Vandfloden. (1 Pet. 3:20; 2 Pet. 2:5; 3:5, 6; Hebr. 11:7) Desuden var alle disse bibelskribenter, Moses indbefattet, „inspireret af Gud“, hvilket giver mig fuld sikkerhed for at deres beretninger er troværdige. — 2 Tim. 3:16.
Jesus Kristus anerkendte også at beretningen i Første Mosebog var sand. Da han talte om den kommende ødelæggelse af den nuværende onde tingenes ordning sagde han: „Som de var i de dage før vandfloden, de spiste og drak, mænd giftede sig og kvinder bortgiftedes, indtil den dag Noa gik ind i arken, og de gav ikke agt før vandfloden kom og rev dem alle bort, sådan vil Menneskesønnens nærværelse være.“ — Matt. 24:37-39.
Min efterforskning styrkede således min overbevisning om at Bibelens beretning om Vandfloden er pålidelig og ægte. Den bygger ikke på primitive folkeslags fantasirige fortællinger og sagn. — Indsendt.