Igen spørgsmålet: „Hvad er da et menneske, at du kommer ham i hu?“ Igen det eneste sande svar: Sammenlignet med Gud den Almægtige er menneskene åh, så bitte, bitte små. „Se, som dråbe på spand er folkene, at regne som fnug på vægt. . . . Alle folk er som intet for ham, for luft og tomhed at regne. Med hvem vil I ligne Gud?“ Jehova Gud er den, som „troner over jordens kreds, som græshopper er dens beboere; han udbreder himmelen som en dug og spænder den ud som et teltbo. Løft jeres blik til himmelen og se: Hvo skabte disse? Han mønstrer deres hær efter tal, kalder hver enkelt ved navn.“ Det lille menneske kan ikke engang tælle stjernerne, langt mindre nævne eller kalde dem ved navn. — Es. 40:15, 17, 18, 22, 26.

Spørgsmål fra læserne

● Åbenbaringen 21:4 siger, at i den nye verden vil der ingen død være mere. Betyder det, at selv dyrene ikke skal dø? — Læser i New York.

Dette skriftsted betyder ikke, at al død vil være ophørt. Oprørske mennesker vil dø under Kristi tusindårige regering, og de, som stiller sig på Satans side ved slutningen af de tusinde år, vil gå til grunde. (Es. 65:17, 20; Åb. 20:7-10) Det er rigtigt, at Åbenbaringen 20:14 viser døden tilintetgjort, og at Åbenbaringen 21:4 derefter siger, at der ingen død skal være mere, men den død, der her henvises til, er den død, der skyldes arv fra Adam. Mennesker vil til den tid ikke degenerere og dø på grund af Adams overtrædelse, men til enhver tid i fremtiden kan Jehova udrydde en forsætlig oprører, der forstyrrer freden i den nye verden. Åbenbaringen 21:4 taler derfor kun om den adamitiske død over mennesker og gælder ikke dyreverdenen.

Om dyr skal dø i den verden eller ej, kan vi ikke slå dogmatisk fast. Alt tyder på, at mennesker ikke skal dræbe dem til føde, heller ikke skal dyr leve af at fortære hinanden. I den nye verden vil Jehovas oprindelige hensigter med hensyn til ernæringen være anerkendt, som det blev sagt til Adam og Eva: „Jeg giver jer alle urter på hele jorden, som bærer frø, og alle træer, som bærer frugt med kærne; de skal være jer til føde; men alle jordens dyr og alle himmelens fugle og alt, hvad der kryber på jorden, og som har livsånde, giver jeg alle grønne urter til føde.“ (1 Mos. 1:29, 30) Hvis det udprægede rovdyr, løven, skal „æde strå som oksen“, vil sikkert ingen andre være kødædere. (Es. 11:6-9) Dette viser indirekte, at Åbenbaringen 21:4 ikke ophæver al død af organisk liv, for planter vil dø for at blive føde for mennesker og dyr.

Men det, at dyrene ikke bliver brugt til føde, beviser ikke, at de skal leve evigt. Der er grund til at tro, at de vil dø. Menneskets ulydighed i Eden bragte ikke døden over dyrene — de havde været levende og døende, og mange arter havde været uddøde i tusinder af år, før mennesket blev skabt. Den nye verden vil ophæve virkningerne af Adams ulydighed, men det vedrører ikke dyrenes død. Aldrig har de fået udsigten til evigt liv holdt frem for sig.

Menneskets stilling er anderledes. Adam havde håbet om evigt liv sat frem for sig, men det håb forsvandt, da han kom til kort under sin lydighedsprøve. Havde han bestået den prøve, ville han uden tvivl til sidst have fået lov til at spise af „livets træ“. Gennem Adam mistede alle mennesker muligheden for at opnå evigt liv, men gennem Kristi Jesu genløsningsværk er denne mulighed blevet genoprettet, og retsindige mennesker kan håbe på evigt liv i den nye verden. Intet af dette vedrører dyrene.

Hvis et menneske med vilje er ondt og foragter genløsningen, vil han aldrig vinde evigt liv, selv om han lever nogle få år nu. Han mister den bedre chance, som åbnes for menneskeslægten, og kommer til at indtage samme stilling som dyrene, en stilling, der ikke frembyder nogen mulighed for at opnå evigt liv. Om sådanne skrev den inspirerede apostel Peter: „Men disse mennesker, som spotter det, de ikke kender, skal forgå som fornuftløse dyr, der af natur er født til at fanges og forgå.“ — 2 Pet. 2:12.

Hvis dyrene havde mulighed for at opnå evigt liv, hvorfor så sammenligne disse mennesker, der mister denne mulighed, med dem? Der synes ikke at være noget bibelsk grundlag for den påstand, at dyr skal leve evigt i den nye verden, men snarere, at de vil fortsætte med at fødes, vokse og frembringe afkom og dø. Hvad der taler for det modsatte, synes hovedsagelig at have sin grund i sentimentalitet.

● Hentyder Jer. 10:3-5 til opstilling og pyntning af juletræer? — C. M., Washington.

Jer. 10:3-5 lyder: „Folkenes rædsel er tomhed; thi det er træ, fældet i skoven, et værk, som håndværkerhænder tilhugger med økse; han smykker det med sølv og guld og fæster det med søm og hammer, så det ikke vakler. De er som et fugleskræmsel i agurkhaven og kan ikke tale; de må bæres, da de ikke kan gå.“ Dette skriftsted kan ikke med rette anvendes om fældningen af grantræer, stativer til at stille dem i og deres udsmykning med guld- og sølvflitterstads eller anden pynt. Jer. 10 viser det latterlige i at tilbede afguder. Mennesker lavede sådanne guder ved at fælde et træ, afhugge grenene og hugge og snitte i stammen, til den fik form af det ønskede afgudsbillede. Dette billede belagde eller overtrak de så med sølv og guld. Som beretningen siger: „Det indre af deres afguder er kun træ, overtrukket med drevet sølv fra Tarsis og guld fra Ofir.“ (Jer 10 v. 8, 9, AT) De overtroiske afgudsdyrkere mente, at disse gudebilleder besad en vis evne til at udtrykke sig, fordi de var udhugget i skikkelse af en levende skabning eller indbildt gud, og at de kunne bevæge sig, eller havde magt til at hjælpe i vanskelige tider; men deres fuldstændige evneløshed til at kunne foretage sig noget giver anledning til de hånende spottegloser: „De er som et fugleskræmsel i agurkhaven og kan ikke tale; de må bæres, da de ikke kan gå. Frygt dem ikke, thi de gør intet ondt, så lidt som de evner at gøre noget godt.“ Dernæst taler beretningen om Jehovas store magt og siger så: „Dumt er hvert menneske, uden indsigt; hver guldsmed får skam af sit billede; thi hvad han støber, er løgn, og der er ikke ånd deri; tomhed er de, et dårende værk; når deres hjemsøgelses tid kommer, er det ude med dem.“ (Jer 10 v. 5, 14, 15) Når vi betragter Jer. 10:3-5 i sammenhæng og med den historiske baggrund i tanke, bliver det klart for os, at disse vers ikke hentyder til pyntede juletræer.