Et godt forhold fører til god kommunikation
„Idet vi således nærede en inderlig hengivenhed for jer, besluttede vi at give jer, ikke blot Guds gode nyhed, men også vore egne sjæle, fordi I var blevet os kære.“ — 1 Tess. 2:8, NW.
1. Hvilket spørgsmål stilles her til dem som er gift, og hvor finder vi pålidelig oplysning om kommunikationens historie?
KAN I som er gift kommunikere frit og ubesværet med jeres ægtefælle, eller føler I at der undertiden er, om ikke ligefrem en uigennemtrængelig mur, så dog visse forhindringer der fremkalder en følelse af håbløshed eller måske oven i købet fjendtlighed? Det vil være interessant at se nærmere på kommunikationens historie, hvordan den blev grundlagt på en god grundvold og dens videre udvikling. Vi vil her ikke vende os til gamle myter eller sagn, men til Guds ord, den eneste kilde til sand og pålidelig oplysning.
2. Hvad vil det sige at kommunikere, og hvilken slutning må vi drage heraf?
2 Lad os først få fastslået hvad det vil sige at kommunikere. Det vil sige at udveksle meddelelser eller synspunkter med andre. Ordet er dannet af det latinske communicaʹre, der betyder „at gøre fælles, at dele med, at fordele“. Det tilsvarende tillægsord er commuʹnis, der betyder „fælles“ og som vi kender fra ordet „kommune“. Det vil altså sige at de der kommunikerer med hinanden, deler noget med hinanden, bliver fælles om noget. Kommunikationen kan finde sted på et rent nøgternt, forstandsmæssigt plan, nemlig når der meddeles en vis viden og forståelse; men mellem mand og hustru kan og bør hjerte, følelser og ønsker, deres kærlige interesse for hinanden, også være engageret. Den simpleste og mest direkte form for kommunikation sker mundtligt, ved det talte ord. Man taler simpelt hen med hinanden. Herved opstår der, som ordet antyder, et fællesskab mellem parterne, en gensidig forståelse, idet sind og tanker mødes. Ikke alene det der siges, har betydning, men også måden det siges på. Men selv et blik kan formidle en meddelelse, en følelse — et forhold som de gifte uden tvivl vil erindre fra deres forlovelsestid. Den første og vigtigste forudsætning for god kommunikation er altså et godt forhold mellem parterne.
3. (a) Hvad kan man i denne forbindelse sige om Bibelen? (b) Hvad lærer vi i denne henseende af Mattæus 15:1-9?
3 En anden form for kommunikation er den der foregår ved hjælp af det skrevne ord. Gennem det skrevne eller det trykte formidles visse oplysninger. Det bedste eksempel er naturligvis Bibelen. Det er sandt at de fleste mennesker ikke anerkender Bibelen som Guds ord. Dette gælder også i kristenheden, selv om Bibelen dér stadig bruges ved gudstjenesten. Dette skulle dog ikke overraske os eller berøve os lysten til at læse den. Situationen er den samme som på Jesu tid. Farisæerne og de skriftkloge hævdede på det bestemteste at de holdt sig til Loven og var forkæmpere for den, men, som Jesus påpegede, var det først og fremmest deres fædrene traditioner de holdt sig til, hvorved de overtrådte Guds bud. Var det Guds skrevne ord, De hebraiske Skrifter, fejlen lå i? Nej. Det der manglede var den første forudsætning, nemlig et godt og hengivent forhold til Jehova. Som Jesus sagde om dem med et citat fra Esajas’ profeti: „Dette folk ærer mig med læberne; men deres hjerte er fjernt fra mig. Det er forgæves, de dyrker mig, når de fører lærdomme, som kun er menneskebud.“ — Matt. 15:1-9.
4. Hvordan kan vi vise at vi er modtagelige og har hørende ører, og hvad vil det føre til?
4 Som kristenhedens præster i dag, der har hele Bibelen, vidste disse mænd udmærket hvad det skrevne ord sagde, men de var blinde og døve både over for dets budskab og over for den ånd det skulle formidle. Dog var der undtagelser dengang, og det er også muligt at være blandt undtagelserne i dag. Som Jesus ved en tidligere lejlighed havde sagt til sine disciple: „Jer er det givet at forstå himlenes riges hellige hemmeligheder, men dem er det ikke givet. . . . ’For dette folks hjerte er blevet uimodtageligt, og med ørerne har de hørt modvilligt, og deres øjne har de lukket, for at de ikke skal se med øjnene og høre med ørerne og fatte med hjertet og vende om, og jeg helbrede dem.’ Men lykkelige er jeres øjne fordi de ser, og jeres ører fordi de hører.“ — Matt. 13:11-16, NW.
5. Hvordan adskilte skabelsen af mennesket sig fra skabelsen af det øvrige jordiske skaberværk?
5 Idet vi regner dig, vor læser, blandt de lykkelige undtagelser, så lad os i forening se tilbage på kommunikationens historie og undersøge hvordan den tog sin begyndelse og hvad vi kan lære deraf. I skabelsesberetningen i Første Mosebog, kapitel 1, lægger vi mærke til at den virksomhed der skulle foregå hver dag frem til den sjette dag, indledes med den form af det hebraiske verbum der betyder at noget skulle finde sted. Ja, Gud meddelte sine befalinger, men der nævnes ikke nogen person som han meddelte dem til. Når vi kommer frem til kronen på Guds jordiske skaberværk, bemærker vi imidlertid en tydelig forandring, idet vi læser: „Derpå sagde Gud: ’Lad os gøre mennesker i vort billede, så de ligner os.’“ Selv om Skaberen var i stand til at udstede et direktiv som til en underordnet, opfordrede han nu til samarbejde med sig. Opfordringen fremsættes i en venlig tone, der vidner om et godt forhold, et lykkeligt fællesskab. Det er sådan forholdet bør være mellem ægtefæller. Hvis du er en gift mand, er det da sådan du taler til din kone? Siger du: „Kom, lad os . . .“? — 1 Mos. 1:3, 6, 9, 14, 20, 24, 26.
6. Hvilken vejledning gives der i denne henseende til de ældste i menigheden?
6 Selv om vi her specielt drøfter det ægteskabelige forhold, gælder det samme princip også i andre forhold, deriblandt forholdet mellem de ældste eller tilsynsmændene og de øvrige medlemmer i en menighed af Jehovas vidner. Selv om de ældste har et særligt ansvar der giver dem en vis autoritet, bør deres meddelelser til de øvrige i menigheden og den almindelige holdning over for dem udtrykke opfordring til samarbejde fremfor at være befalende. Når de skal yde hjælp til at overvinde en vanskelighed, for eksempel under vidnearbejdet i et bestemt distrikt, er det bedst, i stedet for blot at sige hvad der bør gøres, at fremsætte den gensidige opfordring: „Lad os gå hen og se hvad vi kan gøre ved det.“ Ikke alene i ord bør vi give udtryk for uselviskhedens og den inderlige hengivenheds ånd, men den må også kunne mærkes på tonefaldet og i vores handlemåde. Læg mærke til hvor klart og smukt Paulus giver udtryk for dette i sit brev til menigheden i Tessalonika: „Idet vi således nærede en inderlig hengivenhed for jer, besluttede vi at give jer, ikke blot Guds gode nyhed, men også vore egne sjæle, fordi I var blevet os kære.“ Et smukt eksempel på et godt forhold der førte til god kommunikation, både i ord og gerning! — 1 Tess. 2:8, NW.
Et mønster for god kommunikation
7. Hvordan betegner Johannes den som Gud talte til i Første Mosebog 1:26?
7 For at vende tilbage til udgangspunktet for vort emne, véd vi da hvem det var Jehova meddelte sig til dengang han skabte mennesket? Svaret vil hjælpe os til at forstå den dybere betydning af at være skabt i Guds billede og lighed. Apostelen Johannes betegner i indledningen til sit evangelium Jesus som „Ordet“, der ’i begyndelsen var hos Gud’. „Alt er blevet til ved det,“ siger han; altså også mennesket. Videre siger Johannes: „Ordet blev kød . . . og vi så hans herlighed, . . . fuld af nåde og sandhed,“ og eftersom han er „i Faderens favn“, er han „blevet hans tolk“. Denne smukke og betagende beskrivelse af Jesus vidner i alle henseender om et godt forhold og en uhindret kommunikation mellem ham og hans Fader. — Joh. 1:1-3, 14, 18; se også Ordsprogene 8:22, 30, 31.
8. Hvad ligger der i betegnelsen „Ordet“, og hvordan passer denne betegnelse på Kristus Jesus?
8 Dette ses yderligere af betegnelsen „Ordet“. Det indeholder den tanke at han er budbringer eller talerør, i lighed med den abessinske embedsmand som i tidligere tider stod foran et vindue der var dækket af et forhæng og overbragte budskaber fra kongen, der befandt sig uset indenfor. Denne embedsmand blev kaldt Kal Hatzé, der betyder „kongens stemme eller ord“. Med hensyn til Guds søn, da var han sin Fader Jehovas mund eller talsmand. Han var det pålidelige redskab hvorigennem Skaberen meddelte andre hvad han ønskede at sige. Han tjente trofast på samme måde under sin jordiske tjenestegerning. Ved en lejlighed sagde, han: „Jeg har ikke talt af mig selv; men Faderen, som har sendt mig, han har givet mig befaling om, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal tale; . . . Derfor, hvad jeg taler, taler jeg således, som Faderen har sagt mig.“ Han taler og handler igen i samme egenskab når han rider ud i spidsen for de himmelske hærskarer og eksekverer Guds retfærdige domme i slaget ved Harmagedon. Her kaldes han „Gud Ord“. — Joh. 12:49, 50; 14:10; Åb. 19:13.
9. Hvilket eksempel til efterfølgelse har vi i Første Mosebog 1:26, og er det stadig muligt at efterleve det?
9 Med dette i tanke skulle det gøre et dybt indtryk på os at tænke på at mennesket er skabt i den store Skabers og hans elskede søns billede og lighed. Den omstændighed at vi kan forstå dette og tale om det med hinanden, er i sig selv et bevis på at det er sandt. Endvidere har Jehova her i sit skrevne ord i sin godhed givet os et mønster for et godt forhold og god kommunikation, og selv efter seks tusind år med synd og ufuldkommenhed er det stadig muligt at følge dette mønster. Hundredtusinder af Jehovas vidner i vor tid stræber ihærdigt efter at gøre det, med Guds hjælp.
10. Hvorfor kan de der udelukkende sætter deres lid til menneskelig visdom ikke anvise nogen tilfredsstillende løsning på ægteskabelige problemer?
10 Lad os betragte dette mønster nøjere og mærke os de væsentlige træk der må efterleves, samt hvilke træk der må undgås, og, om nødvendigt, fjernes. Dette er i virkeligheden den eneste effektive måde at nærme sig problemer og vanskeligheder på og overvinde dem, især i det ægteskabelige forhold. Sandt nok findes der mange forskellige retninger, repræsenterende forskellige sociale organisationer, der interesserer sig for sådanne problemer og er rede til at give råd og vejledning. Uden i øvrigt at betvivle deres motiver må vi sige at deres anstrengelser i bedste fald repræsenterer summen af menneskelig visdom inden for psykologien. De hævder at ægteskabet er et forhold mellem mennesker og derfor må behandles på dette plan. De anerkender ikke Skaberen som den der har indstiftet dette forhold eller som den der er ophav til Bibelen med dens råd og anvisninger for ethvert menneskeligt forhold. Hvem har nogen sinde hørt om en psykiater der har henvist sin patient eller klient til Bibelen som den højeste autoritet og bedste vejleder? Ja, hvor mange præster, for den sags skyld, ville anvise deres sognebørn denne behandlingsmetode hvis de kom til dem med problemer i ægteskabet?
11. (a) Hvoraf fremgår det at mennesket ikke er blevet til ved en udvikling? (b) Hvad åbenbarer Adams første nedskrevne ord som vi finder i Første Mosebog 2:23?
11 Vi vil imidlertid gå uden om den verdslige visdom og gå direkte til den bog som den store Læge har tilvejebragt og tillidsfuldt søge hans hjælp „uden at tvivle“. (Jak. 1:6) Når vi læser videre fra Første Mosebog 1:26 ser vi tydeligt at mennesket ikke er blevet til ved en udvikling, sådan som de verdsligt vise lærer. Hvad skete der da Jehova Gud „af ribbenet, som [han] havde taget af Adam, byggede . . . en kvinde og førte hende hen til Adam“? Manden manglede ikke ord. Han hilste hende ikke med en glad gøen eller med en misbilligende knurren. Nej, han gav straks højlydt udtryk for sin reaktion på denne i høj grad forunderlige og velkomne gave, denne ideelle hjælper, som var et komplement til ham. I stedet for blot at stå og se på hende er det mere sandsynligt — i betragtning af det Adam sagde — at han holdt hende tæt ind til sig mens han gav udtryk for sine følelser med de betydningsfulde ord:
„Denne gang er det ben af mine ben
og kød af mit kød;
hun skal kaldes kvinde,
thi af manden er hun taget!“
Dette var virkelig poesi, ægte i formen og det kræsne ordvalg. Hver sætning er smukt afpasset efter den næste, tanken er fremadskridende, og der er fuldkommen balance mellem udtrykkene. Dette ses uden tvivl endnu tydeligere på grundsproget. Mennesket var virkelig skabt i Guds billede med evnen til at kommunikere. — 1 Mos. 2:22, 23.
12. Hvilken tone anslås med de sidste sætninger i Bibelen?
12 På sine første sider giver Bibelen således en interessant og opmuntrende beretning om hvordan personer både i himmelen og på jorden har kommunikeret. Den slutter på samme måde. Ikke med en storslået og rungende klimaks, men med en venlig og fortrolig samtale mellem to der tydeligvis havde et godt forhold til hinanden. „Han [Jesus Kristus], som vidner om dette, siger: ’Ja, jeg kommer snart!’“ Derefter hører vi den elskede og aldrende apostel Johannes svare indtrængende, med øjne lysende af forventning: „Amen. Kom, Herre Jesus!“ Jo før, jo bedre, synes han at sige. — Åb. 22:20.
En forhindring overvindes
13. Hvordan berørte menneskets overtrædelse kommunikationen mellem Gud og mennesker og mellem menneskene indbyrdes?
13 Så længe Adam og hans hustru havde et godt forhold til deres Skaber og til hinanden, var der ingen problemer. Men så snart der gik skår i dette forhold ved deres forsætlige overtrædelse, rejste der sig straks en skranke som hindrede den frie kommunikation. Adam og hans hustru „skjulte sig“ for Jehova da de hørte hans stemme i haven, for, som Adam sagde: „Jeg hørte dig i haven og blev angst.“ De kunne ikke møde Gud ansigt til ansigt, men var bange for hvad han ville sige til dem. Med hensyn til det plan hvorpå manden og hans hustru kommunikerede med hinanden, har det sikkert ikke været præget af nogen stor hjertelighed. Selv om der ikke oplyses noget herom, antydes det af den undskyldning Adam fremførte over for Gud og hvormed han søgte at retfærdiggøre sig selv: „Kvinden, som du satte ved min side, gav mig af træet, og så spiste jeg.“ Ligeledes blev der sagt til Eva: „Til din mand skal din attrå være, og han skal herske over dig!“ Som vi senere skal komme ind på, peger ordet „herske“ på en af hovedårsagerne til kommunikationsvanskelighederne mellem manden og hans hustru, især for hustruens vedkommende. — 1 Mos. 3:8-16.
14. (a) Hvad vil det sige at vandre med Gud? (b) Hvad ligger der i udtrykket „ved tro“, som gentages flere gange i Hebræerbrevet, kapitel 11?
14 Vil det sige at situationen er håbløs for os, at vi ingen mulighed har for at overvinde denne forhindring? Der bruges i Første Mosebog om visse personer et udtryk som peger i en anden retning. Der siges om Enok og Noa at de vandrede med Gud, ikke blot ved enkelte lejligheder, men hele deres liv. Det samme må have været tilfældet med Abel. (1 Mos. 5:22-24; 6:9) Når to vandrer sammen, må der nødvendigvis være tale om et godt og velfunderet forhold og en fri og uhindret kommunikation imellem dem. Dette fremgår også af et andet udtryk der anvendes om disse tre og om mange andre. Begyndende med Abel siger Paulus om dem han nævner i Hebræerbrevets ellevte kapitel at de „ved tro“ gav bevis på deres loyalitet og hengivenhed mod Gud, idet de troede at Gud „bliver deres belønner som ivrigt søger ham“. Disse egenskaber udgør en væsentlig del af det mønster man bør følge. — Hebr. 11:4-6, NW.
15. Hvorfor fjernede Jehova den forhindring som synden havde skabt, og hvordan skulle dette virke på os?
15 Det er Jehova der i sin barmhjertighed og miskundhed har gjort det muligt for os mennesker at overvinde forhindringen, „thi han kender vor skabning, han kommer i hu, vi er støv“. En forudsætning er dog at vi af hjertet er indstillet på rette måde, eller i hvert fald er villige til at tilegne os den rette indstilling, for Jehovas miskundhed er „over dem, der frygter ham“ og „dem, der holder hans pagt og kommer hans bud i hu, så de gør derefter“. (Sl. 103:10-14, 17, 18) Indstillingen må ikke være selvrådig eller præget af trang til at dominere. I positiv retning ser vi blandt dem Paulus videre nævner, især to som vi kan lære meget af med hensyn til det mønster eller eksempel vi bør efterligne. Disse to er Abraham og Moses.
16. (a) Hvad kan man sige om et forhold mellem to personer? (b) Hvordan beviste Abraham sin tro og hengivenhed, og hvad førte det til?
16 Et forhold er sjældent, om nogen sinde, statisk, stillestående. Det er enten i udvikling eller i tilbagegang. Atter kan det siges om udviklingen at den enten er sund eller usund. Det er noget man må være opmærksom på og værne om, især når det gælder forholdet mellem mennesker der lever nært sammen, som for eksempel mand og hustru. Der kan være gensidig tro og tillid til stede fra begyndelsen, men det kan ikke tages for givet. Vær hurtig til at lægge disse gode egenskaber for dagen, selv i små ting. Det gjorde Abraham i hele sit liv, sådan som beretningen viser fra Første Mosebogs tolvte kapitel og videre frem. Paulus nævner tre lejligheder ved hvilke Abraham, ved sin prompte lydighed, gav bevis på sin stærke tro på og hengivenhed for Jehova: 1) Han forlod sin by og sit land da han blev kaldet, og 2) han boede i mange år „som i et fremmed land“, og, som det vigtigste, 3) han „bragte . . . Isak som offer“. (Hebr. 11:8-10, 17-19) Læg mærke til hvordan det foregående støttes af disciplen Jakob, der om denne sidste begivenhed siger: „Du ser at troen virkede sammen med hans gerninger, og ved hans gerninger blev troen gjort fuldkommen, og det skriftsted blev opfyldt som siger: ’Abraham troede på Jehova, og det blev tilregnet ham til retfærdighed,’ og han blev kaldt ’Jehovas ven’.“ Et forhold som udviklede sig sundt og nåede et betagende højdepunkt! Abrahams tro på Jehova var stor, og Jehova på sin side havde en stærk tillid til sin ven. — Jak. 2:21-23, NW; 1 Mos. 18:19; Rom. 4:16-22; Gal. 3:7-9.
17. (a) Hvilket forbillede gav Jesus sine disciple? (b) Hvad følger der med et venskab, og hvordan ses dette i Abrahams tilfælde?
17 Jesus talte om mønsteret for et sandt venskab i forbindelse med god kommunikation. Ydmyghed, ja følelsen af sit eget ringe værd, i forening med villigheden til at tjene, er en vigtig del af dette mønster. Efter at have vasket sine disciples fødder den sidste aften han var sammen med dem sagde han: „Når jeg nu, skønt Herre og Lærer, har vasket jeres fødder, skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har nemlig givet jer et forbillede [mønster, eksempel], for at I også skal gøre som jeg har gjort ved jer.“ Senere samme aften sagde han til dem: „I er mine venner hvis I gør hvad jeg befaler jer. Jeg kalder jer ikke længere trælle, for en træl ved ikke hvad hans herre gør. Men jeg har kaldt jer venner, for alt det jeg har hørt fra min Fader har jeg gjort jer bekendt med.“ (Joh. 13:14, 15, NW; 15:14, 15, NW; Fil. 2:3) Han viste dem sin fortrolighed og holdt intet tilbage. På samme måde talte Jehova med Abraham som med en ven ved flere lejligheder, én gang oven i købet i længere tid og meget fortroligt, nemlig dengang han tillod Abraham at gå i forbøn for byerne Sodoma og Gomorra, som berettet i Første Mosebog, kapitel 18. Abrahams hustru Sara kan også nævnes her. Hun var rede til at tjene. Hun havde tro. Hun viste stor respekt. Og Peter siger at I hustruer kan blive „hendes døtre“ når „I gør det gode uden at lade jer skræmme af noget“. — 1 Pet. 3:5, 6; 1 Mos. 18:6; Hebr. 11:11.
18. Hvad særligt var der ved forholdet mellem Jehova og Moses? Giv eksempler.
18 I Abrahams tilfælde var det bemærkelsesværdige det nære forhold han havde til Jehova som „Jehovas ven“, men i Moses’ tilfælde var det den usædvanlige måde hvorpå Jehova meddelte sig til ham. Da Jehova gik i rette med Mirjam og Aron for at have kritiseret Moses, sagde han: „Når der ellers er en profet iblandt eder, giver jeg mig til kende for ham i syner eller taler med ham i drømme. Anderledes er det med min tjener Moses: han er tro i hele mit hus [han har fået hele mit hus betroet, NW]; med ham taler jeg ansigt til ansigt, ikke i syner eller gåder, han skuer [Jehovas] skikkelse.“ (Jak. 2:23, NW; 4 Mos. 12:6-8) I beskrivelsen af hvordan Jehova mange år tidligere brugte Moses’ telt, som var slået op „uden for lejren i nogen afstand derfra“, som et ’åbenbaringstelt’, siger beretningen at „alt folket så skystøtten stå ved indgangen til teltet . . . Så talede [Jehova] med Moses ansigt til ansigt, som når den ene mand taler med den anden“. Denne samtale førte til den enestående begivenhed hvor Jehova, på Moses’ anmodning, „gik forbi ham og råbte: ’[Jehova, Jehova], Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed!’“ — 2 Mos. 33:7-11 [se vers 7 i NW], 17-20; 34:6, 7.
19. Hvilke grunde kan anføres for Moses’ særstilling?
19 Det var i sandhed noget ganske enestående at Jehova meddelte sig så direkte til Moses. Grunden hertil? Til dels Moses’ store behov herfor som anfører for et meget vanskeligt folk, „et halsstarrigt folk“, som „ligger i det onde“, samt at han for sit eget vedkommende forblev urokkelig i sin loyalitet mod Jehova. (2 Mos. 32:9, 22, 23-29) Endnu en egenskab skal nævnes. „Den mand Moses var såre sagtmodig, sagtmodigere end noget andet menneske på jorden.“ I denne henseende var han også noget særligt, sådan som den sidste karakteristik der gives af ham i det hele taget fastslår: „Men i Israel opstod der ikke mere en profet som Moses, hvem [Jehova] omgikkes ansigt til ansigt.“ — 4 Mos. 12:3; 5 Mos. 34:10.
Opsummering
20, 21. (a) Hvad lærer vi af de himmelske eksempler med hensyn til forholdet mellem to parter og hvordan de bør kommunikere? (b) Hvad lærer vi af de jordiske eksempler?
20 For nu at opsummere alt dette: Hvori består et godt forhold som fører til god kommunikation? Undersøger vi de inspirerede skrifter har vi først Jehovas og hans søns eksempel. Lige fra begyndelsen nærede de ægte og kærlig interesse for hinanden. „Mig skabte [Jehova] først blandt sine værker, . . . da var jeg fosterbarn hos ham, hans glæde dag efter dag.“ Skønt overordnet indbød Jehova sin søn til at samarbejde med sig. Sønnen, på sin side, nærede altid den dybeste respekt for sin Fader og var lydig imod ham. Der bestod det næreste og fortroligste forhold imellem dem. De var helt og fuldt i samhørighed med hinanden. — Ordsp. 8:22, 30; 1 Mos. 1:26; Joh. 11:42; 14:10, 11, NW.
21 Hvad finder vi når vi betragter de jordiske eksempler i Guds ord? Selv om din ægtefælle er ufuldkommen — hvad du jo også selv er — så lær alligevel at give udtryk for din værdsættelse og at gøre det taktfuldt, ikke blot i ægteskabets første år, men bliv ved med det. Undgå en dominerende holdning fremkaldt af stolthed og selviskhed, idet du ikke blot ønsker men oven i købet forventer at din ægtefælle skal rette sig efter din vilje selv i de mindste ting. Nej, lær tværtimod hvordan I skal leve sammen, tale sammen, vandre sammen, rede til at afpasse tempo og humør efter hinanden. Opbyg og bevar den gensidige tro og tillid. Mistænksomhed er den frie kommunikations værste fjende. Vær vågen for at udvikle og styrke det sande venskabs bånd. Udvis „inderlig hengivenhed“ sammen med barmhjertighed og ydmyghed. — Fil. 1:8, NW; 1 Tess. 2:8, NW; Jak. 5:11.
22. Hvilket yderligere spørgsmål fortjener en nærmere overvejelse?
22 Selv om man som ægtepar oprigtigt stræber efter at gøre alt dette, kan der alligevel let opstå problemer, uanset om begge ægtefæller er sande kristne eller ej. Hvordan kan man forblive trofast, især i en delt husstand? I den følgende artikel skal vi prøve at besvare dette spørgsmål.
[Illustration på side 370]
Den abessinske konges talerør eller „Kal Hatzé“