Første Mosebog indgyder tro, håb og mod

Dette er den første i en serie af artikler der behandler Bibelens bøger i rækkefølge. I slutningen af november måned påbegynder Jehovas vidner et studium af Første Mosebog ved deres ugentlige teokratiske skole, som holdes i den lokale rigssal. Denne artikel er tænkt som en hjælp til bedre forståelse, og vi tror at den kan medvirke til at besvare spørgsmål du måtte have med hensyn til Første Mosebog. I takt med behandlingen af de følgende bibelbøger vil vi i Vagttårnet bringe artikler om disse.

JEHOVA har kun behag i dem der viser ubetinget tro på ham. Og vi har absolut grund til at stole på ham, for han er „den Gud som giver håb“, og hans storslåede løfter slår aldrig fejl. Vi kan naturligvis komme ud for problemer og prøvelser mens vi venter på opfyldelsen af løfterne. Men alle der ’bier på Jehova’ kan være ved godt mod, for Jehova beskytter altid dem der trofast tjener ham. — Romerne 15:13; Salme 31:24, 25; Hebræerne 11:6.

Alt dette fremgår tydeligt af den bog i Bibelen der kaldes Første Mosebog. Denne skattede del af Guds ord indgyder tro, håb og mod. Den er skrevet af Moses i Sinaj ørken i året 1513 f.v.t.

Kort oversigt

Med sine indledende ord går Første Mosebog milliarder af år tilbage i tiden: „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.“ Jorden beredes som bolig for menneskene, og til sidst står menneskene foran Skaberen i fuldkommenhed. Paradiset går tabt på grund af synd, men Jehova giver et håb ved at forudsige at en „sæd“ skal knuse slangens hoved. I tro bringer den retfærdige Abel Gud et antageligt offer, men dør for sin broders hånd som det første vidne for Jehova der lider martyrdøden. — 1 Mosebog 1:1 til 4:26.

Enok ’vandrer med Gud’, handler i harmoni med Guds vilje. Men forholdene forværres da ulydige ’gudssønner’ i skikkelse af engle tager jordiske kvinder til hustruer og frembringer et afkom der kaldes nefilim. Med tro, håb og mod bygger Noa arken, advarer om den kommende vandflod og overlever den til sidst sammen med sin familie. Da verden, som den var før Vandfloden, er forsvundet, træder menneskeslægten ind i en ny epoke. Senere søger nogle af menneskene imidlertid at skabe sig et navn ved at bygge Babelstårnet, men deres planer krydses da Jehova forvirrer deres sprog og spreder dem ud over hele jorden. — 1 Mosebog 5:1 til 11:9.

I tro handler Abraham efter Guds befaling, forlader Ur i Kaldæa og begynder at bo i telt i et land som Jehova lover at give ham og hans efterkommere. Gud griber ind over for de onde indbyggere i Sodoma og nærliggende byer. Et løfte fra Gud får sin opfyldelse ved Isaks fødsel. Nogle år senere bliver Abraham imidlertid sat på en hård prøve, da Jehova pålægger ham at ofre sin søn. Den gamle patriark bliver standset af en engel og behøver ikke at gennemføre handlingen. Men nu kan det ikke betvivles at han har en stærk tro, og han får løfte om at alle nationer skal velsigne sig ved hjælp af hans sæd. Abraham sørger over tabet af sin elskede hustru Sara, men han kan se fremtiden i møde med en fast tro på opstandelsen — 1 Mosebog 11:10 til 23:20; Hebræerne 11:8-19.

Gennem sin tjener arrangerer Abraham Isaks ægteskab med Rebekka, en kvinde der tror på Jehova. Da tiden kommer føder hun tvillingerne Esau og Jakob. Esau har kun foragt tilovers for sin førstefødselsret og sælger den til Jakob, der senere får sin faders velsignelse. Jakob flygter til Paddan-Aram, hvor han gifter sig med Lea og Rakel og vogter deres fader Labans hjorde i omkring tyve år før han rejser bort med sin familie. Senere kæmper Jakob med en engel, bliver velsignet og får sit navn ændret til Israel. Som en troens mand der har et fast håb, fortsætter Israel med at bo som fremmed i Kana’an, løftets land. — 1 Mosebog 24:1 til 37:1.

Jalousi får Jakobs sønner til at sælge deres broder Josef som slave. I Ægypten overholder Josef trofast og modigt Guds høje moralske normer, og det fører til at han bliver kastet i fængsel. Men senere hentes han fra fængselet for med Guds hjælp at tyde Faraos drøm, der forudsiger syv år med overflod efterfulgt af syv år med hungersnød. Han gøres til forvalter over Ægyptens fødevarer. Josefs brødre kommer til Ægypten efter mad, men genkender ham ikke. Han sætter dem først på prøve, men afslører til sidst hvem han er. Den trofaste Jakob forenes med sin søn som han ikke har set i så mange år, og hele patriarkens familie bosætter sig i det frugtbare Gosens land. På sit dødsleje velsigner Jakob sine sønner og forudsiger bevæget at kongespir og herskerstav ikke skal vige fra Juda indtil Silo kommer — en profeti der giver et sikkert håb om store velsignelser i de kommende århundreder. Jakob begraves i Kana’an, og da Josef dør i en alder af 110 balsameres hans lig, for en dag at blive bragt til det forjættede land. — 1 Mosebog 37:2 til 50:26; 2 Mosebog 13:19.

Hvis du omhyggeligt læser Første Mosebog vil du få stor gavn af denne gribende beretning om tro, håb og mod. Det kan imidlertid være at der opstår nogle spørgsmål under gennemlæsningen. Måske vil nogle af dem blive besvaret når vi nu ser nærmere på denne første bog i Bibelen.

Verden før Vandfloden

● 1:26 — Hvordan blev mennesket skabt i Guds billede og lighed?

Mennesker kender ikke Guds skikkelse. (5 Mosebog 4:15-20) Men mennesket blev skabt i Jehovas billede og lighed i den forstand at det blev skabt med egenskaber der ligner Guds, som for eksempel retfærdighed, visdom, magt og kærlighed. (5 Mosebog 32:4; Job 12:13; Esajas 40:26; 1 Johannes 4:8) Da Guds søn, Ordet, også har disse egenskaber, kunne Jehova sige til ham: „Lad os gøre mennesker i vort billede, så de ligner os.“ — Johannes 1:1-3, 14.

● 4:17 — Hvor fik Kain sin kone fra?

Adam „avlede sønner og døtre“. (1 Mosebog 5:4) Kain tog altså en af sine søstre til hustru. Senere forbød Guds lov til israelitterne ægteskab mellem en kødelig broder og søster. — 3 Mosebog 18:9.

● 6:6 — I hvilken forstand „angrede“ Jehova at han havde skabt menneskene?

Det hebraiske ord der er oversat med „angrede“ betegner en ændring i indstilling eller hensigt. Jehova er fuldkommen og gjorde ikke et fejlgreb ved at skabe menneskene. Men han ændrede indstilling til den onde generation der levede før Vandfloden. Gud havde over for menneskene haft en holdning som deres skaber, men nu ændrede han den til en holdning som deres ødelægger fordi deres ondskab vakte hans mishag. Jehova var bedrøvet over at menneskenes ondskab gjorde det nødvendigt med en omfattende ødelæggelse af liv, men han var nødt til at handle for at stadfæste sine retfærdige normer. At han bevarede nogle mennesker viser at hans ’anger’ var begrænset til dem der i ord og handling var blevet fordærvede. — 2 Peter 2:5, 9.

En ny epoke for menneskeheden

● 8:11 — Hvorfra fik duen oliebladet, hvis træerne blev ødelagt i Vandfloden?

Vandfloden har sikkert ødelagt mange træer. Olietræet er imidlertid et ret robust træ. Det er ikke umuligt at et olietræ har kunnet overleve selv om det nogle måneder har stået under vand. Da vandet sank efter Vandfloden kan nogle olietræer igen være kommet til at stå på tørt land, hvor de let kunne få friske skud og blade. Duen kan have fundet et sådant blad. Det olieblad som duen bragte Noa, kan også have været fra et frisk skud af en ny olieplante som lige var skudt op efter at vandet var sunket.

● 9:24, 25 — Hvorfor forbandede Noa Kana’an når det var Kam der havde forsyndet sig?

Kana’an har sandsynligvis gjort sig skyldig i en eller anden form for pervers handling over for sin bedstefader Noa, og Kam har været vidne til det uden at gribe ind. Det lader til at Noas søn Kam i stedet spredte historien, hvorimod Sem og Jafet tog skridt til at tildække deres fader. Derfor blev de velsignet, mens Kana’an, der sandsynligvis var gerningsmanden, blev forbandet, og Kam, der så til og var sladderagtig, måtte lide under den skam der kom over hans afkom. Bibelen fortæller ikke alle detaljerne, men det vigtigste i denne beretning er at Jehova fik Noa til at udtale profetien, og sørgede for at den blev opfyldt da de kana’anæere der ikke blev udslettet af israelitterne kom under trældom under disse efterkommere af Sem. — Josua 9:23; 1 Kongebog 9:21.

● 10:25 — Hvordan blev jordens befolkning ’adsplittet’ på Pelegs tid?

Peleg levede fra 2269 til 2030 f.v.t. Hans navn betød „splittelse“, og hvis han fik det navn ved fødselen, var det en profeti om en bemærkelsesværdig adsplittelse der indtraf i hans levetid. Det var på det tidspunkt at „jordens befolkning“ adsplittedes. Beretningen i Bibelen tyder på at det var „på hans tid“ at Jehova fremkaldte en stor adsplittelse ved at forvirre sproget blandt dem der var i færd med at bygge Babelstårnet, og ’sprede dem ud over hele jorden’. — 1 Mosebog 11:9; se også 10:1, 6, 8-10; 11:10-17.

Patriarker med varig tro

● 15:13 — Hvordan fik den forudsagte 400-årige mishandling af Abrahams afkom sin opfyldelse?

Denne periode med mishandling strakte sig fra 1913 til 1513 f.v.t. Da Abrahams søn Isak i 1913 f.v.t. var omkring 5 år og blev vænnet fra, gjorde hans halvbroder Ismael (der på det tidspunkt har været omkring 19 år) sig lystig over ham. (1 Mosebog 21:9, NW) Det fremgår tydeligt af Saras reaktion og af Jehovas billigelse af at Sara forlangte at Hagar og hendes søn Ismael skulle sendes bort, hvor alvorlig en sag det var at gøre nar af Abrahams arving. (1 Mosebog 21:8-14; Galaterne 4:29) Den 400 år lange periode med mishandling sluttede med israelitternes udfrielse fra trældommen i Ægypten i 1513 f.v.t.

● 19:30-38 — Så Jehova gennem fingre med at Lot drak sig fuld og fik sønner med sine to døtre?

Jehova ser ikke gennem fingre med hverken blodskam eller drukkenskab. (3 Mosebog 18:6, 7, 29; 1 Korinter 6:9, 10) Abrahams nevø Lot sørgede over Sodomas indbyggeres „lovløse gerninger“ og har åbenbart været dybt bedrøvet over den forkerte adfærd han selv blev indblandet i, for den Gud der prøver hjerter fandt ham ’retfærdig’. (2 Peter 2:8) Selve den kendsgerning at Lots døtre sørgede for at han blev beruset, antyder at de vidste at han ikke ville gå med til at have seksuelt samkvem med dem mens han var ædru. Men som fremmede i landet mente hans døtre at dette var den eneste måde hvorpå de kunne forhindre at Lots familie uddøde. Beretningen står ikke i Bibelen for at vække erotiske tanker, men for at vise hvilket slægtskab moabitterne og ammonitterne stod i til Abrahams efterkommere, israelitterne.

● 28:12, 13 — Hvad betød Jakobs drøm om „en stige“?

Denne „stige“ (der kan have set ud som en stentrappe der førte opad) tilkendegav at der er forbindelse mellem jorden og himmelen. Den viste at engle udfører en tjeneste mellem Jehova og mennesker der har hans godkendelse. — Se Johannes 1:51.

● 31:19 — Hvad var det for en husgud Rakel stjal fra Laban?

Husguderne, terafim, var en families guder eller gudebilleder. Arkæologiske fund i Mesopotamien tyder på at besiddelsen af sådanne guder havde betydning for hvem der ville arve. Måske har Rakel haft dette i tanke, og ment at hun havde ret til at tage husguden på grund af hendes fader Labans bedrageriske opførsel over for hendes mand Jakob. (1 Mosebog 31:14-16) Men der er intet der tyder på at Jakob nogen sinde forsøgte at bruge husguden med det formål at arve. Jakob skaffede sig af med disse afguder, om ikke før, så da hans husstand overdrog ham alle de fremmede guder, som han gravede ned. — 1 Mosebog 35:1-4.

● 44:5 — Brugte Josef virkelig et bæger til at tage varsler af?

Josef havde besluttet at prøve sine brødre, der ikke genkendte ham. Han befalede derfor sin tjener at fylde deres sække med korn, at lægge pengesummen oven i hver enkelts sæk og lægge Josefs sølvbæger oven i Benjamins sæk. I alt dette handlede Josef som forvalter i et hedensk land. Derfor var bægeret, og det der blev sagt om det, øjensynligt en del af en list. Som en trofast tilbeder af Jehova brugte Josef ikke bægeret til at tage varsler af, ligesom Benjamin heller ikke stjal det.

● 49:10 — Er et kongespir og en herskerstav ikke det samme?

Nej. Et kongespir eller et scepter er en stav der bæres af en regent som et symbol på kongelig myndighed. Herskerstaven er en længere stav der tjener som symbol på magt til at herske. At Jakob nævner dem begge viser øjensynlig at Judas stamme skulle have en betydelig myndighed og magt indtil Silo kom. Denne efterkommer af Juda er Jesus Kristus, den som Jehova har skænket himmelsk herredømme. Kristus har kongelig myndighed og magt til at herske. — Salme 2:8, 9; Esajas 55:4; Daniel 7:13, 14.

Grundlag for tro, håb og mod

Første Mosebog giver os grundlag for tro, håb og mod. Den indgyder os tro på Jehova og håb til den lovede „sæd“ der bliver til velsignelse for menneskeheden. (1 Mosebog 3:15; 22:18) Bogen hjælper os også til at se fremtiden i møde med mod, ligesom de første vidner for Jehova gjorde.

Disse tjenere for Gud „[rakte] ud efter et bedre [fædreland], det vil sige et der hører himmelen til“, og Jehova „har gjort en by rede til dem“. (Hebræerne 11:15, 16) De så frem til Rigets oprettelse. Måtte vi også, ligesom de, sætte vor lid til det. Og måtte vi, ligesom fortidens vidner for Jehova, nære sand tro, samt håb og mod.